International kommentar
Læsetid: 4 min.

Grækenland har kun én udvej: Forlad eurozonen

Et ukontrollabelt sammenbrud for hele euro-området bliver konsekvensen, hvis Europas ledere klynger sig til drømmen om solidaritet
Udland
21. juni 2011

Arkitekterne bag den fælles valuta havde de bedste intentioner: De troede, at den monetære union ville sætte gang i handlen, gøre tingene nemmere for erhvervslivet og udjævne forskellene mellem medlemsstaternes økonomier. Den fælles valuta ville gøre Europa sikkert og sundt.

Den monetære union blev udformet som en one-size-fits-all-økonomisk politik for lande, der var sammensat på omtrent samme måde. Det blev erkendt, at for så vidt at de ikke var ens, kunne det tab af fleksibilitet, som fulgte med afgivelse kontrol over valutakurser og renter, åbne kløfter op mellem de stærke og svage lande.

Kvalifikationskrav de berømte Maastricht-konvergenskriterier blev følgelig indført for at demonstrere et passende niveau af ensartethed mellem medlemsstaterne. Men de var ikke omfattende eller strenge nok og blev under alle omstændigheder omgået af de lande, der havde inflations- og budgetproblemer, men alligevel ville være med i klubben.

Maastricht-kriterierne var ren vinduespynt for et politisk motiveret koncept, for politiske hensyn dekreterede, at eurozonen skulle have så mange medlemmer som muligt. Måske fem eller seks lande var klædt på til at håndtere euroens hårde krav til disciplin, men 11 lande herunder Grækenland, Portugal, Italien, Irland og Spanien blev stiftende medlemmer.

Forudsigeligt nok er deres liv nu ikke videre lykkeligt i eurozonens forjættede land. One-size-fits-all-renten viste sig ikke at passe nogen: for høj til de lande, der har svag vækst og for lav til dem, der kæmper for at kontrollere deres omkostninger. I eurozonens svagere randstater gav de lave renter næring til overdreven låntagning og boligbobler.

Den monetære union førte ikke til konvergens. Den gjorde de eksisterende forskelle værre. Fiaskoen i forhold til at få den fælles valuta til at fungere inden for en bredere gruppe af lande betyder, at den hidtidige 'på bedste beskub-strategi' er nu ved vejs ende.

Der er ingen plan B

Og da intet land er rede til at have et paneuropæisk skattevæsen, som tager alle deres gysser en fuld politisk union er ikke på dagsordenen er der kun to veje. Enten en plan B, hvor eurozonen indskrænkes til en mindre gruppe, der omfatter Tyskland, Frankrig, Østrig, Holland og måske et par yderligere lande, eller også indfinder der sig et ukontrollabelt sammenbrud med frygtelige konsekvenser.

Europas ledere har ingen plan B. De ser ingen grund til det, for de stadig føler sig forpligtet på Plan A den europæiske drøm om broderskab og solidaritet. Denne må forsvares for enhver pris selv når det indebærer permanente nedskæringspolitikker for Grækenland, Irland, Spanien, Portugal og andre lande, der ikke kan klare mosten.

I sin nuværende situation er Grækenland nødt til at deflatere, da de øvrige to muligheder devaluering eller statsbankerot er udelukket. Devaluering vil betyde, at grækerne må forlade euro-området, hvilket næsten helt sikkert vil udløse en dominoeffekt over hele den fælles valutazone med europrojektets undergang som resultat.

En statsbankerot vil på sin side betyde, at de banker og regeringer, som har bragt sig i en sårbar position i forhold til Grækenland, bliver påført enorme tab, hvorved vi risikerer at få en gentagelse af krisen i 2008, der bragte det globale finansielle system på randen af sammenbrud.

Den Europæiske Centralbank vil ikke acceptere ideen om statsbankerot. Det efterlader kun deflation, og det i rigelige mængder som metode til at bringe den græske økonomi tilbage på sporet og sikre, at den fælles valuta kan forblive intakt.

Håbløs model

Dette er imidlertid en håbløs model. Af to grunde: For det første er den i modstrid med de grundlæggende principper om demokrati, for den græske befolkning er tydeligvis ikke stemt for at affinde sig med de nedskæringer, de lønnedgange og den omfattende privatisering der afkræves dem som EU's og IMF's betaling for en ny redningsplan.

For det andet har deflation allerede forværret Grækenlands gældsproblem, og endnu mere deflation vil forværre det mere. De offentlige finanser i et land består af to komponenter: det årlige løbende budget og den nationale gældsbeholdning. Den nationale gæld er ganske enkelt summen af alle de tidligere års budgetunderskud eller -overskud, og måles som en procentdel af den samlede produktion. Som et eksempel kørte Storbritannien sidste år med et budgetunderskud på omkring 140 milliarder pund, hvilket drev den nationale gæld op på over 900 milliarder pund. Den britiske økonomis produktionsresultat var på 1.500 milliarder pund, så den nationale gæld udgør altså omkring 60 procent af BNP.

Grækenland står i en meget værre position. Sidst i 2010 var den græske nationale gæld på over 140 procent af BNP. Renteafdragene på denne gæld er kolossale, og de kan blive helt ødelæggende, hvis den nationale gæld fortsætter med at stige. For bare at stabilisere den græske gæld på 140 procent af BNP er landet nødt til at køre med et meget stort overskud på statsbudgettet. Dette såkaldte 'primære budgetoverskud' vurderes at ligge i intervallet mellem syv og 10 procent af BNP. At Grækenland i 2010 ser ud til at have kørt med et primært budgetunderskud på mindst fire procent af BNP, siger alt om, hvor stor en udfordring der er tale om.

At køre med et primært budgetoverskud fordrer, at indtægterne fra skatter er højere end de offentlige udgifter. Hvilke chancer har Grækenland så for at køre med et primært budgetoverskud på 7-10 procent af BNP, hvis det udsættes for yderligere stramninger? Ingen overhovedet, hvilket er grunden til enten statsbankerot eller devaluering eller muligvis endda begge dele tegner stadig mere sandsynligt.

Ganske vist er ingen af disse to løsningsmodeller gode for Grækenland heller. Men landet vil helt oplagt ikke formå at deflatere sig vej til solvens. At forsyne landet med den anden hjælpepakke eller den endda den tredje eller fjerde kan ikke skjule det faktum, at den monetære union grundlæggende har fejlet med sin konstruktion og ikke rummer skygge af chance for, at de svagere medlemmer i periferien kan blive lige så konkurrencedygtige som dem i centrum.

Larry Elliott er økonomiredaktør for The Guardian


© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Houbo Pedersen

Europakonflikt i en anden forklædning!