Læsetid: 6 min.

Rapport fra en politistat

Filminstruktøren og skribenten Ali Atassi er en af mange syriske dissidenter og intellektuelle, der er blevet presset af det syriske regime. Presset er effektivt i en stat, hvor alle er underlagt vilkårlighed og retsløshed
Filminstruktøren og skribenten Ali Atassi er en af mange syriske dissidenter og intellektuelle, der er blevet presset af det syriske regime. Presset er effektivt i en stat, hvor alle er underlagt vilkårlighed og retsløshed
30. maj 2011

BEIRUT – Det er længe siden, jeg har set Ali Atassi så veloplagt vel ikke siden vi sad i hans lille lejlighed i det indre Beirut i april 2003 og fulgte tv-dækningen af Saddams fald i Bagdad. Som filminstruktør var han især optaget af scenen, hvor en kran køres frem og trækker Saddams statue af piedestalen, så de to jernrør, der gik op gennem benene, stod nøgne tilbage som monumenter over det væltede diktatur.

»Det er ren Hollywood,« udbrød han overbevist om, at optrinnet var iscenesat af amerikanerne, hvad der da også senere blev bekræftet.

På den led er Atassi en typisk arabisk intellektuel: Kritisk over for Vesten, men endnu mere uforbeholden modstander af de arabiske diktaturer, herunder i hans eget land, Syrien. Og efter en pause på fire år, hvor han har holdt lav profil af hensyn til sine børns mulighed for at se deres farmor, er han nu på de arabiske tv-kanaler og i den libanesiske presse med kommentarer til Det Arabiske Forår, som det folder sig ud i hans eget land fredag efter fredag.

»Det er som at blive levende igen,« siger han, »for jeg har besluttet, at jeg ikke rejser tilbage, før styret er væk.«

Kan du sige noget om, hvad der får syrere i udlandet til at tøve med at kritisere?

»Det er en politistat, vi taler om. Dette diktatur har siddet mere end 40 år. Der er mange politiske fanger, folk fængsles uden rettergang eller forsvinder, ingen instanser kontrollerer graden af vold mod individet, for individet er underkastet lederens humør alene. Der er ingen beskyttelse, intet uafhængigt retsvæsen. Staten har frie hænder til at gøre, hvad den vil med borgeren. Det er som i Østeuropa i sovjettiden: Der er hverken politisk eller juridisk kontrol med autoriteterne. Har man set filmen De andres liv om Stasi i DDR, ved man, hvad jeg mener. Jeg husker, hvordan syrere, der så filmen, sagde: 'Det er fuldstændig som her, bortset fra at her er værre'. Det offentlige rum medfører en tilstand, hvor borgeren forsøger at undslippe staten med vittigheder, med tavshed, med unddragelse af kontrollen ved etablering af parallelle strukturer. I denne tilstand har du så de få, der råber op, nemlig dissidenterne. De taler regimet midt imod, de prøver at sige sandheden om systemets løgne som en Vaclav Havel i Tjekkoslovakiet, og de betaler en høj pris. Men de gør det for at indgyde deres landsmænd modet til at råbe op, til at overvinde frygtens mur, og de bliver hørt«.

De henter modet i den kollektive angst?

»Ja, og denne angst går hånd i hånd med personkulten omkring Bashar al-Assad. At han bliver fremstillet som Gud, gør kritik af hans beslutninger profane, til blasfemi. Og dermed bliver det at diskutere politik til helligbrøde, til brud på et religiøst tabu, som ingen vover at anfægte. Det var betegnende, at under de første demonstrationer i Dara'a (i det sydlige Syrien) væltede demonstranterne statuerne af Bashars forgænger og far, Hafez al-Assad. Det var deres måde at overvinde frygten i dem selv«.

Men syrere uden for Syrien kan vel tale frit?

»Når syrerne bosætter sig i udlandet, rejser politimanden med i deres bevidsthed. Han er hele tiden til stede, også når de lever i de frie samfund, så derfor tier de hvis de vil tilbage på sommerferie, eller hvis de beslutter at vende hjem, vil de undgå mukhabarat, sikkerhedstjenesterne, men det kan de kun, hvis de er tavse. Sikkerhedstjenesten skal forny deres pas, og de kan de afslå uden videre. Hvis de har ejendom i Syrien og giver fuldmagt til familiemedlemmer ved salg eller leje, skal de have tilladelse hos mukhabarat, hvis de vil købe ejendom i Syrien, skal de have tilladelse. Dissidenters familier kan komme under pres, det er ikke ualmindeligt, snarere tværtimod«.

Familiegidsler

Atassi nævner, at familiemedlemmer til aktivister fra Det Muslimske Broderskab, mødre, brødre og søstre, rutinemæssigt tages som gidsler af myndighederne. Og nu, efter urolighederne i Syrien tog til, er kredsen af gidsler udvidet. I april anholdt mukhabarat ægtemanden og svogeren til en kvindelig menneskerettighedsadvokat, Razan Zaitouneh, der er kendt for sin kritiske holdning til regimet. De to anholdte er ikke set siden.

»Razan Zaitouneh har en høj profil som menneskerettighedsforkæmper, og hun og hendes mand, der ikke er politisk aktiv, gik under jorden, da demonstrationerne tog til i slutningen af marts,« fortæller Atassi. »Svogeren, der kun er 20 år, blev anholdt, da han var i parrets lejlighed for at samle noget tøj til dem, da sikkerhedsfolk stormede lejligheden få minutter senere. De tvang ham til at ringe til sin bror for at lokke ham til lejligheden, men han fattede mistanke og blev væk. En uge senere, 12. maj, blev han arresteret på sin arbejdsplads. Razan Zaitouneh er stadig under jorden, og hverken hun eller den øvrige familie har hørt noget til manden og svogeren siden de blev fængslet. Ingen ved, hvor de er tilbageholdt, eller hvad der er sket med dem.«

Som at være statsløs

En dissident eller politisk flygtning får ikke fornyet sit pas, han er ikke-eksisterende i den syriske stat, selvom han er statsborger han ophører med at være registreret som individ, slettes simpelt hen af statens bevidsthed. »Det er som at være palæstinensisk flygtning de kan ikke rejse tilbage til deres land,« konstaterer Atassi, der selv har prøvet turen med udrejseforbud. Og efter at han for 10 år bosatte sig i Beirut jævnligt er blevet kaldt til afhøringer hos sikkerhedstjenesterne, når han rejste ind i Syrien for at besøge sin mor.

Syriske intellektuelle, forfattere, filmmagere etc. har deres daglige besvær de inviteres regelmæssigt til kaffe hos sikkerhedstjenesterne, de har ofte forbud mod at rejse ud, hvis de bliver inviteret til konferencer, kongresser, oplæsninger og lignende, der er en del af en stedse mere global kunst- og kulturverden. Disse åndsarbejdere er under et konstant overvågningspres, der hindrer arbejdsro, og som får mange til helt at holde op med at producere.

»Men også tavsheden er modstand,« siger Ali Atassi, der selv lå brak som skribent i fire år, som han i stedet brugte på at instruere dokumentarfilmen om den egyptiske islam-dissident, Abu Zayd, der sidste år blev prisbelønnet i Europa.

Afhørt i 13 timer

Et eksempel, han nævner, er den nyligt afdøde filminstruktør, Omar Amilay, der blev tilbageholdt på grænsen til Jordan på vej i sin bil fra Damaskus til Amman for i forbindelse med hans projekt om etablering af et arabisk filminstitut (der var hans store drøm). Historien her er, at Amilay blev lagt i håndjern og ført tilbage til Damaskus, hvor han afhørtes i 13 timer om sin film, Al-Toufan (Oversvømmelsen), en dokumentar om Baath-regimets indoktrinering af skoleelever i landsbyen Al Mashi i Eufrat-regionen.

I mukhabarats hovedkvarter fik han sarkastisk at vide, at sikkerhedsfolkene ville 'fortsætte deres diskussion om filmens sikkerhedsrelevans' årsagen var formentlig, at den netop var blevet vist på den arabiske satellitkanal Al Arabia fulgt op af et interviewportræt af instruktøren. Efter afhøringen, hvor hvert eneste filmklip blev vendt som en potentiel forræderi-anklage, blev Omar Amilay løsladt med besked om, at han kunne søge udrejse om fire dage. Han ventede flere år af frygt for nye ubehageligheder.

»Der er to slags frygt angsten for sikkerhedstjenesternes vilkårlighed, og angsten for samfundets opløsning,« svarer Atassi på spørgsmålet om, hvorfor oppositionen i mange uger opfordrede Bashar til reformer, men netop ikke krævede hans afgang.

»Det syriske samfund er opdelt i etniske og religiøse grupperinger, der normalt lever side om side, men nu har regimet pustet til de latente modsætninger, og det gør folk meget bange. Det er den samme angst, der gør, at middelklassen holder sig væk fra gaderne det er farligt at gå op imod regimet. Hvis fredelige demonstrationer var tilladt, ville du se millioner i protesttog. Og de kommer. En dag«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu