BOSTON Vil borgerkrigen blusse op, eller national forsoning opstå, når USA og NATO har trukket de sidste kampstyrker ud af Afghanistan i 2015?
Det spørgsmål var på alles læber dagen efter præsident Barack Obamas tv-tale, hvori han bebudede en tilbagetrækning af 33.000 amerikanske soldater ud af en samlet amerikansk styrke på 100.000 inden september 2012. De første 10.000 mænd og kvinder skal allerede være hjemme til jul.
Den afghanske præsident, Hamid Karzai, virkede ganske tilfreds med Obamas plan.
»Det er den rigtige beslutning og i begge vore landes interesse,« sagde Karzai på en hastigt sammenkaldt pressekonference i Kabul.
»For hver dag der går, vokser det afghanske folks tillid til den afghanske hær og politistyrkerne; forsvaret af vores lande er en opgave, som skal varetages af afghanere.«
Andre fremtrædende af- ghanere er langt mindre optimistiske.
Formanden for det af- ghanske parlaments sikkerhedsudvalg, Mohammed Naim Lalai Hamidzai, ønsker ifølge The New York Times, at USA's og NATO's styrke på 160.000 soldater forbliver i landet indtil 2019.
»Ellers har vi ikke nok tid til at optræne vores hær og politistyrker til at overtage sikkerhedsopgaverne,« siger den afghanske politiker.
Andre udtrykte frygt for, at et sikkerhedstomrum vil blive udfyldt af Taleban-styrker og sende Afghanistan tilbage til den borgerkrig, der blev udkæmpet, efter at de sovjetiske besættelsesstyrker blev trukket ud af landet i 1988.
I den anden side af det politiske spektrum kaldte Taleban-bevægelsen præsident Obamas beslutning for »symbolsk« og gentog sit krav om en prompte og fuld tilbagetrækning af udenlandske styrker fra Afghanistan.
Men på en mæglingskonference i Oslo arrangeret af Center for Humanitarian Dialogue, en international mæglingsgruppe i Genève, lød der mere optimistiske toner.
»Både afghanske og amerikanske regeringsembedsmænd udtalte på konferencen i dag, at Taleban ikke er så kompromisløs og radikal, som man skulle tro. Taleban ønsker vitterlig national forsoning og er på visse betingelser rede til at deltage i en national samlingsregering,« fortæller den medvirkende amerikanske journalist James Traub.
Flere højtstående medlemmer af Taleban-bevægelsen som tidligere udenrigsminister Wakil Ahmed Muttawakil og Abdul Salam Zaeef, tidligere afghansk ambassadør i Pakistan, skal have udtalt, at Taleban er klar over, at den afghanske befolkning ikke ønsker at vende tilbage til »de middelalderlige tilstande« i 1990'erne.
»Muttawakil sagde til mig, at Taleban erkender, at de begik store fejl, da de regerede landet,« fortæller Traub, der skriver for Foreign Policy Magazine og The New York Times Magazine.
Kostskoler for piger
Et usædvanligt optrin på konferencen i Oslo illustrerede, at alle sociale fremskridt for afghanske kvinder og børn næppe vil gå tabt, når de udenlandske styrker vender hjem, og afghanerne skal regere deres eget land.
En af de afghanske deltagere, den kendte feminist Fatima Gailani leder af det af- ghanske Røde Kors fortalte Traub, at talebaneren Abdul Salam Zaeef havde spurgt hende, om hun kunne hjælpe ham med at oprette kostskoler for afghanske piger. Zaeef skal også have sagt, at Taleban er villig til at anerkende afghanske kvinders arveret.
Hvis disse forsonende toner holder, og de forskellige parter begynder på en national dialog, kan præsident Obamas beslutning gå hen og bære frugt. Men der er også en risiko for, at en ny generation af Taleban-ledere, hvoraf halvdelen er blevet dræbt under amerikanske kommandoangreb eller af bomber fra droner, vil vise sig at være mere radikal end den gamle Taleban-garde.
Hertil kommer truslen fra Haqqani-netværket, som opererer på den nordlige grænse mellem Afghanistan og Pakistan med base i Nordwaziristan. Netværket er allieret med Taleban og al-Qaeda og anses af USA for at være den mest brutale og radikale milits i regionen.
Forfejlet strategi
Trods intern modstand har det officielle Taleban i længere tid været villig til at føre en uformel dialog med såvel Karzai-regeringen som USA. Faktisk var formålet med præsident Obamas beslutning i december 2009 om at sende en ekstra kampstyrke på 30.000 soldater til Afghanistan at trænge Taleban så meget i defensiven militært, at bevægelsen følte sig tvunget til at sætte sig ved forhandlingsbordet.
»Det er på mange måder den tragiske side af Obamas Afghanistan-strategi,« mener James Traub.
»Taleban var villig til at starte en dialog i 2009. Nu er der gået 18 måneder, mange flere soldater og civile har mistet livet, og Taleban lever stadig. De er stadig villige til at forhandle. Så hvad har USA egentlig vundet?«
Det er præcis det spørgsmål, en krigstræt amerikansk befolkning stiller oftere og oftere. Meningsmålingerne peger i den gale retning for tilhængerne af et tidsubestemt militært engagement i Afghanistan.
I Kongressen er næsten alle præsident Obamas partifæller stærkt utilfredse med at skulle vente til 2015 eller længere, før alle soldater er hjemme. Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, kritiserede Obama i går, og også flere og flere republikanere bakker op om denne linje.
