Eliten klar til Folkemødet

Den danske indenrigsminister Bertel Haarder (V) så ud som en skuespiller fra en af de der Spies-reklamer, hvor gæsterne nægter at acceptere, at ferien er forbi.

Iført solbriller og korte skjorteærmer stod han ved hegnet ved færgelejet i Vis-by på Gotland, skuede ud over de kuperede, brostensbelagte gader og de farverige bindingsværkshuse og lyttede til den livlige summen.

»Det er en fornem politisk kultur. Lyden af tusinder af mennesker, der sidder og snakker politik i sommernatten. Det er længe siden, jeg har hørt den,« sagde han tydeligt berørt og varslede kontant, at Danmark skulle have noget lignende, inden han modvilligt slap sit tag i hegnet og begav sig hen til den ventende ministerbil.

Kun knapt et år efter vil han i dag sammen med Bornholms Kommune offentliggøre, at den fire dage lange, danske kopi af den svenske politikfestival Almedalsugen der er døbt Folkemødet og afvikles i Allinge i juni ser ud til at blive en succes.

Statsministeren og en række ministerkolleger kommer ligesom samtlige partiledere i Folketinget, et væld af EU-parlamentarikere og lokalpolitikere på alle niveauer, interesseorganisationer, græsrodsbevægelser, medier.

Deltagerantallet ventes at ende langt over succeskriteriet på 2.000 tilmeldte.

»Vi vil gerne sætte rammen for en mere uformel dialog mellem politiske mennesker på alle niveauer og give et godt udgangspunkt for f.eks. at skabe mere langsigtet politikudvikling. Vores bekymring har været, om der var opbakning, men det går over al forventning,« siger Bornholm-borgmesteren Winni Grosbøll (S) om Folkemødet.

Deliberativt demokrati

Den ubekendte faktor er, om danskerne i almindelighed vil benytte sig af muligheden for at omgås meningsdannere og beslutningstagere og forsøge at påvirke dem, men Folkemødet kan i teorien bevidst eller ubevidst blive en del af en international trend, mener den berømmede danske filolog og histo- riker, Mogens Herman Hansen.

»I politisk filosofi er deliberativt demokrati det sidste skrig. Hvis du ringer ind til Institut for Statskundskab, så vil alle snakke om det. Fidusen er, at hvis man vil tage demokratiet seriøst, så skal der være en relation mellem dem, der træffer beslutninger, og dem for hvem de træffes altså folket,« siger han.

Sammenlignet med det, der foregår i andre lande, hvor det ikke mindst er Stanford-professoren James Fishkins deliberative opinion- poles, der er på mode, har han dog ikke de store forventninger til Folkemødet, som han frygter er et surrogat for en egentlig demokratisering:

»Blandt andet bruger man forud for valg i USA, Storbritannien og Australien Fishkins ideer om at lodtrække paneler på op til 1.000 borgere, som man beder sætte sig ind i tingene og samler til møder, hvor de indgår i dialog med politikere om specifikke emner. De laver så en informeret og begrundet stillingtagen,« siger Mogens Herman Hansen, der finder det noget mere ambitiøst, men han håber, at Folkemødet er et tegn på en ændret indstilling i det politiske system i Danmark:

»For nogle år siden havde enhver borger jo hver torsdag mulighed for at gå op og få audiens hos ministrene, men det har man afskaffet. Man kan stadig indsende forslag og petitioner, men problemet er, at et folketingsmedlem vist får fem kilo post hver dag, og så ved man godt, hvad der drukner. Høringer og alt hvad der ellers er, det forsøger man at koge mest muligt ned, fordi det vanskeliggør beslutningsprocesserne,« siger han.

I forbindelse med euro- afstemningen havde man dog f.eks. en flere dage lang folkehøring med et panel på 3-400 mennesker i Odense ud fra Fishkins principper, og Teknologirådets paneler af almindelige borgere, der har afleveret responsum til det repræsentative demokratis besluttende organer, er et eksempel på, at vi på i hvert fald et enkelt område er langt fremme.

Legitime krav

Demokratiforsker ved Aarhus Universitet, Niels Nørgaard Kristensen, byder Folkemødet velkommen.

»Jeg ser det som en tematisering af den demokratiske samtale. Habermas' tanke er jo, at når de forskellige interesser blandes i debatten, så får man i processen et indtryk af, hvad der er legitime krav og beslutninger og gennem dialogen overskrider dine private interesser,« siger Niels Nørgaard Kristensen.

»Tidligere har man jo i Vesten haft en forestilling om, at borgerne egentlig skulle overlade beslutningerne til de mere kvalificerede, og selv om det er opblødt, har tilgangen i Skandinavien primært været kooperativ i den forstand, at det var staten og arbejdsmarkedets parter, der var bannerførere. Inden for de sidste 20 år har vi fået den neoliberale styringsforståelse, hvor vi som borgere bliver adresseret som kunder, men der er tegn på, at tankegangen udvikler sig,« siger han, men er dog også i tvivl om, hvor folkeligt Folkemødet bliver:

»Det er da enormt positivt, men spørgsmålet er, hvad effekten bliver,« siger han.

Den svenske Almedals- uge kritiseres hvert år for snarere end at være et møde med folket at være blevet lobbyisternes paradis og en lukket fest for de i forvejen politiske mennesker, men politikerne elsker det, og arrangementet kan forsvares, mener den ellers skeptiske svenske professor i statskundskab og ivrig debattør, Stig-Björn Llungren, der deltog i sidste års Almedalsuge.

»Det er jo fortrinsvis medierne, politikerne og folk med særinteresser, men der er en kritisk masse med så mange spændende mennesker, der gør, at det faktisk bliver interessant, og at der opstår uventede møder. Selv om det er politiske mennesker, så er det mennesker fra mange forskellige lag i systemet, der ikke normalt har mulighed for den her uformelle adgang til de højere niveauer,« siger han.

Som et eksempel kaldte skånske lokalpolitikere det sidste år en triumf, at man endelig havde mulighed for at drøfte Øresundsregionen med både danske og svenske ministre på en og samme tid tilmed over kolde fadøl og smørrebrød og kaldte det et gennembrud for forståelsen af de muligheder og problemer, der findes i regionen.

Og for mange af de mange tusinde menige svenskere, der trods alt mødte op i Almedalen sidste år, var det både en oplevelse at få lov til at diskutere med ministre på gadehjørnerne og sidde side om side med partilederne på cafeerne, ligesom der var følelsesladede øjeblikke, som da den tidligere statsminister Ingvar Carlsson gående arm i arm med Lisbet Palme enke efter manden, der skabte Almedal-traditionen under en klar, blå himmel spadserede med små skridt ned ad de brostensbelagte stræder for at modtage en øredøvende hyldest fra tusinder af mennesker ved en af de store aftentaler.

»Det er selvfølgelig ikke folkeligt i traditionel forstand, men omvendt er der mange, der følger med i medierne, og linket mellem politikere og vælgere er jo medialiseret, og et arrangement som dette forenkler den kontakt. Det er på flere måder en effektivisering af den demokratiske proces,« mener Stig-Björn Llungren.