Milde domme over Rwandas generaler

ARUSHA, TANZANIA – De blev alle dømt for de værst tænkelige forbrydelser mod menneskeheden, de fire militærfolk, som i går modtog dom for deres rolle under folkedrabet i Rwanda i 1994.

Yderst på anklagebænken sad den ‘danske’ krigsforbryder, kaptajn Innocent Sagahutu, ved siden af ham sad den tidligere øverstbefalende for Rwandas hær, Augustin Bizimungu, og på næste plads sad Augustin Ndindiliyimana, tidligere chef for det nationale gendarmkorps. Den fjerde tiltalte, Francois-Xavier Nzuwonemeye, leder af kampbataljonen RECCE, valgte at udeblive, mens den femte sigtede i sagen, Protais Mpiranya fortsat er på fri fod.

Dommen blev læst op i den tætpakkede sal i Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda, ICTR’s, bygninger i det nordlige Tanzania foran de kappeklædte forsvarere og anklagere, som alle så ud til at holde vejret af spænding.

Domsafsigelsen i den såkaldte Military II-sag er nemlig en milepæl i en af de mest omfattende internationale retssager i nyere tid.

10 års papirarbejde, komplicerede internationale efterforskninger og afhøring af mere end 200 vidner er gået forud for domsafsigelsen over de fire anklagede højtstående militærfolk.

Afgørelserne ved tribunalet i Arusha er også interessante, fordi de skriver sig ind i verdenshistorien i halen på f.eks. på Nürnbergprocessen efter Anden Verdenskrig. Og fordi det er her, man i et vist omgang danner præcedens for fremtidige afgørelser i internationale anklager mod de højtstående politikere, ledere og militærfolk, der i disse år anklages af Den Internationale Domstol i Haag (ICC), som ICTR er en selvstændig del af

‘Jeg er stadig uskyldig’

De to største fisk i Military II- sagen, Bizimungu og Ndindiliyimana, blev begge kendt skyldige i folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden i form af mord, voldtægt og masseudryddelse. Desuden blev de fundet skyldige i at have forbrudt sig mod Genèvekonventionens regler for behandling af civile og fanger under krig.
Bizimungus dom er på 30 års fængsel, mens Ndindiliyimanas dom svarer til de 11 år han har siddet fængslet mens retssagen har kørt. Han kunne derfor forlade tribunalet som en fri mand.

Innocent Sagahutu, der inden fængslingen havde politisk asyl i Danmark, blev kendt skyldig i forbrydelser mod menneskeheden og specifikt for at have været ansvarlig for mordet på Rwandas daværende premierminister, Agathe Uwilingiyimana, og 10 belgiske FN-soldater. Dommerne fandt imidlertid ikke, at Sagahutu kunne gøres ansvarlig for, at soldater foretog systematisk voldtægt og mishandling af kvinder, der havde søgt tilflugt på et hospital og i en kirke.

Dommerne fandt heller ikke, at der var ført tilstrækkelige beviser for, at nogen af de tiltalte på forhånd havde konspireret om at begå folkedrabet.

Innocent Sagahutus dom lød på 20 års fængsel.

»Det er fuldstændigt unfair. Jeg er stadig uskyldig, og det vil jeg være til den dag, jeg dør. Der har været behov for at udpege en syndebuk for mordet på premierministeren og de belgisk soldater, og så vælger man mig, selv om det er bevist, at jeg ikke var der, da det skete,« sagde Innocent Sagahutu til Information, umiddelbart efter at han havde modtaget dommen.

»Jeg vil kæmpe videre. Det her vil ikke gøre det af med mig. Jeg bliver dømt for at havde beordret noget, selv om alle ved, at al orden var ophørt på det tidspunkt,« sagde Sagahutu, som regner med, at han vil anke dommen.

Milde domme

Bizimungu, tidligere øverste chef for Rwandas hær og den højest rangerende af de tiltalte i sagen, modtog i første omgang dommen med tilbagelænet ro og den ene arm placeret afslappet bag ryglænet. Men efter domsafsigelsen, da forsvarere og dømte stimlede sammen i retslokalet, fik følelserne frit løb. Febrilsk forsøgte han at vinke til en bekendt i tilhørerrummet bag den pansrede rude. Og efter først at have betakket sig for at give interviews, vendte han alligevel tilbage for at give en kommentar til Information:

»Jeg er blevet dømt for en masseudryddelse, som ikke fandt sted. Massedrabene har aldrig fundet sted. Jeg var der ikke, og alligevel dømmer de mig for det. Jeg var derhjemme med min hustru og mine børn. Det kan bevises,« sagde han med dirrende stemme, inden en af vagterne trak ham til side.

Fængselsstraffe på mellem 11 og 30 år er relativt milde domme. I hvert fald sammenlignet med de 55 domme, der tidligere er blevet afsagt ved Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda i verdenssamfundets forsøg på at yde ofrene retfærdighed for de skæbnesvangre dage i april 1994, da det lille afrikanske land blev forvandlet til en slagtehal med uhyrlige civile tab til følge. Over 800.000 tutsier og moderate hutuer blev dræbt.

Da chefanklageren Hassan Bubucar Jallow efter domsafsigelsen i går kaldte pressen op på sit kontor for at kommentere sagen, understregede han dog, at anklagemyndigheden var fuldt ud tilfreds med domsafsigelsen.

»Det har været en god dag i dag. Vi har fået dømt nogle af de vigtigste anklagede i sagen om, hvad der skete i Rwanda i 1994. Jeg mener, dommen er vigtig for alle, der indtager politiske lederposter og særligt for folk med militær kommando, fordi den meget klart slår fast, at overordnede har hovedansvaret for det, deres underordnede foretager sig. Den besked skal ud til alle. Især til folk i militære strukturer og især i Afrika.«

Og selv om ingen hidtil er blevet kendt skyldig i på forhånd at have konspireret om at begå folkedrab i Rwanda, er det ikke ensbetydende med, at der ikke var nogen sammensværgelse, understreger Hassan Bubucar Jallow. »Vi er enige om, at massedrab i det omfang, man så i Rwanda i de dage, ikke kunne være foregået uden nogen forudgående plan,« sagde han.

Forsvarsadvokat Acheleke Charles Taku, der var forsvarer for Nzuwonemeye, som fik en straf på 20 års fængsel, er dog stærkt uenig i hele præmissen for domsafsigelsen. Forsvareren kalder det for en »parodi på retfærdighed« og beskylder tribunalet for at være mere politik end jura.

»Jeg mener, disse afgørelser er politiske, fordi dommerne hele tiden som udgangspunkt har ment, at man ikke kan havde været i Rwanda i 1994 uden at have taget del i folkedrabet. De fleste af anklagernes vidner er desuden allerede erklæret uegnede som vidner i tidligere retssager, hvor de også har været forsøgt brugt af anklagerne,« sagde forsvarsadvokaten efter domsafsigelsen.

Kontroversiel kritik

Forsvareren står ikke alene med sin kritik af tribunalet. Efterhånden som Rwanda-tribunalets arbejde lakker mod enden, vokser en kontroversiel kritik frem: Nemlig den, at retsopgøret efter folkedrabet i Rwanda er politisk farvet og grundlæggende lider under mangel på dokumentation for, at udryddelsen af tutsierne virkelig var orkestreret fra højere sted. Kritikken luftes jævnligt af forsvarere og andre, der beskæftiger sig med at få frifundet de formodede bagmænd. Også den amerikanske filmmager og menneskerettighedsaktivist Keith Harmon Snow, som arbejder på en dokumentarfilm om folkedrabets politiske kontekst, er skeptisk. Han undrer sig over, at der ud over dansk presse ikke er andre repræsentanter for udenlandsk presse, som dækker retsopgøret.

»Efter min mening er det den amerikanske hær, som invaderede Rwanda i 1990 sammen med RPF (Rwanda Patriotic Army, tutsihæren, som Rwanda var i krig med
red.), gjorde arbejdet færdigt i 1994 og nu har oprettet tribunalet her for at sikre sig, at nogen bliver dømt, mens de selv sikrer sig og laver baser overalt i Afrika,« siger han,

Kritikken af, at tribunalet er politisk, afvises dog venligt af chefanklageren: »Vi afsiger ingen politiske domme her. Alt bygger på bevisførelse og dokumentation, og det gælder for begge parter,« siger han.

Eksempelvis blev det nævnt adskillige gange i opsummeringen af dagens dom, at anklagerne sag var blevet svækket af, at vidnerne udtalte sig på baggrund af rygter og andenhåndsoplysninger.

Da Information rejser det grundlæggende spørgsmål, om tribunalet har overvejet at efterforske, om der er andre end hutuerne, som kunne have været medvirkende til folkedrabet i Rwanda, svarer chefanklager Hassan Bubucar Jallow: »Vi mener ikke, der er grundlag for at efterforske yderligere. Mange af RPF’s folk er blevet efterforsket i Rwanda af landets egne myndigheder. Der er intet belæg for, at folkedrabet skulle være orkestreret af nogen andre.«

Desuden, forklarer han, har man ikke har sat spørgsmålstegn ved sagen, siden hovedvidnet Karamera under en afhøring indrømmede, at der var lagt planer om masseudrydde landets tutsibefolkning. Dertil kommer, at FN-tribunalets mandat er ved at løbe ud, påpeger han. Efter planen skal de sidste afgørelser falde inden udgangen af 2012. Tribunalets mandat er allerede blevet forlænget ad to omgange.