Nyhed
Læsetid: 5 min.

'Hvis de fjernede muren, ville alle tage derover'

Øget grænsekontrol og stramninger af immigrationslovene har bremset strømmen af mexicanske immigranter til USA. Prisen bliver betalt i de små mexicanske byer, hvor pengene fra USA mangler, og narkoen ofte er den eneste alternative indtægt
Marie Jesus Jimenez' hus er bygget for penge, hendes børn har tjent i USA og sendt hjem. Efter at USA har strammet grebet om grænsen, tør hendes børn ikke længere rejse over grænsen af frygt for ikke at ville kunne komme ind i USA igen.

Marie Jesus Jimenez' hus er bygget for penge, hendes børn har tjent i USA og sendt hjem. Efter at USA har strammet grebet om grænsen, tør hendes børn ikke længere rejse over grænsen af frygt for ikke at ville kunne komme ind i USA igen.

Tobias Havmand

Udland
26. maj 2011

Pigen fra Venezuela blev bragt ind på landsbyens lille klinik alvorligt dehydreret. Ingen kender de nærmere omstændigheder, andet end at hun havde prøvet at krydse grænsen, og at det var gået galt. Hun nåede ikke selv at fortælle sin historie, før hun døde, og hvis hun havde gjort, havde det næppe gjort nogen forskel.

»Mange mennesker dør, når de krydser grænsen, men det er jo de færreste, vi ser,« konstaterer Manuel Robles snusfornuftigt.

»Det er blevet stadig sværere at krydse over, og det tvinger folk til at tage større risici og krydse ørkenen på steder, hvor deres chance for at overleve ikke er særlig stor. Hvor mange flere mexicanere skal dø, når USA har brug for arbejderne fra Mexico?« spørger den gamle museumsleder retorisk, mens han viser vej gennem byens gamle støvede revolutionsmuseum.

San Agustin, en af Mexicos gamle ejidos landsbyer, hvor offentlig jord er lånt ud til fattige bønder er tydeligt en by på vej ned med tomme huse og halvtomme forretninger. I det mindste er landsbyen modsat nabobyerne i den ekstremt voldelige Juarez-dal dog ikke en decideret spøgelsesby, men har formået at styre uden om den værste vold. I generationer har byens beboere krydset grænsen til USA for at arbejde i landbruget på den amerikanske side af grænsen og finansiere deres egne landbrug, men den trafik er stort set stoppet og med den byens udvikling.

»Her er ingen penge at tjene, og byen er gået i stå, fordi ingen har råd til noget længere. Min mand prøvede at krydse, men måtte opgive og tog mod syd i stedet for,« fortæller en kvinde på landsbyens forblæste centrale plads, hvorfra den nyopførte grænsemur med lidt god vilje kan skimtes i horisonten.

To døtre i USA

De fleste i byen er bange for at tale, først og fremmest på grund af volden forårsaget af narkotrafikken, der i vid udstrækning har overtaget landbruget og de hjemsendte penges rolle som hovedindkomst i området.

Men Marie Jesus Jimenez indvilger i at invitere inden for og afbryde tv-kigningen af sæbeoperaen Kærlighedens Triumf. Hendes hjem er nydeligt og pænt, på trods af at manden hovedsaligt er arbejdsløs. Huset er også stort set bygget for penge sendt hjem fra døtre og sønner i USA, hvor to af hendes døtre stadig befinder sig i dag

»Min ældste datter er allerede blevet deporteret en gang, men tog tilbage igen, men det ville hun ikke kunne i dag,« fortæller den nogle-og-50-årige kvinde

Hun taler med døtrene hver dag og modtager jævnligt penge fra dem, på samme vis som så mange andre mexicanske familier gør. Mange familier er helt afhængige af pengene fra slægtninge i USA, og pengeoverførslerne tæller fortsat som en af Mexicos vigtigste indtægter på trods af den økonomiske krise og stramningerne af immigrationsreglerne.

»Førhen håbede jeg på, de ville blive deporteret, fordi jeg savner dem, men det gør jeg ikke længere, for det ville stille os meget vanskeligt og selvfølgelig fordi de har børn i USA. San Agustin er helt afhængig af pengene fra den anden side, men i dag er vi blevet fattige på mange måder,« siger hun.

Bliver i USA

Ifølge PEW Hispanic Center, der måler bevægelserne i den latinamerikanske del af USA's befolkning, er strømmen af illegale immigranter standset. Fra at have toppet med godt syv millioner i 2007 er antallet af illegale mexicanske indvandrere faldet til 6,5 mio. som følge af økonomisk krise og skærpet grænsebevogtning. Samtidig rapporterede næsten tre fjerdele af de adspurgte også, at de sender færre penge hjem.

Det er imidlertid ikke sikkert, at det betyder færre mexicanere i USA:

»Det er ikke mit indtryk, at det betyder, at færre flytter til USA, tværtimod. Før i tiden plejede de mexicanske landarbejdere at glæde sig til, at sæsonen sluttede, for så kunne de vende hjem,« fortæller Carlos Marentes, leder af organisationen Border Agricultural Workers Project, der hjælper mexicanske landarbejdere i USA.

»I dag tager de ikke længere tilbage til Mexico, fordi de ved, at de ikke kan krydse grænsen igen, og at det er for farligt at gøre det,« siger Carlos Marentes.

»Jeg tror ikke nødvendigvis, at antallet af ulovlige immigranter falder. Forskellen er, at i stedet for at sælge en ko for at få råd til at tage afsted, sælger de hele huset, for de har ikke tænkt sig at vende tilbage. Det er for dyrt og for farligt,« siger han.

Karteller kontrollerer

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at betingelserne for at krydse grænse har ændret sig.

»Det er meget sværere og meget dyrere i dag, « fortæller en coyote en menneskesmugler tilbage på den mexicanske side af grænsen. Vi mødes på bagsædet af en bil, hvor ingen kan overhøre samtalen. Få måneder tidligere har han pensioneret han sig selv. Det meste af hans familie befinder sig stadig i grænsebyen Las Palomas, men siden han selv blev løsladt fra et amerikansk fængsel for et halvt år siden, er han blevet som en fremmed i sin hjemby. De omgængelige og bestikkelige politifolk er selv flygtet over grænsen til USA, og herrerne i byen er i dag nogle andre, der ikke tillader freelance-coyotes at smugle folk over grænsen længere.

»Det foregår stadig, men det er fuldstændig kontrolleret af narkokartellerne. Og i takt med, at grænsekontrollen er blevet øget, er det også blevet enormt meget dyrere. Før kostede det 1.000 dollar, nu koster det 3.500,« forklarer han.

»Det har altid været en ubehagelig forretning, hvor nogle coyotes var fuldstændig ligeglade med de flygtninge, de transporterede over grænsen. Nogle coyotes myrdede flygtningene eller voldtog dem efter behov. Men i dag bestemmer kartelfolkene, hvordan det foregår, og man skal betale en fjerdedel af sine indtægter til dem. Uvedkommende bliver myrdet, hvis de ikke er under deres kontrol. Og færre kommer igennem. I hvert fald her,« siger han.

Tilbage i San Agustin tænker Marie Jesus Jimenez tilbage på dengang, grænsen blot var en flod.

»Da jeg var ung, plejede vi bare at krydse floden, og det var ikke noget problem. Men de fleste af os blev i Mexico, fordi det var det, vi helst ville,« fortæller hun.

»Min ene søn var faktisk ved at opnå statsborgerskab, men han opgav det, fordi han bedre kan lide at bo i Mexico,« siger moderen, der aldrig selv har ønsket at bo i USA.

Hun tænker sig lidt om og omformulerer sit svar.

»Jeg ville ikke krydse illegalt i dag, men hvis jeg fik et visum, ville jeg nok tage derover. Hvis de fjernede muren, ville alle her i byen tage derover«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

'....og narkoen er den eneste alternative indtægt'. Så, hvis de holdt op med at bruge narko i USA, ville de dø af sult i Mexico.

Og mexicanerne har åbenbart tænkt sig at at øge befolkningen med 60 millioner de næste fyrretyve år. Man må håbe for dem, at amerikanerne sætter narkoforbruget op. Man kunne måske også spørge, hvorfor mexicanerne hjemme i Mexico bare ikke gør som amerikanerne?

Jette Abildgaard

Tjah...og nu vil mit lille land lukke sine graenser...hm!

Gad vide hvem mine landsmaend kommer til at ligne mest af disse to her?

Er det mon Europaerne der kommer til at snige sig ind i vort land i nattens mulm og moerke......!? Naeppe...