Nyhed
Læsetid: 8 min.

Kampen mod voldtægt er kampen for DR Congos fremtid

De brutale massevoldtægter i DR congo er tæt knyttet til kolonialismen, krigen og kampen om landets naturressourcer. »Hvis du ødelægger tilstrækkelig mange kvindeskød, kommer der ingen børn. Så kan man bare komme og tage for sig af mineralerne.«
Mishandlingen af kvinder er et gennemsyrende problem i DR congo, der ligeledes døjer med krig og dyb splittelse i befolkningen. Her en congolesisk kvinde med sit barn på armen i en flygtningelejr nær byen Goma.

Mishandlingen af kvinder er et gennemsyrende problem i DR congo, der ligeledes døjer med krig og dyb splittelse i befolkningen. Her en congolesisk kvinde med sit barn på armen i en flygtningelejr nær byen Goma.

Christian Als

Udland
23. april 2011

BUKAVU, DR CONGO Jeanne er 27 år og har et rundt ansigt, der får hende til at se yngre ud, men hun kæmper for at komme op på scenen. Hun har haft svært ved at gå, siden hun blev bundet til et træ og voldtaget af en bande i flere uger. Hun blev opereret for skaderne, vendte hjem og blev så voldtaget igen. Hun blev gravid under en af voldtægterne og tvunget til at føde, mens militserne så på, men barnet døde.

Til sidst undslap Jeanne til Panzi-hospitalet i Bukavu i den østlige udkant af Den Demokratiske Republik DR congo.

Hun har gennemgået flere operationer i sit vanhelligede underliv. Hun ser skrøbelig og besejret ud. Lige indtil hun begynder at tale.

»Når I kigger på mig, hvad ser I så?« spørger hun:

»Ser I mig som et dyr? For I lader dyr behandle mig som et dyr. Og til regeringen: Hvis det var jeres børn, ville I så forhindre det? Og til de hvide: Hvis disse voldshandlinger skete i jeres lande, ville I så gøre en ende på det?«

Hun taler med et raseri og en koncentration, som man sjældent ser i vestlig politik. Hundredvis af andre ofre for seksuel vold blandt publikum jubler vildt. Jeanne, der af hensyn til sin sikkerhed har anmodet om, at hendes efternavn ikke røbes, er ikke den eneste taler her ved åbningen af City of Joy, et center for voldtægtsofre i Bukavu.

Her er grundlæggeren Eve Ensler, en dramatiker fra New York, forfatter til Vaginamonologerne og aktivist, og her er Obamas kvinde og pigeambassadør, som er et fremtrædende kongresmedlem, og en person fra FN.

Men det er Jeanne, der løber med opmærksomheden. Og det er selve den præmis, centret er grundlagt på: At selv de mest traumatiserede og brutaliseret folk ikke behøver at være passive modtagere af udenlandsk bistand, men faktisk kan blive politiske ledere.

Voldtægtscentrum

I mere end et årti har det østlige DR congo været berygtet som »verdens voldtægtscentrum« og »det værste sted på jorden at være kvinde«.

En halv million kvinder, måske mange flere, er blevet voldtaget siden 1998, og på særligt brutal vis.

En af reaktionerne har været opbygningen af City of Joy, et fristed, hvor overlevende efter kønsbestemt vold bor i seks måneder. Centret blev grundlagt i 1999, da gynækologen Denis Mukwege fra Panzi-hospitalet i Bukavu ringede til sin veninde, Christine Schuler-Deschryver, som er menneskerettighedsaktivist i byen.

Han sagde, at han var begyndt at se en ny type kvæstelser: Kvinder, hvis underliv var blevet smadret, ikke bare gennem massevoldtægt, men også ved overgreb med stokke, geværer og flasker. Christine Schuler-Deschryver oplevede hurtigt ting , der understregede grusomhedernes omfang.

»I 2000 sad jeg på mit kontor, da en kvinde kom stormende ind med en lille pige, 18 måneder gammel, med brækkede ben. Barnet var blevet voldtaget. Hun døde i min bil på vej til Panzi-hospitalet. Jeg løb ind i katedralen med den døde baby i mine arme og råbte på Gud. Og det var den dag, jeg blev radikal menneskerettighedsforkæmper.«

Ny guldfeber

DR congo er på størrelse med hele Vesteuropa, men har en meget svag stat. Målt i BNP er det også det fattigste land på jorden, men et af de rigeste på ressourcer. Den frugtbare jord, som frembringer det frodige landskab og de saftige avocadoer, producerer også guld, diamanter og kostbare mineraler, som dernæst skaber kriminelle, militser og tyvagtige politikere. Siden kolonitiden, da Kong Leopold II af Belgien ikke holdt sig for god til at begå folkedrab for at kunne udplyndre Congos gummiplantager, har hære forsøgt at få fat i landets rigdom. Præsident Mobutu, som omdøbte DR congo til Zaire og stjal flere milliarder, viste, at det ikke kun var udlændinge, der kunne tage for sig.

Nutidens guldfeber skyldes coltan. DR congo har 80 procent af Afrikas reserver af mineralet, som bruges i mobiltelefoner, bærbare computere og iPads.

Efterspørgslen på denne ressource er så stor, at der er en direkte sammenhæng mellem det stigende forbrug af teknologi, kampene i DR congo, og måske voldtægtsepidemien.

Den særligt voldelige form for voldtægt, som er blevet udbredt, ødelægger kvinders underliv. De kan ikke længere få børn, hvilket er særlig forfærdeligt i et samfund, hvor moderskabet definerer, hvad det vil sige at være kvinde: Ordet for »kvinde« er »mor«.

Mukwege, der har arbejdet i mere end to årtier med kvinder i det østlige DR congo, siger:

»Det er det congolesiske folks ødelæggelse. Hvis du ødelægger tilstrækkelig mange kvindeskød, kommer der ingen børn. Så kan man bare komme og tage for sig af mineralerne.«

Krig og voldtægt

Voldtægt er en del af krigen, og opfattes ofte som uundgåelig. Men i nogle krige er det mere udbredt end i andre.

Ifølge Joanna Bourke, forfatter til bogen Rape: A History, afhænger det især af, hvor voldeligt et samfund i forvejen er, forskellene mellem mænd og kvinder i kulturen, og af hvorvidt soldaterne bør frygte nogen form for straf for voldtægt, og i hvilket omfang de værdier, som gør det muligt at begå massevoldtægt, deles af mænd på begge sider i konflikten. På alle disse områder står det forfærdeligt til i DR congo.

Og så er der et særligt problem, som af Jean-Claude Kibala, den stedfortrædende guvernør i South Kivu, beskrives som »en bombe midt i samfundet«: Tidligere børnesoldater:

»Der findes ingen planer for, hvordan man skal håndtere dem,« siger han. Han fortæller om en bodyguard, der blev ved med at falde i søvn i løbet af dagen:

»Bodyguarden forklarede: 'Da jeg var barn, blev jeg tvunget til at begrave en mand, der stadig var i live. Dette billede har jeg i hovedet hver nat, og derfor kan jeg ikke sove i mørke.' Der er folk som ham overalt i samfundet. Krig og voldtægt har ødelagt menneskeheden her.«

Efter at være blevet voldtaget bliver en kvinde normalt udstødt af sin familie.

Og når kvinder så får børn og står alene med at lave mad, dyrke jorden og bære deres børn, bliver fællesskabet hurtigt undermineret. Samfundet bryder sammen:

»At voldtage kvinder er den billigste og mest effektive måde at skabe frygt på og ydmyge et fællesskab. Det koster ikke engang en kugle.«

Folkemordet i Rwanda

Den særlige brutalitet, der opstod i det østlige DR congo i slutningen af 1990'erne, har sine rødder i folkemordet i Rwanda i 1994, hvor 800.000 tutsier i løbet af tre måneder blev myrdet af hutubander, der kalder sig 'interahamwe'.

Da folkedrabet blev stoppet af eksilerede tutsier i Rwandas Patriotiske Front, flygtede interahamwe til det østlige DR congo, hvor der blev etableret gigantiske flygtningelejre. De medlemmer af interahamwe, der vendte hjem forsvandt i den congolesiske bush, hvor de genopfandt sig selv som en milits ved navn FDLR (Rwandas Befrielsesfront). Og i løbet af det årti, hvor Laurent Kabila overlod magten til sin søn Josef, invaderede Rwanda DR congo, hvilket førte til Afrikas »Første Verdenskrig«, der udspillede sig i DR congo med deltagelse af Uganda, Rwanda, Burundi, Zimbabwe, Angola, Tchad, Namibia og Sudan, og ifølge International Rescue Committee medførte 5,4 mio. døde. I denne periode blev der dannet en lang række nye og først og fremmest congolesiske oprørsmilitser, og de voldtog alle kvinder med ekstrem vold. Det er grunden til, at dr. Mukwege begyndte at se kvæstelser, han aldrig havde set før.

Et ydmyget land

Men er der også noget dybere på spil? Har epidemien af massevoldtægter i DR congo noget at gøre med landets egen historie, er det resultatet af mange års undertrykkelse, der bliver afspillet på ny? I bogen In the Footsteps of mr. Kurtz beskriver Michela Wrong Congos befolkning som »marineret i ydmygelse«:

»Der er også meget voldtægt i mænd, der har været koloniseret og slaver. Man er nødt til at spørge, hvad det har gjort ved disse mænd, ved deres kollektive psykologiske hukommelse,« mener Eve Ensler.

De belgiske koloniherrer var berygtede for at afskære hænder og fødder, hvilket stadig er en almindelig taktik blandt oprørerne. Jeanne blev tvunget til at se på, at hendes onkels hænder og fødder blev skåret af, inden han blev slået ihjel.

Levende døde

Her i DR congo, i hjertet af Afrika, hvor mennesket har sin oprindelse, ønsker voldtægtsmænd at stoppe den menneskelige race for altid.

En kvinde, der var blevet voldtaget, spurgte en voldtægtsforbryder, hvorfor han gjorde det. Han svarede:

»Fordi jeg allerede er død.«

Så det er ikke for ingenting, at Ensler har beskrevet DR congo som 'Ground Zero'.

De voldtagne kvinder, jeg talte med, har et enkelt svar på, hvordan man kan løse problemet med voldtægt i DR congo: FDLR (de såkaldte genocidaires og deres efterkommere red.) skal ud af landet.

Historisk dom

Brutale massevoldtægter er blevet så almindelige, at den congolesiske hær angiveligt begår de fleste. Voldtægt er blevet normaliseret.

Men måske er noget under forandring. I februar blev Oberstløjtnant Kibibi Mutware og tre andre congolesiske officerer dømt for forbrydelser mod menneskeheden, fordi de havde givet ordre til voldtægter og andre forbrydelser i byen Fizi ved Kivu-søens sydlige bred på nytårsdag i år. De blev idømt 20 års fængsel.

Det er i sandhed en milepæl. Det er første gang, at en højtstående officer i den congolesiske hær er blevet anholdt, retsforfulgt og dømt for voldtægtsforbrydelser.

Men én sag er næppe nok: Der har ikke været nogen indsats over for andre officerer, som er blevet anklaget for lignende forbrydelser, begået samme dag: Massevoldtægter af 39 kvinder og én pige i Bushani og Kalambiro, landsbyer ved Kivus nordlige bred.

En fashionabel sag

Kvinderne i DR congo har været håbefulde før. Siden slutningen af 90'erne er de med faste mellemrum blevet en fashionabel sag for vestlige aktivister. Som en aktivist bemærker går der 18 måneder imellem en byge af interesse i medierne, hvor der bliver fortalt grusomme voldtægtshistorier, den ene mere forfærdelig end den anden, og derefter er der stilhed:

»De kommer på besøg,« siger Schuler-Deschryver bittert, »og efterlader en bunke visitkort hos mig.«

Hillary Clinton, USA's udenrigsminister, var på besøg i 2009:

»Jeg fik Hillary til at græde, da hun kom, og det gjorde mig så håbefuld. Men så skete der ingenting.«

DR congo er tydeligvis ikke en prioritet for den amerikanske bistand i dag. Da Ensler ville tale med Michelle Obama om problemet, fik hun at vide af hjælpere i Obama-regeringen, at; »DR congo ikke vil være en del af Michelles brand.«

Det er bemærkelsesværdigt, at på trods det enorme håb, som Obamas valgsejr vakte i Afrika, har begge hans forgængere, George W. Bush og Bill Clinton, vist mere interesse for kontinentet end han, mener hun.

© Guardian & Information 2011 Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Ikke uberørt af denne rystende beretning.

Rachel Henderson

Fy for helvede. Boycot guld, diamanter og overflødig elektronik. Hvad skal vi også med alt det lort?

Anne Marie Pedersen

Vi ved det jo godt. Intet nyt. Det er det tragiske. Og så bomber vi i Libyen?!?

Fin artikel om et alt for overset emne ---- tak for at give min lille verden mere perspektiv --- Informerens sande styrke (med hjælp fra Guardian forstås) ses her.

Thomas Ciborowski

...

ja sådan er det - og så havde ritzau et telegram her på siderne den anden dag om en lastbil i congo der havde dårlige bremser og havde dræbt 24.
Jeg går og har sådan en konspirationsteori om, at vestlig politik er at det ville være rart om alle negrene kunne slå hinanden ihjæl eller dø af aids, før man igen involverer sig i udnyttelse af sup-sahara-områderne.
Der er jo en åbenlys forskel mellem invasionen i libyen for at forhindre folkedrab, og så hvad der er foregået her, og i rwanda, uganda, liberia, zimbabwe..............