Læsetid: 4 min.

Berlusconi lider nederlag på hjemmebane

Efter nederlag ved kommunalvalgene i Milano og Napoli er Silvio Berlusconis politiske kredit i bund. Regeringspartneren Lega Nord har brug for 'en tænkepause'
Italiens ministerpræsident Silvio Berlusconis taktik om at bruge foragt for retssystemet og had mod muslimer og sigøjnere som politisk mobilisering har givet bagslag. Ved kommunalvalget i weekenden led Berlusconis linje et sviende nederlag.

Italiens ministerpræsident Silvio Berlusconis taktik om at bruge foragt for retssystemet og had mod muslimer og sigøjnere som politisk mobilisering har givet bagslag. Ved kommunalvalget i weekenden led Berlusconis linje et sviende nederlag.

Alberto Pizzoli

Udland
31. maj 2011

ROM – Silvio Berlusconi havde sat sit politiske liv på spil og tabte, mener mange kommentatorer efter weekendens kommunalvalg i Italien. I Milano vandt venstrefløjens kandidat, Giuliano Pisapia, i anden valgrunde en overbevisende sejr.

Den italienske ministerpræsidents hjemby har siden 1993, året inden han gik ind i politik, uafbrudt været regeret af højrefløjen, så magtskiftet i landets økonomiske og moralske hovedstad tilskrives både symbolsk og landspolitisk betydning:

»Der er brug for en tænkepause. Det er en lussing,« lyder kommentaren fra indenrigsminister Roberto Maroni fra regeringspartiet Lega Nord.

Allerede i første valgrunde havde en venstrefløjskandidat fået mere end halvdelen af stemmerne og dermed erobret magten i vigtige byer som Torino og Bologna. Efter anden valgrunde i bl.a. Milano, Napoli, Cagliari og Trieste er højrefløjens nederlag komplet:

»I Italien har ethvert valg, af enhver type og på ethvert niveau, landspolitisk betydning. De bruges til at gøre regnskabet op mellem koalitioner, partier, fraktioner og ledere,« forklarede valgsociologen Ilvo Diamanti i La Repubblica inden første valgrunde for 14 dage siden. Nu er regnskabet ved at blive gjort op efter valgene i knap to tredjedele af landets kommuner, og Berlusconis politiske kredit er i bund.

Ifølge en række af landets aviser vil Lega Nord i en overskuelig fremtid stille ham et ultimatum: Enten udpeger han selv sin efterfølger, eller også trækker koalitionspartneren sig fra regeringen, som det skete i Berlusconis første, korte periode som ministerpræsident i 1994.

Milano

Berlusconi stillede selv op i Milano og var særdeles aktiv i valgkampen. Embedet som ministerpræsident ville selvfølgelig forhindre ham i at tage del i arbejdet i byrådet, men det betragtes som en bagatel, der ikke skal forhindre regeringslederen i at føre valgkamp og bagefter opgive sit mandat. Men forsøget på at blande kommunalvalget i Milano sammen med de fire verserende retssager mod ministerpræsidenten har givet spektakulært bagslag:

»De Røde Brigader ud af anklagemyndigheden,« stod der på plakater i den norditalienske storby for et par uger siden. Plakaterne var blevet ophængt på initiativ af en kandidat for Berlusconis parti, Popolo della Libertà (Frihedens Folk), som hurtigt blev tvunget til at undskylde sammenligningen af de offentlige anklagere med de venstreorienterede terrorister, der i 1970'erne dræbte bl.a. 13 repræsentanter for retsvæsnet. Berlusconi tog dog aldrig eksplicit afstand fra plakaterne, men skærpede tværtimod tonen. Under G8-mødet i sidste uge forklarede han Barack Obama, at Italien er »et diktatur af venstreorienterede dommere«, og gentog påstanden ved et efterfølgende pressemøde.

På valgdagen var der berammet et retsmøde i en sag, hvor Berlusconi er sigtet for skattesvig i forbindelse med opkøb af tv-rettigheder, men ministerpræsidenten var på statsbesøg i Rumænien.

I dag er der berammet et nyt retsmøde i den sag, hvor Berlusconi er anklaget for embedsmisbrug og udnyttelse af en mindreårige prostitueret, men ministerpræsidenten møder igen ikke op. Berlusconis afgang er »ikke længere blot en prioritet, men nødvendig for nationens værdighed,« mener grundlæggeren af avisen La Repubblica, Eugenio Scalfari.

Det markante nederlag i Milano er et tegn på, at Berlusconis polemik med retsvæsnet ikke længere er et frugtbart grundlag for politisk mobilisering. Inden anden valgrunde forsøgte regeringslederen i stedet at overbevise borgerlige milanesere om, at byen ville blive et fristed for sigøjnere, muslimer, homoseksuelle og stofmisbrugere, hvis venstrefløjen vandt valget:

»I sin iver efter at genoplive kommunismens spøgelse har han endelig bragt en kommunist til magten i sin hjemby,« skriver Marco Travaglio, lederskribent i avisen Il Fatto Quotidiano.

Napoli

Ifølge La Repubblica havde Berlusconis kandidat i Napoli, Gianni Lettieri, sågar bedt ministerpræsidenten om at holde sig væk fra det afsluttende vælgermøde i fredags. Men det hjalp heller ikke. Berlusconi mødte op i Syditaliens hovedstad, hvor oppositionen vandt en valgsejr, som på sin vis er endnu mere opsigtsvækkende end resultatet i Milano.

Den tidligere undersøgelsesdommer Luigi De Magistris, som i 2009 blev valgt til EU-parlamentet, blev valgt til ny borgmester med 65 pct. af stemmerne. De Magistris stiller op for det lille antikorruptionsparti Italia dei Valori (Værdiernes Italien) og har ført valgkampen for under en tiendedel af, hvad de øvrige kandidater har brugt.

Napoli er siden starten af 90'erne blevet regeret af venstrefløjen, der altså bærer sin store del af ansvaret for affaldskrisen i Europas tættest befolkede storby.

Men napolitanerne har i de seneste år oplevet, hvordan Berlusconis regering bruger affaldet til propagandamæssige formål, og lod sig således ikke overbevise af løfter om hurtige løsninger. Luigi De Magistris vil derimod inddrage byens indbyggere i et ambitiøst projekt for differentieret indsamling af affald.

Den tidligere undersøgelsesdommer blev for tre år siden tvunget til at forlade sit embede efter en kontroversiel efterforskning af sine dommerkollegers påståede medvirken til organiseret kriminalitet.

Lederen af Berlusconis parti i Campania-regionen, hvor Napoli ligger, den tidligere viceminister Nicola Cosentino, er derimod sigtet for medvirken til mafiakriminalitet og kun på fri fod, fordi et flertal i parlamentet holder hånden over ham.

Endvidere blev valget i Napoli ikke kun et nederlag for regeringspartierne, men også for det store venstrefløjsparti, Partito Democratico, som ikke er immun i forhold til mafiainfiltrationer. Inden partiets primærvalg i 2010 var der langt flere indmeldelser i Campania end i nogen andre italienske regioner, angiveligt fordi den lokale mafia, la Camorra, søger indflydelse.

Valget af De Magistris vækker derfor opsigt som et udtryk for den spirende antimafiakultur i Syditalien og et opgør med det partivælde, der altid har præget såvel lokal- som landspolitik i Italien:

»I sin iver efter at få folk til at stemme imod dommerne har han bragt en dommer til magten i Napoli. Tak, Silvio, bliv ved sådan,« skriver Marco Travaglio.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Langt om længe!

Man drager et lettelsens suk.