Tre måneder efter det arabiske forår sprang ud i Tunesien, har landet manifesteret sig som et af de frieste arabiske regimer. Det var her, at præsident Ben Ali som det første arabiske statsoverhoved flygtede fra magten, hidtil kun efterfulgt af Egyptens Hosni Mubarak.
Men i modsætning til Egypten, hvor militæret nu har sat sig tungt på magten, har Tunesien allerede i betydelig grad gjort sig fri fra de hidtidige magthavere. Ben Alis gamle herskende parti er blevet opløst, censuren er blevet ophævet sammen med Informationsministeriet, og sikkerhedspolitiet er blevet sendt hjem.
Derfor er Tunesien fortsat det mest interessante forbillede for forandring i Mellemøsten, mener professor Juan Cole fra University of Michigan.
»I Egypten ved folk godt, hvad de har opnået i Tunesien, og derfor kommer de med lignende krav,« siger Juan Cole i et interview med den anerkendte amerikanske tænketank Council on Foreign Relations.
»Der er ikke længere nogen, der blander sig i importen af skriftlige materialer udefra. Jeg tror ikke, der er nogen andre arabiske lande, der har samme grad af trykkefrihed. Selv i Libanon er der visse begrænsninger,« siger Juan Cole.
I marts fik den tunesiske protestbevægelse opfyldt et af dens hovedkrav, da der blev udskrevet valg til en ny nationalforsamling den 24. juli, tids nok til at de nye politiske kræfter kan nå at organisere sig. I sidste uge blev den vigtige politiske sejr så forankret i en 12-mands valgkommission, der skal forberede proceduren.
Ros fra OSCE
Tunesien har fået en god start på en demokratisk fremtid, konkluderede Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) efter et besøg i Tunis i denne uge.
Men i sammenligning med andre arabiske regimer har Tunesien også et godt udgangspunkt for at få gennemført demokratiske reformer, mener Helle Lykke Nielsen, der er lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet. Befolkningen er relativt veluddannet, økonomien er forholdsvis veludviklet, og de tætte forbindelser til Frankrig kan komme til hjælp.
»De har nogle samfundsmæssige strukturer, som kan hjælpe til i overgangen. Så de starter ikke fra grunden. Men selvfølgelig kan det gå galt,« siger Helle Lykke Nielsen.
Frygten i den vestlige verden er, at den gamle elite alligevel kommer tilbage til magten ad omveje, eller at der kommer en stærk islamistisk regering til.
Men jo friere valg, der er, jo færre pladser får de islamiske partier, siger Helle Lykke Nielsen med henvisning til en ny amerikansk kortlægning af de seneste 40 års valg i muslimske lande.
»Der, hvor islamiske partier får det bedste resultat, er lige efter et brud med et mangeårigt autoritært styre. Men det er ikke bedre end 8-10 pct. af stemmerne i gennemsnit,« siger Helle Lykke Nielsen.
Årsagen kan være, at autoritære regimer ikke kan lukke moskeerne på samme måde som de kan lukke andre dele af civilsamfundet.
»Derfor bliver Islam den eneste kanal for utilfredshed. Det er så der, folk stemmer, første gang de kan stemme frit, men jo mere rutinepræget det bliver at afholde valg, jo dårligere går det de islamiske partier,« siger Helle Lykke Nielsen.
