Læsetid: 6 min.

Hvor er Ai Weiwei?

Den kinesiske kunstner har nu været tilbage-holdt af det kinesiske politi i over en måned, uden at omverdenen har hørt en lyd fra ham
Ai Weiwei stod for nylig bag installationen 'Sunflower Seeds' i Tate Modern i London. Installationen bestod af 100 millioner håndlavede porcelæns-solsikkefrø.

Ai Weiwei stod for nylig bag installationen 'Sunflower Seeds' i Tate Modern i London. Installationen bestod af 100 millioner håndlavede porcelæns-solsikkefrø.

Stefan Wermuth

11. maj 2011

Det er i dag 38 dage siden, at Ai Weiwei forsvandt. Den 3. april blev han arresteret af det kinesiske politi i Beijings lufthavn, da han var ved at gå om bord i et rutefly til Hongkong. Siden har ingen hverken set ham eller hørt fra ham. Han har ikke fået adgang til en advokat faktisk forsvandt også hans advokat fem dage senere og trods vedholdende forespørgsler har hans familie intet fået at vide om, hvor han er, eller hvordan han har det.

Hvem er Ai Weiwei ud over at være kunstner, arkitekt, designer, aktivist, billedstormer, blogger, tidligere antikvitetshandler og en habil blackjackspiller? Hvis de kinesiske myndigheder, som har anholdt ham og arrangeret hans forsvinden, har ret, er dette kreative, komplekse menneske også bigamist og involveret i skattesvig og distribution af pornografi samt latterligt nok plagiator.

Der er i øjeblikket kun rygter om Ais tilstand. Et ubekræftet og gruopvækkende forlydende fra en indigneret journalist ved det kinesiske nyhedsbureau Xinhua (som skriver under pseudonym) vil vide, at Ai under tortur er begyndt at tilstå sine påståede forbrydelser. I mellemtiden er flere af hans kunstværker på vej til London, New York og Schweiz. I London åbner to udstillinger i denne uge, en i Somerset House med hans skulpturer, en anden i Lisson Gallery med hans videoinstallationer.

En storm af protester

Arrestationen af Ai udløste en storm af protestnoter fra regeringerne i Tyskland, Storbritannien, USA og andre lande (i Danmark nøjedes udenrigsminister Lene Espersen (K) med at udtrykke »sin bekymring«, red.) Underskriftindsamlinger og protestaktioner er iværksat, og en hjemmeside er oprettet, hvor alle disse initiativer koordineres. En graffitiaktivist i Hongkong har sprayet »Hvem er bange for Ai Weiwei?« på flere af byens bygninger og risikerer nu en lang fængselsstraf. Tate Modern-museet i London har hejst et stort banner på sin facade med opfordringen »Løslad Ai Weiwei«. Anish Kapoor har viet sin Monumenta-udstilling, som åbner i morgen i Grand Palais i Paris, til Ai. Der har været afholdt minutter af stilhed og larmende demonstrationer, og pressen har bragt harmdirrende indlæg fra fremtrædende kulturpersonligheder som Salman Rushdie. (I Danmark har kunstmuseet Louisiana, der forbereder en Ai Weiwei-udstilling til november, også sluttet sig til den internationale protestkampagne, red.)

For nylig erklærede den belgiske maler Luc Tuymans, at han ved sit seneste besøg i Beijing opfordrede Ai til at bøje nakken eller forlade landet. Ai gjorde ingen af delene. For som han sagde:

»Hvad kan de gøre mig? Ikke mere end at forbyde, bortføre eller fængsle mig. Muligvis kan de få mig til at forsvinde op i den blå luft, men de ejer ikke kreativitet eller fantasi og savner evnen til både at glædes og flyve,« skrev han på sin blog i november 2009, da han allerede var blevet udsat for chikane.

Kameraer monteret af myndighederne ud for hans atelier i Beijing havde på det tidspunkt overvåget hans kommen og gåen i årevis, hvilket inspirerede ham til at lave en skulptur af et sådant kamera, en replika udskåret i ét enkelt stykke marmor.

»Jeg tror,« insisterede kunstneren på sin blog, »at uanset hvad der sker, vil intet kunne bremse den historiske proces, der fører samfundet til at kræve frihed og demokrati.«

Et menneskelivs værdi

I Ais Remembering (2009) er 9.000 børns rygsække fastgjort på den udvendige mur til Haus der Kunst i München ledsaget af teksten: »I syv år levede hun lykkeligt i denne verden.«

Ideen kom fra kunstnerens besøg i Sichuan efter jordskælvet i 2008. Ved synet af de kollapsede skolebygninger erklærede Ai:

»Man kunne se tasker og skolebøger overalt ... men disse skolebørns liv forsvandt i statens propaganda, og snart vil alle have glemt hele historien ...«

I 1995 fotograferede han sig selv, imens han lod en ældgammel urne fra Han- dynastiet falde til jorden og gå itu. Siden lod han et tilsvarende gammelt skib dekorere med Coca-Cola-logo. Begge værker kunne opfattes som en kommentar til den despekt for historien, som er kommet til udtryk i Kinas nyere fortid og om salget af denne fortid, som om den var et varemærke. Spørgsmål om værdi det være sig af unikke og uerstattelige kulturgenstande eller enkelte menneskeliv er tilbagevendende temaer hos Ai.

Skeptikere i kunstens verden har ytret mistænksomhed over for Ai og antydet, at han skulle være en slags opportunist. Jeg vil anbefale enhver, der tvivler på hans seriøsitet og oprigtighed, at læse oversættelserne af hans blogindlæg fra 2006 og 2009 efter det år blev hans hjemmeside lukket af de kinesiske myndigheder og dens indhold slettet fra cyberspace. Men nu er mange af disse 2.700 indlæg blevet oversat til engelsk og udgivet i en fascinerende og bevægende bog på forlaget MIT University Press.

Jeg kan ikke forestille mig noget tilsvarende nyere skrift fra nogen kunstner i Vesten, som konfronterer en politisk og social virkelighed med større udtrykskraft eller tilsvarende blanding af lidenskab og kontrolleret raseri. Tænksomme, svidende, vrede og i stigende grad åbenhjertige dækker Ais blogindlæg utallige emner fra forsøg på at redde de katte, som blev indfanget af myndighederne og overladt til at sulte ihjel i lagerbygninger under oprydningskampagnen før OL i Beijing 2008, til arkitektur og design. Han skriver om Andy Warhol, om ødelæggelsen af Kinas kul- turarv, om byplanlæggeres og kulturbureaukratiets kortsynede kynisme og tåbelighed. Han dokumenterer den kinesiske regerings håndtering af Sars-epidemien i 2003, af skandalerne om forurenet mælk og bygge- sjusk ved de skoler, der kollapsede under jordskælvet i Wenchuan i 2008. Han revser de kinesiske mediers løgnagtighed (»At kalde dem ludere ville være at nedvurdere sexarbejdere. At kalde dem lastdyr ville være at ydmyge dyreriget.«) og hykleriet hos Kinas offentlige intellektuelle. Men der er også essays skrevet med lettere hånd om frisører, humor, kreativitet og meget mere. Da hans blog blev lukket ned, gik Ai over til Twitter med den bemærkning, at den korte form på 140 tegn på kinesisk næsten svarer til en novelle.

Ais personlige historie opvæksten i en familie interneret i arbejdslejr, hans år i New York, hans hjemkomst til Kina og centrale rolle i Kinas kunstverden, den voksende nationale og internationale berømmelse er næsten et kunstværk i sig selv. Liv og værk glider i ét. Hans tilsyneladende ikonoklastiske tilegnelser af svundne tiders mesterværker og omarbejdelser af antikke møbler har lige så stor sammenhæng med Kinas historie og dets sociale realiteter, som de har med Marcel Duchamp eller Warhol.

Oplysning?

Mens Ai blev ført væk af politiet i Beijing lufthavn, fløj tyske politikere og museumsdirektører hjem efter at have deltaget i den officielle åbning af udstillingen Oplysningstidens kunst på Kinas nye Nationalmuseum, verdens største museum. Indrettet i en bygning på Den Himmelske Freds Plads, som er tegnet af tyske arkitekter som led i en kinesisk og tysk aftale om kulturudveksling, var det tanken, at denne udstilling skulle løbe i et år. Nu har anholdelsen af Ai udløst kraftige opfordringer til den tyske regering om at lukke og hjemtage udstillingen. Dens program med foredrag og saloner frekventeres også meget lidt af publikum i Beijing. Folk er bange. Oplysningstiden synes ikke at have oplyst de kinesiske myndigheder.

Kinas regering så ellers kulturelle initiativer som dette samt et massivt byggeprogram for op til 100 nye museer om året som en nyttig øvelse i blød magt. Nu truer tilbageholdelsen af Ai Weiwei med at trække tæppet væk under det omhyggeligt forberedte kulturelle diplomati.

»Hvis en berømt figur som Ai Weiwei så åbenlyst får krænket sine menneskerettigheder i fuld offentlighed, hvilken beskyttelse kan almindelige kinesiske borgere så forvente af deres politi?«, skrev Jerome A Cohen for nylig i South China Post.

Som ekspert i kinesisk ret ved New York University påpegede Cohen, at Ais tilbageholdelse er ulovlig selv efter gældende kinesisk lov. Hvor er Ai Weiwei?

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Den dag et dansk firma får en ordre om at bygge et fængsel i Kina - nå, det er måske allerede sket, hvad ved man (underleverandør af sikkerhedsudstyr)? Regeringen har jo lagt sig fladt ned, og det eneste, der tæller, er tallet på bundlinjen.

Anne Marie Pedersen

Det er forfærdeligt, at DK ikke tager mere afstand fra Weiwei's fængsling.

Håber virkelig at det ændrer sig med en ny regering, men man skal selvfølgelig ikke sætte forventningerne for meget op...