Kan velgørenhed og forretning gå hånd i hånd?

DAR ES SALAAM - Der går både Danida-støtte og goodwill ind på kontoen hos optikerkæden Louis Nielsen i øjeblikket. De har fundet på at indsamle brugte briller og dele dem ud i Afrika. Samvittighedsfulde forbrugere i tusindvis bakker op om projektet. Siden efteråret har gamle og nye kunder afleveret tilsammen 30.000 par briller i optikerkædens butikker.

»Det er egentlig meget nede på jorden. Det er kunderne, som hjælper os med at hjælpe folk i Tanzania. Det er medmenneskelighed på et uhyre lavpraktisk plan. Det går rent ind,« siger Tino Pedersen, kommunikationschef hos Louis Nielsen med adresse til den gode historie om, hvordan en privat virksomhed og gode forbrugere i fællesskab kan gøre en forskel.

Og brillehistorien står ikke alene. Det er samme slags gode historie, der ringer i baghovedet, når man køber Fairtrade-kaffe og hjælper bønderne i Kenya. Når man køber en kildevand og dermed skaffer rent vand til børn i Afrika. Køber et smykke og butikken lover at sende pengene videre til Læger uden Grænser, UNICEF eller en anden hjælpeorganisation. Det er blevet let ikke blot at forbruge men også at være en god forbruger.

Situationen kendetegner den nye bølge af globaliseret velgørenhed. Det er ikke længere forbeholdt Udenrigsministeriet og udviklingsorganisationer som Folkekirkens Nødhjælp, Care og Red Barnet at hjælpe Afrika og verdens fattige.

Virksomheder med sans for moderne markedsføring kaster sig oftere og oftere over såkaldt causemarketing og forsøger at sælge deres varer eller service ved at koble sig på en god sag. Vores private identitet som forbrugere kædes sammen med at gøre noget godt for andre, og virksomhederne eller deres ledere markerer sig ved at spekulere i social ansvarlighed og ikke kun cool cash.

Men det handler ikke om kommercielle interesser, hævder Louis Nielsens talsmand:

»Jeg synes ikke, man skal være så fokuseret på, hvad vi får ud af det. Vi arbejder ud fra en filosofi om, at vores kunder gerne vil hjælpe andre. Den værdi prøver vi at afspejle. Jeg synes, det er meget naturligt, at man som virksomhed forsøger at afspejle, hvad ens kunder går og tænker,« siger Tino Pedersen.

På Copenhagen Business School (CBS) hedder de nye kodeord da også 'socialt udbytte' og 'fælles værdiskabelse' Og det er tilsyneladende gået helt i glemmebogen, at økonom og nobelprismodtager Milton Friedman i 1970 erklærede, at virksomheder af princip ikke kan være velgørende. De kan kun tjene penge.

Farvel til grådighed

Så mens traditionelle udviklingsaktører som Danida og ngo'er så småt er begyndt at tale om vigtigheden af at stille krav og ikke bare give money for nothing til verdens fattige, ser man den ene virksomhed efter den anden kaste sig ud i diverse velgørenhedsprojekter, cause marketing, corporate social responsibility med mere.

Og det er først lige begyndt, mener Kai Hockert, ass. professor på CBS og ekspert i virksomheders sociale engagement, såkaldt corporate social responsibility.

»Den gamle opfattelse af, at det kun er regeringer eller ngo'er, der laver udviklingsarbejde, er passé. Det er på tide at lade andre komme til. Der er ikke noget galt med at tjene penge, hvis man samtidig imødekommer et behov for udvikling, og jeg tror, der er et kæmpe potentiale blandt danskere for socialt entreprenørskab. Der er en stærk drivkraft i forhold til at løse sociale problemer. Og mulighederne er gigantiske. Men vi må først ændre den måde, vi tænker business på,« siger han og nævner, at den globale finanskrise om ikke andet har fået en del økonomer til at distancere sig fra den amerikanske tilgang til økonomi om at grådighed er godt.

»Det er ikke længere kun business for profit, men business for samfundet. Filantropi som i tilfældet med Louis Nielsens briller er bare en lille del af det,« siger Kai Hockerts.

Vigtigt at tjene penge

På Danmarks ambassade i Dar es Salaam i Tanzania holder man imidlertid fast i, at privatsektorinitiativerne, som Louis Nielsens brilleprojekt falder ind under, skal være forretningsmæssigt holdbare.

»For os at se handler det ikke om at dele gratis briller ud, men om at udvikle en forretningsmodel, der langsigtet kan give tanzanianerne adgang til kvalitetsbriller til en fair pris. Hvis det er en god forretning, vil Louis Nielsen etablere butikker og fortsætte med at udvide og investere i Tanzania. På den måde skabes et seriøst langsigtet udbud af kvalitetsbriller og job i Tanzania. Hvis det ikke er en god forretning, deler de kun briller ud så længe, vi betaler, eller indtil corporate social responsibility-chefen finder et nyt projekt,« siger Mikkel Klim, der er ansvarlig for Danidas privatsektorprogram i landet.

»Velgørenhed er jo meget prisværdigt, men det kan ikke matche det totale behov for briller i Tanzania. I virkeligheden kan det blive vanskeligere at etablere brillebutikker på kommercielle vilkår, hvis ngo'er eller virksomheder deler gratis briller ud.«

Når Danida støtter Louis Nielsen - der er en del af verdens største privatejede optikerkæde med en årlig omsætning alene i Danmark på over 500 millioner kroner handler det altså ikke om at skyde genvej til et bedre syn for en hel masse tanzanianere, men om troen på at man kan sætte markedskræfterne i gang til gavn for udviklingen i Tanzania, der har 42 millioner indbyggere.

»Lige nu afføder projektet en del reklame for firmaet. Men Danida er gået med fordi det filantropiske er kombineret med en lovende forretningsidé for både Louis Nielsen og deres tanzanianske samarbejdspartner, optikerkæden Vision Plus,« forklarer Mikkel Klim. Hvis tanzanianeres synsproblemer minder om danskeres, svarer det til, at 20 millioner mennesker har brug for briller. I øjeblikket er der kun 17 brillebutikker i hele Tanzania, sammenlignet med 450 optikerbutikker i Danmark. Det giver et fingerpeg om potentialet for at gøre forretning på de kanter.

Foruden at uddele de indsamlede briller vil Louis Nielsen sælge udgåede modeller til nedsat pris i byområderne. Det danske firma kommer af med deres lager af brillestel, og tanzanianere får adgang til bedre briller og billigere. Foreløbig har Danida skudt en lille million kroner i den første fase af projektet.

Uenighed om bistand

Blandt de etablerede spillere i udviklingsbranchen ngo'erne og hjælpeorganisationerne er der skepsis mod at bruge bistandsmidlerne på at hjælpe private virksomheder med at gøre gode gerninger i Afrika.

Regeringens nye bistandsstrategi 'Vækst og beskæftigelse' blev fremlagt i februar og fik blandt andre Vagn Berthelsen, generalsekretær i IBIS, til at minde daværende udviklingsminister Søren Pind (V) om, at »udviklingsbistand gives for at hjælpe fattige mennesker i fattige lande ikke for at hjælpe dansk erhvervsliv til at tjene penge i mellemindkomstlande.«

Også i MS Action Aid Danmark advarer formand Elsebeth Krog om »et markant skred i dansk udviklingspolitik, hvor der lukkes ned for sundhed og uddannelse for verdens allerfattigste i lande som Zambia, mens pengene så bruges til at føre erhvervs- og sikkerhedspolitik i stedet.«

»Det er vigtigt at undgå, at broderparten af dansk bistand går til økonomiske aktører, der allerede har fodfæste og tjener penge. Så hjælper vi blot de velbjærgede med at tjene penge,« siger hun.

På CBS sender økonomerne dog kritikken retur til ngo'erne.

»Måske er det i stedet ngo'erne, som trænger til at lære noget. De burde opdatere deres kompetencer og tage et kritisk blik på, hvad de selv har skabt af resultater for deres ressourcer,« siger Esben Rahbek fra Institut for interkulturel kommunikation og ledelse. Han medgiver dog, at der er grænser for, hvor meget en virksomhed reelt kan gøre.

»Selv med de bedste intentioner kan det være svært, hvis ikke der er et stærk lokalt system af arbejdstagerinstitutioner og rammelovgivning i det omliggende samfund. Så er det svært for virksomhederne at gøre noget ved problemerne. Moralen er, at enkelte isolerede virksomheds initiativer let er spildt i sidste ende,« siger han.

Selvfede forbrugere

Det er heller ikke kun virksomhederne, som risikerer blår i øjnene, påpeger en ny undersøgelse fra Michigan's Ross School of Business, der offentliggøres i julinummeret af the amerikanske Journal of Consumer Psychology.

Studiet hævder, at forbrugere er mindre tilbøjelig til at give andre former for støtte til udviklingsprojekter, når først man har været en etisk forbruger og købt en 'god' vare. Uagtet at det måske kun er en lille brøkdel af varens pris, som rent faktisk går til et hjælpeprojekt eller en god sag viser deres undersøgelse af mange føler sig så godt tilpas ved det 'gode' forbrug, at lysten til at støtte andre sager svinder. Det samlede bidrag til gode formål risikere at falde som følge af den massive kommercielle interesse i sagsrelateret marketing.

Også Lisa Ann Richey og Stefano Ponte fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) påpeger med udgangspunkt i musikeren Bonos Product RED-kampagne, at koblingen mellem forbrug og støtte til velgørenhed og udvikling fremmer det materialle forbrug langt mere end det løser de problemer, de slår sig op på at kunne løse. F.eks. har de ikke fundet sagligt bevis for, at American Express, Armani og andre af RED-kampagnens produkter har afhjulpet forekomsten af hiv og brystkræft.

I deres netop udkomne bog Brand Aid: Shopping Well to Save the World høveder forskerne, at denne form for følelsesladet forbrug er et foruroligende opgør med reelt udviklingsarbejde. Ligesom forbrugere helt fritages for at forholde sig til sammenhængen mellem kapitalistisk produktion og global fattigdom.

I Tanzania, hvor brillefirmaet og deres medarbejdere deler briller ud med et engagement, som var det nødhjælpsforsyninger i et katastrofeområde, er det imidlertid let at forstå begejstringen. I løbet af tre dage er næsten 1.000 par briller delt ud. En hel landsby er nu bedre rustet til at læse både skolebøger, aviser og stemmesedler - som landsbyformanden Herman Simundu udtrykker det:

»Jeg håber, brillerne vil gøre det nemmere for de folk, som arbejder på regeringens kontorer, at udfylde deres papirer ordentligt, så vi får noget mere udvikling til vores landsby.«

På den måde kan bedre briller måske endda føre til bedre regeringsførelse, hvem ved?