Læsetid: 6 min.

Vandmiljøets nedtur ender i EU-retten

To år har regeringen brugt på at trække ambitionerne for vandmiljøindsatsen ned. Nu stævnes Danmark af EU-Kommissionen for traktatbrud
Kernen i den retslige strid med Kommissionen er EU's Vandrammedirektiv, der har som mål at bringe vandmiljøet i hele EU i 'god økologisk tilstand' i 2015. Danmark er ét af fire EU-lande, der nu stævnes for manglende indsats.

Kernen i den retslige strid med Kommissionen er EU's Vandrammedirektiv, der har som mål at bringe vandmiljøet i hele EU i 'god økologisk tilstand' i 2015. Danmark er ét af fire EU-lande, der nu stævnes for manglende indsats.

Anders Tvevad

7. april 2011

Miljøminister Karen Ellemann (V) valgte i går den offensive reaktion på EU-Kommissionens beslutning om at indbringe Danmark for EU-Domstolen for traktatbrud i spørgsmålet om beskyttelse af vandmiljøet. Danmark skulle senest den 22. december 2009 havde vedtaget nye vandmiljøplaner, men planerne kommer ikke på plads før efteråret 2011.

»Jeg tror, at det vil vise sig, at den danske tilgang er den mest solide, og Danmark vil stå stærkt, når resultatet gøres op,« sagde Karen Ellemann, der betragter den betydelige forsinkelse som »konstruktiv«, fordi den afspejler, at de danske myndigheder bruger tid på at gøre de kommende planer »gennemarbejdede og finansierede«.

Kernen i den retslige strid med Kommissionen er EU's Vandrammedirektiv, der har som mål at bringe vandmiljøet i hele EU i »god økologisk tilstand« i 2015. Direktivet er ambitiøst og unikt, fordi det sætter mål for såvel vandkvaliteten i søer, åer, fjorde og grundvand som for natur, flora og fauna i de tilhørende områder. Af kvalitetsmålene skal udledes den nødvendige nationale og lokale indsats i form af godkendte vandområdeplaner.

»Når forelæggelsen af vandområdeplanerne bliver forsinket, er der risiko for, at direktivets mål ikke bliver nået,« skriver EU-Kommissionen i sin pressemeddelelse, der udpeger Danmark som ét af fire EU-lande, der nu stævnes for manglende indsats.

»Yderligere forsinkelser vil forplante sig til den generelle gennemførelse af direktivet, fastsættelsen af foranstaltninger og ikke mindst forbedringen af vandmiljøet.«

Stævningen er den hidtidige kulmination på en hjemlig proces, der fra flere sider er kaldt en skandale, fordi indsatsen for vandmiljøet gentagne gange er blevet udskudt og udvandet.

»Regeringen har med stor dygtighed sikret sig serve- retten på dette område uden at serve,« siger en ledende kommunal embedsmand om den måde, regeringen med bl.a. Grøn Vækst-planen har kørt kommunerne ud på et sidespor uden selv at demonstrere de nødvendige miljøambitioner.

Plan nr. tre kiksede

Ambitionen for vandmiljøet har været del af dansk politik siden vedtagelsen af Vandrammedirektivet i år 2000. Første skridt mod virkeliggørelse var den tredje hjemlige vandmiljøplan, VMP III, der blev aftalt mellem Folketingets borgerlige partier i 2004 og skulle løbe frem til direktivets måldato, 2015. Ifølge planen skulle udvaskningen af kvælstof til vandmiljøet mindskes med 21.500 ton ved bl.a. at etablere 50.000 hektar dyrkningsfri randzoner.

Da Danmarks Miljøundersøgelser og Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet i 2008 gjorde foreløbig status, var konklusionen, at VMP III ikke virkede. Af de dyrkningsfri randzoner, der skulle mindske udvaskningen, var der kun etableret 700 nye hektar samlet set var arealet ligefrem faldende.

Af bl.a. den grund »kan (der) ikke påvises nogen sikker reduktion i kvælstof- udvaskningen i perioden 2003-2007,« hed det.

Og for tiden frem til 2015 advarede evalueringen om, at man ikke ville nå kvælstof- reduktionen på 21.500 ton kun 6.000 ton.

Parallelt med denne fiasko var landets kommuner imidlertid gået i gang med at forberede realiseringen af EU-direktivets mål om et godt vandmiljø. Målene er i direktivet lokalt forankrede i for Danmarks vedkommende 23 geografiske 'vandområder', og med kommunal- reformen og amternes nedlæggelse var kommunerne blevet den naturlige hoved- aktør i det store projekt.

»Flere kommuner gik i 2007 sammen om at udarbejde ideer til projekter, der kunne indgå i de statslige vandplaner. Dette burde være startskuddet på et samarbejde mellem kommune og de statslige miljøcentre om at udarbejde nationale vandplaner,« skrev Ole Vestbirk og Bitta Nielsen i en Berlingske-kronik på baggrund af deres masterafhandling på Copenhagen Business School om Vandrammedirektivet.

Ifølge Vestbirk og Nielsen 'trippede' mange kommuner i kulissen for at komme i gang med den store opgave 96 af 98 kommuner leverede faktisk input til Troels Lund Poulsens miljøministerium i idefasen forud for de konkrete vandplaner. Hvad kommunerne ventede på, var regeringens udmelding om bl.a. finansiering og virkemidler.

Men i stedet for en sådan udmelding og et frugtbart samarbejde med motiverede kommuner som drivkraft, valgte regeringen at kortslutte processen. At leve op til Vandrammedirektivet med kommunerne i hovedrollen tegnede til at blive alt for dyrt for dansk landbrug. Så i august 2008 få måneder før den overordnede plan skulle have været færdig til høring trak statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) initiativet bort fra kommunerne og ind et lukket ministerudvalg, der med økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) for bordenden skulle formulere »en grøn vækst- vision, der forener et højt niveau for miljø- og natur- beskyttelse med en moderne og konkurrencedygtig landbrugsproduktion.«

Vandrammedirektivets miljømål var nu med dette 'Grøn Vækst'-udvalg sideordnet med landbrugets vækstkrav. Flere ledende miljømedarbejdere i kommunerne opsagde i frustration deres stillinger.

Grøn Vækst

Mens regeringsudvalget arbejdede i efteråret 2008, sad landets miljøcentre med foreløbige bud på vandplaner, som tilsammen viste et behov for en kvælstofreduktion på knap 31.000 ton om året i 2015. Tallet fremgår også af et senere afgivet svar til Folketingets miljøudvalg fra Karen Ellemann.

Da regeringsudspillet Grøn Vækst i juni 2009 var forhandlet på plads med Dansk Folkeparti oppositionen forlod forhandlingerne i vrede over ambitions- niveauet var målet imidlertid beskedne 19.000 ton kvælstofreduktion. Regeringen havde valgt at droppe kvælstof-indsatsen i de dele af landet, hvor forholdene er dårligst belyst.

»Man kunne selvfølgelig lade usikkerheden komme miljøet til gode, men vi lægger også vægt på, at indsatsen skal være omkostningseffektiv,« sagde kontorchef Helle Pilsgaard, Miljøministeriet, til Ingeniøren.

Grøn Vækst-planen mødte i sommeren 2009 hård kritik fra mange sider, herunder fra De Økonomiske Vismænd og fra Danmarks Naturfredningsforening (DN).

»Overordnet set kan udspillet kun betegnes som et gigantisk flop for naturen og miljøet og et enormt knæfald for landbruget,« sagde DN's præsident Ella Maria Bisschop-Larsen, mens vismændene noterede, at »Grøn vækst (er) mindre ambitiøst end udspillet fra Dansk Landbrug.«

Også landbruget protesterede imidlertid, dog med miljøkravenes ødelæggende virkning på konkurrenceevnen som pointe, og under indtryk heraf opdaterede V, K og DF i april 2010 deres aftale i en udvandet Grøn Vækst 2.0. Den lagde op til, at 10.000 ud af de 19.000 ton kvælstofreduktion kunne udskydes til efter 2015. Samtidig foretog man et tilbagetog fra den første plans brug af omsættelige kvælstofkvoter som redskab og udskød et lovforslag om at gøre de 50.000 kvadratmeter dyrkningsfri randzoner obligatoriske.

I august 2010 gik miljøminister Karen Ellemann til møde i Venstres folketingsgruppe for omsider at præsentere forslaget til de vandplaner, der burde være sendt i høring to år tidligere. I Ellemanns papir optrådte faktisk de 19.000 ton, og det udløste voldsomme protester i gruppen, der forlangte fokus på en indsats for udelukkende de 9.000 ton.

Sådan blev det, da de 23 vandplaner i oktober gik i høring, og Karen Ellemann har i februar i år meddelt, at de manglende 10.000 ton kvælstof ikke behøver at være fjernet før i 2027. En stor del af de 9.000 ton skal i øvrigt nås via frivillige aftaler mellem myndigheder og lodsejere om restaurering af vådområder i praksis en slags vetoret for lodsejere, der kan spænde ben for en vigtig del af indsatsen, advarer DN.

Sådan ligger landet. Den offentlige høringsfase sluttede i går med ca. 2.000 kommentarer, og til efteråret kommer så de endelige vandplaner. To år for sent ifølge EU-Kommissionen, der nu vil trække Danmark i retten.

»Regeringen har med stor dygtighed forhindret, at der er sket noget som helst andet, end at landbruget har fået sine kompensationer, og miljømålene er blevet rykket i nedadgående retning,« siger en ledende kommunal embedsmand.

Karen Ellemann siger til Ritzau, at der ifølge Vandrammedirektivet er frist til udgangen af 2012 med at sætte de konkrete planer i værk.

»Fordi vi tager denne sag alvorligt, laver vi en grundig plan, som kan danne grundlag for, at vi når de overordnede mål,« siger miljøministeren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Regeringens og især Karen Ellemannns retorik er selvsmagende forfærdelig:
"Fordi vi tager denne sag alvorlig..."
Ja, hvad ellers, men så snart ordene er sagt, må man være på vagt, for de dækker over en eller anden form for narestreger, og landbruget skal skånes, ikke naturen.

Jørgen Muldtofte

Det er når begivenhederne sættes i sammenhæng på en tidsskala at VKOs skandaløse dumpekarakterindsats på natur og miljøområdet fremstår klarest, så tak til jsn.
Det sørgelige er, at en tilsvarende artikel kunne skrives om næsten et hvilket som helst emne indenfor naturbeskyttelsen.

JMu

Denne artikel er - lissom regeringens miljøpolitik generelt - rystende læsning. Hvis artiklens informationer står til troende, og det vurderer jeg, at de gør, fordi de er skrevet af jsn, så er der tale om en grov miljøforbrydelse af hensyn til særinteresser. Det er ganske vist ikke så nyt, men hele demagogien omkring denne sag viser, hvorledes de kloge hoveder, der er politisk ansvarlige for og adminstrerer området, er velskolede i demagogisk og forvrøvlet tankegang. Set i det lys, er pengene tild eres uddannelse da ikke spildt, men ellers må man nok tale om spild. Spild af gode menneskelige ressourcer, der kunne være anvendt til noget fornuftigt. Spild af uerstattelige naturværdier, som ikke bare er til pynt, men vores basale livsgrundlag. Spild af tiltroen til vores intelligens.

Citat 1, kontorchef i miljøministeriet: Man kunne selvfølgelig lade usikkerheden komme miljøet til gode, men vi lægger også vægt på, at indsatsen skal være omkostningseffektiv.

Citatet viser den mentale tilstand og kapacitet i det øverste administrative organ med ansvar for miljøet. Her har tingene virkelig ryket sig - nedad.

Citat 2, ledende kommunal embedsmand: Regeringen har med stor dygtighed forhindret, at der er sket noget som helst andet, end at landbruget har fået sine kompensationer, og miljømålene er blevet rykket i nedadgående retning.

En kritisk røst, som skal ses i lyset af den følgende citat fra den politisk ansvarlige på miljøområdet. Der er virkelig tale om overensstemmelse i opfattelserne (!!).

Citat 3, miljøministeren: Fordi vi tager denne sag alvorligt, laver vi en grundig plan, som kan danne grundlag for, at vi når de overordnede mål.

Hvordan kan hun sige sådan noget uden at rødme. De laver overhovedet ikke en grundlig plan. De tager overhovedet ikke sagen alvorligt. De når overhovedet ikke de overordnede mål.

Men visse særinteresser tilgodeses da, så alvoren er der skam.

Skam! skam!

Thorsten Lind

Industrilanbruget og regeringen er pot og pande.
Når miljøministeren forsvarer misrøgten af natur & miljø, tyr hun til at tale Orwell´sk.
Tal dog dansk, kvinde!

Tak til Jørgen Steen Nielsen for artiklen. Mvh.Th