De reduktioner, som de højtudviklede lande har været i stand til at gennemføre i niveauet for deres udslip af CO2 siden 1990, udlignes mange gange af deres forøgede import af varer fra de nye vækstøkonomilande som især Kina. Det viser den mest omfattende gennemgang af det globale talmateriale, som er foretaget til dato. En del tidligere undersøgelser har også påvist betydningen af at 'udlicitere' emissioner til bestemte lande, men i denne uge udkom der en rapport, som leverer den første globale analyse af, hvorledes den internationale handel spiller ind i de forandringer, som er sket i de nationale kulstofaftryk i perioden siden Kyoto-aftalen.
I henhold til protokollen tillægges CO2-udslip ved produktion af varer det land, hvor den pågældende produktion finder sted snarere end det land, hvor de pågældende varer forbruges. Miljøforkæmpere har længe påtalt, at denne opgørelsesmetode på uretfærdig vis gør det muligt for de at rige lande at reducere eller stabilisere deres emissioner, fordi de i realiteten blot sender dem til udlandet ved i stigende grad at forlade sig på importvarer fra de nye vækstøkonomier, som Kyoto-protokollen ikke pålægger bindende emissionsmål.
Alvorlige konsekvenser
I henhold til de foreliggende standarddata kan de højt udviklede lande gøre krav på at have reduceret deres samlede udledning med næsten to procent mellem 1990 og 2008. Men føjes kulstofomkostningerne ved import til hvert enkelt land (og trækkes de tilsvarende omkostninger fra eksport fra) bliver det reelle resultat en stigning på syv procent. Ses der ydermere bort fra Rusland og Ukraine som i 1990'erne hastigt nedbragte deres CO2-emissioner på grund af økonomisk sammenbrud bliver stigningen på hele 12 procent.
Rajendra Pachauri, formand for FN's Mellemstatslige Panel om Klimaændringer, udtaler i den forbindelse: »De syv procents stigning i emissionerne i de udviklede lande siden 1990 afviger fra, hvad IPCC's fjerde vurderingsrapport havde fastsat som det mest omkostningseffektive forløb til begrænsning af udledningen ... hvis tendensen fortsætter, vil vi ikke blot opleve alvorligere konsekvenser af klimaændringerne over tid. De afbødende foranstaltninger, der senere skal træffes med henblik på at reducere emissionerne, vil samtidig blive langt dyrere.«
En stor del af stigningen i emissionerne i den udviklede del af verden skyldes USA, der gav tilsagn om en syv procents reduktion i forhold til Kyoto, men derefter undlod at ratificere protokollen. Emissionerne inden for landets grænser steg med 17 procent mellem 1990 og 2008 og med 25 procent, når der tages højde for import- og eksportforholdet. I samme periode gennemførte Europa en reduktion på seks procent i CO2-emissionerne, men inddrages 'outsourcing', bliver resultatet beskedne en procent.
Glen Peters fra Center for International Klima- og Miljøforskning i Oslo og forskningschef bag undersøgelsen, som er offentliggjort i Proceedings of National Academy of Sciences, siger: »Vores undersøgelse viser for første gang, at emissioner fra øget produktion af internationalt handlede produkter har mere end opvejet de emissionsreduktioner, som er opnået i henhold til Kyoto-protokollen. Det tyder på, at den nuværende fokusering på territoriale emissioner i en delmængde af lande kan være et ineffektivt værktøj til at reducere de globale udledninger. I al fald så længe vi ikke også har mekanismer, der kan overvåge og rapportere om emissionerne fra produktionen af importerede varer og tjenester.«
© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen
