Læsetid: 2 min.

Verden øger presset på Syrien

Efter fredagsbønnen var der igen i går demonstrationer i både Yemen og Syrien, hvor hæren skød med skarpt og dræbte flere demonstranter. I Bruxelles er EU-landene blevet enige om en række sanktioner mod Syrien, mens FN's Menneskerettighedsråd forbereder en undersøgelse af regimets overgreb
Demonstranter gik i går på gaden i Banias og andre syriske byer under 'Vredens dag' for at protestere mod regeringen. Der var både meldinger om dræbte demonstranter og dræbte soldater, men sammenstødene  syntes ikke at være så slemme, som nogen havde frygtet.

Demonstranter gik i går på gaden i Banias og andre syriske byer under 'Vredens dag' for at protestere mod regeringen. Der var både meldinger om dræbte demonstranter og dræbte soldater, men sammenstødene syntes ikke at være så slemme, som nogen havde frygtet.

Udland
30. april 2011

Der var lagt op til massive protester i Syrien efter gårsdagens fredagsbøn. Det Muslimske Broderskab, der er forbudt i Syrien, har for første gang markeret sig og opfordrede befolkningen til at gå på gaderne.

»Lad ikke regimet belejre jeres landsmænd. Råb med én stemme for frihed og værdighed. Tillad ikke tyrannen at slavebinde jer. Gud er stor,« skrev broderskabet i en erklæring.

Men den syriske hær var massivt tilstede flere steder i landet for at forhindre demonstrationerne i at tage form, og regeringen advarede allerede torsdag befolkningen mod at deltage i »uberettigede protester«.

Enighed om sanktioner

I Genève har FN's Menneskerettighedsråd diskuteret et amerikansk udkast til en resolution, der fordømmer det syriske regimes undertrykkelse af protesterne. Medlemslandene har desuden taget stilling til, om en international undersøgelseskommission skal sendes til Syrien for at undersøge beskyldningerne om forbrydelser mod menneskeheden.

Udkastet bakkes op af EU, men en række arabiske lande med Egypten i spidsen samt Kina og Rusland stillede sig kritiske over for forslaget. Landene ser protesterne som interne syriske problemer og mener, at »fremmed indblanding vil vanskelig-gøre situationen yderligere«.

Til gengæld har EU-landene tilsyneladende besluttet at indføre en række sanktioner mod regimets topfolk og præsident Bashar al-Assad. Ifølge Udenrigsminister Lene Espersen (K) er landene allerede nået til enighed om sanktioner, der blandt andet omfatter indrejseforbud i EU, en våbenembargo og indefrysning af midler.

15 dræbt i Syrien

I Syrien samledes folk i titusindvis rundt omkring i landet efter fredagsbønnen. I den kurdiske region i den østlige del af landet var tusindvis af kurdere på gaden i solidaritet med den sydlige by Deraa, der har været centrum for oprøret, mens tusindvis var på gaden i kystbyen Banias. Flere steder i Damaskus var der ligeledes demonstrationer, hvor demonstranterne råbte »vælt regimet«. I Qanawat-distriktet brugte sikkerhedsstyrker ifølge en menneskerettighedsaktivist tåregas til at sprede demonstranter.

Det er første gang, siden protesterne startede for seks uger siden, at massedemonstrationer er opstået i hovedstaden.

Ifølge øjenvidner, som AP har talt med, åbnede sikkerhedsstyrker ild mod demonstranter i kystbyen Latakia og sårede mindst fem mennesker.

I Deraa skød og dræbte syriske soldater flere demonstranter. Sammen med tusindvis af demonstranter fra de omkringliggende landsbyer var de taget med busser til Deraa for at kræve præsident Assads afgang. Men ved den vestlige port ind til byen blev de standset af regeringssoldaterne, der ifølge øjenvidner har omringet og belejret hele byen.

Inde i byen affyrede soldater varselsskud mod folk for at forhindre dem i at samle sig før og efter fredagsbønnen. Et hospital nær byen har ifølge en hospitalskilde modtaget 15 lig og 38 sårede demonstranter.

Ifølge syrisk stats-tv angreb »bevæbnede terrorister« en militærpost i Deraa og dræbte fire soldater, mens to andre soldater blev bortført. Oplysningerne blev ikke bekræftet fra anden side.

Uro i Yemen

I Yemen var dagen døbt »Martyrernes Fredag« med henvisning til de 142 demonstranter, der har mistet livet under oprøret de sidste tre måneder. Ungdomsbevægelser kaldte til demonstrationer efter fredagsbønnen, fordi de er utilfredse med den aftale, landets præsident, Ali Abdullah Saleh, har indgået med golfstaternes samarbejdsråd, GCC, som betyder, at han vil gå af inden for 30 dage. Demonstranterne kræver, at præsident omgående træder tilbage.

Samtidig var tilhængere af præsident Saleh samlet foran præsidentpaladset hovedstaden Sanaa, og i havnebyen Al Hudaydah skød civilklædt politi mod demonstranter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Hansen

En masse tom retorik. Det handler, som altid, om penge og magt.

Læs her hvad der egentlig foregår:
www.infowars.com/its-official-arab-spring-subversion-u-s-funded/