En krig, hvor skolebørn er militære mål

Databloggen: Her finder truslerne sted
Databloggen: Hvilke trusler er der tale om
Dokumentation fra Wikileaks: Skoleangreb

I ly af mørket uddeler Taleban natten til den 30. september 2009 breve til indbyggerne i landsbyen Ishkashim i det nordøstlige Afghanistan. Budskabet er enkelt. De lokale må »ikke sende deres døtre i skole, hvis de er over ni år gamle.«

Episoden er en af mange eksempler på trusler mod skoler og skolebørn, som går igen i de cirka 15.000 amerikanske efterretningsrapporter, som Information har fået eksklusiv adgang til. Rapporter, der fortæller en anden historie om situationen i Afghanistan end den, offentligheden i Danmark normalt får at høre.

Den danske regering bruger skolerne som et hovedargument for den danske indsats i Afghanistan, og uddannelsesområdet har absolut topprioritet. I de kommende år regner Udenrigsministeriet med at bruge mindst 110 mio. kr. om året på de afghanske skoler, og danske politikere fremhæver igen og igen skolerne som et bevis på succes i Afghanistan. Som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde i sin seneste åbningstale i Folketinget den 5. oktober sidste år:

»Det er en stor oplevelse at tale med afghanske skolebørn og skolelærere. De udtrykker en glæde og entusiasme, der smitter. Syv mio. børn går nu i skole i Afghanistan. Det er ti gange så mange som under Taleban-regimet. To en halv million piger går nu i skole. Under Taleban gik ingen piger i skole.«

Men statsministeren fortalte ikke, at jo flere børn, der kommer i skole i Afghanistan takket være hjælpen fra Vesten, desto flere bliver udsat for trusler og vold. For nok er skolerne i Danmark blevet symbolet på befrielsen af den undertrykte afghanske befolkning, men de lækkede efterretninger belyser nu i detaljer, hvordan elever og lærere i stigende grad er genstand for målrettede likvideringer og trusselskampagner, som ofte fører til, at forældre ikke tør sende deres børn i skole eller må leve i konstant frygt for angreb.

Forgiftet juice

Gennem de lækkede efterretninger kan offentligheden nu for første gang få et detaljeret indblik i planlægningen og udførslen af den systematiske kampagne, som Taleban og allierede militser fører mod de afghanske skoler.

Skoler bliver ramt af fjernstyrede bomber, selvmordsangreb, raketangreb og brandstiftelser. Børn bliver beskudt, får kastet syre i ansigtet eller bliver kidnappet på vej til og fra skole. Lærere bliver truet og dræbt. Sprængstof bliver smuglet ind på skoler i skrivemaskiner. Eksemplerne er utallige.

En efterretningsrapport dateret 13. juli 2007 fortæller, at en milits har importeret et stort antal juicebrikker, som indeholder gift. Ifølge rapporten planlægger militsen at »forgifte skolebørn med den nævnte forgiftede juice«. Det har ikke været muligt for Information at bedømme troværdigheden af rapporten, men de amerikanske efterretningsfolk har selv klassificeret den som C3. Betegnelsen henviser til et klassificeringssystem, som anvendes inden for NATO, hvor henholdsvis kilder og enkeltoplysninger vurderes på en skala fra A til E, hvor A1 er den mest troværdige efterretning og F6 den mindst troværdige.

En anden rapport fra den 20. maj 2008 indeholder en detaljeret beskrivelse af, hvordan den berygtede militsleder Gulbuddin Hekmatyar, hvis milits Hezb-e Islami er allieret med Taleban, har trænet kvinder, som er på vej fra en pakistansk flygtningelejr til Kabul for at søge lærerjob.

»På grund af manglen på lærere i Kabul, vil kvinderne højst sandsynligt blive ansat,« står der i efterretningen. »Og når de er blevet ansat, vil de afvente det rigtige tidspunkt til enten at udføre bombeangreb eller forgifte vandforsyningen i skolen.«

De lækkede efterretningsrapporter viser, at skoleangreb er et mål på lige fod med andre højt prioriterede militære mål i krigen. Af en efterretning fra den 2. september 2007 fremgår det, at en Taleban-kommandant har givet seks militsmedlemmer følgende bestillingsseddel: »a. Udføre SVBIED [selvmordsangreb i bil] eller BBIED [selvmordsangreb med bombe båret på kroppen] mod først og fremmest udlændinge og regeringen. b. At sætte ild til skoler i regionen, først og fremmest pigeskolen. c. Hvis det er muligt, at udføre likvideringer af ledende regeringsansatte.«

Skolepropaganda

En CIA-rapport fra marts 2010 viser, at der også fra vestlig side bevidst satses på de afghanske skoler som et vigtigt element i PR-indsatsen omkring krigen. Rapporten, der senere er blevet lækket til Wikileaks, opstiller en række strategier, som efterretningstjenesten anbefaler NATO-allierede regeringer at benytte for at fremme befolkningernes opbakning til krigen. En af anbefalingerne er netop at bruge uddannelsen af afghanske piger som et argument, der »kan give vælgerne en grund til at støtte en god og nødvendig sag trods tab,« som det hedder i rapporten med titlen Afghanistan: Hvordan vesteuropæisk støtte til den NATO-ledede mission kan fastholdes og hvorfor det næppe er nok at regne med apati.

Europæiske regeringer har taget rådet til sig og nøjes ikke med at italesætte fremgangen i antallet af afghanske skoleelever. Det er også blevet rutine for politikerne at lade sig fotografere ved skoleåbninger i Afghanistan uden tanke på, at den særlige opmærksomhed kan være med til at gøre skolerne til et eftertragtet, symbolladet mål for militserne.

En efterretningsrapport fra den 2. april 2005 antyder, at de afghanske skolebørn ofte bliver gidsler i kampen mellem oprørerne og den vestlige besættelsesmagt. Rapporten fortæller, hvordan den pakistanske militsleder Mullah Shafiq, der beskrives som »høj, tyk, med langt sort hår og et medium langt mørkt skæg«, opfordrer lokale beboere i en østafghansk landsby til at støtte kampen mod amerikanerne og den afghanske regering.

»Mullah Shafiq advarede også landsbyen om, at ingen skal gå i skole,« står der i efterretningen, »eftersom koalitionens mål er at gøre AF [Afghanistan] til et kristent land.«

En god forretning

De amerikanske efterretninger fortæller ikke en entydig historie om fundamentalistiske mørkemænd drevet af ideologisk had til vestlige værdier. Rapporterne tyder på, at der i høj grad ligger strategiske overvejelser bag Talebans og de andre islamistiske militsers kampagne imod de afghanske skoler.

I en rapport fra den 5. juli 2006 skriver det amerikanske militær, at angreb på skoler »tager eksponentielt til som del af en generel stigning i oprørernes aktiviteter imod Afghanistans regering (GoA), Koalitionsstyrkerne (CF), De afghanske sikkerhedsstyrker (ANSF) og FN-/NGO-organisationer (UN/NGOs)«, og den amerikanske vurdering er, at »oprørsgrupper vil fortsætte med at angribe skoler i et forsøg på at opnå centrale Informations Operations (IO) sejre ved at fremhæve GoA's [den afghanske regerings] manglende evne til at levere tilstrækkelig sikkerhed for dens børn.«

Heller ikke de terrorister, der står for selve udførelsen af skoleangrebene, er nødvendigvis drevet af ideologiske motiver.

I april 2005 giver Gulbuddin Hekmatyars Hezb-e Islami milits en afghansk mand til opgave at angribe en pigeskole og nogle højspændingsmaster i det nordøstlige Afghanistan. For destruktionen af højspændingsmasterne er belønningen 10.000 afghani (ca. 1.000 kr.) og for skoleangrebet 45.000 afghani (ca. 4.500 kr.).

Samme Gulbuddin Hekmatyar og Taleban-lederen Mullah Omar har ifølge en efterretningsrapport fra juni 2006 erklæret, at den, der dræber en rektor eller en lærer, vil få 10.000-20.000 afghanis (1.000-2.000 kr.), mens en rapport fra august samme år fortæller, at Taleban har hyret en mand til at sætte ild på en skole, og at han får hele 10.000 dollar (60.000 kr.), hvis og når aktionen bliver rapporteret i medierne men så skal han også selv betale for benzinen.

Året efter rapporteres der om, at fem oprørere er ankommet til Kabul-området med to vejsidebomber og 400.000 afghani (ca. 40.000 kr): »For det første planlægger de at udføre RCIED [fjernstyrede bombe-] angreb imod udlændinge i den region. Desuden vil de uddele nogle penge til LN [lokale afghanere] for at sætte ild på pigeskoler i den region,« hedder det i rapporten.

De mange efterretningsdokumenter viser ikke altid hvilke skoleangreb, der faktisk bliver gennemført. Men det står klart, at koalitionsstyrkerne langt fra kan forhindre alle angreb. De seneste tal fra FN viser således, at antallet af angreb på de afghanske skoler er steget markant siden invasionen. Fra 98 angreb i 2005 til over 500 i 2010, hvor 167 lærere, børn og andre skoleansatte blev dræbt.

Halshugget som hunde

Adskillige efterretningsrapporter beretter om forældre, der bliver opsøgt af talebanere eller andre militsgrupper, som truer dem med mord eller tæsk, hvis de fortsat lader deres børn gå i skole. Og truslerne ser ud til at virke. En lang række rapporter beretter om forældre, der ikke tør sende deres børn i skole. Som der står i en rapport om en skole i nærheden af Helmands provinshovedstad Lashkar Gah:

»Fremmødet ved Lashkar Gah-skolen er blevet drastisk reduceret de seneste år på grund af Taleban-trusler. Familier er tyet til at undervise deres børn hemmeligt i deres hjem.«

Både forældre og lærere modtager trusler i såkaldte nattebreve, og på skolerne uddeler militsmedlemmer løbesedler. Det sker f.eks. den 15. august 2007 på en skole i det østlige Afghanistan.

»Hvis nogen af jeres lærere fra i morgen deltager i engelsktimerne, vil de blive halshugget som hunde, da denne handling kunne være en lærestreg for andre,« står der i et brev, underskrevet Taleban.

Modsvaret fra de afghanske skolemyndigheder er at appellere om bedre sikkerhed omkring skolerne. En efterretning fra den 30. april 2009 beskriver, hvordan Kandahars provinsminister for uddannelse under et møde med repræsentanter for NATO beder om fem vagter ved sit ministerium og fem ved hver af de tre mest udsatte skoler i Kandahar-provinsen. Desuden efterspørger han flere politipatruljer i områderne omkring skolerne, vejblokader ved skoledagens begyndelse og afslutning, samt pigtråd på toppen af murene, der omgiver skolerne.

Men intet tyder på, at ministeren får den beskyttelse, han beder om.

»Han har indtil videre kun modtaget fire ANP [betjente fra det nationale politi] til Undervisningsministeriet,« står der i efterretningen, som slutter med bemærkningen:

»Han erkender, at skoler ikke skal blive til fæstninger.«