Læsetid: 4 min.

Sandkasser 60 km fra japansk a-værk er nu forbudt område

I Fukushima City med 300.000 indbyggere må børn i en række skoler og børnehaver kun være ude én time om dagen på grund af høje strålingsniveauer, siger regeringen nu. Borgere mener, beskyttelsen er for ringe. I Tokyo har tusinder demonstreret mod atomkraft, og meningsmålinger viser for første gang et folkeligt flertal imod energiformen
I Tokyo demonstrerede tusinder i weekenden mod atomkraften, og en ny meningsmåling taler om et brat holdningsskift i den japanske befolkning, hvor et flertal nu vil af med atomkraften.

I Tokyo demonstrerede tusinder i weekenden mod atomkraften, og en ny meningsmåling taler om et brat holdningsskift i den japanske befolkning, hvor et flertal nu vil af med atomkraften.

Toshifumi Kitamura

26. april 2011

For nylig førte høje radioaktivitetsmålinger i skoler 30-40 kilometer fra det havarerede Fukushima I-atomkraftværk til de japanske myndigheders beslutning om at evakuere flere mindre byer uden for den hidtidige evakuerings- zone på 20 km. Nu har målinger af radioaktivt nedfald i skoler og børnehaver i mere end 60 kilometers afstand ført til en yderligere beslutning om, at børnene i en række institutioner i bl.a. Fuku- shima City højst må opholde sig udendørs én time under det daglige ophold i skole eller børnehave.

De nye målinger og myndighedernes forholdsordre har fået bekymrede forældre til at holde deres børn hjemme og samtidig udløst protester fra borgergrupper, der mener, myndighederne tager for let på truslen. Samtidig har tusinder demonstreret mod atomkraften i bl.a. Tokyo, og en ny meningsmåling taler om et brat holdningsskift i den japanske befolkning, hvor et flertal nu vil af med atomkraften.

På i alt 13 skoler og børneinstitutioner med tilsammen 3.560 børn er der målt stråling over det niveau, myndighederne har defineret som indgrebsgrænse. Nogle af institutionerne er registreret i Fukushima City, der med 300.000 indbyggere ligger 60 kilometer fra atomkraftværket den fjernest liggende skole med for høje niveauer ligger hele 64,3 kilometer væk.

Lavere grænse for børn

Under normale forhold må personer i befolkningen kun få en strålingsdosis fra kunstige kilder medicinsk behandling undtaget på en millisievert (mSv) om året. Fordi der er tale om en ekstraordinær ulykkessituation fastsatte den japanske regering imidlertid for nylig 20 mSv pr. år som acceptabel dosisgrænse det var overskridelsen af dét niveau, der forleden udløste beslutningen om evakuering af ca. 10.000 mennesker fra et antal mindre byer 30-40 km fra de fire ødelagte atomreaktorer.

Den japanske atomsikkerhedskommission NSC har forleden talt for en lavere grænse for børn. Som NSC-medlem Seiji Shiroya sagde på et pressemøde:

»Vi er nødt til at tage i betragtning, at børn kan indånde radioaktive støvpartikler fra forurenet jord i skolegårde, og derfor bør vi sænke deres årlige dosisgrænse til halvdelen af den, der gælder for voksne.«

Altså 10 mSv på et år som kriterium for indgreb, når det gælder beskyttelsen af børn.

Regeringen har imidlertid valgt 20 mSv som den grænse, der nu lægges til grund for indgreb over for skoler og børnehaver i bl.a. Fukushima City. På grundlag af den antagelse, at børn gennemsnitligt er ude otte timer i døgnet og inde 16 timer, har regeringen regnet sig frem til, at indgrebsgrænsen svarer til en acceptabel dosishastighed til børnene pr. time på 0,0038 mSv (det samme som 3,8 mikrosievert pr. time).

De nye radioaktivitetsmålinger i bl.a. Fukushima City har vist, at børnene i 13 institutioner risikerer højere belastninger end dette, hvis der ikke gribes ind. Derfor har forældre og personale nu fået besked om, at børnene højst må være udendørs én time dagligt i skole eller børnehave, ikke må lege med sand og skal vaske hænder og ansigt samt gurgle mund, når de har været ude.

Lederen af en børnehave i Fukushima City kalder på japansk tv situationen chokerende og fortæller, at foreløbig 22 børn er blevet holdt hjemme fra børnehaven af deres bekymrede forældre. Samtidig har vrede borgere og miljøgrupper appelleret til myndighederne om en skrappere grænse for indgreb.

Den lokale bekymring falder sammen med to større demonstrationer mod atomkraft i Tokyo, hvor sammenlagt op mod 10.000 mennesker i weekenden krævede en ny energipolitik. En ny meningsmåling fra Gallup og Worldwide Independent Network of Market Research fortæller, at støtten til atomkraft i Japan er faldet dramatisk fra 62 pct. før Fukushima-ulykken til nu 39 pct., mens modstanden mod a-kraft er vokset fra 28 til nu 47 pct.

Det radioaktive vand

På Fukushima-værket fortsætter elselskabet TEPCO bestræbelserne på at pumpe højradioaktivt vand væk fra bygninger og kanaler ved den stærkt beskadigede reaktor 2. Vandet skal pumpes over i diverse tanke for at dæmpe de høje strålings- niveauer og dermed muliggøre arbejdet med at genopbygge reaktorernes køle- systemer. Over 30 medarbejdere på værket har foreløbig fået ophobede stråledoser på over de 100 millisievert, som TEPCO tidligere har omtalt som den grænse, man vil holde sig under. Ifølge japanske medier finder TEPCO det nu nødvendigt at holde på arbejdere op til en dosisgrænse på 200 millisievert.

Selskabet pumper i øjeblikket 10.000 liter vand bort fra reaktor 2 i timen og venter at have nået 10 mio. liter midt i næste måned. Den samlede mængde højradioaktivt vand, der skal væk fra reaktoren, er imidlertid på 25 mio. liter hertil kommer over 40 mio. liter radioaktivt spildevand andre steder på atomkraftværket.

Før man for nylig fik stoppet en lækage ved reaktor 2, nåede 520.000 liter højradioaktivt vand ifølge TEPCO at løbe ud i havet, hvor der nu måles radioaktivt iod-131 1.200 gange over grænsen for havvand. En opgørelse fra TEPCO siger, at der via lækagen i starten af april nåede at slippe radioaktivitet ud i havet svarende til 20.000 gange TEPCO's tilladte udledning pr. år

Forskere fra det tyske Öko-Institut i Darmstadt har analyseret TEPCO's målinger i havvandet og konkluderer, at det vil være »ekstremt farligt« at spise friske tangprodukter fra havet op til mindst 30 km fra værket, og at også fisk fanget op til mindst 20 km kan indebære »alvorlig sundhedsrisiko.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu