Tunesiens islamister vejrer morgenluft

Politisk islam må nødvendigvis være del af det nye demokratiske Tunesien, siger Rachid Ghannouchi, leder af landets største islamistiske bevægelse, Nahda
'På samme måde som de andre større tunesiske partier ønsker vi trosfrihed, en tredeling af magten, faste valgperioder, et flerpartisystem og en fri presse', siger Rachid Ghannouchi.

'På samme måde som de andre større tunesiske partier ønsker vi trosfrihed, en tredeling af magten, faste valgperioder, et flerpartisystem og en fri presse', siger Rachid Ghannouchi.

Amine Landoulsi

Udland
20. april 2011

TUNIS Ved vores første møde giver Rachid Ghannouchi mest af alt indtryk af at være en pensioneret embedsmand, der nyder sit otium i en af Tunis' mere stilfærdige forstæder. Illusionen brydes dog af de skæggede mænd, som højlydt diskuterer i hans baggård og hans unge kvindelige 'medierådgiver', som vimser rundt omkring dem.

Ghannouchi er leder af den islamistiske Nahda eller 'genfødsels'-bevægelse, som ifølge nogle iagttagere er den stærkeste politiske kraft i det postrevolutionære Tunesien. I modsætning til en stor del af landets nye politiske klasse ser Nahda ud til at være godt rustet til at kunne vinde fremgang og gennemføre overgangen fra undergrundsbevægelse til et politisk parti, der er klar til at stille op til valget til juli.

»Hvis vi kan få 30-35 procent af stemmerne, bliver vi meget tilfredse,« siger Ghannouchi.

Andre vil snarere blive foruroligede, og ikke kun i Tunesien. I ethvert kommende demokrati vil Nahda dog »nødvendigvis være en del af forandringen«, som Ghannouchi udtrykker det. Uafhængige iagttagere skønner, at partiet nyder støtte hos 25 procent af tuneserne.

Få vil bestride dette. Fra det øjeblik i december, da den 26-årige Mohammed Bouazzi satte ild til sig selv som en fortvivlet protest imod sin arbejdsløshed, var den tunesiske revolution eksemplet for alle de arabiske opstande, som siden fulgte. Og ikke kun på grund af den hast, hvormed folkeopstanden styrtede diktatoren gennem 24 år, Zine el-Abidine Ben Ali.

Den anden revolution

Det var snarere på grund af den såkaldte anden tunesiske revolution, som fulgte efter Ben Alis flugt den 14. januar: En jordskredsagtig kampagne af massiv civil ulydighed, som over de næste to måneder tvang den ad hoc-nedsatte midlertidige regering til at udrense alle figurer fra Ben Ali-tiden, opløse hans herskende og forhadte Demokratiske Samlingsparti (RCD), lovliggøre bevægelser som Nahda, løslade hundredvis af politiske fanger og love at opløse Ben Alis frygtede politiske politi.

Nådestødet kom den 3. marts. Efter flere dage med masse-sit-ins udskrev Tunesiens provisoriske regering valg til en ny nationalforsamling den 24. juli, demonstranternes hovedkrav. Denne skal så fremlægge et udkast til en helt ny forfatning og afholde parlaments- og præsidentvalg, der grundlægger et nyt og demokratisk Tunesien.

Denne præstation står sig godt i sammenligning med, hvad der i øvrigt er sket i regionen. I Egypten på omtrent den samme tid støttede et flertal af vælgerne den form for regimeledet overgang, som tuneserne kæmpede så hårdt for at afværge i deres eget land. I Syrien, Bahrain og Yemen er diktatorerne endnu ikke faldet. I Libyen er der borgerkrig.

Ghannouchi er en pertentlig lille mand med sølvgråt hår og smil i øjnene, og han er både stolt og beskeden, når han taler om sit lands 'genfødsel'.

»Vores revolution blev gennemført af de unge, især de arbejdsløse akademikere. Men Nahda var også med, og med blandt dem, som led mest i Tunesien under de seneste 20 års diktatur.«

Der er en vis selvretfærdighed i disse ord, men også en vis sandhed. Ben Alis skånselsløse politistat tålte ingen opposition, men det var islamisterne, som fik undertrykkelsen hårdest at føle, i reglen under det noget søgte påskud, at 'udryddelsen' af dem var den eneste måde, hvorpå det kunne forhindres, at Tunesien blev kastet ud i en borgerkrig som Algeriets i 1990'erne.

Nahdas partiledelse blev dræbt, 30.000 medlemmer blev fængslet, og 1.000 drevet i eksil. Ghannouchi blev torteret og idømt fængsel på livstid, før det lykkedes ham at få asyl i Storbritannien (arabiske stater nægtede ham indrejse). Og selv der følte han sig aldrig helt i sikkerhed for det politiske politis fangarme.

Men hvor Nahda holdt lav profil ved den første tunesiske revolution, spillede det en fremtrædende rolle i den anden. I koalition med fagforeningsaktivister, venstreorienterede, menneskeretsgrupper og andre islamister fyldte bevægelsens tilhængere Tunis' Casbah-plads og Avenue Bourguiba, nægtede enhver form for sjakren med 'overgangsregeringerne' efter Ben Ali og insisterede på kravet om en ny grundlovgivende forsamling. Ghannouchi slog tonen an.

»Diktatoren er væk, men diktaturet står endnu,« sagde han til den tusindtallige skare, som hyldede ham, da han ankom til lufthavnen i Tunis den 30. januar efter 20 års eksil.

Brug for en koalition

To måneder senere er diktaturet stadig langsomt ved at vige. Hvad nu?

»Vi må gøre overgangen til en succes,« siger han. »Vi vil samarbejde med de andre om en form for national enhedskoalition, for ingen enkelt gruppe, ikke engang Nahda, kan påtage sig et lederskab for denne periode.«

Men de, som Ghannouchi søger samarbejde med socialdemokrater, kommunister, fagforeningsaktivister, menneskeretsgrupper vil ikke blot beskytte revolutionen, men også tunesisk modernitet og liberale værdier, herunder den såkaldte Personlige Statuskode (PSC), som forbyder flerkoneri og garanterer kvinder ligeløn og ret til abort.

»Vi vil ikke forsøge at forandre PSC på nogen måde,« understreger Ghannouchi med eftertryk. »Vi opfatter denne lov som forenelig med islamisk lov. I 1988 og igen i 2007 underskrev vi aftaler med Tunesiens oppositionspartier, herunder kommunisterne, om at bevare PSC.«

Økumenisk i sine alliancer, frisindet i sin sociale politik hvad islamistisk er der overhovedet ved Nahda?

»Vores vigtigste slagord for overgangen er demokrati og retfærdighed inden for den tunesiske identitet,« siger Ghannouchi.

»På samme måde som de andre større tunesiske partier ønsker vi trosfrihed, en tredeling af magten, faste valgperioder, et flerpartisystem og en fri presse. Men hvor de andre partier knytter disse ting til vestlige modeller, siger vi, at de har rødder i Tunesiens arabiske og muslimske arv. Derved adskiller vi os fra de andre partier. Det var, fordi Ben Ali og Bourguiba (Tunesiens præsident før Ben Ali og nationens landsfader, red.) lod hånt om denne arv, at folket fik modvilje mod dem.«

Mange tunesere føler imidlertid også modvilje over for islamisterne. Andre accepterer, at under Ghannouchi vil Nahda formentlig være en moderat, om end konservativ faktor. Bevægelsen har advokeret for demokrati som den eneste vej til politisk magt siden 1980'erne, og Ghannouchis bøger har været til inspiration for det moderne og pluralistiske verdenssyn hos Tyrkiets islamister, der aktuelt har regeringsmagten i det, som er forblevet en sekulær stat.

Men mange frygter, at en mere radikal form for islam skal spire frem i kølvandet på Nahdas genopvækkelse. Revolutionen bragte ikke kun befrielse, men også et angreb på en synagoge og forsøg på at nedbrænde bordeller. Og efterhånden som de lokale bystyrer er faldet sammen i Tunesiens afsvedne indre region, har selvbestaltede folkekomiteer til revolutionens forsvar erstattet dem, nogle gange ledet af emirer, som ikke er under indflydelse af Nahda, men af saudiarabisk salafisme.

»Jo, disse mennesker eksisterer,« siger Ghannouchi om salafisterne. »Men kun fordi de har kunnet udfylde det tomrum, som opstod, da Ben Ali undertrykte Nahda. Generelt er det tunesiske miljø ikke godt for ekstremister. Vi er i dialog med dem. Jeg tror, at de fleste salafister enten vil slutte sig til Nahda eller i al fald støtte os ved valget. Resten vil blive marginaliseret. Der vil ikke være noget grundlag for ekstremisme i et frit Tunesien.«

Går måske på pension

I dag står Ghannouchis vigtigste kamp næppe mod sala- fismen.

Snarere handler den om at forene et parti af lokale kadrer, hjemvendte eksilmedlemmer, ungdomsaktivister og kvinder under hans ledelse hvis han da ønsker at fortsætte som leder.

Før han vendte hjem, overvejede han at gå på pension.

»Der er nye generationer i Nahda, som er bedre egnede til at bedrive politisk aktivisme,« sagde han i januar.

I dag taler han om at åbne bevægelsen for »alle niveauer i samfundet, ikke kun de unge, men også middelklassen, ja selv for eliten. Vi ønsker, at Nahda kan blive det nye store nationalt samlende parti, der kan erstatte RCD«.

Det står ikke klart, hvordan partiets reorganisering eller hans pensionering kan passe ind i den proces. Når det bliver klart, kan Tunesiens tredje revolution blive den, der skyller hen over Ghannouchis egen baggård.

Indtil videre nyder han et arabisk forår, som han for bare et halvt år siden end ikke havde turdet drømme om. Han har brugt det meste af sit liv på enten at bekæmpe diktaturet eller leve i eksil på grund af det. Hvilken betydning tillægger han dette øjeblik i den arabiske historie?

»Det er en ny epoke, en ny historie,« siger han. »Og som tunesere er vi meget stolte over, at denne nye historie blev sat i gang fra vores lille land. Vi føler, at historien igen er i bevægelse efter 50 års dødvande. For nogle år siden påstod en amerikansk tænker, at verdenshistorien var slut. Det er den ikke. I den arabiske verden er den kun lige ved at begynde.«

Graham Usher er britisk freelance-journalist. Oversat af Niels Ivar Larsen

Hvad har Det Arabiske Forår ført til?

Mens protesterne fortsætter rundt om i Den Arabiske Verden, begynder man at kunne skimte politiske resultater i en række af de berørte lande. Information kigger i en ny serie på, hvilke konkrete politiske forandringer, der indtil videre er kommet ud af de folkelige protester.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her