Nyhed
Læsetid: 4 min.

Hævngerrighed og harme mod Mubarak

Den formelle varetægtsfængsling af den egyptiske ekspræsident er et offer til de aktivister, militærrådet søger at neutralisere
Foran det hospital i Sharm el-Sheikh, hvor Hosni Mubarak er indlagt, glæder demonstranter sig over varetægtsfængslingen af den afsatte diktator 
 og hans sønner.

Foran det hospital i Sharm el-Sheikh, hvor Hosni Mubarak er indlagt, glæder demonstranter sig over varetægtsfængslingen af den afsatte diktator
og hans sønner.

Udland
14. april 2011

Hosni Mubarak er igen på dagsordenen. Bilradioerne er stillet ind på nyhedskanalerne, der bringer bulletiner hver halve time om ekspræsidentens tilstand på et hospital i Sharm el-Sheikh efter et hjerteanfald tirsdag aften, og i det egyptiske advokatsamfunds snavsede gård på Ramses-gaden debatteres de 15 dages varetægtsfængsling af den 82-årige arrestant, der tillige med sine to sønner, Gamal og Alaa, anklages for »misbrug af offentlige midler, magtmisbrug og korruption«, som det hedder i den egyptiske chefanklagers offentlige erklæring. Mubaraks tilstand er ifølge strømmen af nyheder ustabil men rygterne om, at et militærfly var sendt til det sydlige Sinai for at hente ham til Kairo, var overdrevne. De to sønner er indsat i et fængsel i udkanten af Kairo, men den syge mand er stadig indlagt og under lægetilsyn.

Sonoffer til aktivisterne

Men det er reelt militæret, der er skredet til varetægtsfængsling af Mubarak-familiens mandlige medlemmer, og det er gadens parlament, der har presset den igennem som en pensioneret officer sagde på BBC:

»Militærets troværdighed kan ikke holde til at beskytte en enkelt mand, uanset at han er tidligere general.«

Dette synspunkt gik igen ved te-glassene i advokatsamfundets gård:

»Det er ikke normalt, at generaler fængsler generaler,« sagde en egyptisk kommentator, Ali Abdel Al, »og der er allerede nu rygter om, at Hosni Mubarak ikke kommer i fængsel, men at man nøjes med fortsat at holde ham i husarrest. Men stemningen er, at der ikke er nogen vej uden om et retsopgør, hvis den relative ro skal bevares.«

Abdel Al henviste til, at demonstranterne på Tahrir-pladsen i fredags svor på, at de ville blive dag og nat, til som de udtrykte sig »den ultimative retfærdighed« er iværksat.

»Den mand har tilladt tyveri fra det egyptiske folk gennem 30 år, og ingen her ser på ham med milde øjne,« tilføjede han.

På Facebook var en rapport om, at Mubarak tirsdag aften, da han fik forkyndt varetægtsfængslingen i 15 dage der skal bruges til at vurdere det materiale, der er imod ham og sønnerne havde svaret:

»Det kan ikke være rigtigt, jeg er republikkens præsident.«

Hvortil den tilrejste chefanklager skal have svaret:

»De er nu en almindelig borger, der må stå til ansvar for Deres handlinger.«

Om historien har noget på sig, er uvist den ligner til forveksling Saddam Husseins replikskifte med en dommer i Bagdad, da retsopgøret med Iraks diktator fandt sted i 2005, og den er da heller ikke bekræftet af parterne selv men den fortæller meget om atmosfæren af både hævngerrighed og harme.

Således har aktivisternes krav om retsforfølgelse af det tidligere regimes absolutte top en vis resonans i den egyptiske offentlighed, men der høres også mere forsonlige røster:

»Mange af min forældres generation synes, at man skal lade den gamle mand være i fred,« sagde en 28-årig kvindelig journalist. »Der er en tavs majoritet, som mener, at nok er nok, og at uroen må høre op.«

Hård kerne fortsætter

Der er stadig en lille hård kerne af demonstranter på Tahrir-pladsen, men de står ude i hjørnerne. Cirklen i midten er bevogtet af soldater med få meters mellemrum, der konfronterer klumperne af demonstranter på de modsatte fortove som en levende illustration af militærrådets beslutning om at sætte en stopper for flere demonstrationer.

Den politiske uro har ramt den egyptiske økonomi hårdt. Således er turismen en af landets fire økonomiske grundpiller med en indtægt i fremmed valuta på en milliard dollar om måneden nede på en fjerdedel i forhold til det normale.

I det hele taget synes der at være stedse mere delte meninger om, hvor den egyptiske revolution skal bevæge sig hen og hvor hurtigt. De tre fløje islamisterne, de unge sekulære/liberale aktivister og militæret er ikke tre fasttømrede enheder, men hver især delt op i for eller imod permanent revolution. Og så vidt det kan høres på kommentarer og samtaler, er kløften generationsbestemt mere end politisk og religiøs: De unge vil gå videre med aktionerne, indtil alle krav er opfyldt, de ældre vil helst standse op og trække vejret. En indikator på militærets enighed var således, at mange unge officerer deltog i demonstrationen i fredags, der krævede Mubarak og hans sønner i kachotten.

Men militærrådet har fastsat sit eget tempo og understreget det med at statuere et eksempel: Fængsel i tre år til en 25-årig blogger, Maikel Nabil, der blev dømt for »bagvaskelse af Egyptens væbnede styrker« efter at have agiteret for afskaffelse af værnepligten. Men det er sigende for den aktuelle tilstand i landet, at retshandlingen mod bloggeren var fastsat til i går, da den pågældende dommer opdagede, at manden allerede var dømt, efter at officerer anholdt ham i slutningen af marts og fremstillede ham for en militærdomstol.

Kritikken af fængselsdommen, som Human Rights Watch kalder »det hidtil værste anslag mod ytringsfriheden, siden Mubarak-styret dømte den første blogger til fire års fængsel i 2007«, imødegås af militærrådet med, at den eksisterende lov »kriminaliserer opfordringer til aktioner mod militæret«.

»Og manden har ret til at appellere dommen,« sagde Mamdou Shahin, et medlem af militærrådet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hævngerrighed?

Der vel tale om ægte krænket retsfølelse rettet mod en despot, der har misregeret et helt folk og holdt over halvdelen i umenneskelig fattigdom..

...er mellemøstens oprørere mon ved at komme i miskredit på Vestens redaktioner - nu deres oprør har banet vejen til Vestens magt over de Libyske oliekilder.