Læsetid: 5 min.

Europa mangler en vej ud af gældsfælden

Europagten fokuserer på økonomiske stramninger. Men de gældsplagede lande har brug for saneringer - ikke årtier med besparelser og nøjsomhed, der kun driver deres økonomier ud i endnu dybere recession og gør det endnu sværere for dem at indfri gælden
19. april 2011

I Irland, Portugal og Grækenland er vælgerbefolkningen langsomt begyndt at vågne op til den barske sandhed: Selv ikke mange år med kraftige økonomiske stramninger, lønforringelser, tab af arbejdspladser og smuldrende offentlig service vil kunne befri dem fra finansielle krise. Tværtimod vil en sådan politik kunne drive deres økonomier ud i endnu dybere krise. Af alle deres lidelser vil kun følge endnu større smerte.

Den amerikanske økonom Paul Krugman taler i den forbindelse om 'nøjsomhedens illusion'. Eller som den britiske oppositionsleder, Ed Miliband, har udtalt om den britiske koalitionsregerings sparepolitik: »Den gør ondt. Til gengæld virker den ikke.«

Irerne vil være enige: Dublin har fået ros for sine brutale nedskæringer, men de officielle tal viser, at den irske økonomi har befundet sig i recession i tre år. Den indenlandske efterspørgsel er 27 procent under niveauet fra den keltiske tigers storhedstid. Investeringerne er gået tilbage med 60 pct., eksporten falder støt, og som bekendt betyder skrumpende indkomst, at gældsstiftelse bliver sværere at indfri

Dræber økonomien

Situationen for portugisiske sygeplejersker eller irske boligejere kan næppe sammenlignes med den knugende fattigdom hos Afrikas forgældede millioner, men gældsfældens ubønhørlige logik er den samme: Når internationale långivere påtvinger gennemførelse af hård, deflationær politik og opkræver strafrentebetalinger, bliver alt liv suget ud af allerede skrøbelige økonomier, så vanskelighederne ved tilbagebetalingen kun bliver desto hårdere.

Nick Dearden, leder af ngo'en Jubilee Debt Campaign, henviser til Zambias eksempel. Zambia fik en redningspakke fra Den Internationale Valutafond i begyndelsen af 1980'erne for at hindre misligholdelse af den gæld, som det skyldte til vestlige banker, som i nogle år havde udlånt uhæmmet til Afrika. Zambia tog føjeligt imod den medicin, som IMF ordinerede, og implementerede skrappe udgiftsnedskæringer, men disse drev blot landet ud i dybere lavkonjunktur, som gjorde dets gæld stadig mere uholdbar. I 1995 var Zambias økonomi krympet med 30 procent, samtidig med at nationens gæld var vokset til at udgøre 150 procent af dens BNP en fordobling. Det er svært at argumentere for, at landet ikke ville have været bedre tjent med at misligholde dele af sin gæld.

I sidste ende måtte flere afrikanske u-landes kreditorer indse, at det i praksis var usandsynligt, at de ville få deres penge tilbage nogensinde, og at det samtidig var moralsk forkert at kræve hele gælden indfriet, for så vidt at mange af lånene aldrig burde være ydet. Det er på tide, at vi får øjnene op for, at dette argument også har vægt i dagens Europa.

Hvem bliver reddet?

I Irland og Grækenland kræver stadig mere højrøstede kampagner en uafhængig revision af disse landes gæld, således at offentligheden kan se præcis, hvem der skylder hvad til hvem og underforstået: præcis hvem, der bliver 'reddet'.

Andy Storey, økonom ved Dublins University College og involveret i den irske kampagne, siger:

»Grunden til, at redningspakkerne blev gennemført, var, at de europæiske banker ønskede at få deres penge tilbage.«

En stor del af stigningen i Irlands underskud skyldes redningspakkerne til landets kollapsede banksektor og dermed implicit også til de obligationsejere, der støttede bankerne.

»I Irland skal en revision handle om at få adskilt privat fra den offentlig gæld,« siger Storey. »Hvor meget af dette går rent faktisk til at godtgøre spekulanter, der ikke bør få deres penge tilbage, fordi de var dumme nok til at investere i en bank med en dårlig forretningsmodel?«

I Grækenland siger økonomen Costas Lapavitsas, der er aktiv i den græske revisionskampagne, at det drejer sig om at fastslå, om dele af den græske stats gæld faktisk er ulovlig. Han insisterer på, at som for udviklingslande er der ikke blot økonomiske, men også moralske spørgsmål på spil.

»Er det moralsk eller økonomisk acceptabelt at ødelægge velfærdsstaten, herunder skoler og hospitaler for at betale en sådan gæld?«, spørger han.

Selv om kun få vover at sige det højt, er de europæiske ledere tilsyneladende enige om, at de har brug for at holde døren åben for, at nogle lande kan få saneret deres gæld, i det mindste ved optagelse af nye lån.

Døren åben for sanering

Da de i sidste uge i Bruxelles fik sammenflikket den såkaldte euro-plus-pagt herunder gav tilsagn om at lægge penge i en gigantisk permanent redningspakkefond kaldet 'Den Europæiske Stabilitetsmekanisme' præciserede de europæiske ledere, at alle nye obligationer, som udstedes af euro-områdets regeringer, fremover skal omfatte 'klausuler om kollektiv optræden'.

Når gældsbyrder bliver uholdbare, skal de pågældende klausuler gøre det lettere at forhandle sig til en værdig udvej ved at tvinge kreditorerne til forhandlingsbordet. Hvis den misligholdende regering kan overtale et flertal af sine långivere til at acceptere 'barbering', det vil sige en reduktion i værdien af det, de skylder, vil også resten blive bundet af aftalen. Dette skulle kunne hindre griske obligationsejere i at forhale en omstrukturering i forventning om at kunne fremtvinge en bedre aftale.

I Portugal, Irland og Grækenland har befolkningerne i vid udstrækning accepteret de barske stramninger, som EU og IMF dikterede, fordi regeringerne og obligationsmarkederne insisterede på, at der ikke var noget alternativ. Men konsekvensen kan blive mange år, måske årtier, med hårdt spændt livrem. De sociale og politiske følger kan blive alvorlige, og alligevel vil medicinen måske ikke virke, og gælden forblive uholdbar. En uafhængig gældsrevision for de enkelte lande vil være et godt første skridt hen imod den rette beslutning om, hvilken gæld, der berettiger hvilken slags smerte.

To valg i Europa

Selv om han kom til magten på et løfte om at overholde sin forgængers løfter om stramninger, er Irlands nye premierminister, Enda Kenny, nu begyndt at rette skytset imod de finansfolk, der har været blandt de største modtagere af redningspakkens midler.

»Det er groft uretfærdigt at forvente, at skatteyderne skal betale 100 procent for bankers hensynsløse udlånspraksis, som har skabt denne krise i første omgang,« siger han.

Markeder og vælgere i hele euro-området er blevet trætte af den onde cirkel, hvor en truende finanskrise, der ledsages af obligationsrenter på himmelflugt, bliver efterfulgt af indgreb fra Bruxelles, der kun er akkurat tilstrækkelige til momentant at bringe investorerne ud af paniktilstand, efterfulgt af nye nervøse anfald, når de indser, at euro-ledernes retorik ikke modsvares af virkeligheden.

Som Steen Jakobsen, cheføkonom i Saxo Bank, udtrykker det:

»Det er klart, at vælgerne er begyndt at indse, at alle de løsninger, som politikerne tilbyder, bygger på et løfte om at gøre noget i fremtiden men aldrig her og nu.«

Men tiden løber ud, og Europa har to valg: Det kan fortsætte med at banke Grækenlands, Italiens og snart også Portugals økonomier ud i dybere krise, mens deres allerede indignerede vælgere bliver stadig mere rasende over den smerte, de får påtvunget af deres europæiske 'partnere'. Eller det kan acceptere, at omfanget af disse landes gæld simpelthen er blevet uholdbart og indlede forhandlinger omkring en velordnet sanering nu.

© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu