Læsetid: 4 min.

Japansk milliardær går i spidsen for skift til solenergi

Den rigeste forretningsmand i landet har med Fukushima-atomulykken fået nok af atomkraft g vil nu investere stort i el fra solpaneler
Japanerne er allerede i en vis grad med på alternativ energi som vindmøller og solceller. Et villakvarter i byen Ota 80 km nordvest for Tokyo vidner om en omstilling til solpaneler på hvert et hus, men det skyldes især høje priser på strøm fra atomkraftværkerne. Nu vil milliardæren Son sætte mere skub i solenergien.

Japanerne er allerede i en vis grad med på alternativ energi som vindmøller og solceller. Et villakvarter i byen Ota 80 km nordvest for Tokyo vidner om en omstilling til solpaneler på hvert et hus, men det skyldes især høje priser på strøm fra atomkraftværkerne. Nu vil milliardæren Son sætte mere skub i solenergien.

Yuriko Nakao

17. juni 2011

Japans rigeste mand har fået nok af atomkraften. Efter besøg i ulykkesområdet og samtaler med evakuerede fra den tredobbelte kernenedsmeltning på Fukushima-atomkraftværket har Masayoshi Son besluttet, at Japan skal sætte sin lid til solenergien. Masayoshi Son, 53-årig stifter og chef for bredbånds- og mobiltjenestegiganten Softbank Corp, har en personlig formue på over 30 milliarder kr., tjente sidst år godt 85 millioner og vil nu investere et betydeligt milliardbeløb i solcelleparker mange steder i Japan.

Ifølge Son er atomkraften »det problem, som i dag bekymrer japanerne mest.«

På flere pressemøder efter atomulykken i marts har forretningsmanden beskyldt atomindustrien og dens allierede i staten for at fylde den japanske befolkning med »propaganda.«

»Med det vi nu ved efter ulykken, hvordan kan vi så tillade den nuværende situation at fortsætte? Hvad vil det betyde for vore børn og børnebørn at fastholde denne kurs? Det ville være en forbrydelse,« sagde Masayoshi Son på et pressemøde i Tokyo, refereret af nyhedsbureauet Shingetsu.

Medvirkende til hans engagement i at gøre atomkraften overflødig er ifølge avisen Asahi Shimbun oplevelsen af en geigertæller, der hoppede fra 0,08 mikrosievert pr. time uden for Sons' kontor i Tokyo til over 5,0 mikrosievert pr. time, da han besøgte Fukushima-regionen.

»Globalt nedlægges atomkraftværker i gennemsnit efter 22 år, men Japan bruger dem stadig efter 40 år, sagde Son, da han i april havde foretræde for et udvalg i det japanske parlament og der for første gang anbefalede den japanske atomkrafts afvikling. »Lad os beslutte at nedlægge de værker, der har kørt i 40 år, og erstatte deres elproduktion med en tilsvarende mængde fra nye energikilder. Jeg vil personligt tage ansvar,« understregede forretningsmanden.

Solbæltet

Det har han i første omgang gjort ved at donere 65 mio. kr. til etablering af et nyt råd for naturlig energi med deltagelse af mindst 33 af Japans regionale regeringer. Her skal strategier for indfasning af solenergi og anden vedvarende energi udformes. Masayoshi Son har beregnet, at en udnyttelse af en femtedel af 540.000 hektar ubenyttet japansk landbrugsareal til solpaneler vil kunne sikre en produktionskapacitet på ca. 50.000 megawatt, svarende til den kapacitet elselskabet Tepco, ejeren af Fukushima-værket, besad i samtlige sine atomkraft- og fossilt fyrede værker før ulykken.

Sons ambition er at tredoble den vedvarende energis bidrag til Japans elforsyning inden 2020, i første omgang ved at etablere 'Det østlige Japans solbælte' bestående af 10 solcelleparker med en samlet kapacitet på 200 megawatt. I sig selv et beskedent bidrag til Japans samlede elforsyning, men dog 10 gange den i dag installerede solcellekapacitet.

Den samlede pris er skønnet til godt fem mia. kr., hvoraf Softbank Corp. vil finansiere 10 pct. direkte og låne det meste af resten i banken. Lokale myndigheder skal investere sig til en mindre ejerandel.

Softbanks betingelse er at få adgang til det japanske eldistributionsnet, ejet af regionale elselskaber som skal forpligte sig til at aftage Softbanks solbaserede elektricitet.

Splittet regering

Ifølge japanske medier har Masayoshi Son og Japans premierminister, Naoto Kan, drøftet projektet og Sons syn på atomkraften over en middag i maj. Ugen efter holdt Kan sin tale på G8-mødet i Deauville i Frankrig, hvor han bebudede en revurdering af det japanske atomkraftprogram. »Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at gøre vedvarende energi til den grundlæggende kilde til el ved at overvinde de tekniske og økonomiske udfordringer,« sagde Kan, der bebudede 10 mio. solfangere på japanske hustage inden 2030.

Regeringen er imidlertid under pres fra industri- og arbejdsgiverorganisationer, der vil have premierministeren til at overbevise den skeptiske japanske offentlighed om atomkraftens fortsatte nødvendighed.

Den japanske økonomi, handels- og industriminister, Banri Kaieda, sagde forleden ifølge The Japan Times, at atomkraften vil forblive en central energikilde i Japan.

I Fukushima-regionen, der har 10 atomreaktorer de seks på det ulykkesramte værk ventes et rådgiverpanel nedsat af regionalregeringen at anbefale et skift bort fra atomkraft og til et samfund med en »sikker og bæredygtig« energiforsyning med energieffektivisering og vedvarende energi i centrum.

Bassinerne fyldt

På Fukushima-værket er der nu ophobet 110 millioner liter radioaktivt spildevand. Mængden vokser med 500.000 liter hver dag, fordi nyt kølevand hele tiden må tilføres de havarerede reaktorer.

Om få dage er oplagringskapaciteten rundt om på værkets areal opbrugt, men Tepco håber inden da at kunne sætte et nyt system i drift, der skulle kunne rense en stor del af de radioaktive stoffer fra spildevandet. Til gengæld vil der blive ophobet højradioaktivt slam ifølge Tepco omkring 2.000 kubikmeter inden årets udgang.

»Massive mængder af ekstremt højradioaktivt affald vil blive produceret, og vores arbejde med at håndtere krisen på atomkraftværket vil bevæge sig ind i ukendt territorium,« sagde en talsmand for det japanske økonomi-, handels- og industriministerium i går til avisen Mainichi Daily News.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer