Læsetid: 7 min.

Kan velgørenhed og forretning gå hånd i hånd?

Firmaer er i gang med at redde verden gennem utraditionelle partnerskaber med socialt sigte. Forbrugerne elsker det, og en ny bundlinje tegner sig. Men ikke alle er lige begejstrede for de nye kommercielle aktører i udviklingsbranchen
Tanzanianske Elizabeth Yusuphu får her testet sit syn med et særligt instrument, for at se hvor alvorlige defekter, hun har. Hun blev lykkelig for et par aflagte briller fra Middelfart og var en af de 1.000 i landsbyen Msoga, der fik gavn af de indsam-lede brugte danske briller.

Tanzanianske Elizabeth Yusuphu får her testet sit syn med et særligt instrument, for at se hvor alvorlige defekter, hun har. Hun blev lykkelig for et par aflagte briller fra Middelfart og var en af de 1.000 i landsbyen Msoga, der fik gavn af de indsam-lede brugte danske briller.

Louis nielsen

19. april 2011

DAR ES SALAAM - Der går både Danida-støtte og goodwill ind på kontoen hos optikerkæden Louis Nielsen i øjeblikket. De har fundet på at indsamle brugte briller og dele dem ud i Afrika. Samvittighedsfulde forbrugere i tusindvis bakker op om projektet. Siden efteråret har gamle og nye kunder afleveret tilsammen 30.000 par briller i optikerkædens butikker.

»Det er egentlig meget nede på jorden. Det er kunderne, som hjælper os med at hjælpe folk i Tanzania. Det er medmenneskelighed på et uhyre lavpraktisk plan. Det går rent ind,« siger Tino Pedersen, kommunikationschef hos Louis Nielsen med adresse til den gode historie om, hvordan en privat virksomhed og gode forbrugere i fællesskab kan gøre en forskel.

Og brillehistorien står ikke alene. Det er samme slags gode historie, der ringer i baghovedet, når man køber Fairtrade-kaffe og hjælper bønderne i Kenya. Når man køber en kildevand og dermed skaffer rent vand til børn i Afrika. Køber et smykke og butikken lover at sende pengene videre til Læger uden Grænser, UNICEF eller en anden hjælpeorganisation. Det er blevet let ikke blot at forbruge men også at være en god forbruger.

Situationen kendetegner den nye bølge af globaliseret velgørenhed. Det er ikke længere forbeholdt Udenrigsministeriet og udviklingsorganisationer som Folkekirkens Nødhjælp, Care og Red Barnet at hjælpe Afrika og verdens fattige.

Virksomheder med sans for moderne markedsføring kaster sig oftere og oftere over såkaldt causemarketing og forsøger at sælge deres varer eller service ved at koble sig på en god sag. Vores private identitet som forbrugere kædes sammen med at gøre noget godt for andre, og virksomhederne eller deres ledere markerer sig ved at spekulere i social ansvarlighed og ikke kun cool cash.

Men det handler ikke om kommercielle interesser, hævder Louis Nielsens talsmand:

»Jeg synes ikke, man skal være så fokuseret på, hvad vi får ud af det. Vi arbejder ud fra en filosofi om, at vores kunder gerne vil hjælpe andre. Den værdi prøver vi at afspejle. Jeg synes, det er meget naturligt, at man som virksomhed forsøger at afspejle, hvad ens kunder går og tænker,« siger Tino Pedersen.

På Copenhagen Business School (CBS) hedder de nye kodeord da også 'socialt udbytte' og 'fælles værdiskabelse' Og det er tilsyneladende gået helt i glemmebogen, at økonom og nobelprismodtager Milton Friedman i 1970 erklærede, at virksomheder af princip ikke kan være velgørende. De kan kun tjene penge.

Farvel til grådighed

Så mens traditionelle udviklingsaktører som Danida og ngo'er så småt er begyndt at tale om vigtigheden af at stille krav og ikke bare give money for nothing til verdens fattige, ser man den ene virksomhed efter den anden kaste sig ud i diverse velgørenhedsprojekter, cause marketing, corporate social responsibility med mere.

Og det er først lige begyndt, mener Kai Hockert, ass. professor på CBS og ekspert i virksomheders sociale engagement, såkaldt corporate social responsibility.

»Den gamle opfattelse af, at det kun er regeringer eller ngo'er, der laver udviklingsarbejde, er passé. Det er på tide at lade andre komme til. Der er ikke noget galt med at tjene penge, hvis man samtidig imødekommer et behov for udvikling, og jeg tror, der er et kæmpe potentiale blandt danskere for socialt entreprenørskab. Der er en stærk drivkraft i forhold til at løse sociale problemer. Og mulighederne er gigantiske. Men vi må først ændre den måde, vi tænker business på,« siger han og nævner, at den globale finanskrise om ikke andet har fået en del økonomer til at distancere sig fra den amerikanske tilgang til økonomi om at grådighed er godt.

»Det er ikke længere kun business for profit, men business for samfundet. Filantropi som i tilfældet med Louis Nielsens briller er bare en lille del af det,« siger Kai Hockerts.

Vigtigt at tjene penge

På Danmarks ambassade i Dar es Salaam i Tanzania holder man imidlertid fast i, at privatsektorinitiativerne, som Louis Nielsens brilleprojekt falder ind under, skal være forretningsmæssigt holdbare.

»For os at se handler det ikke om at dele gratis briller ud, men om at udvikle en forretningsmodel, der langsigtet kan give tanzanianerne adgang til kvalitetsbriller til en fair pris. Hvis det er en god forretning, vil Louis Nielsen etablere butikker og fortsætte med at udvide og investere i Tanzania. På den måde skabes et seriøst langsigtet udbud af kvalitetsbriller og job i Tanzania. Hvis det ikke er en god forretning, deler de kun briller ud så længe, vi betaler, eller indtil corporate social responsibility-chefen finder et nyt projekt,« siger Mikkel Klim, der er ansvarlig for Danidas privatsektorprogram i landet.

»Velgørenhed er jo meget prisværdigt, men det kan ikke matche det totale behov for briller i Tanzania. I virkeligheden kan det blive vanskeligere at etablere brillebutikker på kommercielle vilkår, hvis ngo'er eller virksomheder deler gratis briller ud.«

Når Danida støtter Louis Nielsen - der er en del af verdens største privatejede optikerkæde med en årlig omsætning alene i Danmark på over 500 millioner kroner handler det altså ikke om at skyde genvej til et bedre syn for en hel masse tanzanianere, men om troen på at man kan sætte markedskræfterne i gang til gavn for udviklingen i Tanzania, der har 42 millioner indbyggere.

»Lige nu afføder projektet en del reklame for firmaet. Men Danida er gået med fordi det filantropiske er kombineret med en lovende forretningsidé for både Louis Nielsen og deres tanzanianske samarbejdspartner, optikerkæden Vision Plus,« forklarer Mikkel Klim. Hvis tanzanianeres synsproblemer minder om danskeres, svarer det til, at 20 millioner mennesker har brug for briller. I øjeblikket er der kun 17 brillebutikker i hele Tanzania, sammenlignet med 450 optikerbutikker i Danmark. Det giver et fingerpeg om potentialet for at gøre forretning på de kanter.

Foruden at uddele de indsamlede briller vil Louis Nielsen sælge udgåede modeller til nedsat pris i byområderne. Det danske firma kommer af med deres lager af brillestel, og tanzanianere får adgang til bedre briller og billigere. Foreløbig har Danida skudt en lille million kroner i den første fase af projektet.

Uenighed om bistand

Blandt de etablerede spillere i udviklingsbranchen ngo'erne og hjælpeorganisationerne er der skepsis mod at bruge bistandsmidlerne på at hjælpe private virksomheder med at gøre gode gerninger i Afrika.

Regeringens nye bistandsstrategi 'Vækst og beskæftigelse' blev fremlagt i februar og fik blandt andre Vagn Berthelsen, generalsekretær i IBIS, til at minde daværende udviklingsminister Søren Pind (V) om, at »udviklingsbistand gives for at hjælpe fattige mennesker i fattige lande ikke for at hjælpe dansk erhvervsliv til at tjene penge i mellemindkomstlande.«

Også i MS Action Aid Danmark advarer formand Elsebeth Krog om »et markant skred i dansk udviklingspolitik, hvor der lukkes ned for sundhed og uddannelse for verdens allerfattigste i lande som Zambia, mens pengene så bruges til at føre erhvervs- og sikkerhedspolitik i stedet.«

»Det er vigtigt at undgå, at broderparten af dansk bistand går til økonomiske aktører, der allerede har fodfæste og tjener penge. Så hjælper vi blot de velbjærgede med at tjene penge,« siger hun.

På CBS sender økonomerne dog kritikken retur til ngo'erne.

»Måske er det i stedet ngo'erne, som trænger til at lære noget. De burde opdatere deres kompetencer og tage et kritisk blik på, hvad de selv har skabt af resultater for deres ressourcer,« siger Esben Rahbek fra Institut for interkulturel kommunikation og ledelse. Han medgiver dog, at der er grænser for, hvor meget en virksomhed reelt kan gøre.

»Selv med de bedste intentioner kan det være svært, hvis ikke der er et stærk lokalt system af arbejdstagerinstitutioner og rammelovgivning i det omliggende samfund. Så er det svært for virksomhederne at gøre noget ved problemerne. Moralen er, at enkelte isolerede virksomheds initiativer let er spildt i sidste ende,« siger han.

Selvfede forbrugere

Det er heller ikke kun virksomhederne, som risikerer blår i øjnene, påpeger en ny undersøgelse fra Michigan's Ross School of Business, der offentliggøres i julinummeret af the amerikanske Journal of Consumer Psychology.

Studiet hævder, at forbrugere er mindre tilbøjelig til at give andre former for støtte til udviklingsprojekter, når først man har været en etisk forbruger og købt en 'god' vare. Uagtet at det måske kun er en lille brøkdel af varens pris, som rent faktisk går til et hjælpeprojekt eller en god sag viser deres undersøgelse af mange føler sig så godt tilpas ved det 'gode' forbrug, at lysten til at støtte andre sager svinder. Det samlede bidrag til gode formål risikere at falde som følge af den massive kommercielle interesse i sagsrelateret marketing.

Også Lisa Ann Richey og Stefano Ponte fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) påpeger med udgangspunkt i musikeren Bonos Product RED-kampagne, at koblingen mellem forbrug og støtte til velgørenhed og udvikling fremmer det materialle forbrug langt mere end det løser de problemer, de slår sig op på at kunne løse. F.eks. har de ikke fundet sagligt bevis for, at American Express, Armani og andre af RED-kampagnens produkter har afhjulpet forekomsten af hiv og brystkræft.

I deres netop udkomne bog Brand Aid: Shopping Well to Save the World høveder forskerne, at denne form for følelsesladet forbrug er et foruroligende opgør med reelt udviklingsarbejde. Ligesom forbrugere helt fritages for at forholde sig til sammenhængen mellem kapitalistisk produktion og global fattigdom.

I Tanzania, hvor brillefirmaet og deres medarbejdere deler briller ud med et engagement, som var det nødhjælpsforsyninger i et katastrofeområde, er det imidlertid let at forstå begejstringen. I løbet af tre dage er næsten 1.000 par briller delt ud. En hel landsby er nu bedre rustet til at læse både skolebøger, aviser og stemmesedler - som landsbyformanden Herman Simundu udtrykker det:

»Jeg håber, brillerne vil gøre det nemmere for de folk, som arbejder på regeringens kontorer, at udfylde deres papirer ordentligt, så vi får noget mere udvikling til vores landsby.«

På den måde kan bedre briller måske endda føre til bedre regeringsførelse, hvem ved?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis man holder firmaer op på nyttige ting som det med brillerne, dog med det forbehold at det ikke skal udfordre lokale. Og eventuelt store firmaer knyttes til en organisation, så giver det fint mening. ( finansiel støtte ) hvis de begynder at opererer på egen hånd, så vil det nok ende i tårer.

Thorbjørn Heller Johansen

Ja, velgørenhed og forretning går endda særdeles godt sammen blot på vilkår at der tages hensyn til de, der beneficeres - vilkår som skal virkeliggøre de frie markeds betingelser - altså ikke noget med en gavebod....
Ved at gøre virkeliggøre det frie marked allerede fra start dannes de realøkonomiske betragtninger, som de beneficerede senere skal orientere sig i..

Thorbjørn Heller Johansen

Øhhhhh....
Milton Friedman er en stor tænker - hvis alle overvejelser skulle på tekst, ville økonomiske idébøger blive alt for bredt formulerede - derfor udgives essensen at tankeværker som læseværker ...
- Vi har for vane at henvise til at xxxxxx skrev yyyyyy - og så gøre det til sandhed, men netop at gøre dét til elitært tankespind er en dårlig metode...
- brug istedet sådanne henvisninger som "fixpoints" - de netværkspunkter som holder sammen på hukommelsen...
I sidste ende handler det om at tænke selv - hjulpet godt på vej af tænkere som har lagt spor ud - så er man fri for at "opfinde den dybe tallerken" hver gang der skal sondres i idéskabelser.....

Virksomheder kan i sin natur ikke være velgørende. meningen er at tjene penge, men for at kunne dét, skal der være et aftagermarked - og dét bygges i særdeleshed med "social responsibility" - ligesom at sætte lakseyngel ud i Karup Å, med håb om at de voksne laks kommer tilbage for at formere sig ....

Det er i grunden ganske enkelt - og der er ingen grund til at gøre det svært.

Ja, Thorbjørn Heller, det er et stort problem, at virksomheder skal tjene penge fremfor at tilvejebringe nødvendige produkter.

Fik anbefalet denne ellers ganske gode artikel.

Men som alle andre ting her i verden -prøv at køre lidt kilde kritik på forfatteren :)

-Og måske vil man opdage at måske kunne der være et link melle at denne journalist promoverede at alle benyttede etablerede kanaler til at lave udviklingsarbejde...

KILDEKRITIK!!

Thomas Jürgensen

En bedre hjælp til fattige lande ville nok være hvis virksomheder faktisk gav deres fabriksarbejdere i disse lande en værdig løn. Og at virksomhederne kræver det samme af deres leverandøre.

Thomas Jürgensen, du peger på det helt centrale - og sagen er jo, sat på spidsen, at kravet i virkeligheden er en opgivelse af den særstilling, som folk i visse erhverv giver hinanden, mod til gengæld at få adgang på lige fod med andre til et ubegrænset udbud.

Nej, Mikael Petersen, jeg tror, at demokratisk valgte forsamlinger er bedst til at beslutte, hvad der er vigtigt for fællesskabet at satse på - så man sikrer, at det uomgængelige og nødvendige bliver løst. Så kan det private erhvervsliv få lov til at lege videre med de ressourcer, der er tilbage, ansvarsfrit som tilforn.

Michael Thomsen

Til Peter Hansen:
Lad os sige at du får indført at demokratiske valgte forsamlinger til at styre resurseallokeringen.

Jeg starter en virksomhed der hurtigt får 50 ansatte.

Jeg nægter at indføre en demokratisk valgt forsamling til at lede den og insistere på at lede den selv.

Hvad gør du og dine meningsfæller?

Hvad tror du jeg gør?

Donationerne sker oftest først når man har skrabt så mange penge sammen at man ikke længere kan finde ud af hvor de skal stuves sammen. Så kan de godt deles ud. Men med grumme bagtanker.

Kend din Anders And !

"De burde opdatere deres kompetencer og tage et kritisk blik på, hvad de selv har skabt af resultater for deres ressourcer"
Tiltrængt los i røven til MS og alle de andre, som altid himler op om det problematiske i dette og hint i forhold til bistand ----lidt selvransagelse og intern kritik ville klæde dem, når man ser på deres track record af kuldsejlede projekter.

Michael Thomsen

Peter Hansen: At starte sin egen virksomhed op og tiltrække (eller læs: betale) 50 ansatte og lede den selv er gangske normalt. Især i DK hvor 90% af alle er ansat i mindre og mellemstore virksomheder.

Men hvad gør i? Indføre i love? Nedlægge i virksomheden? Smider i mig i fængsel? Kom nu sig mig hvad i gør. Jeg er ret interesseret.