Brev fra en folkemorder

ARUSHA, Tanzania – Den 65-årige kvinde modtager livstidsdommen i retssalen i Arusha stående og uden at fortrække en mine. Iklædt en gul jakke med gråt mønster og briller med guldstel – ikke militæruniform, støvler og riffel, som hun var kendt for at bære i Butare under det rwandiske folkemord. Det folkemord, som hun i går modtog en livstidsdom for sin medvirken i, blandt andet på grund af opfordringer til massevoldtægter gennem sin magt som familie- og kvindeminister.

Anklagemyndigheden kalder dommen skelsættende, fordi den fastslår, at man kan straffes for handlinger, man ikke selv udfører, men beordrer andre til at foretage.

»Det er afskyeligt, at en kvinde kan opfordre til voldtægt af andre kvinder. I dette tilfælde har hun endda opfordret sin egen søn til at gå ud og voldtage, og der er overvældende beviser for, at hun var helt klar over, hvad der foregik,« siger Holo Makwaia, senioranklager ved tribunalet.

Dommerkollegiet fra Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda (ICTR), anført af tanzaniske William Sekule og to kvindelige dommere, var da også enige i deres afgørelse. De fandt Pauline Nyiramasuhuko både direkte og indirekte ansvarlig for lidelser påført tusindvis af civile tutsier i den sydlige by Butare fra slutningen af april til midten af juni 1994. Dermed blev hun den første kvinde i verdenshistorien, som er dømt for folkedrab ved en international krigsforbryderdomstol.

Information har i de seneste mange uger arbejdet på at få kontakt til Pauline Nyiramasuhuko i fængslet i Arusha og i forgårs modtog vi en e-mail sendt fra en medfanges mailadresse og underskrevet af Pauline. Vi kan ikke vide med sikkerhed, at det er skrevet af hende, for hun har ikke fået lov at udtale sig til pressen og holdes i retssalen tilbage af sin forsvarer, da hun vinker til os på tilhørerpladserne. Men det lange brev virker overbevisende som en beretning fra Pauline Nyiramasuhuku selv.

I brevet kritiserer den tidligere familieminister blandt andet det FN-organiserede tribunal for at splitte Rwandas befolkning snarere end at skabe forsoning ved at »placere uskyldige engle på den ene side og djævelske vampyrer på den anden«.

Som kommentar til anklagen siger hun:

»Det er alvorlige ting, jeg er anklaget for, men i virkeligheden var jeg snarere regeringens forlængede arm i forskellige sammenhænge. Da præsidentens fly blev skudt ned, forstod jeg straks, at processen frem mod fred og demokrati i hele regionen ville køre af sporet. Men jeg fandt styrke til at acceptere at deltage i en 60 dages overgangsregering,« skriver hun.

Kvinder og massemord

Paulines søn Arséne Shalom Ntahobali sad ved domsafsigelsen en række længere fremme i retslokalet med ryggen til sin mor. Han blev også idømt livstid.

Pauline havde allerede været minister i to år, da præsident Juvenal Habyarimanas fly blev skudt ned den 6. april 1994. Det blev startskuddet til et af historiens mest bestialske folkedrab, hvor både militæret og civilbefolkningen deltog. Og omkring 800.000 mennesker – tutsier og moderate hutuer – mistede livet på bare 100 dage.

Domstolen har fundet det bevist, at Pauline Nyiramasuhuko som familieminister og medlem af regeringen var med til at udstede et direktiv, der opfordrede befolkningen til at opføre vejspærringer for at identificere og dræbe tutsier. Hun deltog i kabinetsmøder, hvor man diskuterede og planlagde massakrer. Desuden var hun involveret i beslutninger, som førte til, at blodbadet spredte sig til Butare-provinsen landets veluddannede og elitære knudepunkt, som ellers havde været skånet for blodsudgydelser de første uger. Her boede i forvejen mange tutsier, og mange flere havde søgt tilflugt der, da drabene begyndte. Pauline Nyiramasuhuko medvirkede aktivt til at udvælge tutsier, der skulle bortføres, ligesom hun personligt gav ordre til militsmænd fra den politiske ungdomsmilits Interahamwe om at voldtage disse kvinder. Af retssagen fremgår det, at hun aktivt hjalp militsen med at skaffe brændstof og våben. Og det siges, at hun kørte rundt i en minibus ført af sønnen Arséne Shalom Ntahobali. Han var universitetsstuderende på det tidspunkt og blev opfattet som leder af ungdomsmilitsen. Det var i den sammenhæng, Pauline Nyiramasuhuko gav ordre til voldtægt af adskillige tutsikvinder.

Selv kritiserer Pauline i brevet til Information tribunalet for at have ført utroværdige vidner:

»Voldtægt er en alvorlig forbrydelse, men at føre vidner, som kommer og lyver om den sag, er det samme som at opfatte voldtægt som en fornøjelse eller som en kilde til indtægt. Visse kvinder er kommet her (til retssagen, red.) for at hjælpe andre tiltalte. Andre har vidnet, fordi de håber at få penge for det.«

Og i sin egen beskrivelse af, hvad der foregik i Rwanda i april 1994, nævner hun i stedet mordene på flere højtstående venner og kolleger.

»Jeg mindes, hvordan Rwanda blev hjemsøgt af omfattende myrderier. Bl.a. premierministeren og flere af mine kolleger og tutsimedlemmer af vores familie blev dræbt i april og maj. Også min mands nevøer og niece, der var tutsier, blev dræbt af de ondsindede, som boede i kommunen. For ikke at nævne, hvad der foregik i Ngoma, Huye, Ndora, Muganza og andre steder. (...) Jeg mindes, hvordan medlemmer af vores hutufamilie blev dræbt af FPR overalt, hvor de kom frem (...) børn helt ned til et halvt år blev ikke skånet.«

Arresteret i Congo

Pauline Nyiramasuhuko har siddet i fængslet i 14 år, hvilket måske kan forklare hendes lyst til at meddele sig pr. e-mail til en journalist fra Danmark. Hun blev arresteret allerede i 1996. På det tidspunkt arbejde hun for hjælpeorganisationen Caritas i Rwandas naboland DR Congo. Mange af de medvirkende i folkedrabet var flygtet hertil, da tutsihæren FPR, ledet af nuværende præsident Paul Kagame, overtog kontrollen med landet og fik standset blodbadet.

»Min egen familie indlogerede mange flygtninge, både hutuer og tutsier. Nogle tutsier flygtede sammen med os til Zaire andre blev i landet og er stadig i live,« fortæller Pauline. Livet i flygtningelejrene var hårdt, og børnene led af sult og sygdomme, skriver hun.

»Hvis jeg havde vidst, at FPR modsatte sig våbenhvile, ville jeg i det mindste have tømt min bankkonto og evakueret mine børn ... Men jeg troede på forhandlinger indtil det punkt, hvor jeg forlod landet. Hvis jeg havde vidst, at FPR ikke ville dele magten og ville styre Rwanda egenhændigt og sprede død overalt, hvor de kom frem, ville jeg have opfordret den svageste del af befolkningen til at flygte.«