Læsetid: 3 min.

Verden lægger pres på oprørerne

Oprørerne i Libyen afslår fredsaftale fra den Afrikanske Union, der holder Muammar Gaddafi og hans familie ved magten. Men nu vokser det internationale pres på oppositionen for et svar på, hvordan man så finder en fredelig løsning
Forhandlingsdelegationen fra Den Afrikanske Union blev mødt af en ophidset skare af demonstranter, da de nåede Benghazi. Her skulle de forsøge at sælge den fredsplan, som Gaddafi havde modtaget positivt, til oppositionen. Men oprørsledere ved forhandlingsbordet og oprørsstyrkerne i gaderne var ikke i tvivl. Ingen aftale, hvis Gaddafi ikke forlader posten som Libyens leder.

Forhandlingsdelegationen fra Den Afrikanske Union blev mødt af en ophidset skare af demonstranter, da de nåede Benghazi. Her skulle de forsøge at sælge den fredsplan, som Gaddafi havde modtaget positivt, til oppositionen. Men oprørsledere ved forhandlingsbordet og oprørsstyrkerne i gaderne var ikke i tvivl. Ingen aftale, hvis Gaddafi ikke forlader posten som Libyens leder.

MARWAN NAAMANI

12. april 2011

Da forhandlingsdelegationen fra Den Afrikanske Union rullede ind i oprørs-hovedstaden Benghazi i går, blev den mødt af tusinder af vrede demonstranter, der stimlede sammen om deres biler og råbte: »Ingen løsning med Gaddafi«.

De afrikanske statsledere og udenrigsministre kom direkte fra hovedstaden Tripoli, hvor Muammar Gaddafi havde accepteret deres fredsplan, der skal føre til våbenhvile og politiske reformer. Men planen nævner intet om Gaddafis afgang, og endnu inden de havde præsenteret den for oppositionen, var planen blevet afvist af flere oprørsledere i medierne og ikke mindst af oprørsstyrkerne på gaden.

Men nu er det op til oprørerne at formulere et alternativt fredsforslag, og det har de endnu ikke formået, konstaterer Libyen-forsker Anna Baldinetti fra universitetet i Perugia.

»Overgangsrådet har erklæret, at de kæmper for frihed og en ny forfatning, men de har ikke præsenteret en egentlig plan for, hvordan det skal ske,« siger Anna Baldinetti, der har skrevet flere bøger om Libyens politiske historie.

Dels er de internt uenige om, hvad de vil. Dels er det stærkt tvivlsomt, om Overgangsrådet fra det østlige Libyen vil blive anerkendt af oppositionen i den vestlige del af landet, hvor Tripoli ligger, siger Anna Baldinetti.

»Der er en stærk opposition i det vestlige Libyen. Også blandt dem, der ikke aktivt deltager i oprøret, er der mange, der er imod Gaddafi. Men de er bange for magttomrummet efter ham,« siger hun.

Tilliden er væk

Imens stiger det internationale pres for at finde en politisk løsning.

Både NATO og EU erklærede i går, at de bakker op om Den Afrikanske Unions bestræbelser på at finde en fredelig løsning på konflikten i Libyen. Og i morgen mødes udenrigsminister Lene Espersen (K) og de øvrige lande i Libyen-kontaktgruppen i Qatar for første gang for at overtage det politiske ansvar for den samlede mission.

I Overgangsrådet er de afhoppede diplomater og toppolitikere godt klar over, at de bliver nødt til arbejde for et kompromis, hvis de skal bevare den internationale støtte, men det lader ikke til, at samme erkendelse har nået oprørsstyrkerne på jorden, mener Ulla Holm, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

»Der er ingen tvivl om, at afhopperne i Overgangsrådet spekulerer over, hvordan man bygger bro mellem de radikale elementer hos oprørerne og så pragmatikerne,« siger hun.

Omvendt er al tillid til Gaddafi forsvundet, og derfor er det utænkeligt, at man vil lade ham stå i spidsen for politiske reformer, vurderer både Anna Baldinetti og Ulla Holm. Men en mulighed kunne være at lade en del af Gaddafis styre fortsætte i en overgangsregering, mens selve Gaddafi-familien får en tilbagetrukket rolle.

»Familiens og stammens magt er fordelt på alle mulige organisationer, i sikkerhedsapparatet, på havnene, i postvæsenet. Men man kunne symbolsk fjerne de syn- lige dele af magten, det vil sige sønnerne,« siger Ulla Holm.

Fredsstyrker

Efter Gaddafis accept af fredsaftalen, fortsatte regimets bombardementer i byen Misrata i går ifølge al-Jazeera. Det udstiller samtidig det næste problem ved en fredsaftale i Libyen. Gaddafi har to gange tidligere erklæret våbenhvile, samtidig med at hans styrker har fortsat deres angreb. Derfor er der brug for nogen til at håndhæve våbenhvilen og sikkerheden for de humanitære korridorer, påpeger Ulla Holm.

En talsmand for Den Afrikanske Unions forhandlingsdelegation sagde på et pressemøde i Tripoli, at Den Afrikanske Union kunne hjælpe til med at overvåge våbenhvilen, eventuelt i samarbejde med FN.

Men der er brug for en egentlig fredsbevarende styrke, og ikke bare enkeltstående civile observatører, understreger Ulla Holm.

»Det kunne være et første skridt i en fredelig løsning. Det er umuligt uden, efter min mening,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Logikken i flyveforbudet var hundrede procent forudsigeligt; væbnede konflikter kan ikke løses fra luften; den svage, men nu styrkede part bliver ansporet til dristigere engagement, truende situationer bliver flyttet med til nye front linier indtil det igen stagnerer på grund af det oprindelige styrkeforhold.
Den svage men nu styrkedede part har berettiget forventning om yderligere opbakning fra den nye allierede der eksplicit og materielt har opfordret til eskaleringen.
Våbenhvile mellem to parter hvor den ene pludselig har forventning om ubegrænsede militære ressourcer, bliver usandsynlig, endeligt militært nederlag for den førhen stærkeste part bliver målet.

Man kunne jo bruge nogle af Libyens olieindtægter til at finansiere en fredsbevarende styrke (fra AU måske) indtil landet er så langt i en proces, at sikkerheden i landet kan tilvejebringes af libyerne selv og der ikke er nogen risiko for at landet bliver en ny failed state.

Hvor er jeg overrasket over at en seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier mener det samme som Regeringen, Fogh og NATO ...