Læsetid: 4 min.

Sarkozy bliver aldrig afrikaner

Militærindgrebet i Elfenbenskystens er ikke nok til at rokke ved, at Frankrigs Afrika-politik er en katastrofal blanding af muskuløs intervention, opportunisme og omsorgssvigt
14. april 2011

'Upartiske styrker' kaldte den franske regering sine tropper i Elfenbenskysten. Dette er ikke just retvisende. For det var franske kamphelikoptere der spillede den afgørende rolle i nedkæmpelsen af den afgående ivorianske præsident Laurent Gbagbo i Abidjan og dermed Frankrig, der banede vejen for den endelige sejr for dennes rival, Alassane Ouattara.

Denne »sejr for Fran-krig«, som den Sarkozy-loyale avis Le Figaro udnævnte aktionen til, er noget af en uventet drejning for præsidenten, der længe har kæmpet for at definere en ny fransk Afrika-politik. Et tegn på, at han nu har lagt sig fast på en sådan politik.Nicolas Sarkozy har ikke beskæftiget sig meget med Afrika syd for Sahara i løbet af sine næsten fire år i embedet. Derved adskiller han sig fra sine forgængere, som fik tilnavnet africains på grund af deres stærke engagement i kontinentets anliggender.

Manglende Afrika-fokus

Sarkozy fik en elendig start på sine relationer til det fransktalende Nordvestafrika med en meget kritiseret tale i Dakar i 2007, i hvilken han proklamerede, at »det afrikanske menneske endnu ikke er trådt ind på historiens scene«. Den bemærkning vakte forbitrelse blandt afrikanerne og overskyggede alle de eventuelle positive budskaber, som den nye franske statschef kunne have ønsket at kommunikere.

Sarkozy fik en ny chance i Afrika, da han et år senere i Cape Town bebudede genforhandlinger af de forsvarsaftaler, som Frankrig har med flere af sine tidligere kolonier, herunder af disse aftalers hemmelige klausuler, der tillod fransk indblanding i disse landes indre anliggender.

Stolt, erklærede han, at han aldrig havde beordret franske tropper til at åbne ild på afrikansk jord. Med franske kamphelikopteres uskadeliggørelse af artilleristillingerne omkring ekspræsident Gbagbos 'førerbunker' i Abidjan er den praksis nu forladt, hvilket må rejse alvorlige spørgsmål om Sarkozys politik.

Sarkozy har forsvaret det franske militærs indgreb i Abidjan med, at det var sanktioneret af FN's Sikkerhedsråd, der opfordrede til at beskytte civile liv. Han har også søgt at retfærdiggøre Frankrigs rolle ved at henvise til, at Den Afrikanske Union og dens regionale landegruppe jo ikke formåede at træde til og føre an i bestræbelserne på at fjerne Gbagbo fra magten.

Officielt har denne aktion intet at gøre med en nylig fortid, da Frankrig var gendarm for sine gamle kolonier, fik udnævnt fransk uddannede officerer til at lede disse landes hære, placerede franske rådgivere i deres nøgleministerier, og smedede alle mulige rænker, når franske interesser var på spil alt sammen helt unilateralt.

Frankrigs afgørende indsats i Elfenbenskysten har utvivlsomt medvirket til at fremskynde afslutningen på lidelserne for de hundredtusindvis af mennesker, der var blevet fanget i kampene i Abidjan. Men samtidig har den bragt mindelser om Frankrigs tidligere indblandinger i sine ekskolonier: Det var tydeligvis en magtaktion, der havde til formål at fremtvinge politiske forandringer i landet.

Sandheden er, at Sarkozys Afrika-politik er i vildrede. I de senere år har Frankrigs Afrika-relationer fået en sekundær prioritering, i takt med at fransk økonomi blev stadig mere globaliseret og dets europæiske drøm stadig var i live. I flere måneder sidste år var der intet ministerium i den franske regering, der varetog samarbejde med Afrika, og ingen syntes at savne det. Der findes stadig et 'Afrika-skrivebord' i Elysée-palæet, men det spiller ikke nær samme rolle som i de gode gamle dage, da det var Jacques Foccart De Gaulles Monsieur Afrique som trak i trådene på kontinentet.

Spørger man hans venner, er Sarkozy pragmatiker. Spørger man hans modstandere, er han opportunist. Der er ingen klar linje i hans strategi. For tre år siden dyrkede han klassisk realpolitik, da han tilsagde fransk støtte til, at Gabons Ali Bongo kunne efterfølge sin afdøde far, den mangeårige de facto despot Omar Bongo Gabon er en af de bærende søjler i den incestuøse verden, der kendes som 'Françafrique' med franske tropper klar til at træde til, hvis tingene skulle gå galt. Men i denne uge blev den franske statschef verdensmester i afrikansk demokrati ved at sætte sine tropper ind til forsvar for en folkevalgt præsident, Allasane Ouattara.

Forvent ikke, at Frankrig herefter vil optræde på lignende måde i andre afrikanske lande. Aktionen i Elfenbenskysten var resultat af et kløgtigt træk fra en opportunistisk leder, der er på desperat udkig efter udenrigspolitiske succeser efter sin regerings katastrofale håndtering af forløbet op til Tunesiens og Egyptens revolutioner. Den franskledede indsats for at støtte det libyske oprør er endnu et eksempel på denne nyorientering.

Under Sarkozy vil Frankrigs Afrika-politik efter alt at dømme fortsat forblive en blanding af omsorgssvigt og forfølgelse af økonomiske og geopolitiske egeninteresser. Den vil ikke udvise dyb forståelse af de hastige og vidtgående demografiske og kulturelle forandringer der sker på kontinentet. Ej heller vil den udfolde nogen vision for en ny rolle for Frankrig i dets forbindelser til sine tidligere kolonier.

Pierre Haski er redaktør for det uafhængige franske internetmedie, Rue89, og tidligere udenrigskorrespondent for AFP og Libération
© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu