Læsetid: 3 min.

EU diskuterer sanktioner mens dødstallet stiger i Syrien

Både EU og FN forhandler om yderligere sanktioner mod det syriske regime, der slår hårdt ned på demonstranter. Regimet selv har sat hæren ind mod befolkningen i flere byer, mens dødstallet ifølge syrisk menneskerettighedsgruppe stiger
28. april 2011

Syriens præsident, Bashar al-Assad, fortsætter den hårde kurs over for regimets kritikere. Den hårdhændede håndtering af protesterne med over 400 dræbte civile som følge, har dog ikke fået landets opposition til at ryste på hånden. I en erklæring fra Det Nationale Initiativ for Forandring kræver oppositionsledere, at en overgang til demokrati sættes i gang og advarer om, at landet ellers vil opleve »vold, kaos og borgerkrig«.

»Hvis den syriske præsident ikke ønsker at blive husket som lederen af denne overgangsperiode, er der ingen alternativer tilbage for syrere end at fortsætte langs den samme sti, som tuneserne, egypterne og libyerne har taget,« står der i erklæringen.

Samtidig forhandler EU om sanktioner mod Syrien og præsident Bashar al-Assad. I morgen mødes EU-landenes ambassadører i Bruxelles for at drøfte sanktionerne, som ifølge EU-diplomater blive rettet mod topledere i Syrien og indeholder indefrysninger af aktiver samt rejseforbud.

Udenrigsminister Lene Espersen (K) bakker op om sanktionerne og siger, at igangværende forhandlinger om en associeringsaftale med Syrien bør suspenderes.

»Det afgørende er, at det internationale samfund nu øger presset på Syrien. Og en af de ting, som vi ved, det syriske regime er meget interesseret i, er at indgå en associeringsaftale med EU, hvor man får bedre handelsforhold med EU-landene,« siger hun til Ritzau.

Men ifølge de diplomatiske kilder kan der gå op til to uger, før sanktionerne formelt vil træde i kraft.

Sikkerhedsrådet splittet

FN's Sikkerhedsråd har endnu ikke markeret sig, selv om Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Portugal presser på for, at Sikkerhedsrådet i en fælles erklæring skal fordømme drabene på syriske demonstranter.

»Vi opfordrer dem (den syriske regering, red.) til at gøre det rigtige. Det er ikke for sent for dem. Den opfordring kommer også fra mange andre lande, og jeg appellerer endnu en gang til, at de respekterer de legitime klager og ikke tager del i denne undertrykkelse og vold mod deres eget folk,« siger den britiske udenrigsminister, William Hague.

Det lykkedes ikke Sikkerhedsrådet at nå til enighed tirsdag, og ifølge iagttagere forventes det, at Kina og Rusland, som ser protesterne som interne problemer i Syrien, vil tage afstand fra en fælles fordømmelse sammen med Libanon, der har tætte politiske bånd til Syrien.

Flere kampvogne

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, har dog allerede kritiseret det syriske regimes håndtering af demonstrationerne i skarpe vendinger og krævet en undersøgelse af civile drab. Til det har den syriske FN-ambassadør, Bashar Ja'afari, svaret, at Syrien intet har at gemme og udmærket selv er i stand til at foretage eventuelle undersøgelser.

I går sendte den syriske hær yderlige kampvogne og tropper til den sydlige by Deraa, hvor protesterne begyndte og har været mest omfattende. Ifølge Rami Abdul-Rahman, der er leder af menneskerettighedsgruppen Syrian Observatiry for Human Rights, er 451 civile blevet dræbt, siden oprøret begyndte. Samtidig har mindst 50 soldater mistet livet.

CNN rapporterer, at der stadig er snigskytter i byen, som udgør en risiko for pårørende, der vil hente ligene af familiemedlemmer og bekendte. Og selv hvis det lykkedes, har de pårørende ingen muligheder for begravelse, fordi hæren har besat alle kirkegårde, mens regimet har lukket for elektricitet, vand og telekommunikation til byen.

I kystbyen Baniyas og i Douma, en forstad til hovedstaden Damaskus, er hæren ligeledes blevet indsat for at holde demonstrationerne nede.

Endelig har sikkerhedsstyrker foretaget omfattende razziaer og anholdt op mod 400 indbyggere rundt om i landet, der mistænkes for at tage del i protesterne. En beboer i Douma siger til nyhedsbureauet AP, at sikkerhedsagenter går »fra hus til hus med lister med navne på eftersøgte folk og foretager razziaer. Hvis agenterne ikke finder den eftersøgte person, tager de hans familie i stedet«.

FN's Menneskerettighedsråd mødes ligeledes fredag for at diskutere situationen i Syrien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu