Nyhed
Læsetid: 5 min.

Tripolis modstandsbevægelse går over til guerillakrig

'De fanger mig nok snart'. En libysk oppositionsaktivist fortæller om undergrundsbevægelsens modstand mod Gaddafi. Nu overvejer de at tage selvmordsbombere i brug
Udland
19. april 2011
Læger uden Grænser har eva-kueret 99 sårede og pårørende fra Misrata og sejlet dem til Tunesien.

Læger uden Grænser har eva-kueret 99 sårede og pårørende fra Misrata og sejlet dem til Tunesien.

TRISTAN PFUND

TRIPOLI - Han roder rundt i bagagerummet på sin bil, da vi går forbi. »Fortsæt fremad,« hvisker han ud af den ene mundvig. »Jeg indhenter dig om lidt.« Bilen kredser rundt i kvarteret flere gange, før han stopper. Over telefonen har han fortalt os, at han frygter, at han bliver overvåget. Til sidst beslutter han sig for at tage chancen. »Så I vil gerne til fiskemarkedet?« siger han gennem den nedrullede bilrude. »Hop ind.«

Nej, vi vil ikke til fiskemarkedet, men som to af de ganske få vestlige journalister, der har fået adgang til det lukkede Tripoli, har min fotograf og jeg brug for en dækhistorie, der kan forklare, hvorfor vi stiger ind i en lokal borgers bil. Vores kontakt er en midaldrende oppositionsaktivist i hjertet af Muammar Gaddafis højborg. Han løber en betydelig risiko.

Under en timelang samtale fortæller han os, at Tripolis oppositionsaktivister er frustrerede over den voldelige undertrykkelse af deres fredelige protester og har nu tyet til guerillataktik i deres bestræbelser på at bringe regimet til fald. Selv selvmordsbombere overvejes, siger han. Hans påstande kan ikke verificeres eller efterprøves, men matches af, hvad andre journalister i Tripoli fortæller, og bidrager til at sammenstykke billedet af en underjordisk modstandsbevægelse mod Gaddafi-regimet i den vestlige del af landet.

Vores kontakt har ført os til et sikkert hus et stykke fra byens centrum.

»Jeg vil ikke fortælle dig mit navn, og jeg vil ikke vide dit,« siger han. Inden vi forlader ham, insisterer han på, at vi skal slette hans telefonnummer fra vores mobiler.

»De fanger mig nok snart,« siger han med et skuldertræk. Han mistænker sin nabo for at være spion for regimet: »Mit navn står på en liste. Tre eller fire af hans drenge holder mig hele tiden under observation.« Under vores samtale kalder han sjældent Gaddafi ved navn.

Han og hans medaktivister kommunikerer ved hjælp af SIM-kort, som de har købt fra de immigrantarbejdere, der er flygtet fra landet. De taler i kodesprog og mødes sjældent fysisk. De har »et par venner i Benghazi«, oprørernes vigtigste bastion i øst, med hvem de er i sporadisk kontakt.

Gaddafi er målet

Kort efter den libyske opstand begyndte i den østlige del af landet i midten af februar, forsøgte aktivister i Tripoli at iværksætte en folkelig protest på hovedstadens centrale Grønne Plads. Dette afstedkom en voldsom nedkæmpelse fra regimets sikkerhedsstyrker. Oprørerne blev tvunget til at trække sig tilbage og genoverveje deres taktik.

Nu, siger vores kontakt, er de gået over til guerillaaktioner. De har angrebet kontrolposter i byen, dræbt medlemmer af Gaddafi-loyale militser og stjålet deres geværer. De skyderier, som knitrer over hele byen efter mørkets frembrud, og som regimets embedsmænd hævder er fyrværkeri, er modstandsbevægelsens værk, siger han. »De (regimet, red.) forsøger at mørklægge dette ... Men hver aften er der angreb. Fyrene ved kontrolposterne er blevet rigtig bange. De får kun 40 dinarer (15 kr.) for en natlig patruljetjeneste, og de siger, at de ikke gider gøre dette beskidte arbejde længere. Siden angrebene begyndte, er der kommet færre kontrolposter,« hævder han.

Adspurgt om, hvordan modstandsbevægelsen har det med at dræbe andre libyere, svarer han: »Hvis ikke vi dræber dem, dræber de bare os.«

Oprørerne, siger han, planlægger angreb på benzinstationer. 15 politistationer i hovedstaden er blevet brændt ned, siden opstanden begyndte, påstår han. Og de underjordiske aktivister forbereder endnu større angreb. »Folk er klar til selvmordsbomber.« Han fortæller os, at oprørerne har skaffet sig sprængstoffer fra fiskere, der bruger det til dynamitfiskeri.

Den libyske leder selv er deres primære mål, siger han. Han hævder også, at Gaddafi før eller senere vil blive udsat for attentater fra sin inderkreds. »Folk på hans egen side er ikke længere 100 procent med ham. De venter på en eller anden gnist. Vi venter på, at en eller to af de ledende officerer vender sig imod ham.«

Det er naturligvis umuligt at vurdere, hvor tæt på sandheden hans udsagn er. De få journalister, som har fået adgang til den vestlige del af landet, har ingen bevægelsesfrihed og holdes i kort snor af regimet. Men de kontakter, som Tripolis andre journalister har talt med, bekræfter billedet.

Reuters talte i sidste uge med oppositionsaktivister i Tripoli, som siger, at der har været flere angreb på kontrolposter og en politistation. Nyhedsbureauet citerede en libysk oprørssympatisør, der bor i udlandet, men som er i daglig kontakt med aktivister i hovedstaden, for at sige: »Der har været angreb fra Tripolis borgeres side, og hæren har mistet mange folk.«

NATO leverer ikke

Mange af modstandsbevægelsens oprørere er blevet myrdet af regimets sikkerhedsstyrker eller er forsvundet, siger vores aktivistkontakt. Den 25. februar, omkring 10 dage efter opstanden begyndte, gik oppositionsaktivister på gaden efter fredagsbønnen. »De skød med det samme. Seks eller syv mennesker blev dræbt ved en moské, otte ved en anden. Det er svært at danne sig et overblik over tabene. Politiet afhenter ligene og hævder senere, at de stammer fra koalitionens luftangreb.«

»En masse gode mænd bliver arresteret hver dag,« sagde han. »De (regimets politi, red.) banker på om natten. Og hvis der ikke bliver åbnet, sprænger de døren.«

»De afhenter alle, der er i huset. I min ejendom tog de otte for tre-fire dage siden. De tager altid folk om natten. Nogle har været tilbageholdt i 50 dage.«

Det er umuligt at finde ud af, hvad der er sket med dem, eller bare at forhøre sig hos myndighederne, siger han. »Hvis jeg bliver arresteret, ønsker jeg ikke, at nogen skal spørge efter mig, for så bliver de også bare arresteret.«

En ung mand i den gamle by fortæller os, at hans fætter forsvandt for fem dage siden. De kom til fætterens hus og tog ham med, siger han.

»Jeg kan ikke engang spørge nogen, hvor min fætter er, det er for farligt.« Tusindvis af mennesker er forsvundet i Tripoli, siden krisen begyndte, hævder han.

Tallene er umulige at verificere. Amnesty International har dokumenteret omkring 30 tilfælde, primært i den østlige del af landet, mens Human Rights Watch har rapporteret om en bølge af forsvindinger og anholdelser i hovedstaden. Vores aktivistkontakt anslår, at en betydelig del af Tripolis befolkning er imod Gaddafi.

Han afviser påstande om, at al-Qaeda står bag den libyske opstand som regimepropaganda. »Det er vrøvl. Han lyver.«

Han siger, at han havde store forventninger til NATO's intervention. »Jeg blev meget glad. Jeg græd, da #1973 (FN's resolution om bemyndigelse af militær aktion, red.) blev vedtaget. Jeg tænkte, så nu bliver vi frie. Men nu gør NATO ikke nok.«

På trods af oppositionens kamp for at vinde terræn i øst og det endnu mislykkede oprør i vest, vil modstandsbevægelsen ikke give op, siger han. »Regimet kan ikke stoppe os. Man kan kun dø én gang.« Er han parat til selv at dø? »Ja. For vores frihed.«

 

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her