TRIASPOL Brudekjolen sidder som den skal, kridhvide plisseer falder i tunge lag til jorden og toppen sidder klistret til overkroppen. Brudeparret her i Transnistrien har fundet deres plads midt i fotografiet med byens udstillede sovjetiske kampvogn som den perfekte baggrund. Smilene stivner, da fotografen trykker på søgeren. Det her er alvor det her er Sovjet.
Længere bag brudeparret bevarer en 30 meter høj statue af Lenin overblikket over hovedstaden Triaspol i udbryderstaten Transnistrien, der ligger på den østlige side af floden Dniester i Moldova. Her har man længe inden Moldovas bejlen til EU cementeret sin kærlighed til Rusland ved ikke at acceptere Sovjetunionens fald i 1991.
Kun 61 km derfra i Moldovas officielle hovedstad, Chisinau, er hammer og segl fjernet fra alle officielle bygninger, og landet har for længst vendt blikket mod vest.
I byens gader vejrer optimistiske blå flag med 12 gule stjerner side om side med Moldovas eget flag, og når talen falder på EU, skifter stemningen. Moldoverne bliver pludselig optimistiske.
»Moldova har inden længe levet op til de kriterier, EU har sat, og så kan vi forhåbentligt på lige fod med Rumænien integreres i EU,« lyder det fra Moldovas ministerpræsident, Vlad Filat, da Information møder ham i parlamentet i Chisinau.
Knap så optimistisk ser EU på Moldovas fremtidige medlemskab, der nærmer sig naivt urealistisk, ifølge en række EU-embedsmænd, Information har talt med. For når landet i så høj grad er splittet mellem europæiske og russiske interesser, er EU- medlemskab urealistisk:
»Det er naivt, når Moldovas regeringen satser på medlemskab, den forrige østudvidelse i 2004 har mere end generet en række medlemslande, så Moldova skal mildest talt væbne sig med tålmodighed,« siger en højt placeret EU-embedsmand til Information.
Konflikten er i vejen
Ministerpræsident Filat erkender da også, at der er et stykke vej endnu. I 2009 blev det kommunistiske partis valgsejr i Moldova underkendt. Navne på for længst afdøde, men alligevel vedholdende kommunister, var dukket op på valglisterne, og efter store demonstrationer, hvor antikommunistiske demonstranter brændte parlamentet ned, tiltrådte en EU-venlig koalitionsregering, som endnu ikke har formået at komme til enighed om en præsident.
Vejen til EU kan desuden blive lang, fordi landet fortsat er præget af korruption i alle lag, menneskehandlen er omfattende, og Moldova har vedvarende problemer med de mest basale menneskerettigheder. Og så er der Transnistrien Moldovas lille kommunistiske kæp i hjulet.
Allerede i 1990 erklærede Transnistrien sig selvstændigt, skiftede Moldovas officielle sprog, rumænsk, ud og indførte russisk. Den fattige stat overlever kun på russiske almisser og er de facto styret fra Kreml, forlyder det.
På papiret ledes regimet dog hårdt af den kommunistiske leder Igor Smirnov, der ifølge rygter fik 103,6 procent af stemmerne til valget i 2001.
»Igor Smirnov er chefen for 'firmaet' Transnistrien, og gør man ikke sit arbejde efter chefens hoved så bliver man fyret,« lyder det fra Oxana Alistratova, der er formand for en af statens få ngo'er, der kun får støtte og dermed eksistensgrundlag, hvis ngo'ens arbejde ikke berører politiske emner.
Så længe Moldova ikke får løst konflikten med Transnistrien, bliver der ikke noget EU, lyder det fra højtstående medlemmer af EU-delegationen i henholdsvis Moldova og Bruxelles. De skyder integrationen med EU minimum 20-30 år ud i fremtiden.
De nuværende problematiske medlemslande afliver al håb for Europas fattigste stat Moldova. Ligesom det gør det, for de andre lande i regionen, der ifølge senioranalytiker Rosa Balfour, har været årsag til stor konkurrence mellem EU og Rusland.
»EU kommer lige pludselig ind på et område, der traditionelt har været under stærk russisk indflydelse. Og generelt er lande som Moldova, Ukraine, Georgien og Hviderusland internt så knyttede til og afhængige af Rusland, at det storpolitisk bliver for konkurrencepræget. Et større samarbejde med EU kan betyde, at de kommer i klemme hos russerne,« siger Rosa Balfour, der er senioranalytiker i østeuropæiske forhold fra European Policy Center.
Rusland har nøglen
Med en rød stjerne øverst, hammer og sejl i midten, kornaks langs siderne og en frodig klase druer nederst, fremstår Transnistriens rigsvåben, der hænger i to x to meter over grænseovergangen fra Moldova til Transnistrien, som fra en anden tid. Stemningen er dæmpet i køen til den lille luge, hvor alle venter med deres udenlandske pas, der inden længe skal inspiceres af en soldat med tung alvorsmine. Han har korngult hår under en grøn militærkasket med rød stjerne i midten.
Og med det flænsede brune linoleumsgulv og de gulnede russiske skilte, får han grænsekontrollen til at ligne en kulisse i et karikeret skuespil om Sovjetunionen, der til sommer faldt for 20 år siden. Men det er stadig i Sovjetunionens tidligere hovedkvarter i Kreml, at løsningen på den 20 år gamle konflikt ligger. Rusland nyder godt af deres strategisk velplacerede allierede i Transnistrien, er både OSCE og EU enige om. Og Rusland har da også stadig våbendepot og omtrent 2.000 soldater på moldovisk jord i Transnistrien.
Konflikten mellem Moldova og Transnistrien blev voldelig i 1992, og krigen varede små fire måneder. Men efter at omtrent 1.000 mennesker var blevet slået ihjel og 3.000 sårede, underskrev begge parter en fredsaftale i Moskva, og selv om Transnistrien aldrig har opnået international anerkendelse, har staten stram grænsekontrol, egen møntfod, parlament og præsident. Og sådan ser det ud til at fortsætte:
»Rusland er ikke glade, når EU kommer dem for nær og blander sig i de små stater tæt på dem, derfor er det endnu større incitament til at fastholde grebet i Transnistrien og puste til konflikten,« siger senioranalytiker Rosa Balfour fra European Policy Centre.
Lige præcis i Moldova har man mærket den russiske bitterhed på økonomien. Moldova er fuldkommen afhængig af russisk energi, og har siden de europæiske partnerskabsaftaler mærket en stigning i priserne.
100 euro om måneden
Selv om konflikten ikke ser ud til at kunne løses, bliver håbet om EU-medlemskab stadigt større i Chisinau. Lige nu er Rumænien det tætteste, borgerne i Moldova kan komme på en vestlig fremtid. Og i ønsket om et bedre liv, stiller moldoverne sig i kø foran den rumænske ambassade, der sammenlignet med de resterende bygninger på Strada Bucure10 fremstår mondæn og velholdt. Køerne snor sig 50 meter ned ad gaden.
»Der er ingenting at blive her for,« siger en 28-årig kvinde.
»Jeg har studeret fem år i Rumænien, og nu vil jeg bare tilbage. Det er i Vesten, jeg har en fremtid,« siger hun.
Og ser man på Chisinau landets rigeste by giver det mening, at Moldova er udlængselens arnested. Moldova, der var prominent i sovjettiden, blev slået hjem efter uafhængigheden i 1991. En ihærdig regering indførte i al hast markedsøkonomi og kickstartede en inflation, der efterlod landet med en gennemsnitsløn på omtrent 100 euro om måneden og med en befolkning, hvor ca. en tredjedel lever under fattigdomsgrænsen.
I dag slår Chisinaus veje sprækker, regnvandet oversvømmer gaderne, og mug kryber langsomt op langs siderne af de 10 etager høje betonbyggerier, som langt de fleste borgere i Chisinau bor i.
Så da EU i 2004 indlemmede nabolandet Rumænien, virkede fremtiden pludseligt lysere. Nu kunne man næsten røre EU. Moldova indgik ligesom fem andre lande et nabopartnerskab med EU og afgav hermed en række løfter, for til gengæld at blive økonomisk støttet af EU. 550 millioner euro årligt får landet, hvis de holder deres del af aftalen. Moldova må ikke længere diskriminere, korruptionen skal nedsættes, og allervigtigst skal grænserne mod Ukraine styrkes, for det sidste EU ønsker, er horder af immigranter fra øst.
Ingen gulerod
Men der kommer et tidspunkt, hvor EU's nabostater som Moldova indser, at de ikke skal gøre sig forhåbninger om medlemskab, lyder det fra Viorel Ursu, der er senioranalytiker hos Eastern Europe Open Society Foundations. Splittelsen mellem øst og vest, efterlader lande som Moldova stående i stampe.
Han er selv født i Moldova, men forlod landet. Og ud af landets 4,5 millioner indbyggere, har 1,5 millioner truffet samme valg som ham.
»EU kan ikke fortsætte med at stille krav til de her lande, uden at give dem en gulerod et løfte om, at de en dag kan komme med i klubben. De reformer, EU kræver for eksempelvis at få mere lempelige visumforhold i bytte, er dyre for de fattige nabolande. Når landene indser, at udsigten til medlemskab ikke eksisterer, forsvinder den europæiske indflydelse, og her kan konsekvensen være, at landene igen vender blikket mod Rusland,« siger han.
En bybus i Chisinau bumler ned ad gaden, og med hænderne i skødet sidder en midaldrende kvinde og ser ud af vinduet. Hun forlod Moldova for 19 år siden, og kommer kun tilbage engang årligt i maj for at besøge sin familie.
»Så er her til at holde ud at være,« siger hun og smiler.
»Da blomstrer det hele, og man kan mærke et håb i Moldova, når solen skinner. Ellers er her ingenting, hverken stabiliteten fra Sovjettiden eller drømmen om en lysere fremtid i EU. Hvis jeg skal give ungdommen i Moldova et råd, så var det at forlade landet hurtigst muligt.«
