Læsetid: 5 min.

Vi ser bort fra følelser, når vi køber en filippinsk barnepige

I i-landene fremstilles det som global omfordeling, når folk migrerer for at kunne sende penge hjem. Men det er at forveksle løsninger på ulighed med konsekvenserne, mener sociologen Arlie Hochschild, der forsker i 'følelses-økonomien' i den voksende omsorgsmigration. Og hvad enten man har følelses- eller økonomibrillerne på, er handel med omsorg en win-win-loose situation
Bevægelsen af kvindelige omsorgsarbejde fra Syd til Nord er ikke ny. Men det er omfanget, hastigheden og afstandene,« siger sociologen Arlie Hochschild, der forsker i 'følelsesøkonomien' i den voksende omsorgsmigration. Der er skønsmæssigt over 214 millioner migranter (flygtninge undtaget) i verden i dag mod ca. 150 millioner for blot 10 år siden

Bevægelsen af kvindelige omsorgsarbejde fra Syd til Nord er ikke ny. Men det er omfanget, hastigheden og afstandene,« siger sociologen Arlie Hochschild, der forsker i 'følelsesøkonomien' i den voksende omsorgsmigration. Der er skønsmæssigt over 214 millioner migranter (flygtninge undtaget) i verden i dag mod ca. 150 millioner for blot 10 år siden

12. april 2011

Filippinske omsorgsarbejdere har et særligt 'omsorgsgen'. Den forestilling trives ofte blandt den hvide vestlige middelklasse. Den hvide kvinde køber sig til varme og nærhed, hun som moderne karrieremor ikke kan give sine børn.

En kvindelig amerikansk arbejdsgiver fortæller den amerikanske sociolog Arlie Hochschild, at hendes migrantarbejder, 'Vicky', kommer fra en rigtig sød, stor familie på landet i Filippinerne med masser af varme og nærhed. Og det vil være rigtig fint for hendes barn, fordi hun selv går meget op i sin karriere. Da Hochschild senere spørger Vicky om hendes familiebaggrund, fortæller Vicky om en hård og ukærlig mor, der satte hende til at være barnepige for sine syv søskende.

»Hun havde selv børn i Filippinerne, men elskede faktisk den amerikanske dreng højere, fortalte hun, tydeligt mærkeligt til mode ved tanken,« siger Hochschild, der er internationalt anerkendt sociolog, professor ved University of California, Berkeley, og på besøg i Danmark som deltager på konferencen 'Imbalance? WorkCare relations and Migrant CareWork' på Center for Køn og Mangfoldighed ved Roskilde Universitet i dag. Hochschild trækker beklagende på skuldrene, som Vicky gjorde det over for hende.

»Men nu, hvor Vicky fik løn for at passe den amerikanske families barn,« fortsætter Hochschild, »så havde hun alt, der skulle til for at skabe en tæt relation: Hun havde tid, økonomisk sikkerhed, hun var isoleret og ensom i USA og hungrede derfor efter, hvad barnet kunne give hende og så havde hun tillært sig den vestlige kærlighedsideologi, hvor man krammer og siger 'jeg elsker dig' hele tiden, fra tv's Oprah Winfrey. Det var dette, arbejdsgiverfamilien opfattede som autentiske familieværdier fra det globale syd ...«

Hochschild kan ikke helt lade være at grine af eksemplet, som, understreger hun, er typisk for den modsætningsfuldhed, der er i relationen mellem familierne i det globale nord og migrantomsorgsarbejderne. Og desuden et eksempel på, hvordan folk i de rige lande fantaserer om, hvad det egentlig er for en vare, de køber fra omsorgsarbejderne.

Abstraktion

I Danmark er antallet af au pairs mere end tidoblet fra 1990'erne til nu. Og tre ud af fire kommer fra Filippinerne.

»Der foregår en stærk feminisering af migration,« siger Hochschild.

»Der sker det globalt, at der bliver færre job i byggeri og industri i den rige del af verden, mens servicesektoren og omsorgsindustrien bare vokser og vokser også proportionelt i forhold til befolkningen i de rige lande. Arbejdsmarkedet er kulturelt kodet til, at det er kvinder, der søger og får job i den sektor. Og de ansætter så tilsvarende barnepiger og husarbejdere i deres hjemlande, som kan passe deres hjem og børn til en tiendedel af, hvad de selv tjener.«

Vi har vænnet os til mentalt at abstrahere fra alle de menneskelige relationer, der indgår i vareproduktionen, siger Hochschild, og på samme måde har vi ubevidst frakoblet kærligheden mellem den filippinske barnepige og barnet fra den kapitalistiske orden, som den i høj grad er en del af.

Hjerte og kapital

Men følelser er en vare, man sælger som en del af arbejdskraften i mange af senkapitalismens job og grænsen mellem 'ægte' og 'påtagede' følelser bliver ofte sløret.

Men der er forskel på den omsorg, f.eks. stewardessen sælger til den urolige flypassager, og den omsorg et stigende antal migrantkvinder sælger til familier i det globale nord, mener Arlie Hochschild: Mens stewardessen kan afgrænse sin følelsesvare i en lille pakke til hver enkelt passager, som hun kun forholder sig til i nogle timer, er følelseskravet til den private omsorgsarbejder i princippet grænseløst, både kvantitativt og kvalitativt.

»De forventes at give alt af sig selv, men lever konstant med truslen om afsked. Afsked med økonomisk sikkerhed, men i lige så høj grad med de børn, de har knyttet bånd til ofte som kompensation for den nærhed, de ikke kan have til deres egne børn, som bliver ladt tilbage, når de rejser ud for at arbejde som f.eks. barnepiger,« fortæller Arlie Hochschild.

Hendes vej ind i studiet af det, hun kalder 'følelsesarbejde', har egentlig ikke noget med migration at gøre men det bliver i stigende grad et område, det er umuligt at ignorere inden for hendes felt.

»Bevægelsen af kvindelige omsorgsarbejde fra Syd til Nord er ikke ny. Men det er omfanget, hastigheden og afstandene,« siger Hochschild.

I hendes tidlige forskning forsøgte hun med begrebet 'time bind' at beskrive den udviskede grænse mellem hjem og arbejde, for siden at undersøge, hvad hun kalder 'the managed heart' hvordan mennesker lærer at kontrollere deres følelsesmæssige udtryk i stort set alle situationer.

Dette fik hende på sporet af følelse som en vare i kombination med andre typer arbejdskraft og det er, hvad der ifølge Hochschild i stigende grad udfolder sig globalt.

»Det private omsorgsarbejde, som migranterne udfører, ligger i en ekstrem gråzone. Det er sjældent en formaliseret arbejdsrelation, men det er heller ikke den uformelle og gensidigt forpligtende familierelation, hvor man hænger på hinanden på godt og ondt,« siger Hochschild.

Løsning eller konsekvens

Med multinationale virksomheder og frihandelsaftaler som 'muskler og hjerne' bag den stigende ulighed mellem den rige og fattige del af verden som både FN og Verdensbanken har dokumenteret vælger flere og flere en privat løsning på et offentligt og strukturelt problem: At middelklassen i det globale syd i dag tjener mindre end de fattigste i Den Første Verden.

»Med NAFTA-aftalen fik USA på 15 år f.eks. stort set udryddet den mexicanske majsproduktion ved at åbne deres marked for dumping af amerikansk majs. I dele af Mexico bliver op mod hver fjerde husholdning nu kørt af bedsteforældrene, fordi begge forældre er rejst ud for at arbejde. Vi i den vestlige verden skaber den fattigdom, som tvinger folk til at migrere for at finde arbejde. Og så kalder vi bagefter arbejdsmigrationen en løsning på fattigdommen i det globale syd,« siger Hochschild.

Ikke Sydkorea

Til ideen om, at arbejdsmigration er en win-win-situation 'de' kan tjene penge og sende hjem, 'vi' kan få efterspurgt omsorg og service som det ofte bliver fremstillet i den offentlige debat i Danmark, siger Hochschild:

»Remitter udgjorde i 2006 tre gange det samlede beløb, der gives i bistand på verdensplan. Økonomen siger: 'Super, det er omfordeling' men ser ikke de store menneskelige omkostninger,« siger Hochschild og uddyber: »Win-win-logikken udelader for det første en række aktører: De børn, der bliver efterladt og måske vokser op med økonomisk sikkerhed, men ofte med følelsen af svigt. De gamle, der ikke får nok pleje i hjemlandene. Og lokalsamfundene, der lider i de regioner, hvor det somme tider er det meste af en landsbys arbejdsduelige befolkning, der forlader den for kortere eller længere tid. Så det er win-win-loose.«

For det andet er det en myte, at remitter de over 400 milliarder dollar, som migranterne sender hjem hvert år skaber udvikling i hjemlandene.

»På mange måder tværtimod. Den uddannelse, migranternes børn kan få med remitterne, bruger de til selv at rejse til udlandet. Og der går en masse remitter til at bygge kæmpehuse i hjembyen for at kompensere for det statustab, migranterne lider i det globale nord. Huse som også signalerer 'familien samlet' men som ofte ligger forladte hen,« siger Hochschild, og tilføjer: »Som en af mine kolleger formulerede det hvis remitter skabte udvikling i hjemlandet, ville Filippinerne være Sydkorea.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg synes, at Arlie Hochschild vender tingene noget på hovedet. Når mange mennesker fra Filippinerne rejser til udlandet for at arbejde (og ikke kun i omsorgssektoren), så er det jo netop pga. manglen på beskæftigelsesmuligheder i deres hjemland.

Og hvis der endelig er sådanne muligheder, så medfører de også så godt som altid, at folk er nødt til at migrere. Nemlig fra den landsby, hvor de er født, og indtil den storby, hvor de moderne arbejdspladser findes.

Det handler således basalt set om, at landbruget i et land som Filippinerne ikke kan fortsætte med at brødføde en stadig voksende befolkning.

Sådan var det også dengang, vi i f.eks. Danmark gik fra landbrugssamfund til industrisamfund. Der måtte et stort antal mennesker også forlade den landsby, hvor de var født og vokset op, for at søge lykken et andet sted. Nogle i København og nogle i USA.

Det er svært at se, at der er noget nyt eller for den sags skyld forkert i det.

Og det er svært at tro på det, som indirekte er den logiske konsekvens af Arlie Hochschild påstand. Nemlig at hvis alle bare blev hjemme i deres landsby på f.eks. Filippinerne, så ville der være masser af udvikling, og det ville gå langt bedre.

Med en omskrivning af hendes udsagn kunne man f.eks. sige, at hvis et fravær af remitter skabte udvikling, så ville Guinea-Bissau være Sydkorea, da der kun er meget få mennesker fra Guinea-Bissau, der er taget til udlandet for at arbejde.

Det glæder mig at Information igen tager fat på problemerne med udnyttelse af de svageste forhandlingspartere, fattige mennesker, som ikke kan fremtvinge en rimelig aflønning.

Det er ikke etisk at tale om globalisering uden at fremhæve den totale mangel på socialt perspektiv i de ofte udsendte globaliserings-analyser.

Jeg tror ikke engang at Hjort-F ved hvad han siger, når han hævder at DK skal være konkurrencedygtigt på det globale marked. Det ville være bedre hvis han sagde at vi skal exportere vores sociale model.

Søren Nørbak

Først og fremmest:
Mener Arlie Hochschild så at vi skal lukke vores grænser for migration fra det globale syd?

"Vi i den vestlige verden skaber den fattigdom, som tvinger folk til at migrere for at finde arbejde. Og så kalder vi bagefter arbejdsmigrationen en løsning på fattigdommen i det globale syd"
- Det er så en påstand. Ja, det er et kæmpe problem at vestens forskellige støtteordninger og bistand skævvrider markedet og ødelægger muligheden for at udvikle 3. verdens landes, men folk migrerer primært fordi deres hjemlande er korrupte, dårlig styret og overtræder basale menneskerettigheder. Desuden er der hele fra "hånd-til-munden" mentalitet der plager mange af de afrikanske lande.

Afskaf støtteordningerne og være meget påpasselige med ulandsbistanden.

At det var godt or økonomien har altid været 'bedste alternative forsvar' når påstanden om det humanistisk indhold i udskibning af tredjeverdens-krigsfanger og flygtninge til diverse nordligere og vestligere beliggende lande, og vist DDR også, hvor opholdstilladelserne så måske ikke var så statsborgerskabs-konverterbare som i Dixie og Danmark.
I det førstnævnte tilfælde var argumentationen dog omvendt af den socialliberale; dvs. økonomien var første argument, og det humane det andet.
Det humane ? : i.e. : alternativet var at hausaerne eller dahomeyerne eller whatever havde myrdet dem alle, men vi har købt disse krigsfanger --- 'fri' ?.
Og bortset fra det nyere concept 'fri' så var det jo ikke helt ved siden af endda. Ikke mere end at 'indvandring er godt for økonomien'.
Er der så et 'aber dabei' ved økonomi-argumentet mon ?
Ved det ikke ...
Bombarderer bare hovedkvarteret ....

Som det er stillet op er det ikke så meget spørgsmålet om alternativer, men mere forudsætningen for retfærdiggørelsen af handlingen der er sat til skue.

Der kan jeg kun støtte hende.

Majbritt Nielsen

@Lars Hansen
Du overser at da landbefolkningen flyttede fra land til by. Etablerede de eller tog deres familie med sig.
Og var derfor ikke nød til at efterlade deres børn hos andre i længere tid af gangen.

Hvor fedt ville du synes det var at være efterladt af forældre der havde sat dig i verden. Eller som forældre vide at den arbejdssituation du befinder dig i. Den afskære dig fra din familie og at den er på arbejdsgiverens nåde.
Og at du ikke har de store økonomiske muligheder og er tvunget til at tage væk fra familien.
Ville det en god situation for dig?

@Lars Hansen, Søren Nørbak m.fl.
Hochschilds styrke og ærinde er ikke de økonomiske kalkuler - og udsagnet om, hvordan fattigdom "i syd" faktisk bliver til står naturligvis ikke for nærmere granskning. Spørgsmålet om remitter er også mildest talt overfladisk behandlet i kommentarerne

Derimod er det rigtig godt set, at fokusere på sammenblandingen af på den ene side omsorgsarbejde som markedsgørelse af private følelser og på den anden side migration. Det er en pointe om væsentlige ændringer i samfundets orden, både i "nord" og "syd". Og på mikroplan interessant med de historier deltagerne i spillet fortæller.

@Majbritt Nielsen

Nej det er ikke nogen rar situation, det kan jeg kun give dig ret i. Men man må gå ud fra, at de mennesker, som træffer det valg, gør det, fordi de ud fra en samlet vurdering af mulighederne skønner, at det alt i alt er det bedste, de kan gøre for deres børn.

Jeg vil derfor gerne vende den lidt om og spørge, hvad der får dig til at tro, at du bedre end disse kvinder og mænd kan vurdere, om de har foretaget det rigtige valg eller ej?

For jeg fornemmer på dit indlæg, at du mener, at man ville gøre disse mennesker eller i hvert fald deres børn en tjeneste, hvis man forhindrede dem i at tage til udlandet og arbejde.

Jens Andersen

@ Søren Nørbak:
"(...) folk migrerer primært fordi deres hjemlande er korrupte, dårlig styret og overtræder basale menneskerettigheder. Desuden er der hele fra “hånd-til-munden” mentalitet der plager mange af de afrikanske lande."
DET var da vist også en påstand... Har du kilder?

@Jens Andersen

”Kilder” er nok svære at angive i diskussioner af den karakter, men jeg må sige, at beskrivelsen i hvert fald passer meget godt på, hvad der får folk til i stort tal at forlade et land som Filippinerne, som jeg personligt kender ganske godt, da jeg sammenlagt har opholdt mig flere år i landet.

Overtrædelse af basale menneskerettigheder er heldigvis ikke et stort problem på Filippinerne. Men korruption og dårlig regeringsførelse er alment anerkendt som de primære årsager til, at landet gennem årtier er sunket længere og længere ned af den internationale velfærdsliste. Også blandt befolkningen selv.

”Fra hånd til munden” eller ”leve af naturens rigdom” mentalitet er også ekstremt udbredt i landet, og er givetvis også en kraftigt medvirkende faktor til den manglende økonomiske udvikling gennem snart mange årtier.

Og som den tredje faktor vil jeg så nævne det forhold, at man, bla. pga. den katolske kirkes store indflydelse, er kommet alt for sent i gang med at begrænse befolkningstilvæksten.

At ”leve af naturens rigdom” går jo således udmærket, hvis der f.eks. kun bor 100.000 mennesker på en ø, men når befolkningen er vokset til 500.000, så duer det ikke længere.

Heldigvis går tingene nu i hovedsagen i den rigtige retning på Filippinerne. Men der er lang vej op af hullet, og derfor vil der givetvis gå flere årtier, før det ikke længere er attraktivt for landets middelklasse at rejse til udlandet for at arbejde.

Min pointe er, at årsagerne til problemerne i et fattigt land som Filippinerne skal findes internt i landet og ikke i den måde, som det er blevet behandlet på af mere velhavende lande. Og hvad angår immigration, så er dette heller ikke årsagen til problemerne i et fattigt land som Filippinerne men snarere et symptom på dem.

Jeg vil dog gå så langt som til at medgive, at den omfattende immigration måske heller ikke ligefrem er med til at løse problemerne i landet.

Remittenser er således desværre ofte med til at fastholde de familiemedlemmer, som bliver tilbage på Filippinerne, i passivitet. I princippet det samme argument, som man kan anvende imod både udviklingsbistand og bistandshjælp til den enkelte person i f.eks. Danmark.

Jens Andersen

Min egen erfaring siger mig, at det i langt hovedparten af tilfældene er økonomi, der gør, at man emigrerer. Hvis der er bedre muligheder et andet sted - og hvis man har mulighed for at komme derhen - så tager man afsted.
Autoritære lande med korruption og ondt i menneskerettighederne kan endda tiltrække arbejdsmigranter, hvis bare pengene er der (f.ex. på den Arabiske Halvø).
I Kina er der eksempelvis ca 200 millioner interne migrantarbejdere, der lever under kummerlige forhold, men de tjener flere penge, end de kunne have gjort i landsbyen.

Der er selvfølgelig forskel på, om man flygter (pga forfølgelse eller lignende), men det er ikke emnet her.

Jens Andersen

Problemet med arbejdsmigration er, at det er den arbejdsduelige del af befolkningen, der immigrerer, og således er de også med til at skabe problemet lokalt. Et samfund, hvor der kun er børn og ældre tilbage, vil alt andet lige have svært ved at klare de fysiske udfordringer ved f.ex. landbrug.

@Jens Andersen

Pointen er jo netop, at der ikke er beskæftigelse i landbruget til en hastigt voksende befolkning. Når min forlovedes tante har fået 9 børn, så kan de ikke alle sammen leve af at være daglejere på det lille stykke jord, som familien passer for ejeren, og må derfor søge beskæftigelse andre steder. Hvilket så kræver, at de forlader landsbyen.

Så der er ikke underskud af arbejdskraft i landsbyen, der er tværtimod stadig et stort overskud af arbejdskraft, selvom nogle få har taget det nødvendige initiativ, som det er at flytte et andet sted hen for at finde arbejde i andre sektorer end landbruget.

Din beskrivelse af ”affolkede” lokalsamfund, hvor der kun er børn og gamle tilbage, har absolut intet med virkeligheden at gøre.

Jens Andersen

Din erfaring er fra Filippinerne - min er fra Kina. Der er sikkert forskel.
Men mange mennesker i en landsby og ikke nok føde falder i mine øjne ind under, at man migrerer pga økonomi eller måske nærmere ressourcer. Der er ikke penge/ressourcer/mad nok på landet, og så er der behov for, at nogen rejser væk og sender remitter tilbage. I Kina har det så ofte den konsekvens, at landbruget kommer til at lide under det. Om det er anderledes i Filippinerne, ved du sikkert bedre end jeg. :-)

De to lande er jo meget forskellige og derfor nok svære at sammenligne.

Kina har i mange år haft 1-barns politik og en enorm industriel udvikling i kystområderne.

Filippinerne har omvendt fortsat en meget høj befolkningsvækst og har hidtil kun haft en ringe grad af industriel udvikling.

Så det er to vidt forskellige situationer.

Jens Andersen

- og netop derfor synes jeg, det var en lige lovlig generaliserende kommentar fra Søren Nørbak.

Der er mange grunde til, at folk migrerer, men det er som regel for at få det bedre, end de har det i forvejen. Ikke et ukendt fænomen for de 45.000 danskere, der er emigreret til Costa del Sol eller de mange, der er taget til Thailand.

Johannes Nielsen

"I i-landene fremstilles det som global omfordeling, når folk migrerer for at kunne sende penge hjem. Men det er at forveksle løsninger på ulighed med konsekvenserne, mener sociologen Arlie Hochschild,"

Det er Arlie Hochschild selv der vender tingene på hovedet. Sygdommen er fattigdommen i den tredje verden - symptomet er at de fattige mennesker i mange tilfælde er villige til hvad som helst for at slippe ud af fattigdommen.

Vi kan alle blive enige om at disse migranters situation ikke er "særlig fed" for at bruge Maibritt Nielsen karakteristik. Løsningen er bare ikke som det fillipinske styre at forhindre emigration eller som den danske venstrefløj at fordømme danske familier som ansætter gæstearbejdere fra den tredje verden

Jens Andersen

@ Johannes Nielsen:
Jeg tror ikke, at venstrefløjen har ret meget imod, at danske familier ansætter gæstearbejdere fra den tredje verden, så længe de er ansat til en løn, der svarer til arbejdsindsatsen, og som ligger over mindstelønnen. Mindsteløn er mindsteløn - også for ansatte i børnepasningen.

Majbritt Nielsen

@Lars Hansen
Jeg kan ikke bestemme om en beslutning er rigtig eller forkert for andre. Jeg har rigeligt i mit eget. ;) Og jeg bilder mig heller ikke ind at vide det.

Men det jeg er imod er at se på det at en person flytter langt væk hjemmefra og nemt at han/hun lige smutter (og kan komme) hjem.
Det er absolut nødvendighed der tvinger folk af sted til andre dele, væk fra deres familie.
Til et sted de er afhængig af den arbejdsgiver der er. At vedkommende er en reel person eller en der skal have mest muligt ud af situationen. Med lange arbejdstider, ansvar der ikke er dennes og afsavn fra sin egen familie.

Det er ikke bare en jydsk håndværker der smutter til hovedstaden og kan smutte hvis han ikke synes om akorden.
Jeg sætter dem på den anden side heller ikke som et stakkels offer. For det er nok lige så nedladende.

Så snot for sig. ;)
Har vedkommende virkelig et valg, eller er det ren nød at rejse ud og arbejde.
For det nok ikke for kompetene udviklende, at de fleste rejser.