Læsetid: 5 min.

"Slagteren fra Skjern" vil hjem til Danmark

Efter mere end 10 år falder der i dag dom i sagen om en formodet højtstående nøgleperson i det rwandiske folkedrab, der blev arresteret i Danmark. Information har mødt den dansktalende Innocent Sagahutu, som ifølge anklageskriftet er medansvarlig for både en premierminister og 10 belgiske FN-soldaters død
Mange af de hutuer, der deltog i folkedrabet i 1994, stak efterfølgende af sammen med andre flygtninge, og i dag, 16 år efter, er retsopgøret stadig i gang, bl.a. mod Innocent Sagahutu.

Mange af de hutuer, der deltog i folkedrabet i 1994, stak efterfølgende af sammen med andre flygtninge, og i dag, 16 år efter, er retsopgøret stadig i gang, bl.a. mod Innocent Sagahutu.

Alexander Joe

17. maj 2011

ARUSHA, TANZANIA – »Hej, jeg er Innocent,« siger manden og rækker hånden frem for at hilse på Informations udsendte. Vi er i FNs sikrede fængsel uden for Arusha i Tanzania. Her sidder personer, der er mistænkt for at stå bag folkedrabet i Rwanda i 1994, og her har Information fået eksklusiv adgang til Danmarks mest højtstående mistænkte folkemorder.

Tidligere kaptajn Innocent Sagahutu havde opnået politisk asyl i Danmark, da han i februar 2000 blev arresteret i sin bolig på Østre Alle i Skjern. På det tidspunkt talte han næsten flydende dansk, og hans kone og to børn havde fået danske venner.

Men nede i Afrika var opgøret efter folkedrabet først lige begyndt. FN og det internationale retssystem havde sat sig for at identificere og straffe de øverst ansvarlige for massakren, der kostede 800.000 mennesker livet i løbet af bare 100 dage. Sagahutu bliver blandt andet anklaget for forbrydelser mod menneskeheden gennem systematisk brug af mord og voldtægt, for at være ansvarlig for mishandling og mord på 10 belgiske UNAMIR soldater, samt for drabet på premierminister Agathe Uwilingiyimana.

»Tak, fordi du vil komme og besøge mig,« siger han og ser overraskende venlig ud, mens vi begge ihærdigt forsøger at fortsætte samtalen på dansk. Innocent Sagahutu har ventet på sin dom i 10 år og nu hvor afgørelsens time nærmer sig, er han ivrig efter at knytte bånd hjem til Danmark igen. Familien bor der endnu. Hvis han bliver frikendt, ville det være rart at vende tilbage, forklarer han, mens journalisten noterer sig, at han har fipskæg, røde briller og en lang hvid skjorte med arabiske mønstre på brystet. Det svarer ikke helt til den forudindfattede idé om, hvordan en måske grusom krigsforbryder med massedrab og etnisk udrensning på samvittigheden ser ud. Men på den anden side, hvis man kunne se den slags, ville FN's højtbetalte jurister vel ikke have brugt mere end et helt årti på sagen

Var i krig

Innocent Sagahutu er tiltalt i 'Military II' en fælles retssag, der er et afgørende led i Rwanda-tribunalet, og som også inkluderer retssager mod fire andre højtstående militærfolk. Sammen med forgængeren 'Military I' er det en af de mest omfattende sager, tribunalet har behandlet. Blandt andet fordi hele spørgsmålet om, hvorvidt en hård kerne af politikere og højtstående militærfolk i Rwanda på forhånd havde lagt en plan for at udrydde landets tutsier, søges besvaret. En forudgående udryddelsesplan er en betingelse for, at forbrydelser folkeretsligt falder under kategorien folkedrab.

Undervejs er der ført 134 vidner til forsvar for de tiltalte og 72 imod dem. De sidste to år er gået med, at dommerne har læst op på sagens akter.

Spørger man Innocent Sagahutu selv, var der ingen masterminds, og han er stadig uskyldig.

»Der var massakrer, og mange folk døde. Det var forfærdeligt. Men det er forkert, når man siger, det var et planlagt folkedrab på tutsierne,« siger Sagahutu. »Husk på, Rwanda havde været i krig siden 1990. Der havde været utallige angreb fra tutsimilitser, der trængte ind over grænserne og forsøgte at vinde magten tilbage.«

Han taler roligt og velforberedt. Vil øjensynligt gerne give sin version af historien. Er der da slet ikke noget, han fortryder nu, efter alt den tid i fængslet, noget, han ville have gjort anderledes, hvis han kunne spole tiden tilbage til de skæbnesvangre aprildage, hvor det hele gik amok?

»Nej, jeg fortryder ingenting. Jeg passede bare mit job. Jeg var soldat, og jeg var ved fronten. Ved fronten kæmper man. Folk dør. Men hvis der er noget, jeg ville gøre anderledes, ville jeg have taget væk fra Kigali og ud på landet for at beskytte mit folk,« siger han og læner sig tilbage mod bænken.

FN-fangerne her i Arusha har langt bedre forhold end de mange, mange tusind mindre prominente personer, der er og har været fængslet hjemme i Rwanda. Her i FNs varetægt har fangerne både TV og personlige vagter, ugentlig telefontid og forventning om en nogenlunde fair retssag. Alligevel har det sine omkostninger.

»›Det er meget, meget kompliceret for et menneske at sidde fængslet så længe,« siger Sagahutu bare. Hænderne strejfer den store indbundne kalender med guldrandede sider, der ligger ved siden af ham på bordet.

Fuld af ensomme, blanke sider, forestiller man sig måske, i et anfald af medlidenhed med fangen? Men nej, Sagahutu fører omhyggelig rapport over hver eneste telefonsamtale, besøg og begivenhed i fængslet og hver ny udvikling i sagen mod sig selv.

Omdiskuteret retssag

»Han fører rapport over alt, hvad han foretager sig. Han er en rigtig militærmand,« siger forsvarer Fabien Segatwa senere om sin klient.

Sagahutus år i fængslet er blevet brugt til at studere både computerbrug og engelsk, som mens han har været fængslet, har afløst fransk som et af Rwandas officielle sprog en direkte konsekvens af, at landets nuværende regime betragter USA som landets redningsmand og Frankrig som medansvarlig for folkemordet.

Sagahutu har også i perioder været talsmand for de andre indsatte. På samme måde som han både i Rwanda og i sin tid som flygtning i Kenya og Danmark blev kendt for sin evne til at organisere og hjælpe andre folk. Men de første år efter fængslingen var slemme, husker forsvareren alligevel og beskriver sin klient dengang som modløs og bitter over hele sagen. Efterhånden som andre tiltalte er blevet frikendt ved krigsforbrydertribunalet, og der er kommet en mere åben debat om hele retsopgørets politiske kontekst, vendte modet imidlertid tilbage.

»Jeg synes, det er problematisk, at tribunalet kun anklager den ene part i sagen hutuerne,« siger burundiske Fabien Segatwa. Han mener, retsopgøret fra begyndelsen er foregået under et politisk mandat til fordel for tutsierne, som siden 1994 har haft regeringsmagten i Rwanda.

»Men hvis dommerne følger retfærdigheden, så er jeg ikke bekymret for afgørelsen. Vi håber det bedste,« siger Fabien Segatwa til Information et par dage før domsafsigelsen.

Ifølge forsvareren og hans hjælper, som de sidste 10 år har efterforsket sagen i alle detaljer, hviler anklagerne mod Sagahutu mest på insinuationer og fejlslutninger. I den afsluttende opsummering til dommerne slår forsvarerne på det faktum, at der ikke er dokumenteret direkte sammenhæng mellem Sagahutu og de anklager, han er tiltalt for, samt at flere af anklagerens vidner er utroværdige.

Nøglerolle

Det synes dog svært at komme udenom, at Innocent Sagahutu som næstkommanderende for Batallion de Reconnaissance, en af hærens elite-kampenheder, havde en nøglerolle i de altafgørende timer og dage efter, at Rwandas præsident, Juvenal Habyarimana, blev skudt ned i et fly den 6. april 1994, og massakrerne spredte sig som en løbeild gennem Rwanda. Ifølge anklageskriftet stod Sagahutus mænd bag drabet på premierministeren, som de dermed forhindrede i at komme til Radio Rwanda for at berolige befolkningen efter præsidentens død. Det var ifølge skriftet folk under Sagahutus kommando, der hev tutsikvinder ud af hospitaler og hånede og voldtog dem ligesom det hævdes at være hans soldater, der afvæbnede 10 belgiske FN soldater, som holdt vagt ved premierministeren og i stedet sendte dem med en minivan til Camp Kigali, en militærlejr for handicappede og sårede soldater, hvor FNsoldaterne blev mishandlet og siden dræbt en hændelse som betragtes som afgørende for verdenssamfundets efterfølgende modvilje mod at gribe ind i massakrerne. Ifølge anklageskriftet har Sagahutu også stået for at dele våben ud til den rabiate politiske ungdomsmilits Interahamwe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Achille Rugema

Godt indslag!

Men en lille komentar til fakta i det grå boks.
Der er skrevet a:"ca. 100 dage derefter mishandles og dræbes næsten en million etniske tutsier og moderate hutuer i verdens hidtil værste ’borgerkrig’ hvor både militær og civilbefolkning deltager"

De 100 dage og begivenhederne er "Folkemord på Tutsi i Rwanda". Dette er et faktum anerkendt af FN og dens medlemer deriblandt Danmark.
Om dette er et slip i artiklen eller bevidst valg af andet ord"Borgerkrig" (der har et andet faktisk betydning og konsekvens) må vi lade journalisten selv kommenter. Men det er alvorigt når sådan en fejl sker for det slør fakta og danner en anden generel billedet i læsernes bevidsthed!

Tom Paamand

Uanset mandens eventuelle skyld her, er dette endnu et godt eksempel på at FNs paragraf om Folkedrab er skruet for bombastisk sammen. Da definitionerne blev skabt skulle de på samme tid anklage Nazi-Tyskland for systematiske udryddelse af folkegrupper, og frikende de Allierede for systematiske massedrab på civile gennem terrorbombning af storbyer. Resultatet blev en paragraf, der er stort set umulig at løfte bevisbyrden for - men som bliver brugt alligevel.

Carsten Puggaard

Det er meget positivt, at Information prioriterer at rapportere direkte fra retssagen, der er led i et langt større retsopgør, der har med såvel ansvarsplacering for folkedrabet som med præcedens i domsafsigelse at gøre og derfor rækker meget videre. Der er ikke mange internationale medier, der påtager sig samme ansvarsbevidsthed.