Værst er Hviderusland, hvor en række af diktator Aleksandr Lukasjenkos modkandidater ved præsidentvalget i december sidste år stadig sidder i fængsel. Også Rusland er slem, fordi oppositionen ikke får de store chancer for at opstille til valg eller komme til orde i medierne. Ukraine ligger midt imellem.
Siden den nuværende præsident Viktor Janukovitj kom til magten i januar 2010, har han systematisk forfulgt sine politiske modstandere fra den tidligere regering under premierminister og præsidentkandidat Julia Timosjenko, hvoraf godt et dusin i dag sidder bag tremmer anklaget for forskellige grader af magtmisbrug og korruption. Uden dom.
Absurde anklager
Det hævder Den Danske Helsinki Komite for Menneskerettigheder anført af tidligere folketingsmedlem og tidligere medlem af Europarådet Hanne Severinsen (V), som har fulgt udviklingen i Ukraine i mange år, og tidligere politimester Mikael Lyngbo, der ligeledes længe har fulgt udviklingen i Ukraine. Og rigtigt er det, at en lang række ministre, viceministre og embedsmænd i dag sidder fængslet og anklaget, uden at der dog er faldet dom. Julia Timosjenko, som Janukovitj kun med nød og næppe vandt over, er også i myndighedernes søgelys.
Men anklagerne synes ofte i bedste fald grundløse og absurde. Timosjenko bebrejdes, at hun som premierminister kanaliserede penge fra det ene projekt til det andet. Men i ingen af tilfældene er der tale om personlig berigelse.
»Der er helt klart tale om politisk forfølgelse af politiske modstandere, formentlig for at mindske modstanden ved kommende valg,« siger Hanne Severinsen til Information.
»Der er tale om politiske sager, som trækker i langdrag, og som i ethvert andet demokratisk land aldrig ville have ført til en retssag. Tidligere indenrigsminister Lutsenko er for eksempel anklaget for at have gjort sin chauffør til politimand.«
Alle domstole adlyder
Severinsen siger endvidere, at de ukrainske domstole på ingen måde er uafhængige, men totalt domineret af myndighederne.
»Alle ved, hvor magten ligger, og alle adlyder. Vi havde ikke den store tiltro til Viktor Janukovitj, men han har vist sig at være endnu værre som præsident. Han fører Ukraine imod at blive en autoritær stat med politisk forfølgelse af modstandere og undertrykkelse af de frie medier.«
Heri er formanden for det ukrainske journalistforbund, Igor Lutjenko, dog ikke helt enig. Han siger over telefonen fra Kiev til Information, at »nu må vi lige se tiden an. Journalisterne er ikke bange for at skrive og sige, hvad de mener og ser, men der er absolut god grund til at holde øje med udviklingen. På den anden side er der også mange gode grunde til at retsforfølge korrupte medlemmer af den tidligere regering. Problemet er blot, om den nuværende er bedre eller værre.«
En af Ukraines mest magtfulde mænd, næstformanden i det regerende Regionernes Parti og medlem af parlamentet Radaen, Mikhajlo Tjetjetov, hidser sig gevaldigt op, da Information over telefonen spørger, om det er særlig demokratisk, at den nye regering og præsident straks kaster sig ud i at retsforfølge sine forgængere:
»Vi er fanden tage mig lige så demokratiske som Israel og Frankrig. I Israel retsforfølger de en tidligere præsident for voldtægt, i Frankrig dømmer de også eks-ledere for deres forbrydelser. Skulle vi så ikke gøre det samme?«
Dømt på forhånd
Tjetjetov afviser enhver snak om, at de ukrainske domstole måske ikke er helt uafhængige af præsident og regering:
»De er lige så uafhængige som i alle andre lande, og jeg er sikker på, at de afsiger retfærdige domme. De skyldige ryger i fængsel, de uskyldige slipper fri. Tror I virkelig, at I er så meget bedre end os i jeres vesteuropæiske lande?« spørger en af Ukraines øverste ledere rasende og smækker røret på med en ed.
Hanne Severinsen derimod siger, at der er tale om de rene Kafka-sager som i den berømte forfatters roman Processen, hvor »ingen kan forstå anklagerne, ingen kan gennemskue undersøgelserne, retssagerne kører i en uendelighed, og udfaldet i sidste ende er forudbestemt«, siger hun til Information.
