Læsetid: 7 min.

'Vi køber Red Bulls til lederne, ellers får de os fyret'

Vin, cigaretter og gode middage. Arbejderne på Mærsks containerfabrikker bestikker deres ledere for at undgå straf eller fyring og for at få en højere løn, siger en lang række ansatte. Mærsk afviser, at der er problemer
Arbejderne på de kinesiske Mærsk-fabrikker fortæller, at bestikkelse blandt andet bliver brugt som redskab til at få flest mulige point i et særligt bonussystem, der har direkte indflydelse på de ansattes lønudvikling.

Arbejderne på de kinesiske Mærsk-fabrikker fortæller, at bestikkelse blandt andet bliver brugt som redskab til at få flest mulige point i et særligt bonussystem, der har direkte indflydelse på de ansattes lønudvikling.

Peter Rasmussen

7. april 2011

Fabriksarbejdere på Mærsks to containerfabrikker i Kina føler sig tvunget til at bestikke deres overordnede. Det fortæller flere ansatte til Information.

»Det er almindeligt, at arbejderne inviterer mellemlederne på middag eller bestikker dem med vin og cigaretter,« siger en ansat på Mærsks containerfabrik i Qingdao i det østlige Kina.

Han fortæller, at det sker for at undgå at blive straffet og for at sikre sig bedre muligheder for lønforhøjelse. Korruption er udbredt som led i visse lederes magtmisbrug, forklarer han:

»Det er omkring 60-70 procent af mellemlederne, der tager imod bestikkelse. For et par år siden var det mere normalt, at arbejderne bestak mellemlederne med kontanter, som regel mellem 500 og 1.000 yuan (mellem 400 og 800 kroner, red.).«

En anden arbejder understreger, at bestikkelsen af ledere ikke er helt billig for arbejderne.

»En arbejder køber typisk kartoner med cigaretter eller vin til mellemlederne for omkring 400 yuan (320 kroner) mindst to gange om året. Når arbejderne inviterer deres leder på middag koster det omkring 200 yuan,« siger arbejderen, der selv tjener omkring 1000 yuan om måneden (800 kroner).

Han fortæller, at korruption var endnu mere udbredt for år tilbage. Begge ønsker de at være anonyme af frygt for repressalier.

Fabrikken i Qingdao har et whistleblower-system, der skal give medarbejdere muligheden for at påpege brud på fabrikkens regler uden at risikere sanktioner, men de ansatte, som Information har talt med, kender ikke til systemet.

Middag sikrer bonus

Anklagerne om bestikkelse kommer efter, at Information i fredags kunne afsløre, at arbejdere på Mærsks ene kinesiske containerfabrik tvinges til at øve skriftlig selvkritik over for deres ledere, når de har lavet fejl i deres arbejde.

Arbejderne fortæller, at bestikkelse blandt andet bliver brugt som redskab til at få flest mulige point i et særligt bonus-system, der har direkte indflydelse på de ansattes lønudvikling:

»Ingen er perfekt. Selv en vismand kan lave fejl, men hvis du inviterer din team- leder på middag, så vil du ikke få fratrukket point,« som en af de ansatte udtrykker det.

Fabrikkens danske direktør Brian Nielsen mener dog, at det er ekstremt svært for mellemledere at misbruge systemet.

»Maersk Container Industry Qingdao Ltd. har ligesom virksomheder i Danmark og andre steder et pointsystem, der giver ekstra belønning til dygtige medarbejdere. Vores system er sat op, så det er vanskeligt, om ikke umuligt, for en given mellemleder at begå nepotisme,« siger Brian Nielsen.

Ledere kan straffe

Korruption er desuden ganske udbredt på Mærsks anden kinesiske containerfabrik, i Dongguan i Sydkina, ifølge flere ansatte. Også her er vin og cigaretter i høj kurs, fortæller metalarbejderen Hu Changqing.

»Bestikkelse er ret normalt hos Mærsk. Arbejderne køber ting til deres mellemledere et par gange om året, normalt for 3-400 yuan hver gang,« siger Hu Changqing.

Han tilføjer, at denne form for bestikkelse generelt er udbredt på fabrikker i Kina. En mellemleder fra fabrikken forklarer, at det handler om at undgå straf.

»Normalt vil arbejderen etablere et godt forhold med mellemlederen og vil invitere ham på middag. Årsagen er, at mellemledere har ret til at advare eller straffe arbejderne direkte. Og forskellige mellemledere kan håndtere arbejderes fejltagelser forskelligt.«

Mellemledere kan blandt andet give mundtlige advarsler og klassificere fejltrin blandt arbejderne som store, mellemstore eller mindre fejl.

Lederen understreger dog, at han altid selv har afvist invitationer fra arbejdere.

Ud over vin og cigaretter er energidrik også populær blandt mellemlederne, ifølge en arbejder:

»Mange mellemledere er gode. Men nogle af de kinesiske supervisors gør ofte tingene svære. Vi er nødt til at købe Red Bulls til dem, ellers finder de en undskyldning for at forsøge at få dig fyret,« forklarer en arbejder.

De fleste ansatte på fabrikken er migrantarbejdere, der har forladt deres hjemegn for at arbejde i industriområderne i det sydlige Kina. De sender penge hjem til familien og har ingen rettigheder, hvis de mister deres job.

Fagforening er forarget

Forholdene møder kritik fra den officielle kinesiske fagbevægelse.

»Det bør under ingen omstændigheder finde sted. Det er ikke positivt. En arbejder skal sørge for at klare sig godt i sit arbejde, ikke købe ting til sine mellemledere,« siger fru Li, der er konsulent fra landsorganisationen All China Federation of Trade Unions, ACFTU. Hun ønsker ikke sit fulde navn i avisen.

Det er langtfra første gang, der er røster om korruption på Mærsks containerfabrik i Dongguan i Sydkina. En undersøgelse, foretaget af konsulentfirmaet Crecea i 2009, viste, at mere end hver tredje arbejder mente, at gaver til chefen var en vej til forfremmelse. Dengang satte Mærsk gang i en storvask for at hindre korruption og magtmisbrug blandt mellemledere.

Selskabet afviser, at der stadig er problemer. Begge fabrikker har nul tolerance over for korruption og er en del af Mærsk-Gruppens anti-korruptionsprogram. Det indebærer blandt andet uddannelse af mellemledere.

»Bestikkelse og afpresning er forbudt i henhold til vores medarbejderhåndbog, og det er et forbud, vi håndhæver. Vores HR-system er designet til at forhindre, at det foregår, eksempelvis blandt ansatte og mellem- ledere,« svarer Brian Nielsen, direktør på Mærsk- fabrikken i Qingdao, i et skriftligt svar. Han uddyber:

»I praksis søger vi at forhindre det ved, at forfremmelser godkendes af mig eller mine nærmeste medarbejdere efter en vurdering af den enkelte sag og den enkelte persons kvalifikationer. Så hvis der i strid med vores regler alligevel gives gaver internt mellem medarbejderne, er det næppe noget, der giver sig udslag i forfremmelser,« skriver Mærsk-direktøren.

Direktørerne for Mærsks to kinesiske fabrikker, Irving Hultengren og Brian Nielsen, har sendt nogle skriftlige kommentarer til Information. Disse kan læses nedenfor.

Irving Hultengren, direktør på Maersk Container Industry Dongguan:
"Bestikkelse og afpresning er imod vores regler på fabrikken i Dongguan, og vi håndhæver reglerne. For øjeblikket har vi ingen sager af den art. For at undgå tilløb til sådanne brud er det forbudt for ansatte at give uforholdsmæssigt store gaver til deres ledere. Dette forbud håndhæver vi, selvom det er stødt på skepsis fra ansatte, der mener, at det er en naturlig del af kinesisk kultur at give gaver. Vi har dog valgt at fastholde forbuddet, fordi gaver kan være en glidebane hen imod bestikkelse. Samtidig er det også forbudt at bede om eller kræve gaver fra de ansatte."

"De bonus- og forfremmelsessystemer, vi har her på fabrikken, er sat op til at minimere risikoen for afpresning, korruption og nepotisme. Det sker i praksis blandt andet ved, at alle sager om bonus og forfremmelse besluttes af mig eller en af mine nærmeste medarbejdere, og vi har øje for, at det afgørende skal være den ansattes kvalifikationer og ikke vedkommendes forbindelser. Hvis de ansatte giver gaver til deres ledere, er det næppe noget, der får indflydelse på sanktioner, forfremmelser eller bonus."

"Derudover kan jeg oplyse, at A.P. Møller - Mærsk Gruppen, som omfatter fabrikken i Dongguan, for øjeblikket er i gang med at udrulle et anti-korruptionsprogram, hvor der er nul tolerance over for korruption."

Om fyringer af arbejdere, der har begået fejl:
”Det afhænger af den konkrete sag. Eksempelvis skal afskedigelsessager forinden diskuteres med fabrikkens medarbejdervalgte fagforening og en medarbejder kan ikke afskediges uden HR ledelsens godkendelse.”

Brian Nielsen, direktør på Maersk Container Industry Qingdao:
"Bestikkelse og afpresning er forbudt i henhold til vores medarbejderhåndbog, og det er et forbud, vi håndhæver. Vores HR-system er designet til at forhindre, at det foregår, eksempelvis blandt ansatte og mellemledere. I praksis søger vi at forhindre det ved, at forfremmelser godkendes af mig eller mine nærmeste medarbejdere efter en vurdering af den enkelte sag og den enkelte persons kvalifikationer. Så hvis der i strid med vores regler alligevel gives gaver internt mellem medarbejderne, er det næppe noget, der giver sig udslag i forfremmelser."

"Vi har et whistleblower-system på plads for at give medarbejdere muligheden for anonymt at påpege brud på fabrikkens regler, uden at de derved risikerer repressalier."

"Selvkritik som strafform er uacceptabel og imod fabrikkens regler. Dog er det kulturelt set almindeligt i Kina, at en medarbejder, som har gjort en fejl, giver en undskyldning. Det sker undertiden på egen foranledning og skriftligt. En sådan undskyldning er bestemt ikke noget krav fra vores side. Vi ønsker blot en redegørelse fra medarbejderen for at sikre, at alle parter i en given sag bliver hørt og behandlet fair. Redegørelsen sikrer gennemsigtighed og gør det muligt at analysere de fejl, der sker, eksempelvis når det gælder sikkerhed. Derved kan vi lære af fejlene og hele tiden mindske risikoen for, at medarbejdere udsættes for farlige situationer."

"Maersk Container Industry Qingdao Ltd. har ligesom virksomheder i Danmark og andre steder et pointsystem, der giver ekstra belønning til dygtige medarbejdere. Vores system er sat op, så det er vanskeligt, om ikke umuligt, for en given mellemleder at begå nepotisme."

"Fabrikken i Qingdao har i øvrigt nul tolerance over for korruption, hvilket fremgår af medarbejderhåndbogen. Lige nu er over 200 af fabrikkens mellemledere ved at blive introduceret til Mærsk-Gruppens anti-korruptionsprogram, som pt. udrulles globalt i alle Mærsks forretningsenheder."

Information er bekendt med alle anonyme kilders identitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det interessante er , om Mærsk gør det dårligere eller bedre end andre kinesiske og udenlandske virksomheder i Kina - og det får man ikke noget at vide om.

Kina ( og ander lande i "nabolaget" ) er generelt meget fremmedartede for en dansker, der kommer med ideer om ligestilling, dialog, lav magtprofil o s v - selv forhold og underlige sædvaner i EU i det sydlige og østlige Europa vil ofte kunne være ubeghagelige for en dansk mentalitet.

Robert

Hvis mærsk synes det er så skide svært at forstå den kinesiske arbejder- og heiraki-struktur kunne de måske bruge nogle af deres *rigtig* mange penge på at ansætte nogle kinesere eller få lavet en undersøgelse.

Der er efter min mening ikke noget der forsvarer dårlige arbejderforhold, og korruption er efter min mening også noget lidt andet end lav magtprofil og ligestilling.

For Mærsk er the business of business: business, selvom de gør alt hvad de kan for at fortælle det modsatte. Jeg har på min uddanelse haft besøg af deres HR-afdeling, og det vigtigste for de mennesker er deres bonusordning. Det skinner klart igennem hele den virksomheds måde at virke på. Øv.

Måske Mærsk finder det funktionelt smartest at være integreret med den lokale kultur på de områder de beskæftiger sig med ?
De fleste brancher for multinationale firmaer kun interesseret i afkast og ikke politik. herunder drift af oceaniske kamelkaravaner.
Det var værre om de var måske ?
Ronald McDonald for president anyone ?

Karsten Hansen,
er du nu helt sikker på, at den underdanige og udemokratiske infra-kultur i Kina, Korea, Taiwan etc.... er en 'ganske nordisk' - skandinavisk inspiration, som omfavnes af firmaledere og partimedlemmer ?

Nix.

Inspirationerne går den anden vej.
Liberalister og masselinje-partister herhjemme skeler misundeligt til de østlige politiske ateismer,
den dertil hørende kejserreligiøse mentalitet
og de indiskutable hierakier.
De gør Det-At-Have-Magt (selv bare lidt ...) til en dans på roser.
Og i det lys bliver man helt glad for den 'kristne tradition', og det evindelige samvittigheds-åg det lægger på alskens nagthavere, - hvis ellers de er indenfor pædagogisk rækkevidde.

Mærsk vinklen kan da kun være interessant, hvis det kun er hos dem, at det foregår.

Hvis det er noget, der sker de fleste steder, så må det være det interessante.