Analyse
Læsetid: 4 min.

Opstanden i Syrien skaber rystelser i hele regionen

Fremtvinger den syriske opposition et regimeskifte, vil det ændre det politiske landskab i Mellemøsten til skade for Iran og til fordel for Israel og USA
Udland
27. april 2011

Det er efterhånden flere uger siden, at Elie, den altid analyserende udlandsredaktør på Beirut-avisen al-Akhbar, kommenterede uroen i Syrien: »Der vil komme massakrer«.

Vi sad på hans kontor dekoreret med det evindeligt rullende al-Jazeera-tapet, der rapporterede om uroen i de syriske provinsbyer, og Elie mente, at selv om de syriske demonstranters krav var legitime nok, hørte det med til billedet, at Saudi-Arabien og Israel har hægtet sig på opstanden for at svække Bashar al-Assad. Og at indblanding, påstået eller reel, giver Bashar grund til at svare med sin afdøde fars 'jernhandske':

»Gamle Hafez rystede ikke på hånden, og det bliver rigtigt grimt, hvis aktionerne breder sig,« konkluderede Elie og tilføjede, at »vi vil alle blive ofre for Bashars løsningsmodel.«

Og ja, Elie fik ret i begge dele: Det syriske styres nedkæmpelse af den demokratiske opposition antager nu karakter af massakrer, hvor sikkerhedsstyrkerne har ordre til at skyde for at dræbe, og den syriske krise har bredt sig til Libanon og har effekt i form af politiske rystelser i Iran, Tyrkiet, Saudi-Arabien, Jordan og Israel-Palæstina.

Den opfattelse deler Ali Atassi, syrisk kommentator med bopæl i Libanon:

»Hvis Bashar-regimet vælter, vil det påvirke magtbalancen i hele regionen,« siger Ali Atassi, der i øvrigt er fra en prominent politisk familie i Homs, den eneste større syriske by, der har set voldsomme demonstrationer.

»Og her i Libanon vil et sammenbrud i Damaskus fuldstændig ændre det politiske landskab. Ikke i den forstand, at Saad Hariri og hans sunni-gruppering vil komme til magten igen snarere vil vi få et mere nuanceret politisk billede, hvor sunni- og shia-grupper skifter karakter i forhold til den nuværende fastlåste situation, hvor shia'er automatisk støtter Syrien, og sunni'er er anti-syriske. Jeg tror f.eks. ikke på tesen om, at Hizbollah er færdige, hvis der kommer et sunni-styre i Syrien. De vil finde ud af en måde at samarbejde på. Men det er umuligt at sige, hvordan det vil forme sig.«

Sammenstød i Tripoli

I Tripoli, Libanons næststørste by, er sunni-demonstranter stødt sammen med alawit-aktivister, der er et mindretal i byen, men som tilhører samme religiøse sekt som den syriske præsidentfamilie og hvoraf mange har familie i Syrien. I Beirut er Syriens ambassade i Hamra-bydelen politibeskyttet efter at pro- og anti-syriske grupper har været i slagsmål foran ambassadebygningen.

Libanon er i et politisk vadested, efter at den provestlige Hariri-regering blev væltet i januar. En regering med deltagelse af Hizbollah og andre syrisk-venlige partier er stadig ikke dannet på grund af interne kævlerier.

»Nu er det kapløb med tiden,« sagde en (anonym) libanesisk forfatter, »hvis de prosyriske partier skal overtage staten, må det ske, før Bashar-regimet falder. Sker det ikke, får vi et opgør, der bliver smertefuldt og frygteligt, men vil munde ud i en civil og civiliseret regering.«

Hvor der debatteres på ord og næver i Libanon, er der stille i Iran og Tyrkiet, der hver især ikke er interesserede i et regimeskifte. De iranske medier er så godt som tavse om de blodige begivenheder i de syriske byer, hvorimod tonefaldet er aggressivt og truende over for Bahrain og Saudi-Arabien.

Præstestyret i Teheran advarer i skarpe vendinger Bahrain og Saudi-Arabien, der har sendt hjælpetropper til det lille sunni-monarki, mod at begå 'folkemord' på Bahrains shi'itiske majoritet.

Begivenhederne i Syrien omtales i forbindelse med præsident Barack Obamas nylige beskyldning mod Iran for aktivt at støtte det syriske regimes overgreb på oppositionen, hvilket afvises forarget.

Syrien er Irans 'arabiske port', ikke kun til våbenleverancerne til Hizbollah i Libanon, men til indflydelse i palæstinensernes interne politiske konflikter via støtten til Hamas i Gaza. Et regimeskifte i Damaskus kan isolere Hamas og presse Hizbollah. Ledende iranske kommentatorer, der i lighed med de syriske skriver med ført hånd, er da også enige om, at den syriske opstand er dirigeret af USA og Israel i den hensigt at gøre Syrien til USA-klient og Libanon til et 'israelsk fyrstendømme'.

Tyrkiets problem

For Tyrkiets pro-islamiske regering under Recep Tayyip Erdogan er Syrien blevet et prekært problem. Erdogan ser Syrien som en hjørnesten i Tyrkiets åbning mod den arabiske verden og har indgået en stribe økonomisk-politiske aftaler med Bashar al-Assad. På den anden side er Erdogan rollemodel for de nye islamiske demokratier, der tegner sig i tåregassen i de arabiske storbyer, så han har på den ene side støttet Bashar-regimet, men på den anden side opfordret til reformer, der »imødekommer det syriske folks legitime krav«, som han har udtrykt det.

Tyrkiet forsøger imidlertid at spille på alle hestene i løbet og tillod eksempelvis den syriske eksil-ledelse af Det Muslimske Broderskab at holde pressekonference i Istanbul til stor fortrydelse for Bashar al-Assad, der ser den syriske opposition som marionetter for USA og Israels forsøg på at sprænge Iran-Syrien-Hizbollah-Hamas-aksen.

I Israel er en primær bekymring for et syrisk regimeskifte spørgsmålet om, hvad det vil betyde for Israels herredømme over Golan-højderne, der blev erobret i 1967-krigen og senere annekteret som en del af Israel. Et nyt syrisk styre vil kunne skaffe sig legitimitet ved et krav om tilbagelevering af Golan, også som led i en fredsaftale.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her