Læsetid: 3 min.

Britiske universiteter anklages for blødsødenhed

Universiteter kritiseres i ny rapport for ikke at tage ekstremisme og radikalisering alvorligt
30. april 2011

Britiske universiteter er bange for at miste millioner i udenlandsk støtte og vil ikke udspionere deres studerende. Resultatet er, at unge stadigvæk bliver radikaliseret på universiteterne til fare for både de britiske borgere og landets allierede. Det er konklusionen på rapporten Keeping Britain Safe, som en tværpolitisk parlamentsgruppe, der i to år har gransket nationens sikkerhed, udgav i sidste uge.

»Sådan ekstremisme udgør en fare for vores samfund hjemme og har internationale implikationer, der er seriøse nok til at true forholdet til vores allierede,« skriver gruppen i rapporten.

Gruppen blev nedsat, efter at en tidligere studerende ved University College London, Umar Farouk Abdulmutallab, juledag 2009 forsøgte at sprænge sig selv og et fly til Detroit med 280 passagerer om bord i luften. Det kom siden frem, at nigerianske Abdulmutallab er den tredje studerende fra UCL, der er blevet sigtet for terrorisme.

Kort efter episoden vurderede det britiske efterretningsvæsen, at 39 ud af i alt 130 universiteter er i »risiko for ekstremisme«. En nylig undersøgelse har ifølge The Telegraph vist, at 31 pct. af alle britiske terrordømte har gået på universitetet, og at 10 procent af dem var studerende, da de blev arresteret.

To af gerningsmændene bag terrorangrebene i London d. 7. juli 2005 havde studeret. Andre eksempler tæller Taimur Abdulwahab al-Abdaly, der sprængte sig selv i luften i Stockholm sidste år, og Roshonara Choudhry, topstuderende fra King's College London, der er blevet dømt for at stikke politikeren Stephen Timms ned på grund af hans støtte til Irakkrigen. Parlamentsgruppen sagde, at universiteterne udgør en »unik udfordring« for Storbritannien, fordi de i »nogle tilfælde åbenbart har besvær med at etablere den korrekte balance mellem akademiske friheder og universitetsledelsernes ansvar for at sikre hjemlandets sikkerhed«.

Værdiernes vogtere

Rapporten kommer to måneder efter, at universiteterne selv afsluttede to års selvgransken efter bombeforsøget i 2009. En gruppe af otte universitetsrektorer afviste i februar i rapporten Freedom of speech on campus: rights and responsibilities in UK universities, at universiteterne skulle forbyde kontroversielle talere. I stedet skal de »engagere, ikke marginalisere« ekstreme politiske synspunkter.

»Med mindre synspunkter kan blive udtrykt, kan de ikke blive udfordret,« konkluderer rapporten. »Ved at være steder, hvor ideer og holdninger kan blive testet uden frygt for kontrol«, kan universiteterne spille en rolle i at beskytte det åbne britiske samfund mod ekstremistiske ideologier.

Konklusionerne fik en blandet modtagelse. Nabil Ahmed, præsident for Føderationen af Islamiske Studentersamfund, bød det »resolutte« forsvar for akademisk frihed velkommen. »Det er vores håb, at britiske universiteter vil forblive fertil jord for energisk diskussion og kritisk tænkning på trods af forsøg fra en minoritet på at forsøge at sprede frygt og censurere legitim debat,« siger han til The Guardian. James Brandon, leder af anti-ekstremisme-tænketanken Quilliams forskningsafdeling mener omvendt, at rapporten undlader at skelne mellem legitim ytringsfrihed og opfordring til had: »Ved at sige, at 'overvågning' ikke er universiteternes job, overlader man det reelt til de studerende at være deres egne politibetjente en fralæggelse af ansvar som gentagne gange har ført til, at moderate muslimske studerende, kvinder, medlemmer af minoriteter er blevet intimideret og mobbet af små, ikke-repræsentative grupper af islamiske ekstremister,« siger han til samme avis.

Handler om penge

Parlamentsgruppens rapport udtrykker desuden bekymring over den manglende regulering af udenlandsk økonomisk støtte af landets universiteter. Gruppen mener, at støtten i mange tilfælde har et politisk formål og kan få direkte indflydelse på institutionernes struktur, curriculum, udnævnelser og foredrag. Senest måtte rektoren for London School of Economics gå af, efter at universitetet kom i søgelyset for at have accepteret en donation på 1,5 mio. pund fra oberst Gaddafis søn, Saif, der har studeret på LSE.

Rapporten citerer professor Anthony Glees fra Buckingham University, som siger, at arabiske og andre udenlandske regeringer har investeret 240 mio. pund i universitetskurser i islamiske studer de seneste 10 år.

»Det fundamentale problem er, at universiteterne har nægtet at samarbejde. Det er ikke fordi, de er støvede akademikere, der aldrig kommer ud af deres elfenbenstårne og er uvidende om emnets omfang. Det er fordi, de er forretninger, der tjener penge,« siger han.

»De frygter, at en hård linje vil føre til en nedgang i antallet af lukrative udenlandske studerende, der kommer til de britiske universiteter.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu