Nyhed
Læsetid: 2 min.

Syrien trækker sit kandidatur til menneskerettighedsråd

Efter massivt internationalt pres har Syrien trukket sit kandidatur til FN's Menneskerettighedsråd. Landet har lukket effektivt ned for udenlandske journalister siden slutningen af marts
Udland
13. maj 2011

Mens syriske styrker slår demonstrationer ned fra by til by, har landet trukket sit kandidatur til FN's Menneskerettighedsråd. I stedet vil Kuwait overtage kandidaturet til den asiatiske plads i rådet.

Flere vestlige lande har kæmpet en hård diplomatisk kamp for at blokere Syriens plads i rådet, som en ambassadør har kaldt »en provokation«. Nu vil Vesten gøre et nyt forsøg på at få FN's Sikkerhedsråd til at fordømme præsident Bashar al-Assads nedkæmpning af oppositionen.

Syriens FN-ambassadør, Bashar Jaafari, betegner det som en byttehandel med Kuwait og afviser de diplomatiske forlydender om, at det er et intenst politisk pres fra asiatiske og arabiske lande, der har fået Syrien til at trække sig fra valget 20. maj.

Efter et møde i Asien-gruppen siger Jaafari, at Syrien vil overtage Kuwaits plads i Menneskerettighedsrådet til næste valg, der finder sted om to år.

»Det betyder slet ikke, at nogen af os har trukket vores kandidatur,« siger Jaafari. »Det er en suveræn beslutning baseret på den syriske regerings vilje til at ændre timingen af vores kandidatur, baseret på en revurdering af vores prioriteter.«

Ud over Kuwait vil Indien, Indonesien og Filippinerne nu udgøre de nye asiatiske medlemmer af rådet.

'Højeste standarder'

I henhold til den FN-resolution, der indførte Menneskerettighedsrådet i 2006, forventes medlemslandene at »opretholde de højeste standarder« for menneskerettigheder.

»Der var helt klart nogen forlegenhed over det på grund af volden i Syrien nu,« siger en asiatisk diplomat på betingelse af anonymitet.

Frankrig, Storbritannien, USA og andre vestlige lande havde lobbyet ihærdigt mod Syrien især på grund af overgrebene mod oppositionen, hvor hundredvis menes at være blevet dræbt.

»Det var et sindssygt kandidatur, et angreb mod menneskerettighederne, en provokation,« siger Frankrigs menneskerettighedsambassadør Francois Zimeray, som har deltaget i arbejdet for at blokere Syrien.

Sund fornuft

USA's ambassadør til FN, Susan Rice, siger at tilbagetrækningen af kandidaturet »er et resultat af sund fornuft blandt medlemslandene i den asiatiske gruppe, der besluttede, at de var uvillige til at bakke tilstrækkeligt op om et land, hvis menneskerettigheder er beklagelige.«

»Valget var blevet til en folkeafstemning om Syriens voldelige undertrykkelse af protesterne, og Syrien trak sig i stedet for at lide et rungende nederlag,« siger Peggy Hicks fra Human Rights Watch.

Nu vil Vesten optrappe indsatsen for, at FN's Sikkerhedsråd griber ind over Syrien, men især Rusland sætter sig imod.

Siden slutningen af marts er alle udenlandske journalister blevet nægtet adgang til landet.

Ifølge internationale humanitære organisationer er mellem 600 og 700 mennesker blevet dræbt og mindst 8.000 anholdt siden protester brød ud i Syrien i midten af marts.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her