Læsetid: 2 min.

Kold krig i tidligere sovjetrepublikker

Rusland forsøger at genoprette sin magt i de tidligere sovjetrepublikker, men det koster dyrt både for Moskva og for befolkningerne i Georgien, Hviderusland og Ukraine
27. maj 2011

Daværende præsident Vladimir Putin sagde i 2005 i en tale, at Sovjetunionens sammenbrud ”var det 20. århundredes største geopolitiske katastrofe”.

Putin har som præsident og siden premierminister brugt det meste af sin energi på at genoprette et storrusland med afgørende indflydelse på de andre 14 tidligere sovjetrepublikker. De 14 selvstændige lande, som russerne til naboernes vrede kalder ”det nære udland”, underforstået, Moskvas interessesfære, som Rusland ønsker at have en betydelig kontrol med. Både Putin og Medvedev har brugt alle midler, som er til en stormagts rådighed, til at banke naboerne ind i en prorussisk politisk linje. Og gør det stadig.

Den kolde og nådesløse krig eksisterer endnu alle midler bliver taget i brug: økonomisk, politisk og millitær pression.

Det russiske ønske om indflydelse og frygt for vestlig indblanding er en af hovedforklaringerne på det, vi i denne tid ser foregå i Georgien, Ukraine og Hviderusland. Her forsøger Rusland med forskellige midler at styrke eller genoprette sin indflydelse.

I Georgien er der tale om direkte militære trusler. Putin har ved flere lejligheder sagt, at en gentagelse af situationen i 2008, som førte til russiske militær indgiben, ikke kan udelukkes. Og bag den igangværende protestbevægelse imod Saakasjvilis styre, ånder Moskva. Både Medvedev og Putin har holdt møder i Moskva med en af lederne af den georgiske opposition, Nino Bursjanadze, der lover en normalisering af det ellers hadefulde forhold til Moskva, hvis hun kommer til magten.

Lukasjenko i Hviderusland er en sag i særklasse, for i realiteten gør han jo, som Moskva siger, men så alligevel ikke. Han er simpelthen for utilregnelig og efterhånden en ”skidt karl” at være venner med. Især efter de brutale overgreb på oppositionen i december, som førte til hele verdens fordømmelse. Derfor har Kreml nu brugt den fatale økonomiske situation i Hviderusland til simpelthen at stramme tøjlerne om Lukasjenko, hvis tid formentlig snart er ved at rinde ud.

Moskva har brugt gashanen flittigt overfor både Ukraine og Hviderusland. Og det virker, når befolkningen begynder at fryse for alvor. Putin begik en kæmpebrøler, da han så åbent støttede Janukovitj under den orange revolution. Det fik den modsatte effekt, men sagen er rettet op ved seneste præsidentvalg, fordi den almindelige ukrainer fortsat lever i dyb fattigdom og ikke længere har illusioner om deres ledere.

Altsammen et led i den kolde krig mellem Rusland, der ønsker at bevare sin magt og indflydelse, og Vesten, som på listig vis også prøver at gøre sin indflydelse gældende, men ikke åbent vil udfordre gas- og oliegiganten Rusland.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Undskyld, men hvad har uroen i Georgien med Rusland at gøre?
Jeg synes det er NATO, der har brugt kræfter på at trænge ind alle steder.
Bursjanadze har da også væreti USA(først).
Skulle Ukraine og Hviderusland købeolie i USA skulle de vel også betale markedspris?

Silas B. Knudsen

Fremstillingen af Rusland som uprovokeret aggressor i regionen er noget forsimplet. I Georgien-konflikten 2008 tyder meget på, at Saakasjvili under indflydelse af nationalistiske kræfter angreb Sydossetien og Abkhasien med henblik på at forene Georgien, hvormed han ignorerede de to regioners autonome status. Den georgiske hærs angreb på Tskhinvali med upræcise raketter i beboelsesområdet kom også til at koste befolkningen dyrt. Ja, det er klart Rusland ikke ville finde sig i det, fordi det åbnede op for at danne præcedens for løsrivelse af andre regioner fra Rusland. Desuden dæmmede Rusland op for Georgiens mulige fremtidige NATO-medlemsskab. Saakasjvili begik en brøler, da han (måske) ikke havde forudset voldsomheden af den russiske reaktion. Heldigvis (for ham) syntes EU og USA at lukke øjnene for dette.

Bo Jørgensen

Det autokratiske og semi-fascistiske Rusland´s drøm er at genoprette det imperium, der i fordums tid - under et af verdenshistoriens største forbrydelser mod menneskeheden - blev skabt af de røde (læs fascistiske) zarer.