Læsetid: 2 min.

Storbritannien binder sig til ambitiøse klimamål

Den britiske energiminister fremsatte i går en plan, der forpligter Storbritannien til at halvere sit CO2-udslip inden 2025
18. maj 2011

LONDON Storbritannien tog i går et skridt i retning af at opfylde premierminister David Camerons løfte om at blive landets »grønneste regering nogensinde«. Det skete, da den liberale energiminister Chris Huhne fremlagde en ambitiøs »grøn plan« i parlamentet. Med planen sætter regeringen juridisk bindende mål for en reduktion af landets CO2-udslip frem til 2027.

Ministeren bekræftede med fremlæggelsen af det fjerde såkaldte kulstofregnskab for perioden 2023-27 de seneste dages rygter om, at regeringskoalitionen trods magtkamp mellem energiministeriet på den ene side og finans- og erhvervsministeriet på den anden var blevet enig om at følge anbefalingerne fra den uafhængige rådgivende Komite for Klimaforandring.

Huhne sagde, at regeringen agter at forpligte sig til en reduktion i CO2-udslippet på 50 procent i 2025 som del af en plan for, hvordan udslippet gradvist skal nedbringes for at nå landets målsætning om en 80 procents reduktion i 2050 i forhold til 1990-niveauet. Komiteen har sagt, at briterne for at nå det mål, må have reduceret sit udslip med 60 procent i 2030.

»Med dette kulstofregnskab vil Storbritannien i 2027 være et anderledes sted, forandret til det bedre med varmere hjem forsynet med grøn energi, mange flere biler drevet af elektricitet og langt mindre afhængighed af fossile brændstoffer til at drive vores økonomi,« sagde Chris Huhne.

Grøn økonomi

Slagsmålet internt i regeringen har drejet sig om, hvorvidt målsætningerne vil være hæmmende for den britiske økonomi. Men ifølge Komiteen for Klimaforandring vil det blive dyrere at omstille landets økonomi, jo længere man venter. Den konservative udenrigsminister, William Hague, har ifølge de britiske medier talt for skrappe nedskæringsmål for at sikre, at landets ikke sakker bagud i forhold til lande som Kina i kampen om at omstille landet til grøn energi.

I det seneste år har usikkerheden om, hvorvidt Storbritanniens energipolitik ville fokusere på vedvarende energi, betydet, at Storbritannien er dalet fra at være det tredjemest attraktive land mht. grønne energiinvesteringer til en 13. plads. Håbet er, at den grønne plan kan rydde den usikkerhed af vejen og igen gøre landet attraktivt for virksomheder som Siemens, Vestas og General Electric. Ifølge komiteen skal 40 procent af landets energi komme fra vedvarende energi i 2030, hvis målene skal nås.

Den Grønne Plan blev budt velkommen af blandt andre David Kennedy, leder af Komiteen for Klimaforandring, som sagde til BBC, at han er »henrykt« over, at regeringen havde accepteret komiteens anbefalinger. Han tilføjede, at det vil sikre, at »vi foretager de rette investeringer, maksimerer væksten på lang sigt og reducerer vores afhængighed af importerede fossile brændstoffer«.

De Grønnes medlem af parlamentet, Caroline Lucas, var imidlertid skuffet over, den ”indrømmelse, der er sluppet ind, som tillader regeringen at bakke ud i forhold til det fjerde kulstofregnskab”.

Formanden for Verdensnaturfondens britiske afdeling, Keith Allott, tog forbehold for det, der står med småt, men sagde i går, at aftalen ”repræsenterer et væsentligt og meningsfuldt skridt i retning af” et Storbritannien med et lavt CO2-udslip.

”Imidlertid må vi huske på, at Komiteen for Klimaforandring har gjort det klart, at det CO2-regnskab, der blev aftalt i dag, er et 'absolut minimum' for, hvad der er nødvendigt,” tilføjer han.

HYPERLINK ”mailto: ”

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu