Læsetid: 4 min.

Har Europa skudt sig selv i foden med Lagarde?

Det lykkedes endnu engang europæerne at få deres kandidat valgt som direktør for Den Internationale Valutafond. Men løb Europa af med andet end prestigen?
Frankrigs hidtidige finansminister, Christine Lagarde, blev tirsdag valgt til posten som direktør for Den Internationale Va°©lutafond (IMF).

Frankrigs hidtidige finansminister, Christine Lagarde, blev tirsdag valgt til posten som direktør for Den Internationale Va°©lutafond (IMF).

Martin Barreau

Udland
30. juni 2011

PARIS »En sejr for Frankrig og for kvinderne,« erklærede Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, i går, da hans hidtidige finansminister, Christine Lagarde, var blevet valgt til posten som direktør for Den Internationale Valutafond (IMF).

At det fremmer ligestillingen med en kvinde i toppen af en stor international institution, kan der nok ikke herske tvivl om. Men mens det franske dagblad Le Monde i sin leder krummede tæer over præsidentens manglende diplomatiske sans, er det faktisk også mindre sikkert, at der nødvendigvis er tale om en reel sejr for Frankrig og for Europa i det hele taget.

For hvad er det, der er vundet, har Information spurgt?

»Det er en sejr, hvad angår prestigen,« forklarer Patrick Messerlin, der er ekspert i international økonomi og professor på prestigeuniversitetet Sciences-Po i Paris.

Men den skal betales i løbet af de kommende fem år, mandatet løber, forklarer han. 'Prisen' for prestigen består i, at netop fordi Lagarde er europæer, er der en stribe områder, hvor det vil være sværere for hende at gebærde sig og kæmpe Europas sag.

For det ligger i luften, at Europa har snuppet posten for næsen af de nye vækstøkonomier, for eksempel Kina, Indien og Brasilien.

Den var de blevet lovet af Lagardes landsmand og forgænger, Dominique Strauss-Kahn. Og hvis han ikke var blevet nødt til at trække sig på grund af en anklage om sexoverfald på en stuepige i USA, havde det været helt naturligt, at de nye markedsøkonomier fandt sammen om en kandidat.

Det blev ikke til noget i denne omgang. Blandt andet fordi landene var meget langt fra at kunne blive enige om en fælles kandidat. Samtidig var Sarkozy lynhurtigt ude med Lagardes kandidatur. Og USA valgte meget sent i processen at bakke hende op. Amerikanerne vil nemlig gerne have europæernes støtte til posten som næste chef for Verdensbanken og han eller hun skal findes næste år.

Når nu Lagarde er blevet valgt alligevel og har fået støtte ikke mindst fra Kina, har hun mindre råderum, forklarer Messerlin:

« På grund af sin europæiske baggrund vil Lagarde være nødt til at passe meget på, når hun skal håndtere europæiske spørgsmål. Kina eller Indien vil kunne sige, at hun er for venlig stemt over for Europa. Derfor vil hun skulle tage flere forbehold, end for eksempel Carstens (den mexicanske kandidat, chef for nationalbanken i Mexico, red.),« lyder vurderingen.

Samtidig er Lagarde ikke økonom og det svækker hende yderligere, mener Messerlin, som igen fremhæver hendes rival Carstens :

»Han er økonom, så han ville have kunnet argumentere bedre og mere seriøst, end Lagarde, som altid vil være lidt bagud i forhold til økonomien. Verdensøkonomien er så kompliceret i øjeblikket, så fintmærkende, at man skal reagere meget hurtigt«. De to mangler vil faktisk følge Lagarde trofast, når hun kaster sig over sine mest presserende opgaver.

Grækenland og G20

Den første hedder selvfølgelig krisen i eurozonen. Selv om det græske parlament netop har stemt ja til første led i den omfattende spareplan, som EU og IMF har krævet, venter mange forhandlinger endnu forude.

Her spiller det uden tvivl en vigtig rolle, at Lagarde som tidligere fransk finansminister har været en vigtig figur blandt de europæiske ledere, når de har diskuteret, om de ønskede at hjælpe grækerne og i givet fald hvordan.

Og faktisk var hun oprindeligt imod, at valutafonden skulle blandes ind i det hele, som New York Times mindede sine læsere om i går. At redde Grækenland var først og fremmest et europæisk anliggende, vurderede Lagarde. Da IMF så kom på banen sidste år, anlagde hun en hård linje over for Grækenland og truede med at trække den finansielle hjælp tilbage, hvis ikke landet fulgte sin spareplan.

Set i det lys kan man selvfølgelig argumentere for, at Lagarde kender situationen ned i detaljeniveau, men det kan også let hæmme hendes hænder mere, end det ville have været tilfældet for hendes konkurrent.

»Hun skal omformatere sin hjerne fuldstændigt for at bevæge sig fra stillingen som fransk minister til direktør,« vurderer Messerlin.

En af de andre store udfordringer, der venter Lagarde, er det næste G20-møde, som holdes i Sydfrankrig i Cannes i november.

Selv om det franske formandskab mest spiller rollen som facilitator og ikke presser på med egne dagsordener, vil det igen være en situation, hvor Lagarde med en ny titel vil skulle forhandle med de samme mennesker om de samme spørgsmål. Det drejer sig ikke mindst om opfølgningen på de regler, der allerede er blevet vedtaget af G20-landene for at kontrollere den finansielle sektor, og en reform af det internationale valutasystem.

Valutakrigen

Det sidste punkt lander på Lagardes skrivebord under en lidt anden form igen næste år, fordi både amerikanerne og kineserne afholder valg i 2012. Og det vil betyde, at man igen vil diskutere valutakurs.

Der er store chancer for, at den amerikanske kongres atter vil beskylde Kina for at manipulere med deres valutakurs. Og ofte beder amerikanerne netop IMF om en vurdering i den sammenhæng. Det hele bliver ikke lettere af, at Lagarde netop 'skylder' Kina en eller flere gevaldige 'tjenester', fordi landet bakkede hende op som kandidat til posten.

Hjemme i Frankrig er de videre i teksten. Medierne fortalte i går, at Lagardes efterfølger er fundet. Det bliver den franske budgetminister François Baroin, som skal tage over efter Lagarde.

Men helt ude af billedet er Lagarde nu ikke. Den 8. juli afgør den franske højesteret nemlig, om der skal indledes en undersøgelse for magtmisbrug imod hende.

Sagens kerne drejer sig om, hvorvidt den tidligere minister i 2008 handlede imod offentlig interesse, da hun indirekte sørgede for, at finansmanden og politikeren Bernard Tapie modtog 285 millioner skatteyderbetalte euro (knap 2,2 milliarder kr.) for at få afsluttet en langvarig retssag.

Fortsættelse følger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hanne Christensen

Åh nej. De store chefredaktører klapper i hænderne. Åh hvor dejligt. Man kan få en kvindelig journalist til (atter) at dadle en kvinde, der når til tops.

Den får på alle tangenter.

De frembrusende økonomilande ville da nok have valgt en "egen", men bakkede alligevel op om en europæer. Hvor trist, især når det nu er en kvinde. Hvis det var en mand, mon så ikke man kunne tillade sig som europæer at være glad. Ærligt talt er det vel udmærket for os europæere - særligt i de kriser med Grækenland m.fl. vi står i - AT det netop bliver en europæer. Men nej, en kvinde. Fyda.

Og tænk, denne kvinde er ikke økonom. Hun er godt nok finansminister - en kvindelig en af slagsen, og har god erfaring med arbejdet i valutafonden, men så er det et problem, at hun har været en strammer over for Grækenland. Et andet sted i artiklen er det et problem at hun som europæer kan klandres for særlig at have fokus på europæiske problemer.

Når jeg når ned i artiklen og læser dens modsætninger, bliver jeg mere interesseret i, hvem Solveig Gram Jensen er. Artiklens forfatter.

Jeg konstaterer, at hun tilsyneladende ikke er blandt Informations faste journalistpanel. Altså går jeg ud fra hun må være freelance-journalist. 34 år så vidt jeg kan google mig frem til. En 34-årig kvindelig freelancer, som meger gerne vil gøre sine hoser grønne over for den maskuline journalistkultur på bl.a. Information, ja, faktisk i hele den danske presseverden.

Er det en sofistikeret jobansøgning, vi læser?

Heinrich R. Jørgensen

At Sarkozy er overfladisk og selvglorificerende, er ikke nyt.

At en kvinde er blevet udpeget, er ikke interessant i sig selv. Det er til gengæld interessant, at kønnet bruges som løftestang til slippe uden om de substantielle og åbenlyse spørgsmål der er værd at stille. Om kvalifikationer, om neoliberalismen, osv.

Karsten Aaen

"Sagens kerne drejer sig om, hvorvidt den tidligere minister i 2008 handlede imod offentlig interesse, da hun indirekte sørgede for, at finansmanden og politikeren Bernard Tapie modtog 285 millioner skatteyderbetalte euro (knap 2,2 milliarder kr.) for at få afsluttet en langvarig retssag."

Se, det er jo ret så interessant. Og en langt, langt mere substantiel og vedkommende og relevant beskyldning, direkte rettet imod Lagarde pga. hendes arbejdsområde end sagen mod Strauss-Kahn (som nu åbenbat smuldrer....med stor hast...)

Hvis og jeg gentager hvis dette er sandt, nærmer det sig jo i den grad bestikkelse - af vennerne, måske?