Mellemamerika er fanget i narkokrigens ild

Tegucigalpa, Honduras I Copán departement i det vestlige Honduras tæt ved grænsen til Guatemala ligger landsbyen med det tillokkende navn, El Paraíso (Paradiset,
red.). Her har den lokale udviklingsorganisation OCDIH i en årrække arbejdet med at udbrede kendskabet til borgerrettigheder og hjulpet områdets bønder med deres landbrug. Men en dag i 2007 fik de besøg af byens borgmester.

»Vi blev gjort opmærksom på, at vores aktiviteter ikke længere var ønsket,« fortæller en ansat, der taler med løfte om anonymitet.

Kort efter modtog organisationens personale mordtrusler på deres mobiltelefoner, inden to kvindelige medarbejdere blev overfaldet og voldtaget.

»Derefter lukkede vi alle aktiviteter ned og forsvandt,« siger den ansatte og understreger, at episoden langtfra er enestående.

»Når der kommer kokain til byen, er vi alle magtesløse. Med en blanding af trusler, ekstrem vold og enorme ressourcer kontrollerer de alt. Ikke mindst de lokale myndigheder.«

Verdens farligste region

Og ingen skal være i tvivl, når de besøger El Paraíso.

Et skilt meddeler den tilrejsende, at man skal lade sig registrere ved et lille skur med svært bevæbnede, men i øvrigt civile vagter.

Sådan er reglerne midt på den rute, der ifølge USA's myndigheder for narkobekæmpelse, DEA, er verdens mest trafikerede målt i mængden af transporteret kokain. I alt skønner DEA, at der sidste år blev transporteret mellem 250 og 350 ton kokain ad landevejene i den såkaldte nordlige trekant i Centralamerika: El Salvador, Honduras og Guatemala.

Og selv om de centralamerikanske kyster og landeveje har været brugt til at transportere kokain fra Sydamerika til Mexico og USA siden 1970'erne, så er både mængden og ikke mindst den medfølgende vold i dag uden historisk sammenligning.

Således viser radarobservationer fra DEA, at fra 2006 året hvor Mexicos præsident Felipe Calderón indledte sin krig mod landets narkokarteller højere oppe mod nord og frem til 2010, er ruten blevet den absolut vigtigste i forhold til at forsyne de nordamerikanske markeder.

Hvor det i 2006 blot var 23 procent af den kokain, der nåede USA, der blev fragtet via Centralamerikas nordlige trekant, var den andel steget til 44 procent i 2008. Og sidste år registrerede DEA, at hele 84 procent af al kokain til USA, på et tidspunkt passerede igennem det nordlige Centralamerika.

Og i takt med at andelen af kokain, der gennemstrømmer regionen hastigt stiger, tager volden til. Det fik i sidste måned General Douglas Fraser, der er øverstbefalende for USA's militære partnerskaber i Latinamerika (US Southern Command) og som netop har besøgt Honduras for at diskutere indsatsen mod narkokartellerne til at advare USA's politikere. Under en kongreshøring sagde General Fraser, at »den såkaldte nordlige trekant i Centralamerika er verdens farligste region udenfor deciderede krigszoner. Her operer ulovlige organisationer under total straffefrihed og med en grad af vold, der aldrig tidligere er set i regionen.«

Og statistikken giver General Fraser ret.

Honduras er i løbet af blot et par år blevet til verdens farligste land med 67 mord per 100.00 indbyggere. For El Salvador er tallet 61, mens Guatemala tæller 44 dræbte per 100.000 indbyggere. Ikke engang under regionens borgerkrige i 1970-90'erne, blev der flere dræbt om året.

Til sammenligning er tallet for Mexico, der i løbet af de seneste fem års krig mod narkokartellerne tæller knap 35.000 ofre, alligevel blot 12. Og selv for et land som Irak, der fortsat hærges af krigens konsekvenser, er tallet 14.

Karteller er velkomne

Men i modsætning til Mexico, hvor 40.000 soldater og næsten ligeså mange politifolk kæmper mod landets narkokarteller, er landene i det nordlige Centralamerika skrøbelige stater, præget at social og politisk ustabilitet og med ringe modstandskraft overfor de enorme ressourcer som narkokartellerne råder over.

Landene hører til blandt verdens mest ulige nationer, og i El Salvador, Guatemala og Honduras lever henholdsvis 48 procent, 55 procent og 69 procent af befolkninger under FN's fattigdomsgrænse på to dollar om dagen.

Derfor ser mange narkotrafik og kartellerne som en mulighed snarere end et problem. Det fortæller flere civilsamfundsorganisationer, som Information har talt med.

»Vi arbejder i områder med stor fattigdom, og derfor er kartellerne ikke nødvendigvis upopulære. Skoler bliver bygget, veje bliver repareret og den lokale handel stiger. Narkokartellerne bliver hurtigt områdets største arbejdsgiver og kilde til indtægt, og særligt de unge ser narkotrafik og som en god mulighed,« forklarer en landbrugsteknikker, der arbejder for en lokal ngo og som af sikkerhedsmæssige grunde hverken ønsker organisationens eller eget navn nævnt.

Ministerens liste

At det nordlige Centralamerika er ved at falde i narkokartellernes vold, bekræftes af FN's afdeling for bekæmpelse af organiseret kriminalitet, UNDOC. I en nylig rapport konstateres det, at »med verdens højeste mordrater er Honduras, El Salvador og Guatemala i dag de lande i verden, der er hårdest ramt af den internationale narkotrafik.«

I rapporten advarer FN videre, at hvis ikke de tre lande får betydelig støtte udefra, så risikerer de at ende som »fejlslagne stater kontrolleret af narkokarteller.«

Men hvad FN advarer om, mener andre allerede sker. En af dem er Alfredo Landaverde, der igennem flere år har arbejdet som sikkerhedsrådgiver for skiftende honduranske regeringer, samt siddet på posten som underdirektør i det nationale agentur for bekæmpelse af narkokriminalitet, DLCN.

I en række skarpe anklager imod både store økonomiske entreprenører, den politiske elite, retssystemet, politi og militær siger Alfredo Landaverde, at den honduranske myndigheder udmærket ved, hvem der styrer den enorme trafik af narkotika i landet.

»Den der påstår, at narkokartellerne ikke har infiltreret den politiske og økonomiske top i landet, han ved intet. Politi, militær og myndigheder er allerede gennemsyret af kartellernes magt og penge.«

At myndighederne ved besked, er for så vidt heller ikke en hemmelighed. Landets minister for sikkerhed, Oscar Alvarez, fortalte i en række interview i november sidste år, at han render rundt med en liste over parlamentsmedlemmer og borgmestre i Honduras, som alle er under kraftig mistanke for medvirken i narkotrafik og hvidvaskning. Og at myndighederne snart vil slå til.

»Der er rådne æbler iblandt os, men de er under efterforskning. Og snart har vi nogle resultater og så vil den honduranske befolkning kunne se, at vi ikke bare sidder på vores hænder,« lød de lovende ord tilbage i november.

Men knap et halvt år efter at offentligheden for første gang hørte om den nu meget efterspurgte liste, er intet sket. Listen, der sandsynligvis inkluderer borgmesteren fra El Paraíso, forbliver foreløbig i lommen på ministeren.

Og El Paraísos borgmester der i øvrigt hedder Alexander Ardón, men i al seriøsitet kalder sig 'folkets konge', er 34 år gammel, gik ud af femte klasse uden et eksamensbevis, er mangemillionær i dollar (som han siger, at han tjener på malkekvæg), altid omgivet af præcis 20 bodyguards og som netop har fået bygget et nyt rådhus med landingsplads til sin helikopter han bliver på sin post.

I november 2009 blev borgmester Ardón valgt for endnu en periode. Og det til trods for, at han har været under skiftende offentlige anklageres søgelys siden 2007.