Nyhed
Læsetid: 4 min.

Fronten løber der, hvor oprørerne har parkeret deres firehjulstrækkere

De 13 oprørere, som blev bombet af NATO, er blot et symbol på, hvor kaotisk de libyske oprøreres kamp er
De 13 oprørere, som blev bombet af NATO, er blot et symbol på, hvor kaotisk de libyske oprøreres kamp er
Udland
4. april 2011

BREGA — De 13 forkullede lig blev begravet i sandet ved siden af vejen. Ikke langt fra der, hvor de døde fredag nat, da en ildkugle af metal dukkede op på nattehimlen. Et NATO-fly havde antaget konvojen af fire jeeps og en ambulance for fjendtlige styrker og bombet dem.

»De unge gik desværre på egen hånd og mod ordrer ind i et område, hvor de ikke måtte være,« forklarer sergent Bahar Mufti.

Hans titel og militære uniform afslører, at han i modsætning til »de unge« frivillige har lært at betjene den kalashnikov, han har slængt over skulderen, på en kaserne. Hans lettere belærende tone placerer ham også solidt i den ene af de to lejre, der deler ikke bare dette frontafsnit men hele oprørshæren. Mellem professionelle soldater, afhoppere fra Gaddafis hær, der har sluttet sig til revolutionen, og ivrige unge mennesker, der har startet den.

Fronten denne eftermiddag ligger 25 kilometer uden for oliehavnen Brega.

Rent fysisk består kontrolposten af et slags metalgitter og to firehjulstrækkere parkeret på tværs.

Dets funktion er ikke at forsinke en eventuel modoffensiv. Vejspærringen er mere til for at forhindre alle hånde civilister i at tiltvinge sig adgang til slagmarken. For hvordan har nogen dog tænkt sig, at man skal kunne manøvrere taktisk, når valpladsen er befolket af hujende civilister, der konstant går i vejen — eller endnu værre — affyrer kostbar ammunition mod himlen. Men de dage er snart forbi håber major Nasim Faraj, der formelt har kommandoen over optrinnet.

»Nu har vi organiseret de revolutionære bedre. På den måde bliver vi mere effektive.«

Dødvande

Om det er majorens militære facon, der har sat sig igennem, eller det er den bitre erfaring fra dagen før, der har gør sig gældende, er ikke til at sige. Men kontrolposten virker langt mere organiseret end det, man har oplevet tidligere i krigen. Især fraværet af det evindelige 'festfyrværkeri' er befriende.

»Om Gud vil kan vi komme ind i Brega om et par timer,« lover majoren. Der er bare lige et par snigskytter, der skal ryddes af vejen først.

Kampene om oliehavnen har stået på det meste af en uge.

De internationale nyhedsstationer, der har slået deres sattelitantenner ud lidt nede af vejen, taler om stillingskrig og dødvande. Om at den internationale intervention de facto har trukket en streg i ørkensandet i form af udbombede og udbrændte krigsmaskiner et sted vest for Asdabiya. En streg som Gaddafistyrkerne ikke længere tør og som oprørerene endnu ikke kan overskride. Hovedparten af byens over 100.000 indbyggere har dog ikke videre tiltro til denne røde linje og har forladt byen.

Man forstår dem. Det fygende ørkensand langs vejen mod Brega er endnu ikke størknet til en egentlig frontlinje. Angreb fra Gaddafistyrkernes tunge artilleri fører uværgerligt til, at den ganske forsamling to minutter efter, at de første granater lander, kaster sig ind i deres køretøjer og i panik suser flere kilometer ned af landevejen. Her udenfor kanonernes rækkevidde etableres 'fronten' på ny.

Endnu er fronten i denne krig, der hvor oprørerne netop har parkeret deres firehjulstrækkere. Et noget elastisk begreb, der altså natten til lørdag kostede mindst tretten mennesker livet.

Hvad, der præcist fik Natoflyene til at angribe konvojen, er uklart. Et medlem af konvojen affyrede en luftværnskanon mod nattenhimlen. »Hvis nogen skyder mod vores fly, har de ret til at svare igen sagde en NATO-talsmand til BBC.

Under alle omstændigheder er major Faraj overbevist om, at »det var en fejltagelse, og det kommer ikke til at ske igen‹. Men det kommer det nok til.

Klog af skade har Gaddafis svende skiftet deres tunge køretøjer som kampvogne og pansrede mandskabsvogne, der er let identificerbare fra luften, ud med de firehjulstrækkere, oprørerne bruger.

Anarkiet er overmagt

At det er lettere sagt end gjort at etablere en klar kommandostruktur bliver demonstreret hen mod solnedgang, da rygtet om Bregas forestående fald rammer kontrolposten som et granatnedslag.

Til råbene af 'Alluhuakbar'— 'Gud er stor', kaster de frivillige sig ind i deres koreanske mellemklassebiler for at befri den faldne by. Den møjsommeligt opbyggede militære organisation bryder i løbet af få sekunder sammen. Forbuddet mod at løsne skud i luften er det første til at falde. Det næste er majorens befaling om, at ingen bevæger sig fremad, før de har fået ordre til det. Uden at vente på, at vejen er givet fri, viger de mest ivrige udenom i det bløde ørkensand og kører forbi barrieren. Andre, bl.a. vores chauffør, der i kampens hede synes grebet af revolutionsiver, løber storm mod kontrolpostens spinkle metalgitter. Først holder et par soldater tappert stand. »Det er kun for militæret,« råber en, da chaufføren deklarerer sin last. Men ikke så snart har soldaten vendt ryggen til, før chaufføren med et grin giver den gas og kører forbi.

I bakspejlet slår vagtposterne opgivende ud med armene mod overmagten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her