Brev fra en folkemorder

Tidligere minister i Rwanda Pauline Nyiramasuhuko blev i går idømt fængsel på livstid for sin rolle i folkemordet i 1994. I forgårs fik Information en mail fra hende
Folkemordet i 1994 skabte massive flygtningestrømme fra Rwanda ind i nabolandene. I går blev seks tidligere rwandiske topfolk idømt lange fængsels-straffe ved Krigsforbryder-tribunalet for Rwanda efter en retssag, der har varet i 10 år.

Folkemordet i 1994 skabte massive flygtningestrømme fra Rwanda ind i nabolandene. I går blev seks tidligere rwandiske topfolk idømt lange fængsels-straffe ved Krigsforbryder-tribunalet for Rwanda efter en retssag, der har varet i 10 år.

Joe Alexander
25. juni 2011

ARUSHA, Tanzania – Den 65-årige kvinde modtager livstidsdommen i retssalen i Arusha stående og uden at fortrække en mine. Iklædt en gul jakke med gråt mønster og briller med guldstel – ikke militæruniform, støvler og riffel, som hun var kendt for at bære i Butare under det rwandiske folkemord. Det folkemord, som hun i går modtog en livstidsdom for sin medvirken i, blandt andet på grund af opfordringer til massevoldtægter gennem sin magt som familie- og kvindeminister.

Anklagemyndigheden kalder dommen skelsættende, fordi den fastslår, at man kan straffes for handlinger, man ikke selv udfører, men beordrer andre til at foretage.

»Det er afskyeligt, at en kvinde kan opfordre til voldtægt af andre kvinder. I dette tilfælde har hun endda opfordret sin egen søn til at gå ud og voldtage, og der er overvældende beviser for, at hun var helt klar over, hvad der foregik,« siger Holo Makwaia, senioranklager ved tribunalet.

Dommerkollegiet fra Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda (ICTR), anført af tanzaniske William Sekule og to kvindelige dommere, var da også enige i deres afgørelse. De fandt Pauline Nyiramasuhuko både direkte og indirekte ansvarlig for lidelser påført tusindvis af civile tutsier i den sydlige by Butare fra slutningen af april til midten af juni 1994. Dermed blev hun den første kvinde i verdenshistorien, som er dømt for folkedrab ved en international krigsforbryderdomstol.

Information har i de seneste mange uger arbejdet på at få kontakt til Pauline Nyiramasuhuko i fængslet i Arusha og i forgårs modtog vi en e-mail sendt fra en medfanges mailadresse og underskrevet af Pauline. Vi kan ikke vide med sikkerhed, at det er skrevet af hende, for hun har ikke fået lov at udtale sig til pressen og holdes i retssalen tilbage af sin forsvarer, da hun vinker til os på tilhørerpladserne. Men det lange brev virker overbevisende som en beretning fra Pauline Nyiramasuhuku selv.

I brevet kritiserer den tidligere familieminister blandt andet det FN-organiserede tribunal for at splitte Rwandas befolkning snarere end at skabe forsoning ved at »placere uskyldige engle på den ene side og djævelske vampyrer på den anden«.

Som kommentar til anklagen siger hun:

»Det er alvorlige ting, jeg er anklaget for, men i virkeligheden var jeg snarere regeringens forlængede arm i forskellige sammenhænge. Da præsidentens fly blev skudt ned, forstod jeg straks, at processen frem mod fred og demokrati i hele regionen ville køre af sporet. Men jeg fandt styrke til at acceptere at deltage i en 60 dages overgangsregering,« skriver hun.

Kvinder og massemord

Paulines søn Arséne Shalom Ntahobali sad ved domsafsigelsen en række længere fremme i retslokalet med ryggen til sin mor. Han blev også idømt livstid.

Pauline havde allerede været minister i to år, da præsident Juvenal Habyarimanas fly blev skudt ned den 6. april 1994. Det blev startskuddet til et af historiens mest bestialske folkedrab, hvor både militæret og civilbefolkningen deltog. Og omkring 800.000 mennesker – tutsier og moderate hutuer – mistede livet på bare 100 dage.

Domstolen har fundet det bevist, at Pauline Nyiramasuhuko som familieminister og medlem af regeringen var med til at udstede et direktiv, der opfordrede befolkningen til at opføre vejspærringer for at identificere og dræbe tutsier. Hun deltog i kabinetsmøder, hvor man diskuterede og planlagde massakrer. Desuden var hun involveret i beslutninger, som førte til, at blodbadet spredte sig til Butare-provinsen landets veluddannede og elitære knudepunkt, som ellers havde været skånet for blodsudgydelser de første uger. Her boede i forvejen mange tutsier, og mange flere havde søgt tilflugt der, da drabene begyndte. Pauline Nyiramasuhuko medvirkede aktivt til at udvælge tutsier, der skulle bortføres, ligesom hun personligt gav ordre til militsmænd fra den politiske ungdomsmilits Interahamwe om at voldtage disse kvinder. Af retssagen fremgår det, at hun aktivt hjalp militsen med at skaffe brændstof og våben. Og det siges, at hun kørte rundt i en minibus ført af sønnen Arséne Shalom Ntahobali. Han var universitetsstuderende på det tidspunkt og blev opfattet som leder af ungdomsmilitsen. Det var i den sammenhæng, Pauline Nyiramasuhuko gav ordre til voldtægt af adskillige tutsikvinder.

Selv kritiserer Pauline i brevet til Information tribunalet for at have ført utroværdige vidner:

»Voldtægt er en alvorlig forbrydelse, men at føre vidner, som kommer og lyver om den sag, er det samme som at opfatte voldtægt som en fornøjelse eller som en kilde til indtægt. Visse kvinder er kommet her (til retssagen, red.) for at hjælpe andre tiltalte. Andre har vidnet, fordi de håber at få penge for det.«

Og i sin egen beskrivelse af, hvad der foregik i Rwanda i april 1994, nævner hun i stedet mordene på flere højtstående venner og kolleger.

»Jeg mindes, hvordan Rwanda blev hjemsøgt af omfattende myrderier. Bl.a. premierministeren og flere af mine kolleger og tutsimedlemmer af vores familie blev dræbt i april og maj. Også min mands nevøer og niece, der var tutsier, blev dræbt af de ondsindede, som boede i kommunen. For ikke at nævne, hvad der foregik i Ngoma, Huye, Ndora, Muganza og andre steder. (...) Jeg mindes, hvordan medlemmer af vores hutufamilie blev dræbt af FPR overalt, hvor de kom frem (...) børn helt ned til et halvt år blev ikke skånet.«

Arresteret i Congo

Pauline Nyiramasuhuko har siddet i fængslet i 14 år, hvilket måske kan forklare hendes lyst til at meddele sig pr. e-mail til en journalist fra Danmark. Hun blev arresteret allerede i 1996. På det tidspunkt arbejde hun for hjælpeorganisationen Caritas i Rwandas naboland DR Congo. Mange af de medvirkende i folkedrabet var flygtet hertil, da tutsihæren FPR, ledet af nuværende præsident Paul Kagame, overtog kontrollen med landet og fik standset blodbadet.

»Min egen familie indlogerede mange flygtninge, både hutuer og tutsier. Nogle tutsier flygtede sammen med os til Zaire andre blev i landet og er stadig i live,« fortæller Pauline. Livet i flygtningelejrene var hårdt, og børnene led af sult og sygdomme, skriver hun.

»Hvis jeg havde vidst, at FPR modsatte sig våbenhvile, ville jeg i det mindste have tømt min bankkonto og evakueret mine børn ... Men jeg troede på forhandlinger indtil det punkt, hvor jeg forlod landet. Hvis jeg havde vidst, at FPR ikke ville dele magten og ville styre Rwanda egenhændigt og sprede død overalt, hvor de kom frem, ville jeg have opfordret den svageste del af befolkningen til at flygte.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Med gårsdagens afgørelse er Butare-delen af Arusha-tribunalet afsluttet i første instans (forsvarerne ventes at anke dommen).

Retssagen opfattes som den længste, mest omfattende og formentlig også dyreste internationale retssag hidtil. Domsafsigelsen kommer 10 år efter retssagen begyndte i juni 2001. Nogle af de dømte har allerede siddet fængslet i 16 år.

Sagen omfattede i alt 28 anklagepunkter, retsmøderne varede 726 dage, der er ført 185 vidner. De 13.000 dokumenter i sagen fylder 125.000 sider (transskriberet på tre sprog), og der er optaget på 2.500 videobånd. Selve afgørelsen fylder 1.500 sider.

De øvrige dømte er eks-guvernørerne Sylvain Nsabimana og Alphonse Nteziryayo, der fik henholdsvis 25 og 30 års fængsel. To tidligere majorer, Joseph Kanyabashi og Elie Ndayambaje, fik hhv. 35 år og livstid.
Blandt de 139 vidner, der er afhørt i sagen, er Emmanuel Mbarushimana, som i december 2010 blev arresteret i Danmark på grund af sin rolle under folkedrabet. Indtil arrestationen havde han været brugt som beskyttet vidne af ICTR-domstolen.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Nygaard

@ Henrik

Du har ret i, at vesten dræber mange og at det burde straffes, men jeg mener ikke denne artikel er stedet hvor man skal hive andre krigsforbrydere og krigsforbrydelser frem.

Jeg vil bruge denne artikel til, at mindes hvad der skete i Rwanda.
Til at tænke over, hvordan naboer kan drives til at torturere, myrde og voldtage naboer.
Til at få en fornyet afsky for de ansvarlige.
Til at få et indblik i en ansvarligs ministers tankegang og væmmes denne tankegang.

Men ikke til at bringe andre sager ind, som om det er sammenligneligt, det er respektløs, både overfor tutsier, hutuer, irakere og afganere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas  Knudsen

Det er vigtigt at bruge energien på at undgå noget ligende i fremtiden, det mener jeg ikke er mangel på respekt for ofrene. Hvis deres ufrivillige ofre kan medvirke til at andre undgår samme skæbne, så har kan det måske være en lille trøst for de efterladte, meget lidt er vel bedre end ingenting.

Desværre ser det ud til at det kun er tabere der bliver straffet ved de internationale domstole, men man har lov til at håbe at der på et tidspunkt bliver lighed for loven.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vivian  Ochanda

I am not one to incite hate...nor to point fingers uselessly. However, the Rwandan was the first (internationally publicized) expression of the West's disinterest for so called 'third world nations'...while the civilian casualties were tallying up, Western nations (led by the U.S., unsurprisingly) were engaged in a superfluous rhetorical dissent over the meaning of the word 'genocide'...I do not think that expressing sharp critique of pro-US foreign policy with regards to third world conflict zones is an expression of unwarranted antagonism...rather, I think that we, in the mass-consumerist bubble in which we live, have been sensitized to be de-sensitized. In 1994 as well as today, as long as the casualties are not Western, no one really gives a damn...Thats my opinion anyway.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Uffe Rasmussen

Information lægger med denne artikel spalteplads til en, der er skyldig i folkemord. Hvad bliver det næste? Skal vi også i Information læse undskyldninger fra Pinochets håndlangere, Militærjuntaen i Agentina, Pol Pots medsammensvorne, Mugabe og alle de andre diktatorer rundt om i verden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Information lægger med denne artikel spalteplads til en person som er dømt skyldig i folkemord. Og som måske kan få os til at reflektere over om hutuerne og tutsierne (begge sider) var ofre eller ?

Mht. undskyldninger, tjah, vi læser da hver dag undskyldninger fra Anders Fogh, George W. Bush, Lene Espersen, Carl Bildt, Barack Obama, om hvorfor de nu gør dette eller hint. De griber jo nemlig kun ind, når Vestens interesser er truede - præcist som de gør nu i Libyen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lotte Folke Kaarsholm

Hej, jeg vil godt lige svare på det med hvorfor vi giver spalteplads til folkemordere. Det er faktisk ret nemt og meget, meget udbredt at lave journalistiske historier om ofre. Hvad man statistisk set sjældnere ser er historierne om gerningsmændene (eller om de mange der både er ofre og gerningsmænd) og deres bevæggrunde. Men det er mindst lige så vigtigt at forstå dem for at forstå det der sker i verden og hvordan man måske endda påvirker det. Derfor prioriterer jeg gerne historier der giver adgang til gerningsmændenes tankegang, når det er muligt.
vh Lotte Folke, international redaktør

anbefalede denne kommentar