Læsetid: 3 min.

Pakistan og USA hænger sammen som siamesiske tvillinger

Mordet på Osama bin Laden kommer ikke til at ændre grundlæggende på forholdet mellem USA og Pakistan, siger den britisk-pakistanske kommentator og forfatter Tariq Ali. De har nemlig stærkt brug for hinanden, og Kina står klar i kulissen
Pakistanerne er delt i to lejre, hvad angår drabet på Osama bin Laden. Disse hylder ham og råber negative slagord som 'Død over USA' pga. USA's indblanding og militære tilstedeværelse i landet for at likvidere ham. Andre kritiserer mere landets milliarddyre hær for at være uduelig og for at have dækket over terroristen bin Ladens tilstedeværelse.

Pakistanerne er delt i to lejre, hvad angår drabet på Osama bin Laden. Disse hylder ham og råber negative slagord som 'Død over USA' pga. USA's indblanding og militære tilstedeværelse i landet for at likvidere ham. Andre kritiserer mere landets milliarddyre hær for at være uduelig og for at have dækket over terroristen bin Ladens tilstedeværelse.

Said MIRZA

7. maj 2011

Alt ved det gamle. Det er den gennemgående konklusion, hvis man spørger den britisk-pakistanske forfatter og mangeårige kritikere af USA's engagement i Pakistan Tariq Ali.

For mens medier verden ifølge forfatteren er gået i selvsving med forudsigelser om, at USA vil slå hånden af Pakistan, trække sin millard-dollar store bistand tilbage, eller tvinge præsident Zardari af pinden, mener han, at alt stort set er business as usual.

»Forholdet mellem de to går op og ned på overfladen, men grundlæggende er det altid sådan, at USA har stærkt brug for Pakistan i regionen. I udpræget grad så længe de er i Afghanistan, men også som en partner, man kan trække på i fremtiden,« fortæller Ali.

Kina i al slags vejr

Og så er der en anden og meget stor i enhver forstand årsag til, at vi ikke vil se Washington klippe båndet til Islamabad: Kina.

Søndag, dagen før drabet på Bin Laden, mødtes en kinesisk delegation med den pakistanske regering for at diskutere udviddet sikkerhedspolitisk og handelsmæssigt samarbejde. Og det er ifølge Tariq Ali blot en videreudvikling af et langt og tæt samarbejde.

»I pakistansk politik har man et ordsprog, der siger: 'Kina er en ven i al slags vejr, USA er det i klart vejr'. Siden 1960'erne har Kina været en helt central alliancepartner, og med de forandringer, der er sket i verden, kan Pakistan nu sige til Washington med endnu mere styrke: 'Hvis I ikke vil hjælpe os, vil Kina'. Og det er både rigere og stiller færre krav.«

Militæret ikke regering

Hvad angår de interne mangtforskydninger i pakistansk politik og Washingtons rolle i dem tror Tariq Ali heller ikke, at vi vil se de store forandringer.

»Pakistanerne er efterhånden vant til de mange droneangreb, og de ved, at der er amerikanske specialstyrker i fem af de store pakistanske byer. De oplever det de facto som en amerikansk invasion. Det her var blot endnu et droneangreb, bare med et kendt offer,« siger Tariq Ali, der også afviser, at præsident Zardari vil stå i et hverken mere eller mindre fordelagtigt lys hos den fattige befolkning, som han skal forestille at passe på.

»Zardari er en svag og korrupt leder, der ikke har sit folks interesser på sinde. Det har han altid været, og det ved enhver pakistaner,« fastslår Ali, der fremhæver et endnu vigtigere forhold.

»Husk på, i Pakistan bestemmer militæret, ikke regeringen. Det er det evigt frustrerende faktum i landet,« siger Tariq Ali og tilføjer:

»Det er faktisk enormt deprimerende at erkende, at mens vi nu sidder og ser på de unge i de arabiske lande, der går på gaden for demokrati, er sandheden om Pakistan: Det er et demokrati, men et rigtig grimt ét af slagsen.«

Men der kan stadig nå at komme meget nyt frem i sagen, der måske kan hive de to evige venner i klart vejr gennem endnu en storm.

Sandheden kommer frem

For hvad ledte egentlig op til likvideringen af Bin Laden? Forklaringen om, at det var et tip fra en Guantánamo-fange om en kurér, der hang ud i et hus i en ferieby i Pakistan, der ledte til Osama bin Laden, køber Tariq Ali ikke.

»Kald det en mavefornemmelse, eller kald det erfaring, men det passer ligesom lidt for godt til alle parters behov. Pakistan kan sige, at det intet vidste om hans tilstedeværelse, og USA kan sige, at det fik noget egentlig brugbart ud af grusomhederne på Guantanamo vi så jo, hvordan Rumsfeldt brugte lejligheden til at minde os om, hvor oplysningerne kom fra. Jeg køber den ikke,« siger Tariq Ali.

Ali er derimod overbevist om, at informationerne stammer fra det pakistanske efterretningsvæsen ISI og kalder gentagne gange Osama bin Ladens opholdssted for et ISI-safehouse.

»Man kan være i tvivl om, hvorvidt det er sandt, at det pakistanske militær ikke kendte til aktionen, men ingen kan være i tvivl om, at de kendte til bin Ladens tilstedeværelse,« fastslår Tariq Ali.

Og spørgsmålet er pakistanernes interesse i at lade USA vide, at de havde hovedfjenden, i stedet for selv at pågribe ham?

Tariq Ali ville ikke selv sove så trygt, hvis han var en amerikansk præsident, der havde misinformeret:

»Sandheden vil komme for en dag, og jeg tror ikke engang, at vi skal vente så længe. Pakistanere snakker nemlig notorisk for meget.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu