Analyse
Læsetid: 5 min.

Usikkerhed præger Afghanistan forud for NATO-eksperiment

Om mindre end fire måneder får en tvivlsomt udrustet afghansk regeringshær overdraget sikkerhedsansvaret for syv provinser — et eksperiment, hvis udfald bliver afgørende for, om den planlagte tilbagetrækning i 2014 overhovedet kan realiseres
De afghanske sikkerhedsstyrker måtte i weekenden forsøge at håndtere både optøjer og en større eksplosion i Kandahar, da uroligheder — ansporet af en amerikansk præsts afbrænding af et eksemplar af Koranen — eskalerede.

De afghanske sikkerhedsstyrker måtte i weekenden forsøge at håndtere både optøjer og en større eksplosion i Kandahar, da uroligheder — ansporet af en amerikansk præsts afbrænding af et eksemplar af Koranen — eskalerede.

Udland
5. april 2011

Analyse: Hvornår kan Afghanistan varetage sin egen sikkerhed? Weekendens voldsomme overfald på en FN-delegation i Mazar-e-Sharif og optøjer i Kandahar — begge udløst af de krænkede religiøse følelser, som en amerikansk præsts nylige Koran-afbrænding blev anledning til — var et ilde varsel om det afghanske nationale politi og sikkerhedsstyrkers evner til at kontrollere oprørske menneskemængder og faretruende situationer.

Ikke desto mindre fortsætter den proces, hvor overdragelsen af sikkerhedsansvaret for Afghanistan til Afghanistans nationale styrker skal indledes. Og i sidste uge blev der omsider sat dato for den første fase. Denne vil angiveligt begynde 22. juli, i første omgang i syv af-ghanske provinser, oplyste præsident Hamid Karzai i en tale i sidste uge. Overdragelsesplanen blev i sin tid indgået mellem den afghanske regering og dens internationale donorer på en konference i Lissabon i november 2010. Ifølge denne skal de internationale tropper have afgivet det fulde sikkerhedsansvar for Afghanistan til de nationale afghanske styrker i 2014 og trække sig ud af landet. Men uanset denne køreplan svæver det stadig i det uvisse, hvornår de internationale tropper kan begynde at trække sig tilbage fra Af-ghanistan. Hverken præsident Karzai eller NATO's militære chefer har afklaret spørgsmålet. Tværtimod tyder meget på, at begyndelsen af overdragelsesprogrammet ikke vil blive fulgt op af tilbagetrækning af NATO-tropper fra Afghanistan, end ikke på et forberedende stade. Ej heller står det klart, hvor de udenlandske tropper vil bevæge sig hen, når de har overladt sikkerhedsansvaret for visse områder til Afghanistans Nationale Hær (ANA). Vil de forlade Afghanistan eller rykke ind i deres enorme, sikrede lejre i andre dele af landet? Hidtil har de afghanske og internationale regeringsembedsmænd ikke besvaret dette spørgsmål.

At dette aspekt forties, antyder, at myndighederne ikke har overblik over programmets mulige konsekvenser. Det lader til, at de afghanske myndigheder og deres internationale allierede ønsker at udføre planens første fase som en 'eksperimenterende operation', der skal give den afghanske hær lejlighed til at bevise sin styrke i området — en praktisk eksamen for ANA, kunne man sige.

Truslen fra Taleban

NATO's generaler og de af-ghanske embedsmænd vil efter alt at dømme undlade at sætte en dato for de internationale styrkers tilbagetrækning, før overdragelsesprogrammets første fase er gennemført. De vil derpå nøje overvåge udviklingen i de områder, hvor de afghanske soldater selv skal forvalte ansvaret. Hvis det kan konstateres, at de afghanske tropper selvstændigt forstår at styre transitionsområderne, vil der være åbnet op for at præcisere tilbagetrækningsfaserne.

Hvor gode chancer vil ANA have for at bestå sin første praktiske eksamen? Svaret afhænger af realiteterne i den afghanske hær og den aktuelle situation i Af-ghanistan. Militærsagkyndige citeret i lokale medier stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt den afghanske hær har nået en grad af kompetence og mobilisering, der gør den egnet til at påtage sig selvstændige ansvarsopgaver. Det er en ung hær, som i de otte år, den har eksisteret, i udstrakt grad har kunnet forlade sig på de udenlandske styrker. Hæren vurderes både at have problemer med sin mandskabssammensætning og at være underforsynet med moderne teknologi. Dens luftvåben består overvejende af ældre sovjetiske kamphelikoptere, ligesom dens landstyrker lider under mangel på tunge våben. Gentagne gange har afghanske soldater også klaget over deres maskinkanoner, som holder op med at fungere efter et par timers skydning.

Det er indlysende, at når en hær, som er så tvivlsomt udrustet mandskabsmæssigt og materielt, skal erstatte NATO's højt kvalificerede og kamptrænede enheder, vil de såkaldte 'transitionsområder' blive desto mere sårbare, hvilket kan få balancen på slagmarken til at tippe i takt med, at Talebans oprørsstyrker øger deres indsats. Taleban har taget bestik af dette scenarie og forbereder allerede at koncentrere flere angreb i netop de områder, som de afghanske regeringsstyrker formodes at tage kontrol over.

Scenariet har naturligvis også vakt bange anelser hos NATO og i den afghanske regering. Den øverstbefalende for de internationale tropper i Afghanistan, general David Petraeus, gav i sidste uge udtryk for stor bekymring over, hvad der kan blive resultaterne af denne plan. Over for journalister betegnede han situationen i Afghanistan som »skrøbelig« og pointerede, at hvis ikke programmet implementeres med forsigtighed, vil der være fare for, at nogle af de seneste 10 års resultater bliver tabt på gulvet. Han forudsagde desuden, at NATO i forvejen står over for »en hård sommer« i Afghanistan. Også den afghanske forsvarsminister, general Rahim Wardak, udtrykte bekymring, da Karzai meddelte datoen for programmets første fase og betonede, at dets succes vil afhænge af den afghanske hærs mobilisering, luftstyrker og tunge våben.

Presset fra Pakistan

I NATO's ledelse er man udmærket klar over, at Islamabad ikke bryder sig om den udvikling, der foregår i Af-ghanistan. Den pakistanske regering ønsker ikke, at de vestlige lande skal aftale med Kabul, hvordan Taleban og relaterede terrorbevægelser bedst kan bekæmpes. Islamabad ønsker, at de vestlige regeringer skal træffe beslutninger om sådanne afghanske udfordringer i samråd med Pakistan og kanalisere sine penge igennem det pakistanske finansministerium, således som det skete i 1980'erne.

Igennem de seneste 10 år har de vestlige regeringer ikke føjet pakistanerne i dette ønske. Følgelig er Islamabad og især den pakistanske efterretningstjeneste (ISI) ikke tilfreds med udviklingen i Afghanistan. Der er således lagt op til, at Islamabad vil gøre alle tænkelige forsøg på at udfordre overgangsprogrammet for dermed at signalere, at de vestlige regeringer ikke kan tilsidesætte eller bør undervurdere Pakistan. De nævnte faktorer har berøvet de afghanske og internationale regeringsembedsmænd ethvert overblik over, hvornår NATO kan trække sig ud fra Afghanistan. Kun såfremt de afghanske soldater består deres første praktiske eksamen med succes, kan det overhovedet komme på tale at formulere en køreplan for NATO's tilbagetrækning fra Afghanistan, og en sikker konklusion vil først kunne drages i slutningen af 2011.

I det mindste står det klart, at dette programs succes vil komme til at afhænge af følgende specifikke faktorer: For det første en vellykket mobilisering af den af-ghanske hær, for det andet et forstærket pres for, at Pakistan skal stoppe med at trække i de ekstremistiske tråde for at markere sin magt, og for det tredje en optrappet indsats for at skabe bedre regeringsførelse i Afghanistan, der kan mindske korruptionen og indgyde den afghanske befolkning tillid til, at landet udviklingsmæssigt er på rette spor. Uden sideløbende at forfølge disse strategier risikerer første fase af overgangsprogrammet at udvikle sig til en barsk eksamen, som den afghanske hær vil dumpe.

 

Sayed Yaqub Ibrahimi er afghansk journalist
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Kaarup

Hele ideen med at overdrage "sikkerheden" til lokalbefolkningen er blot et pseudonym for at overgive sig. Heldigvis for den tabende part blev slaget udkæmpet i Langbortistan og der er dermed ingen konsekvenser på hjemmefronten (udover de økonomiske og moralske).

Køreplanen og den store fortælling om 'humanitære' eller 'forebyggende' interventioner skal nok fortsætte som hidtil uden at tage højde for virkeligheden.

Det er nok for meget at håbe, at afghanerne fremover ikke vil blive udsat for udenlandsk indblanding, og får lov til at slås med hinanden i fred. Som om de ikke har mere end nok at gøre, med at forlyste sig med deres århundreder gamle stammefejder. Selv om det igen er bevist, at de samtidig også magter at kæmpe mod udlændingene. Det vist nu endelig gået op for enhver i NATO, at man må prøve at opnå sit strategiske mål om forsyningssikkerhed på anden vis i Afghanistan.

Sig mig,hvor svært er det lige at pløje en flok sandindianere ned med tanks og kamphelikoptere.

Havde Vesten nu sendt mænd i krig, så havde det været afviklet.

Glimrende artikel.

Der heller ikke efterlader nogen tvivl om den rigtige grund til "afghaniseringen" af sikkerheden inden 2014, er med det samme historiske ekko som da sikkerheden skulle "vietnameseres" og "Irakifiseres".

Nemlig et strategisk nederlag til en vestlig hær til en, i vestlig selvforståelse, langt underlegen fjende.