BOSTON — For det amerikanske magasin Vogue er der ikke noget så appetitligt som en dannet og oplyst arabisk hersker gift med en smuk, intelligent og veltalende hustru, klædt i vestlige gevandter, talende britisk-engelsk og afbildet i en moderne indrettet lejlighed omgivet af to børn med en kasse danske legoklodser og en amerikansk firehjulstrukket legebil.
Sådan beskrives Syriens Assad-familie i martsudgaven af modedronningen Anna Wintours kvindemagasin. Det panegyriske portræt af britiskfødte Asma al-Assad, hustru til diktator Bashar al-Assad, bærer overskriften - 'En rose i Ørkenen' og er skrevet af den erfarne journalist Joan Juliet Buck.
Tidspunktet er ikke specielt velvalgt. Seniorredaktør Chris Knutsen forklarer The Atlantic Monthly, at man ikke kunne stoppe produktionen. »Vi sendte artiklen til trykkeriet medio januar, netop som oprøret var brudt ud i Tunesien,« udtaler redaktøren uden at virke apologetisk.
Men i midten af januar var Tunesiens diktator Zine Ben Ali allerede trådt tilbage. 10 dage senere startede opstanden i Egypten. Der var stadig stadig en måned til udgivelsen. Forklaringen kan snarere være, at Bashar Assad i Wall Street Journal 30. januar påstod, at Syrien ikke ville blive smittet af opstandene, fordi »vi er tæt knyttet til folket«.
'Public relations'
Opstandene i de arabiske lande har løftet sløret for den brutalitet, hvormed arabiske autokrater gennem årtier har regeret. Enhver, der rådførte sig med rapporter fra Amnesty International og fra Human Rights Watch, vidste det. I dag ved alle det.
Men hvad revolutionerne også har afsløret, og hvad Vogue-artiklen på symptomatisk vis demonstrerer, er Vestens selvgode naivitet.
»Vogue-artiklen er et stykke public relations, som skal overbevise vestlige læsere om, at Assad-parret er åbent og tolerant og de eneste, der kan regere Syrien,« skriver Maher Arar, en syrisk systemkritiker bosiddende i Canada, i The Guardian.
Det er ikke første gang, vestlige medier falder på maven for arabiske herskere af vestligt tilsnit.
I årevis har Jordans charmerende kong Abdullah og hans attraktive viv, dronning Raina, bedåret vesterlændinge. De taler britisk-engelsk og fører et opulent selskabsliv som europæiske monarker.
Libyen er blevet budt indenfor i varmen. Vestlige regeringer, universiteter og intellektuelle lod sig smigre af Gaddafis velpolerede og vestligt uddannede søn, Saif, og hans rundhåndede pengegaver. Oberstens datter, Ayesha, har endda været goodwill-ambassadør for FN i hiv-aids-spørgsmål. I dag bliver Saif beskrevet i vestlige medier som et blodtørstigt bæst. Ayesha er blevet frataget sin ærestitel.
I tilfældet Jordan er forklaringen på mediernes omfavnelse af kongefamilien næppe kun Abdullahs og Rainas identifikation med vestlige værdier. Landets fredsaftale med Israel gjorde Jordan stueren. I Libyen afsvor Gaddafi sit atomvåbenprogram, han delte efterretninger med Vesten om al-Qaeda og betalte ofrene for Lockerbie-attentatet kompensation.
En anden kop té
Syrien under Assads regime er en hel anden kop té. Fjende af Israel og uven med USA.
»Assad-klanen — først Hafez og nu hans søns Bashar — har regeret Syrien siden 1970,« skriver Wall Street Journal i en kommentar til Vogues portræt.
»I den periode har de myrdet 20.000 syrere under en opstand i byen Hama, udløst en borgerkrig i Libanon ... bygget en atomvåbenfabrik med hjælp fra Nordkorea og ladet terrorister fra Hizbollah til Hamas og Islamisk Jihad operere fra Damaskus«.
Og så er der nødlovene vedtaget af det regerende Baath-parti i 1963, som er blevet brugt til at lægge låg på al systemkritik og dække over et rædselskabinet af beretninger om brud på menneskerettighederne.
Disse mørke kapitler i Syriens moderne historie forbliver unævnt i Vogue-artiklen. I stedet serveres en steriliseret beskrivelse af et ungt, attraktivt og vestligt orienteret makkerpar, som gør deres ypperste for at »modernisere« en arabisk stat i »et barsk nabolag«, som Asma al-Assad kalder det nære Mellemøsten.
Det hele ender i en speciel fortælling på Vogues superlækre farvebelagte sider.
Da journalisten spørger præsidenten i familiens lejlighed i Damaskus, hvorfor han valgte at blive uddannet til øjenlæge i Storbritannien, svarer han i en morbid tone: »Fordi det er så præcist, der opstår næsten aldrig en nødsituation, og det involverer så lidt blod.«
Folket beskytter dem
Præsidenterparret føler sig trygt blandt folket. De kører rundt i Damaskus i deres egen bil. Lejlighedens gulv-til-loft-vinduer minder om et akvarium og giver udsigt til omkringliggende boliger, men »beboerne beskyt- ter os,« siger Asma Assad.
Hustanden bliver drevet efter demokratiske principper. »Vi stemmer alle fem om, hvad vi vil og hvor,« fortæller Asma Assad.
Asma gør et stort nummer ud af sit velgørende arbejde, som tydeligvis er modelleret efter vestlige præsidentfruers. Journalisten bliver vist rundt på hendes fritidshjem for syrere under 18.
»De lærer at blive aktive borgere ... at tage et fælles ansvar for landets fremtid,« forklarer hun.
Men der er naturligvis grænser for de unges virke. I december 2009 blev den syriske blogger Tal al-Mallohi, 19, arresteret, skriver Maher Arar i The Guardian. I februar i år blev hun i en hemmelig retssag dømt til fem års fængsel for spionage; grundlaget kendes ikke. Man ved kun, at Maholli i et digt på sin blog havde kritiseret den manglende ytringsfrihed i landet.
Præsidentfruens virkelig holdning til det folk, hun taler om i så kærlige toner, skinner igennem en enkelt gang i artiklen. En dag inviterer hun journalisten i et privatfly til at besøge et musikcenter for bl.a. unge palæstinensiske flygtninge i havnebyen Latakia — hvor et dusin mennesker iøvrigt skal have mistet livet sidste onsdag, efter sikkerhedsstyrker skød mod fredelige demonstranter.
Mens de følger en optræden af de unge, forkynder Asma pludselig, at centret vil blive lukket og flyttet et andet sted hen. »Børnene måber, nogle af dem får tårer i øjnene, andre bliver vrede. En dreng ... lover at give en hånd med,« skriver Joan Juliet Buck.
Men det er en lille løgnhistorie. »Det er ikke sandt. Jeg ville bare vise vores gæst, hvor glade I er for centret,« tilføjer Asma Assad,
At hun har manipuleret med børnenes følelser for egen regning, falder hverken præsidentfruen eller Vogue ind.
Artiklen i Vouge: Asma al-Assad: A Rose in the Desert
Vogue har nok ladet sig inspirere af Paris-Match's artikel 17.12. 2010 i forb. med præsidentparrets officielle besøg i Frankrig: "Asma og Bachar El-Assad: to forelskede i Paris":
http://www.parismatch.com/Actu-Match/Monde/Actu/Asma-et-Bachar-el-Assad-...
Også her til lands kan vi være med. Se blot hvordan det nationale tennisklenodie - Miss Sunshine -spiller tennes med Lukasjenko: "Politik interesserer mig ikke", siger hun og kysser hengivent bødlens hånd.
Nu er muligheden jo også at spinnet blev sat igang men nåede igennem for sent.
Der har siden Obama tiltrådte, været tilnærmelses forsøg fra USAs side imod Syrien. Trods at man fra tid til anden også har kritiseret dem. En af forklaringerne på disse tilnærmelses forsøg, er den position som Syrien rent faktisk har i mellemøsten. Netop forbindelserne til div. grupperinger, har man nydt godt af, når man har bedt Syrien om at dæmpe den ene eller den anden fløj mens man forsøgte at få gang i fredsforhandlingerne. Netop at disse grupper har et fristed i Syrien og Syrien har muligheden for at fratage dem disse fristeder, giver dem noget at forhandle med, som de andre lande ikke kan tylbyde. Da Syrien ligeledes har ganske gode forbindelser til en mængde af magthaverne i mellemøsten, er landet ikke en brik man kan tillade sig at overse hvis man vil fremad med fredsforhandlingerne.
Derudover udgør Syriens alliance med Iran, en ekstrem god kanal til kommunikation med Iran, der hvor man ikke selv officelt kan tage kontakt. Igen noget som man ville være ked af at miste.
Da landet stort set ledes uden religiøs indblanding, i modsætning til ikke så få andre lande i området, både allierede og mindre venligsindede nationer, slipper man for den side af sagen når kommunikationen skal køre.
Desværre for diplomaterne der ønsker at benytte Syrien i større omfang, har man placeret Syrien på hylden med "de dårlige venner", hvorfor man ikke kan give Syrien kreditten for de ting de faktisk udføre, det ville udstille en dobbelt moral, som ikke passer sig til den officelle side af diplomatiet, naturligvis influrere dette negativt på Syriens velvilje til at udføre arbejdet, når de ikke kan blive nævnt, hvorfor man er tvunget til at trække dem frem i lyset som et nogenlunde acceptabelt parti at samarbejde med. Dette gøres selvfølgelig med spin, som feks. artikler om hvor vestlige orineterede landet er, bla.
Syrien har dog ikke umiddelbaret helt spillet med på dette forsøg på at fremstille landet på den bedste måde set med vestlige øjne, muligvis fordi dette kunne svække landets reelle indflydelse på de grupperinger som det skal nyde godt af at have gode kontakter med. En ballancegang der ikke altid er lige nem, specielt ikke når man som et af nabolandende ikke har ubegrænsede midler til at købe sig indflydelse med, men må arbejde for den.
Billedet til artiklen er da vist fra en officiel modtagelse i Frankrig, som er vores"gode" EU-partner ???
I øvrigt , så viser denne historie, at journalister ikke altid er deres opgaver voksne - og det er ikke noget nyt. .
I tidens løb, så er der mange eksempler på, at journalister har været meget ukritiske - f eks i omtaler af Hitler, Stalin, Mao, Franco, Fidel Castro, Mugabe, Mubarak, Gaddafi m fl.
Vogues læsere vil have Gucci og Ralf Lauren - ikke have menneskerettigheder. De vil bekræftes i at de har god smag og har råd til det - ikke i at Vesten holder hånden under diktatorer og beriger sig på bekostning af den tredje verden.
Derfor er Røvslikkerpamfletten da også magasinet at bladre i, hvis man er træt af de venstreorienteredes evindelige tuderier over Berlusconi's playerliv. Darling please, det er jo bare sladder og overdrivelser. Men derfor kunne hans piger da godt gøre lidt ud af sig selv.
"Mens de følger en optræden af de unge, forkynder Asma pludselig, at centret vil blive lukket og flyttet et andet sted hen. »Børnene måber, nogle af dem får tårer i øjnene, andre bliver vrede. En dreng … lover at give en hånd med,« skriver Joan Juliet Buck.
Men det er en lille løgnhistorie. »Det er ikke sandt. Jeg ville bare vise vores gæst, hvor glade I er for centret,« tilføjer Asma Assad."
Så var der også en morsom lille anekdote at le med de andre millionøser og diktatorfruer over til næste soirée. I sandhed en charmerende kvinde.
Artiklens emne er glimrende.
Information vil gerne tilbage til den tid, hvor det var de studentikose og akademikernes avis, det ses tydeligt af sprogbruget i denne artikel ... Det panegyrisk portræt ... uden at virke apologetisk ... et opulent selskabsliv ... i en morbid tone. Hvem skrives der for, skribentes studiekammerater eller hans seminarielærer? Sjovt nok sættes det i offentligheden mest kendte begreb public relations i kursiv ...
Hvis man vil gøre sig til over for de lærde, skal man nok ikke lave så mange ... Præsidenterparret ... Hustanden ... løgnhistorie ... Præsidentfruens virkelig holdning ... og de klassiske
med forholdsordsleddene iøvrigt og indenfor, som skal i to ord.
"At hun har manipuleret med børnenes følelser for egen regning" er en sætning, der ikke giver mening for mig.
Der linkes til artiklen i Vogue men ikke til den artikel, der ser ud til at danne grundlag for den danske, og som siden 7.marts har kunnet ses her:
http://www.styleite.com/media/asma-al-assad-vogue-profile
Emnet er som sagt glimrende, men ser ikke ud til at være hverken redaktionen eller skribentens egen ide.