Nyhed
Læsetid: 5 min.

IMF-chef tvang Tyskland til ny græsk hjælpepakke

Den fungerende leder af valutafonden truede med at udløse statsbankerot i Grækenland, hvis ikke Berlin ville deltage i et kommende forsøg på at redde Grækenland
Udland
18. juni 2011
Tysklands kansler, Angela Merkel, har tidligere forsøgt at vinde tid i forhandlinger om hjælpepakker, og hun har gjort det igen i den aktuelle situation. Men IMF-chef John Lipsky satte hårdt mod hårdt, og i går var franske Sarkozy så i Berlin for at forhandle yderligere med den tyske kansler.

Tysklands kansler, Angela Merkel, har tidligere forsøgt at vinde tid i forhandlinger om hjælpepakker, og hun har gjort det igen i den aktuelle situation. Men IMF-chef John Lipsky satte hårdt mod hårdt, og i går var franske Sarkozy så i Berlin for at forhandle yderligere med den tyske kansler.

Odd Andersen

BRUXELLES Det tilintetgjorde hans chancer for at rykke ind i Elysée-palæet, tvang ham til at træde tilbage fra et af den globale finansverdens absolutte topposter og udløste en omfattende debat om den mandlige franske magtelites påfaldende skørtejægeradfærd.

Men Dominique Strauss-Kahns påståede forsøg på at voldtage en stuepige i et eksklusivt Manhattan-hotel i sidste måned kan også meget vel have forværret Europas over et år lange valutakrise, således at euroens skæbne såvel som kontinentets storbankers nu afhænger af, hvorvidt Grækenland for anden gang på et år kan reddes fra statsbankerot.

Mens der er foregået intense forhandlinger bag kulisserne om Europas svar på den tilspidsede græske pine siden torsdag, har The Guardian erfaret, at den forandring, der i sidste måned indtrådte i toppen af Den Internationale Valutafonds ledelse, også har medført et brat skifte i IMF's stil og politik i forhold til en mulig ny EU-hjælpepakke til Grækenland.

Netop som det blev klart, at sidste års hjælpepakke til 110 milliarder euro var slået fejl, og at en tilsvarende sum ville blive nødvendig for at afværge en græsk statsbankerot og deraf følgende kalamiteter for de europæiske banker, har IMF forelagt den tyske regering et ultimatum: Enten leverer I skudsikre garantier for en ny hjælpepakke til Grækenland og rykker ud med den fornødne sum, eller også bliver der ikke åbnet for IMF's kasser til Grækenland i næste måned og så vil en græsk statsbankerot efter alt at dømme være uafvendelig.

Kritik af Merkel

Højtstående embedsmænd, der har deltaget i disse forhandlinger, siger, at vendepunktet kom på det mondæne badested Deauville i Normandiet sent i sidste måned, da Nicolas Sarkozy var vært for Barack Obama og andre verdensledere ved et G8-topmøde.

Strauss-Kahn var gået af ugen før efter sin anholdelse i New York. Hans midlertidige erstatning som IMF-chef, John Lipsky, drog til Frankrig for at vride armen om på tyskerne, som er nøglespillerne i hjælpepakkedramaet.

Strauss-Kahn havde været en central figur i eurokrisen og var blevet akklameret for sin rolle som politisk problemknuser og dreven fransk politiker. Amerikaneren Lipsky var mindre indsmigrende og mere kontant. I udkanten af Deauville-topmødet forhandlede han med Angela Merkels regering og med Herman Rompuy fra Belgien, der i næste uge igen påtager sig rollen som formand for et nyt EU-krisetopmøde i sin egenskab af europarådsformand.

Grækenland står til at løbe tør for penge allerede 15. juli, medmindre den femte portion af den fælles hjælpepakke fra Eurozonen og IMF den beløber sig til 12 milliarder euro kommer til udbetaling. The Guardian erfarer, at IMF vil tilbageholde disse midler, medmindre Berlin udsteder garantier for en yderligere hjælpepakke og sætter på tal på denne inden angivne dato.

Merkel har under hele kriseforløbet konsekvent søgt at vinde tid og hver gang nægtet at agere helt frem til det sidste øjeblik og i processen vakt enorm irritation blandt amerikanerne, som indtager dette synspunkt:

»Under en krise som denne er massive statslige reaktioner nødvendige der må handles hurtigt, dramatisk og vidtgående«, som en højtstående diplomat i Bruxelles udtrykker det.

Men lige fra dens begyndelse har Merkel håndteret krisen stik modsat. I det aktuelle forløb håbede tyskerne igen at vinde tid og udskyde en ny redningspakke til september, fortæller aktører, som var involveret i Deauville-forhandlingerne. For sent, for Lipsky afslørede bluffnummeret, og tyskerne måtte tænderskærende give efter.

»Det blev aftalt, at IMF vil deltage i den næste etape,« siger en EU-ambassadør.

»Det er ikke længere noget problem. Der kommer en ny hjælpepakke. Sådan er aftalen i princippet.«

Men i en genopførelse af det taktiske spil, som har kendetegnet alle episoderne i det seneste års hjælpepakkedrama, har tyskerne efter modvilligt at have givet sig i forhold til det centrale spørgsmål efterfølgende søgt at diktere vilkårene for den nye pakke og i denne proces indladt sig i slagsmål med franskmændene, Den Europæiske Centralbank, Europa-Kommissionen og Van Rompuy.

Hvad med gælden?

10 dage efter Deauville lækkede Wolfgang Schäuble, Tysklands finansminister, et brev, han havde sendt til sine eurozonekolleger, hvori han medgav, at Grækenland ville krakke til juli uden redning, men insisterede på, at prisen for tysk deltagelse i den nye hjælpepakke skulle være, at Grækenlands private kreditorer måtte acceptere tab på deres lån til Athen.

Magtfulde modstandere af dette anført af Olli Rehn, EU's kommissær for valutariske anliggender, og Van Rompuy siger, at en sådan fremgangsmåde risikerer at gøre en slem situation værre. Det vil kunne bringe de græske banker til fald, udløse katastrofer for de franske og tyske banker og overlade eurozonen til undergang. Veteranformanden for gruppen af eurolande, Luxembourgs Jean-Claude Juncker, advarer om, at hvis Grækenlands kreditorer tvinges til at tage et tab på 35 millioner euro på deres skuldre i Tyskland tales om beløb i denne størrelsesorden vil europæerne blive nødt til at hoste op med yderligere 24 milliarder euro for at redde de græske banker.

Resultatet af disse uoverensstemmelser er blevet to ugers esoterisk debat i Europa om, hvorvidt den græske gæld skal 'omlægges', 'saneres', 'restruktureres' eller endda 'reprofileres'. I finansmarkedernes mere brutale verden kaldes den slags for en bankerot, uanset hvilken eufemisme man ender med at udmønte på et EU-topmøde.

Diplomater, regeringsembedsmænd og bankfolk er også desperat i gang med at udvikle formler, der kan rubricere de forventede 'barberingerne' for den græske gælds private tilgodehavere, som en 'frivillig' handling fra kreditorerne selv, selv om højtstående embedsmænd i Bruxelles indrømmer, at de ikke er helt sikre på, hvordan de skal overtale bankene til frivilligt at påtage sig tabene.

Skønt alle ved, at uret tikker ned i forhold til det påtrængende behov for en ny hjælpepakke, er den ondartede disput om detaljer endnu uløst og vil formentlig først falde på plads i løbet af næste uges hektiske mødeaktiviteter eller måske først den 11. juli, hvor klokken vil være tæt på at falde i slag for Grækenland.

Tyskland står i stigende grad isoleret, og bitterheden fra et år med 'kulturkampe' om Grækenland og euroen har gjort enorm og sandsynligvis varig skade på EU-samarbejdet.

»Det har været en sand politisk stresstest for Europa,« siger en højtstående EU-embedsmand. »Der er støttetræthed i nord og reformtræthed i syd. Varer den misstemning ved, kan den ende med at undergrave hele det europæiske projekt.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Heinrich R. Jørgensen

Det lader til, at USA har sat sig på IMF, og bruger denne til at tjene egne interesser. Krig med andre midler, så at sige.

Hvorfor afviser Grækenland ikke ethvert ansvar, for de lån landets tidligere regering i hemmelighed indgik med Morgan Stanley og andre pengepushere? Disse blev holdt hemmelige for både den græske befolkning, såvel som Eurolands øvrige medlemmer.