Analyse
Læsetid: 5 min.

Kan Grækenland blive den næste Lehman Brothers?

Svaret er beklageligvis ja og i værste fald kan en græsk statsbankerot ryste markedernes tillid til eurozone-projektet i uoprettelig grad
Udland
19. maj 2011

Det er under tre år siden, at Lehman Brothers-krakket sendte chokbølger gennem det globale finansielle system, truede større bankers eksistens og udløste den værste økonomiske krise siden Depressionen. Nu nager en frygt Europas politiske elite: Hvis en konkurs i en middelstor Wall Street-investeringsbank kunnen få så alvorlige konsekvenser, hvad vil der så ikke ske, hvis grækerne pludselig skulle beslutte, at nu vil de ikke længere betale af på deres gæld?

Kan Grækenland blive det nye Lehmans? I betragtning af de moderne finansielle markeders struktur, med deres kæder af derivathandler og pyramider af gæld, er svaret med sikkerhed ja. Faktisk betyder truslen om, at en græsk statsbankerot vil bringe eurozonens fremtid og dermed verdensøkonomiens sundhed i fare, at Grækenland kan blive værre end Lehmans. Meget værre.

Med så dystre prognoser er både EU og den aktuelt rorgængerløse IMF bevidste om, at noget må gøres. Men hvad?

En fælles europæisk valuta, der involverede en hård kerne af europæiske lande, der var stort set ens med hensyn til økonomisk udvikling og industriel struktur, kunne have fungeret. Men at sammenlægge 17 økonomier med forskellige niveauer af produktivitetsvækst, forskellige sprog og forskellige virksomhedskulturer var en opskrift på fremtidige kalamiteter.

De svagere lande i udkanten af det fælles valutaområde har ikke formået at leve op til den disciplin, som er forbundet med opgivelse af kontrol over egne renter og valutaer, men problemet rækker ud over de tre lande, som måtte anmode om redningspakker. Spaniens boligboom og boligboblebrist var således et resultat af, at den paneuropæiske rente var for lav, ligesom Italiens faldende konkurrencedygtighed skyldes manglende valutakurs- fleksibilitet.

Det stod også fra begyndelsen klart, at den monetære unions struktur ville resultere i, at økonomisk trængte lande blev udsat for deflationære politikker. Da eurozonen ikke er en suveræn stat, findes der ikke en formel mekanisme til at overføre midler fra de rige dele af den monetære union til de fattige dele. Med sprogbarrierer og bureaukratiske hindringer kan arbejdsløse fra Athen heller ikke uden videre finde jobs i Amsterdam. For at holde trit med Tysklands hyper-konkurrencedygtige økonomi blev disse lande nødt til at skære ned på omkostningerne med skrappe begrænsninger af lønstigninger og finanspolitiske stramninger.

Dette var plan A, som blev kørt i stilling i Grækenland sidste forår, da landet blev det første i eurozonen, som kom i vanskeligheder. Mønstret gentog sig for Irland og Portugal. Plan A gik ud på at forstrække Athen med et midlertidigt lån, så det fortsat kunne opfylde sine gældsforpligtelser, men samtidig insistere på drakoniske skridt til at nedbringe dets budgetunderskud. Smerter plus udsættelse er den traditionelle fremgangsmåde for politiske beslutningstagere, der mangler fantasi. Det er åbenlyst, at plan A ikke har fungeret. Det kunne enhver, der har hobet for megen gæld op på sit kreditkort, have forudset.

Ganske som et individ, der ikke kan hindre renteudgifterne i kun at gå op, selv om hun er gået over til kun at handle i discountsupermarkeder, har meldt sig ud af fitnessklubben og opgivet udlandsferier, har Grækenland konstateret, at dets stramninger blot har efterladt det med et underskud på statsbudgettet i de første fire måneder af 2011, der større end det tilsvarende i de første fire måneder af 2010.

Det er ikke svært at indse hvorfor. De, som sammensatte Grækenlands spareprogrammer undervurderede, i hvor høj grad de offentlige nedskæringer og skattestigninger ville hæmme den græske økonomis vækstpotentiale (især i lyset af de manglende muligheder for et fald i valutakursen). Traditionelt har IMFs strukturprogrammer for betrængte udviklingslande involveret devaluering, så eksporten blev billigere, men Grækenlands medlemskab af den fælles valuta betød, at denne sikkerhedsventil ikke var til stede.

Grækenland behøver muligheder for at vækste sig ud af sin gældskrise. Og når det ikke kan lade sig gøre, må resten af euroområdet belave sig på at yde en anden, en tredje og måske endda en fjerde hjælpepakke, hvis Athen skal kunne holde trit med sin gældsafdrag. Derfor de mange spekulationer om, at Grækenland ville være bedre stillet ved at misligholde sin gæld eller forlader eurozonen helt.

Der er ingen antydninger af, at den græske regering planlægger noget af den art. Misligholdelse og devaluering vil indebære store risici, især fordi gælden ville blive opgjort i en redenomineret valuta (drakmen), som kreditorerne vil anse for at have junk-status. På kort sigt vil Grækenlands økonomiske og finansielle krise næsten helt sikkert forværres. Athen vil foretrække, at EU yder nye lån, og at det selv omlægger sin gæld over en længere periode, så rentebetalingerne bliver mindre belastende.

Men det er i bedste fald en lappeløsning, der ikke løser eurozonens strukturelle svagheder. Skal det ske, er der kun to løsninger: Den første er at gøre den monetære union til en politisk union og skabe budgetmæssige mekanismer til at overføre midler på tværs af et enkelt finanspolitisk rum. Det vil på en gang opfylde ambitionerne hos dem, der udtænkte europrojektet og afspejle en forståelse af, at det nuværende halvvejs-arrangement i sagens natur må være ustabilt.

Den anden ville være at indrømme nederlaget og bekendtgøre omhyggeligt udformede planer for et Europa i to hastigheder, hvor periferien knyttes til kernen gennem faste, men justérbare valutakurser. Ingen af de to muligheder tegner spor sandsynlige, selv om Lehmans krak ellers turde anskuelsesundervisning i begrænsningerne ved at følge den nuværende 'på bedste beskub'-tilgang.

Eurozonens fremtid bliver ikke besluttet i Athen eller Lissabon, men i Paris og i Tyskland. De to store dyr har begge investeret enorme politisk kapital i 'projektet' og har konsekvent insisteret på, at der hverken vil ske misligholdelser eller udtrædender fra klubben.

Og dog var den tyske offentlige mening modvillig over for den græske hjælpepakke i maj 2010, protesterede i november over også at blive bedt om at betale regningen for Irland, og blev decideret rasende over ydermere at skulle rage kastanjerne ud af ilden for Portugal. Trods styrken i tysk økonomi står Angela Merkel over for en stærk politisk modstand imod flere redningspakker. Den politiske kalkule er klar: At skære Grækenland og de øvrige svagere eurozone-økonomier fra vil betegne ophøret for drømmen om den monetære union som en klub, hvor de europæiske lande store og små, svage og stærke sammen kunne følges ad med en enkelt økonomisk politik. Men ikke at gøre det vil kunne koste Merkel hendes job.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Robert Kroll

EU består af demokratiske lande - nogle med en fin regeringsførelse og nogle med en endog meget ringe regeringsførelse.

Det er vist (heldigvis) politisk umuligt at tvinge de lande med god regeringsførelse til at betale regningen for dem med dårlig regeringsførelse - hvis det var muligt, så ville bl a det velorganiserede og produktive Danmark være permanent til grin over for en række sydlige ( på grund af elendige folkevalgte regeringer) demokratisk selvskabte "katastrofer".

Niels Mosbak

Robert Kroll

Det var simpelthen ideen om at alle skulle med og jo flere jo bedre, og derved manglende rettidig omhu, der skabte den nuværende situation.
Jeg har nævnt det før, men enhver der havde rejst i Grækenland, måtte have gjort sig klart, at landet ikke kunne leve op til kravene for indlemmelse i Eurozonen.

Man valgte at se gennem fingre med det der var helt åbenlyst, men som med enhver fest, kommer der en regning bagefter, Og nu vil festdeltagerne ikke betale regningen, hverken dem der inviterede eller dem der deltog.

Michael Kongstad Nielsen

Der er noget galt i sammenligningen mellem Lehman Brothers, som var en privat bank, og Grækenland. Lehman Brothers-krakket udløste krisen, som havde den konsekvens, at al finanstransaktion gik i stå - ingen banker turde låne til hinanden. Det var en tillidskrise, fordi alle var bange for, at de andre havde opført sig ligeså uansvarligt som Lehman Brothers (og som de selv havde).

Grækenland har nu så meget uorden i økonomien, at et haircut af statsgælden sikkert bliver nødvendig. Det ville give enorme tab rundt omkring, men næppe udløse den samme lammelse, som efter Lehman Brothers-krakket. For det ville forudsætte, at stort set alle andre eurolande var ligeså langt ude, som Grækenland, og det er jo ikke tilfældet.

Jeg er bange for, at modstanden mod at lade Grækenland få gældssanering skyldes de store finansvirksomheders interesser i, at det fortsat er Europas skatteyderne, der betaler gildet med den ene hjælpepakke efter den anden