Trods Laurent Gbagbos langvarige og ihærdige modstand vil pågribelsen af den detroniserede ivorianske præsident formentlig vise sig at være den nemmeste del af bestræbelserne på at redde Elfenbenskysten ud af dets nuværende krise.
Hans rival, den retmæssigt valgte Alassane Ouattara, overtager præsidentposten under de værst tænkelige omstændigheder: Politisk som militært står han med et delt land, der er halvt ødelagt af borgerkrig, en økonomi, som er udsultet for investeringer, og et internationalt donorsamfund, som i over et årti har vendt landet ryggen.
Økonomien er knust efter mere end et årtis misregimente. Den økonomiske hovedstad, Abidjan engang kendt som Vestafrikas svar på Paris med dens løvrige boulevarder og monumentale offentlige bygninger er arret efter raketangreb under konfliktens afsluttende fase. Ouattara får brug for alle sine gamle kontakter i Den Internationale Valutafond (IMF), hvor han arbejdede i en årrække, hvis det skal lykkes at imødekomme det massive behov for hjælp.
Får blodigt ansvar
Om Ouattara overhovedet ønskede at blive præsident, var længe genstand for spekulationer. Landsfaderen, den første præsident, Felix Houphouët-Boigny, som alle dage var en ivrig fortaler for national integration, døde i 1993 på et tidspunkt, hvor hårdere tider i det sydlige kakaobælte betød, at befolkningen blev mindre imødekommende over for den strøm af fattige bønder, som indvandrede nordfra. Som premierminister ved Houphouëts død nød Ouattara godt af politisk støtte fra de muslimske nordivorianere og den intellektuelle elite blandt sydivorianerne, men han blev hindret i at stille op ved præsidentvalget i 1995, da hans modstander, Henri Konan Bédié (præsident 1993-1999), indførte en lov, der udelukkede personer, der ikke var af 'ren ivoriansk oprindelse' fra at stille op. Ouattaras far stammer fra Burkina Faso, og loven syntes ikke at have andre specifikke formål end at spærre ham fra politisk indflydelse. I stedet valgte han at satse på en international karriere i IMF, men hans tilhængere stiftede et politisk parti, der moralsk forpligtede ham til at vende tilbage.
Nu er hans udsigter langtfra opmuntrende. Mange medlemmer af den tidligere elite forsvandt efter kuppet i 1999, deriblandt Tidjane Thiam, den tidligere minister for planlægning og udvikling, som forlod landet på grund af dødstrusler efter kuppet.
Fordi han overvejende støttes af det muslimsk dominerede nord, kan Ouattara forvente at blive beskyldt for være ansvarlig for alle problemer, der opstår i de tidligere oprøreres kerneområder. De seneste meldinger om grusomheder i den vestlige del af landet 330 dræbte i byen Duékoué ifølge FN lægger da også ansvaret for disse på Ouattaras tilhængere. Men selv om jordstridigheder mellem folkegrupper fra nord og syd jævnligt blusser op, er det urimeligt, om end bekvemt, at give Ouattara skylden for konflikter, der har eksisteret i en generation. Det er jordkonflikter kombineret med sammenbruddet i statens sikkerhed ikke den politik, der føres fra centralregeringen som forklarer myrderierne i vest. Sammenstød som disse er gruopvækkende, men ikke et nyt fænomen.
Fransk forbindelse
Den nordlige del har siden 2002 været kontrolleret af oprørere, der er løst allieret med Ouattara. At bringe den under centralregeringens og statens kontrol bliver ikke let. Samtidig er der i syd mistillid til Ouattara på grund af dennes oprindelse i nord. Vidtgående tiltag for at rydde op i nationens problemer risikerer derfor at blive mødt med folkelig modvilje. Det er svært at se, hvordan en politiker, som i mange år ikke lagde noget stort engagement i det ivorianske folks skæbne, nu pludselig skal kunnesamle landet.
Selv om FN blåstemplede Ouattaras valgsejr, har de efterfølgende begivenheder gjort hans situation vanskeligere. Gbagbo-loyalister vil fortsat være skeptisk over for hans etnicitet og se ham som en marionet for udlandet i første række Frankrig. Ouattara er en personlig ven af præsident Nicolas Sarkozy, og det var da også den franske ambassadør, der bekræftede Gbagbos anholdelse. Og hans tilhængere vil være stærkt utålmodige efter at se reelle forbedringer i deres liv. Det gælder ikke mindst de heterogene militser, som han støttede sig til i den væbnede kamp mod Gbagbos støtter, og som i første række menes at være loyale over for hans unge hærchef, den frygtede Guillaume Soro, som nu bliver ny premierminister. Soros første opgaver bliver at afvæbne Elfenbenskystens mange militser og at reorganisere den nationale hær en helt afgørende fase i Elfenbenskystens vej mod en bedre fremtid.
Thalia Griffiths er tidligere Reuters-korrespondent i Abdijan og nuværende redaktør af africa-energy.com.
© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen
