Læsetid: 7 min.

Vi skal have en europæisk populisme

Europas intellektuelle skal sammen med befolkningerne skabe en politisk bevægelse, der taler til følelserne. Ellers risikerer vi en eksplosion af nationalisme og fremmedhad, mener den franske filosof Etienne Balibar
Europas intellektuelle skal sammen med befolkningerne skabe en politisk bevægelse, der taler til følelserne. Ellers risikerer vi en eksplosion af nationalisme og fremmedhad, mener den franske filosof Etienne Balibar
28. juni 2011

PARIS – Egentlig har Etienne Balibar fortrudt, at han har brugt udtrykket 'europæisk populisme' om den bevægelse, han ser som vejen ud af EU's krise.

»I en tekst, jeg skrev for et år siden om krisen i den europæiske konstruktion, brugte jeg det her farlige udtryk, at vi har brug for en europæisk populisme. Folk sagde det til mig med det samme. I virkeligheden skulle jeg have sagt, at vi har brug for en mod-populisme. Det ville have været mere præcist.«

Filosoffen er godt klar over, at det er stærke kræfter, der kan komme i spil, hvis man først åbner boksen med politik, der taler direkte til folks følelser. Men det er, hvad der skal til, mener han:

»Hvis ikke politikken finder en udtryksform, og altså uundgåeligt også en protestform, som taler direkte til massernes følelser på samme måde som de reaktionnære populismer, er der ingen alternativer.«

Nationalismen truer

Vi sidder på hver vores blå sofa med et lavt bord mellem os i stuen i ægteparret Balibars store lejlighed på fjerde etage. Udsigten herfra byder på den smukke Parc Montsouris, som mange tidligere studerende i Paris kender, for den grønne plet ligger lige ved siden af den Internationale Studenterby i byens 14. arrondissement.

Etienne Balibar er netop kommet tilbage fra Athen, hvor han har deltaget i en universitetskonference. Men der var ikke lutter foredrag og diskussioner på programmet.

Balibar hører nemlig ikke til den slags filosoffer, der kun drøfter teorien. Ligesom den italienske politiker og filosof Antonio Gramsci ser han den intellektuelle som en formidler mellem teorien og og befolkningen. Sammen med andre intellektuelle overvejer han derfor i øjeblikket, hvordan man kan starte en europæisk mod-populisme.

Noget færdigt program har han ikke. Og indrømmer derfor, at han ikke kan svare direkte på spørgsmålet, da Informations udsendte spørger ham, hvordan programmet vil se ud for en europæisk mod-populisme, som altså ikke er et europæisk parti, men en folkelig bevægelse, understreger filosoffen.

»Jeg vil ikke undvige deres spørgsmål, men vende det om. Efter en stribe konversationer med andre intellektuelle prøver jeg nu at skrive en samlende tekst. Jeg fastholder, at ideen om en politisk europæisk konstruktion, ikke blot på det institutionnelle plan, men som et fælles projekt, der forsvares eller støttes af alle medlemslandenes befolkninger, er blokeret i en vis forstand,« indleder han. Og uddyber:

»Jeg har den dobbelte overbevisning, at det på den ene side ikke kan blive ved på den her måde. Og på den anden side, at hvis al europæisk solidaritet og alle fælles europæiske projekter styrter sammen, vil vi stå over for meget bekymrende tilbageskridt. Vi kan ikke vende tilbage til nationalstaterne i Europa, uden at voldsomme nationalistiske, fremmedfjendtlige ideologier vil udvikle sig.«

Også over for den neoliberale globalisering er der behov for, at de europæiske lande står sammen, vurderer filosoffen:

»Jeg er sikker på, at EU er i stand til at opfinde eller understøtte en økonomisk model, som fungerer anderledes end neoliberalismen.«

»Det handler ikke om at ødelægge det parlamentariske system, men om at vi har brug for, på forskellige niveauer, at opfinde nogle former for deltagelsesdemokrati eller direkte demokrati, som giver befolkningerne mulighed for at bidrage til debatten. Og det vil igen hjælpe de politiske systemer til at regenerere.«

En udvikling der altså kan være farlig, erkender Balibar

»Jeg er tilbøjelig til at anvende en gammel regel, som siger, at man ikke finder løsning på det principielle niveau. De skal opfindes i virkeligheden, og det kan de kun gøre ved, at konflikten udvikler sig. Det er uundgåeligt, at der kommer konflikter. Nogle af disse vil være voldelige, og nogle af de, hvis interesser bliver overset eller overhørt, vil gøre oprør.«

Madrid, Athen ...

Selv om man ikke ligefrem kan tale om reelle oprør, er der i hvert fald glimtvis folkelige protester rundt omkring i EU's medlemslande. Seneste på Puerta del Sol-pladsen i Madrid og på Syntagma-pladsen i Athen. Skridt i den rigtige retning, mener Balibar.

»Første gang jeg brugte udtrykket europæisk populisme var for et år siden. I mellemtiden har tingene udviklet sig, det er blevet konkretiseret. Det sker stadigvæk i en mere tøvende form, men det er sådan, jeg fortolker det. Det er eksempler på, at nogen i fællesskab har taget ordet i offentligheden. Det er selvfølgelig næret af en vis vrede imod den måde, systemet fungerer på lige nu. Både som socialt system og som monopoliseret repræsentativt politisk system.«

Men der er under alle omstændigheder tale om bevægelser, der er radikalt anderledes fra de konservative, fremmedfjendske eller nationalistiske populismer:

»Vægten lægges ikke på udelukkelse, men på deltagelse i samfundet for at finde løsninger på de aktuelle problemer. Det gælder især blandt de unge. Jeg tager selvfølgelig forbehold for, at der blot er tale om eksempler.Det er stadigvæk for tidligt at sige, om de vil stå distancen på sigt.«

Man kunne vel også nævne de studerende i Storbritannien, der protesterede, fordi deres gebyr ville blive sat op, mens universitets ydelser stod til at blive beskåret?

»Sagen er, at man ikke ved, om der er tale om mere fagforeningsorienterede bevægelser. Der er altid et element heraf. Men fra det øjeblik, man ikke blot anser de studerende for at være en speciel samfundsgruppe, som forsvarer egne interesser, men bliver bevidst om, at det er hele samfundets fremtid, der står på spil, bliver det korporativistiske aspekt en del af vores fælles interesser.«

En plads i samfundet

Men ser man for eksempel på de unge i Spanien, så vil de netop også blot have deres plads i samfundet. De forsøger ikke at ændre det, men vil bare gerne være en del af det.

»En masse kan på den ene side omfatte alle former for initiativer eller bevægelser. På den anden side kan den vise konturerne af en progressiv kraft, der ønsker forandringen i samfundet, men som inkluderer ekstremt forskellige elementer,« mener Balibar og understreger, at skellet mellem generationerne er et af Europas værste:

»Det bliver et uopretteligt samfundsmæssigt brud, hvis det forværres,« siger han og uddyber:

»De unge vil først og fremmest deltage i den offentlige debat. Samtidig vil de ikke blot være en del af lønmodtagersamfundet, men deltage i arbejdsmarkedet. Det er ret interessant, for på den ene side er arbejdet en forbandelse, på den anden side er det en essentiel menneskelig aktivitet, et værdifuldt gode.«

Et andet eksempel på opdelingen af samfundet er skellet mellem lønmodtagerne, som langt fra var lige så voldsomt tidligere:

»I dag er der meget dybe grøfter i den gruppe, man tidligere kaldte arbejdere. Der er dem, som er relativt beskyttede, og der er dem, som har midlertidige ansættelser de sidste kommer der flere og flere af. Det skel findes i en vis forstand også mellem indfødte og indvandrere. Den fremmedfjendske populisme er funderet på, at alle indfødte arbejdere kan have gode arbejdsforhold, og at de fremmede skal have midlertidige ansættelser. Men det stemmer slet ikke overens med logikken i det økonomiske system, vi befinder os i.«

Et offentligt rum

Mens befolkningerne altså langsomt ser ud til at komme i bevægelse, mangler de intellektuelle at komme mere på banen, indrømmer filosoffen. Han fortæller, at der skam findes en stribe gode initiaitver. For eksempel har der været lanceret nogle appeller. Én kom fra en europæisk gruppe intellektuelle, som var rettet imod fremmedhadet. En anden blev udsendt af en lang liste af franske økonomer, der ønskede at oplyse befolkningen i forhold til krisen og gælden i Europa. Men ingen af teksterne blev fulgt op af en folkelig bevægelse:

»Et par kollektive tekster er hverken en rigtig europæisk debat eller en folkelig bevægelse,« erkender Balibar.

»Der skal kommunikeres langt bedre end i dag. De intellektuelle arbejder ikke nok sammen på europæisk niveau. Jeg er fortvivlet over, at den politiske debat ikke er mere internationaliseret. Men nu, hvor vi i en vis forstand har ryggen imod muren, kan det være, vi bliver klar over, at vi skal handle.«

Der mangler et europæisk offentligt rum ?

»Ja, det er en ond cirkel, fordi det offentlige europæiske rum ikke kan skabes med en institutionel beslutning. Det eksisterer, hvis der udvikler sig nogle debatter, der får det til at eksistere. Og debatterne er, i hvert fald tilsyneladende, lammet på grund af en manglende ramme. Vi er blokeret af, at hvis man skriver en tekst på spansk, så skal den bringes i aviser og på hjemmesider i alle landene. Det tager lang tid og skal igennem mange filtre. Og det ender med en form for illusion eller skuffelse.«

Derfor skal der et massivt oversættelsesarbejde til. Og så må en stor del af kommunikationen foregå på engelsk. Det kan bedre lade sig gøre idag, hvor selv franskmændene er kommet bedre efter det, mener filosoffen:

»Selv i Frankrig, det land i verden, der udviser størst modstand over for at bruge et andet sprog end sit eget, har den unge generation ikke de samme blokeringer. Det kommer til at ændre sig.«

Serie

EU på støtten

EU står i disse år over for konflikter, ingen havde set komme, og som vi ikke før har skullet bekæmpe. Hvad kan få europaerne til at ville EU? Skal de ville EU? Information har spurgt en stribe af Europas førende intellektuelle, som giver deres svar i denne serie.

Seneste artikler

  • Selvkritik er ikke EU-monsterets stærke side

    23. juli 2011
    Forestillingen om et EU med folkesuverænitet er intet andet end 'høflig fiktion', mener Hans Magnus Enzensberger
  • Tyskland er ikke længere forelsket i Europa

    19. juli 2011
    Den græske gældskrise har medført et voldsomt opbrud i tysk selvforståelse. Europas vigtigste land er til sin egen forvirring omsider ankommet til normaliteten med vidtrækkende konsekvenser for hele kontintentet, siger tyskeren og Europa-tilhængeren Ulrike Guérot
  • 'Måske gør folk klogt i at være ligeglade'

    16. juli 2011
    Gianni Vattimo er medlem af EU-parlamentet, men har mistet troen på Europas vitalitet: 'Vores demokratier er gamle og trætte. Folk tror ikke længere på dem,' siger den italienske filosof
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Så vidt jeg kan uddrage af de seneste dages EU-relaterede artikler her på Information, sammenlignes modstanden mod EU med nazisme og fremmedhad.

"[...] Vi kan ikke vende tilbage til nationalstaterne i Europa, uden at voldsomme nationalistiske, fremmedfjendtlige ideologier vil udvikle sig."

Det er altså noget af en påstand. Jeg tvivler på at vi behøver at udøve krigsførelse, bare fordi vi ikke nødvendigvis ønsker at dele love med samtlige medlemmer af EU. Det kan umuligt skabe større diplomatiske problemer at du kan køre bil som 17-årig i Spanien, når vi først kan det som 18-årig i Danmark. Der skal naturligvis stadigvæk være en balance, specifikt i reglerne for handel og bank-drift, men vi argumenterer i øjeblikket for et tættere samarbejde med EU på mange andre fronter, hvor vi naturligvis ikke kan benægte det alvorlige og konstruktive aspekt i et bredt samarbejde på tværs af nationer, men konstant konfronteres med evigt svindende frihed for den enkelte stat og EU-borgeren. Hvem tænker i øvrigt på EU-borgerens muligheder for et rigt liv (ej ment i kroner og ører), når vi arbejder så indædt på at strømline hele regionen?

Hvorfor skal EU-nationernes politiske dagsorden afspejle hinanden så meget, førend vi kan føre et internationalt finanssamarbejde? Vores stater skal vel ikke stå for de store investeringer og virksomhedsdrift. Det skal det private erhvervsliv.

Eller har jeg helt fejlfortolket konceptet "EU"?

odd bjertnes

EU som nationalt projekt kan kun meningsfyldt bygge sig på kristendom, for det er det eneste fælles specifikke for Europa, og vil således altid forblive et frimurerisk et af slagsen.
Jeg foretrækker almindelig historisk bevidsthed om 'den europæiske tanke's afgørende historiske betydning, - fremfor et iscenesat politisk teater i den anledning.
Næh ... så hellere sige det ligeud så tidligt som muligt, til de små Fatima'er i de europæiske folkeskoler : 'Vores' kultur er bedre end 'jeres', så luk ! .
Hellere end at skulle vifte med EU-flag af EU-prinsesser.

Romerne prøvede og fejlede, franskmændene prøvede og fejlede over flere omgange og ditto tyskerne i at samle de europæiske folkeslag under et banner gennem brug af tvang, hvad enten det var i form af vold, økonomisk eller politisk magtudøvelse.
Det er ikke muligt at skabe et utopisk 'Storeuropa' og Frankrig, Tyskland og Italien må da snart have forstået historielektionen at der ikke findes en fælleseuropæisk identitet som er stærkere end den nationale/etniske af slagsen og at de sidstnævnte altid vil trække en fælles konstruktion fra hinanden når magtapparatets magt over befolkningerne svinder.

Nu prøver de tre samme lande denne gang så i fællesskab at realisere deres drøm om et 'Storeuropa" gennem en politisk/økonomisk konstruktion med et massivt bureaukrati som magtapparat og forventer i al alvor at denne gang skal projektet nok lykkedes...

Ja til europæisk økonomisk samarbejde, nej til politisk union under ledelse af Europas historisk største undertrykkere og erobrere.

Anne Marie Pedersen

Jeg kan godt forstå pointen. Men jeg stejler også mod ordet populisme. Måske det bare handler om folkelighed. At politik og diskussioner om fremtidsvisioner i det hele taget er noget, som almindelige mennesker godt kan komme til at dyrke med fornøjelse.
Politik handler om hverdagen og er ikke kun noget som spinkyndige mænd i jakkesæt har patent på.

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, populisme er et meget negativt ord, og Balibar har så også selv fortrudt, at han anvendte det.

I artiklen siger han:
»Der skal kommunikeres langt bedre end i dag. De intellektuelle arbejder ikke nok sammen på europæisk niveau. Jeg er fortvivlet over, at den politiske debat ikke er mere internationaliseret. Men nu, hvor vi i en vis forstand har ryggen imod muren, kan det være, vi bliver klar over, at vi skal handle.«

Det kunne man da håbe. Samarbejde og udveksling af ideer er ikke det værste, der kan ske.

Men det er altså ikke så let at mobilisere interessen. Hverken blandt de intellektuelle eller i befolkningerne som sådan.

Balibar efterlyser måske bla. det, som Politiken også efterlyste for nylig: Unge (under 50!) venstreintellektuelle debattører.

I morges fortalte Per Michael Jespersen på P1, at man havde modtaget 230 tekstbidrag, og valgt 10 - tror jeg, det var - ud, som man ville bringe i løbet af sommeren. Men hans skuffelse var stor, for der var ingen nye dagsordener, inten nyt under solen. End ikke i de 10 udvalgte tekster.

Altså dårlig kommunikation mellem og fra danske intellektuelle og ditto mellem og fra europæiske intellektuelle. Og som følge heraf intet der inspirerer til at sætte samtale og diskussioner om vor tid og situation igang mellem almindelige mennesker.

Det er da rigtig trist.

Peter Hansen

Hvor fejlagtigt, Thomas Dahl, er en sammenslutning, der varer 700 år?
Der er alt for mange danskere, der lyder som konføderationstilhængerne.

Hvad skulle være den dybere mening i at erstatte den lokale nationalisme med en EU nationalisme. Vi har brug for en folkelig internationalisme som kan stå op mod kapitalismes såkaldte nye verdensorden, selv om den til forveksling ligner den gamle.

Jonas Ørting

Det er da netop den påtvunge 'europæiske populisme' - eller mere præcist kampen mod nationalstaterne, der har gødet jorden for nationalismen.
Bruxelles gør det klart at der er et 'dem' og et 'os - at det ikke bare er i orden at 'beskytte sig' med pigtråd, det er helt nødvendigt. Om pigtråden går ved EUs ydre grænser eller ved den danske er i den sammenhæng af mindre betydning.

Det er jo ikke første gang EU skal sælges som fredens og broderskabets projekt... men virkelighedens EU har alle dage været en anden historie.

jan henrik wegener

Mon ikke det vil være en fordel hvis vi kommer lidt væk fra "utopiske" (i betydningen urealistisk idealiserende) forestillinger om såvel EU, nationalstaterne, eller andre tænkelige alternativer, stater og sammenslutninger? Hvordan skulle egentlig et "idiotsikret" eller "forbrydersikret" samfund se ud? Hvilke magiske tal skulle et sådant opfylde? Hvorfor præsenterer man nogle gange "Europa" som indbegrebet af al oplysning og kultur - eller som det modsatte?

Bo S. Nielsen

EU har da vist næppe noget at udsætte på nationalismen. Frontex, udbytning af afrikanske fiskeriressourcer og unfair handels- og toldmure mod afrikanske varer er eksempler på en os-og-dem attitude, der er svært at se som andet end euro-nationalisme.

Balibar kalder sig marxist. Han ønsker sig deltager- og direkte demokrati, der transcenderer nationalstaten. Javel, men hvorfor skal det lige foregå som en følelsesladet affære for hvide mennesker med kulturkristen baggrund på den europæiske kontinentalsokkel? Hvad er det egentlig Balibar sysler med her? Alene det, at han mener, at de intellektuelle skal tale til masserne i en sådan proces, er noget utrygt.

Helt postmoderne erklærer han også arbejderklassen som forhenværende og taler nu om dem med de sikre jobs og dem med de usikre, hhv de indfødte og indvandrerne. Det prekære arbejdsmarked. Klassekonflikt erstattes iflg Balibar af et uretfærdigt arbejdsmarked, og løsningen ligger i Europæisk sammenhold.

Reformistisk og flagrende. Ikke rigtig overbevisende.

Venstrefløjens projekt er hverken nationalt eller "europæisk". Det er internationalistisk.

Peter Jensen

"»Ja, det er en ond cirkel, fordi det offentlige europæiske rum ikke kan skabes med en institutionel beslutning."

Det såkaldt europæiske rum, forstået som EU's fundats, er stort set hermetisk lukket for folkelig adgang. Det er en i alt for høj grad regionalistisk abstraktion, som ikke har klangbund i civilsamfundene og derfor ikke kan facilitere mellemfolkelig samtale.

I det hele taget en række underligt svævende udsagn, herunder: "»Jeg er sikker på, at EU er i stand til at opfinde eller understøtte en økonomisk model, som fungerer anderledes end neoliberalismen.«"

Et centralistisk system vil næppe selv kunne udvikle direkte og deltagerdemokratiske tilstande, hvorfor det forekommer en paradoksalt at søge EU spændt for en sådan kæphest. Demokratiske forandringer skal udgå fra civilsamfundet, fra individet og lokalområderne. Fra netværk i privat- og arbejdslivet - fra forsamlingerne. Ingen top uden bottom up, kunne man vel groft talt ytre.

Karsten Olesen

EU-konstruktionen har baggrund i en belgisk og fransk central administrationstradition, der i sit hjemland dækker over massiv korruption ad bagdøren. Kendskab og "forbindelser" bliver en adgang til økonomiske fordele.

I troen på at kunne lovgive ved at udstede dekreter uden kendskab til lokale og branchemæssige forhold bruger man udvandede begreber som "acquis communitaire" eller "det europæiske rum".

Disse begreber kan i reglen ikke leve op til krav om at sætte ret og skel ved lokal anvendelse.

Udvandingen bliver katastrofal, når mafiaer og skuffeselskaber begynder at operere på tværs af grænserne med pengevask og udnyttelse af hullerne i lovgivningen.

Således er både den fysiske og den finansielle grænseoverskridende kriminalitet sidevirkninger af EU-konstruktionen, som befolkningen i det lange løb vil blive nødt til at forsvare sig imod.

Simon Hoiberg

Egentlig er der da mange ting der fungerer godt indenfor EU. For eksempel har vi staerk regional miljoelovgivning, EU ETS emissions trading, regional samarbejde vedr. energi forsyning etc. Der er mange ting, som vi 'forbrugere' bare ikke maerker til dagligt. Og maaske er EU bare ikke go' nok til at kommunikere disse smaa successer ned til befonkningen, for det er vel disse smaa historier der kan faa folk til at taenke positivt over en regional sammenslutning, og disse kan muligvis saa froe til regional folkelighed.

Desuden er det vel paa lang sigt en folkelig internationalisme vi bevaeger os hen imod, denne vil bare ikke noedvendigvis vaere 'mutually exclusive' med en regional tanke.