Læsetid: 4 min.

81-årig gangsterboss gik i fælden

Den sidste store irsk-amerikanske gangster fra en svunden tid i Boston er blevet anholdt af FBI, der nu må frygte, at skeletterne vil vælte ud af skabet. Gangsterbossen 'Whitey' Bulger var i 10 år meddeler for FBI, mens han myrdede løs
James 'Whitey' Bulger er blevet anholdt efter 17 år på flugt. Mange regner med, at den tidligere gangsterboss ligger inde med masser af belastende materiale om sin tid som meddeler for FBI.

James 'Whitey' Bulger er blevet anholdt efter 17 år på flugt. Mange regner med, at den tidligere gangsterboss ligger inde med masser af belastende materiale om sin tid som meddeler for FBI.

25. juni 2011

BOSTON Frank Sullivan var kun 22 og salgsrepræsentant for Molson Beer Co., da han første gang så den irsk-amerikanske gangster James 'Whitey' Bulger gå ned ad Broadway i bydelen South Boston.

Det var i begyndelsen af 1970'erne, dengang fem bykvarterer i Boston var domineret af irsk-amerikanske gangstere og af italiensk-amerikanske mafiosi. Banderne kæmpede med hinanden om kontrol over salget af spiritus og narkotika, og de var involveret i hæleri, prostitution, gambling og udlån af penge til ågerrenter.

Den unge Sullivan var høj, slank og atletisk. »Da jeg først bemærkede Bulger, tænkte jeg: Av han er en muskuløs karl, men hvor er han lille! Bulger kiggede ikke på mig, han kiggede igennem mig,« husker Sullivan, som i dag driver et håndværkerfirma.

Den irske gangster var dengang på vej mod toppen af sin karriere som boss i South Boston. Når han gik på én side af gaden, valgte fodgængere gerne den anden side. Blot for en sikkerheds skyld ...

Samarbejdede med FBI

Bulgers herredømme varede i mere end 20 år. I midten af 1980'erne indgik han et samarbejde med forbundspolitiet, FBI. De ville ikke røre ham og hans kriminelle foretagende, hvis han til gengæld 'stak' bosser og medlemmer af andre irske bander og især de italienske mafiosi. På den måde vandt Bulger mere og mere indflydelse med hjælp fra FBI.

Samarbejdet varede i 10 år, alt imens 'Whitey' Bulger og hans kompagnon Stephen (The Rifleman) Flemmi skal have begået mord på et dusin rivaler, forretningsforbindelser og to elskerinder.

I 1994 havde det lokale politi i Boston og det føderale narkopoliti fået nok af gangsterens samarbejde med FBI. Men inden de nåede at snuppe Bulger, fik han et tip om en forestående operation fra sin FBI-forbindelse, John Connolly Jr.

Bulger flygtede og har været på fri fod, indtil han i en alder af 81 blev arresteret onsdag i Santa Monica, Californien.

I 17 år lykkedes det denne mand den mest eftersøgte på FBI's liste efter Osama bin Laden at holde sig skjult med sin veninde Catherine Greig. Parret skal have været set af dusørjægere i tre forskellige lande og rundtomkring i USA.

'Whitey' Bulgers meritter har bl.a. leveret inspiration til en række bøger og Martin Scorseses film The Departed.

Hjemme i Boston havde man for længst opgivet håbet om at se Bulger bag tremmer.

»For mig var det et chok. Det var, ligesom da de fangede bin Laden; man tror først ikke på det,« siger Dan Payne, en kendt politisk kommentator og rådgiver i Boston.

»Vi troede alle sammen, at FBI havde ryddet ham af vejen eller ikke ville gøre noget for at finde ham. Det var jo en kæmpe skandale, da det kom frem i 1990'erne, at FBI havde samarbejdet med den mægtigste boss i New Englands underverden. Alle går ud fra, at han ligger inde med masser af belastende materiale om FBI.«

Irsk-amerikaneren Frank Sullivan har også god grund til at være lettet. Et stykke tid efter at have genkendt Bulger på en gade i South Boston skulle han prøve at sælge et nyt ølmærke til et værtshus i kvarteret Charlestown, der var under kontrol af den rivaliserende McLaughlin-bande.

»Jeg stod og talte med værtshusejeren Bobby Gasso, han havde netop inviteret mig til at komme og spille fodbold med kvarterets hold næste lørdag. Bag min ryg sidder 4-5 mænd og spiller kort. Pludselig hører jeg en truende stemme. Jeg stivner og spørger Bobby, hvad jeg skal gøre. Han siger: Rør dig ikke, Frankie!«

»Boom, boom!«

Gik alligevel til fodbold

En attentatmand med en pistol havde skudt én af mændene ved bordet.

»Han lå med hovedet ned i bordet. De andre hentede et håndklæde, tørrede blodet af, slæbte liget ud på gaden og satte det med ryggen op ad en lygtepæl. Herefter forlod alle kunderne baren, som om intet var sket. Næste dag stod der en lille notits i aviserne om et mord i Charles- town, men ikke noget om gangstere,« husker Sullivan.

Om lørdagen gik han til fodbold. »Jeg turde ikke andet. Jeg var jo et vidne.«

Politiet kontaktede aldrig den unge ølsælger. Sådan var det med lov or orden i Boston i de dage. Efter alt at dømme var det et bestillingsmord, Sullivan havde overværet. Bulger-banden havde elimineret en rival fra McLaughlins gruppe.

'Whitey' Bulger var ikke den eneste af seks brødre, der havde stor indflydelse i Boston i 1970'erne og 1980'erne. Hans lillebror Billy Bulger gik ind i politik og blev i en ung alder valgt til Repræsentanternes Hus i Massachusetts. Senere blev han statssenator og senatsformand. En af delstatens mest indflydelsesrige politikere, hvis generalieblad aldrig var 100 pct. rent.

Da det i 1996 blev afsløret, at Billy Bulger havde talt i telefon med sin storebror, mens denne var på flugt, uden at orientere politiet, tvang guvernør Mitt Romney ham fra formandsposten i Senatet. I stedet fik Bulger en stilling som rektor for det statsdrevne University of Massachusetts en stilling, han bestred indtil 2003.

mabu@information .dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu