Læsetid: 2 min.

Hvorfor skal Nordpolen overhovedet tilhøre nogen?

Danmark har for første gang meldt ud, at man vil gøre krav på Nordpolen. Greenpeace kritiserer: ’Gå forrest for at sikre en bæredygtig model, frem for at kaste jer i grådighedskapløbet,’ lyder budskabet
16. maj 2011

I et lækket udkast til dansk-grønlandsk-færøsk strategi for de næste 10 års udvikling i det arktiske område hedder det for første gang officielt, at Danmark kaster sig ind i kampen om ejendomsret til Nordpolen. »Kongeriget ventes at gøre krav på kontinentalsoklen ved fem områder omkring Færøerne og Grønland, heriblandt selve Nordpolen,« hedder det teksten, der i går blev lækket til pressen.

Senest i 2014 skal de fem lande, der har mulige territorialkrav, indsende en ansøgning til FN, hvis de ønsker at gøre krav på områderne. Greenpeaces generaldirektør, Mads Christensen, er skuffet over udmeldingen.

»Med denne strategi melder rigsfællesskabet sig nu for alvor i kapløbet om at tilrane sig mest mulig land. En visionær arktisk strategi ville i stedet være at arbejde for en fælles løsning, der sikrer, at Arktisk får den beskyttelse, som både det lokale miljø og det globale klima har desperat brug for,« siger Mads Christensen og henviser til de historiske erfaringer fra Antarktis, hvor det – trods muligheden for økonomiske gevinster, der også lå i det område – lykkedes at samle landene om et fælles ejerskab.

»Hvis Danmark og Grønland faktisk mener, at de har sådan en god sag i forhold til disse områder, ville det jo klæde dem at gå forrest for at sikre sig en bæredygtig model, frem for at kaste sig ind i grådighedskapløbet.«

Ikke alarmerede

Men udenrigsminister Lene Espersen skal ikke frygte for store protester fra oppositionen ved sin hjemkomst fra det netop overståede møde i Arktisk Råd i Grønland. Steen Gade (SF) henviser til, at hans parti ville ønske, at der var tale om et moratorium, hvor man midlertidig udsatte beslutningerne om Nordpolen. Men, siger Steen Gade: »Antarktis-modellen er jo afvist af de andre lande. Så er det jo lidt svært for Danmark at holde fast.« Gade vil dog kalde udenrigsminister Lene Espersen i samråd for at høre begrundelserne for den danske position.

Heller ikke tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) finder det voldsomt alarmerende. »Man skal jo udnytte sine folkeretslige muligheder for at få anerkendt så meget som muligt. Så er man jo nødt til at spille vidtgående ud,« siger Mogens Lykketoft.

– Men kunne Danmark ikke have afstået fra at kræve land og i stedet holdt fast i en model som den, der gælder for Sydpolen?

»Alt er jo et muligt udfald. Det vil formodentlig ende med, at man ikke kan blive enige og derfor ender med et kompromis om et fællesareal.«

Tarzan-stil

Hos Enhedslisten undrer man sig over de andre oppositionspartiers holdning.

»Hvis deres argument er, at en fælles løsning bliver slutresultatet, kunne man jo starte med at sige, at det var det, man ønsker. Det er da en mærkelig Tarzan-stil at stille sig op og slå sig på brystet, hvis man faktisk mener, at vi skal finde en anden løsning. Vi synes jo, at det mest fornuftige er at gøre det til et område som i Sydpolen med international kontrol,« siger Enhedslistens Per Clausen.

Den grønlandske landsstyreformand, Kuupik Kleist, (IA) har tidligere meldt ud, at han ønskede, at Nordpolen skulle være et fredet ingenmandsland under international beskyttelse. »Menneskehedens Nordpolen,« var hans formulering. Information forsøgte i går forgæves at få en kommentar fra landsstyreformanden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bo S. Nielsen

Tarzan-referancen er spot on. Og for nu at blive i genren, så sagde Radiserne det udmærket:

Jeg græmmes.

Henrik Brøndum

Ligesom min Kone og min Tandboerste betragter jeg den nu ogsaa som min Nordpol. Saa Danmark - I faar den ikke uden kamp!

Martin Ørding-Thomsen

Det drejer sig da bare om at lave lidt rabalder, så nogen andre ikke bare tager det. I kan snakke lige så meget om humanisme som I vil, men den slags bruger de altså ikke i Rusland. Det er Tarzan der skal til.

Convention on the Continental Shelf, som trådte i kraft i 1964 giver os faktisk ret til at gøre krav på et område op til ca 650 km fra vores kyster, så længe det er inden for kontinentalsoklen. Så vidt jeg kan se, er nordpolen ca 600 km fra nordkysten af Grønland, så det virker ikke urealistisk, at vi kan gøre krav på nordpolen.