Nyhed
Læsetid: 4 min.

Lån til Grækenland er kortsigtet krisestyring

Hvad kan IMF og de europæiske lande lære af Argentinas statsbankerot i 2002?
Udland
22. juni 2011

TEGUCIGALPA, Honduras - I efteråret 2001 tog trafikken til over floden River Plate, der adskiller Argentina fra Uruguay. Argentinere med kufferter fulde af dollar krydsede grænsen for at sætte deres kapital i Uruguays banker, der ligesom bankerne i Luxembourg og Schweiz ikke stiller nogen spørgsmål.

Kapitalflugten fra det økonomisk trængte Argentina var første fase i det, der få måneder senere skulle blive verdenshistoriens største nationale krak med en ubetalelig statsgæld på omkring 180 mia. dollar. For kort efter tvang den argentinske præsident, Fernando de la Rúa, landets banker til at indføre et hæveloft på 250 dollar pr. uge. Det satte gang i en kædereaktion, hvor cirkulationen af varer og kapital i løbet af få uger faldt dramatisk. Landets produktion gik i stå, og arbejdsløsheden nåede nye rekorder.

Og selv om Den Internationale Valutafond (IMF) i løbet af et tiår havde pumpet mia. af dollar ind i en redning af den argentinske økonomi, var et endeligt kollaps uundgåeligt. Lånene fra IMF var kun symptombehandlende, mens den virkelige syge den voksende rentebyrde og dermed udsigten til at skabe balance i de offentlige budgetter kun fik det værre. Det mener Kenneth Rogoff, der er professor i økonomi ved Harvard University og tidligere cheføkonom i netop IMF.

»Lån til en kronisk syg økonomi er som at sparke en dåse et stykke ned ad vejen. Efter et kort øjeblik indhenter man den igen,« siger Kenneth Rogoff i et interview med CNN, hvor han sammenligner Argentinas økonomiske deroute med den nuværende krise i Grækenland.

Undgå flere lån

Selv om en sammenligning ligger lige for, advarer mange økonomer om, at Grækenlands situation er langt værre end den, som Argentina befandt sig i umiddelbart inden landets endelige kollaps i 2002.

Dengang var Argentinas gæld 60 procent af BNP. Den græske er 120 procent. Argentinas offentlige underskud var 6,5 procent, mens Grækenlands var tæt på 16 procent i 2009. Og det argentinske betalingsbalanceunderskud var to procent af BNP. Det græske er 11 procent.

Og ligesom tilfældet er for Grækenland, hvor der nu tilføres enorme lån fra IMF, Den Europæiske Centralbank og EU-landene, så indskød IMF dengang som de havde gjort hele vejen op igennem 1990'erne meget store kapitalindsprøjtninger i den argentinske økonomi umiddelbart inden landets endelige krak.

»I Argentinas tilfælde betød et par massive lån i 2000 og 2001 blot, at man udsatte den nødvendige tilpasning af økonomien og gjorde landets endelige bankerot endnu mere dramatisk,« siger den tidligere økonomichef i IMF Kenneth Rogoff.

»Grækenland har befundet sig på randen af ruin i mere end 100 år med underskud på statsbudgetterne i gennemsnit hvert andet år. Lån løser ikke de problemer, som den græske økonomi har,« mener Kenneth Rogoff.

Samme konklusion kunne læses allerede i 2003 i en analyse fra IMF selv med titlen The IMF and Argentina 1991-2001. Her står, at »IMF burde holde sig fra at gå ind i eller blive ved med at opretholde programmer (lån, red.) til medlemslande (...) hvor der er seriøse politiske forhindringer for at gennemføre nødvendige tilpasninger og strukturelle reformer«.

Vent på krakket

Kenneth Rogoff advarer derfor imod, at de europæiske lande og IMF fortsætter med at lægge enorme økonomiske redningspakker ud til Grækenland.

»Det er en politisk beslutning, der mere bunder i et ønske om, at ingen i EU skal falde, end det er sund økonomi,« sagde Kenneth Rogoff i et interview til CNBC.

»Hvis Europa kun oplever moderate vækstrater over de kommende år hvilket er det mest sandsynlige scenario så kan den græske redningsplan ende med at forværre økonomien for samtlige europæiske lande, samtidig med at pinen for Grækenland bare trækkes ud. Jeg mener derfor, at det er bedre at tænke i redningsplaner, når landet engang er erklæret bankerot og befinder sig en restruktureringsfase. Ikke omvendt,« siger han.

Veluddannede flygter

Efter at Argentinas statsbankerot var en realitet i 2002, har landet oplevet en periode med overraskende høje vækstrater. Særligt har landet været hjulpet af stigende verdensmarkedspriser på råstoffer, herunder soja, hvor Argentina er verdens største producent.

Samtidig har skiftende argentinske regeringer fastholdt ikke at tilbagebetale landets gæld i de første år efter krakket. Det har frigjort landet for en enorm rentebyrde, og så har det forhindret landet i at kunne optage nye lån på de internationale finansmarkeder, hvilket muligvis har været Argentinas held. Det mener i hvert fald Carmen Reinhart, økonom ved tænketanken Peterson Institute for International Economics i Washington, der »ikke ser beviser på, at Argentina har lært af fortiden.«

»Havde Argentina haft adgang til kapitalmarkederne, havde de muligvis stået med samme problemer som tidligere,« mener hun.

Men Argentina kæmper fortsat med enorme strukturelle problemer. Landets samlede gæld er vokset til omkring 200 mia. dollar. Samtidig har krisen ifølge den argentinske demograf Susana Novick betydet, at mere end 800.000 argentinere har forladt landet siden 2001. Susana Novick peger på, at det er den slags skadevirkninger af en krise, der får langsigtede konsekvenser for et land.

»Det er ikke så meget antallet som hvem, der har forladt Argentina, der betyder noget. De, der har forladt Argentina, er fortrinsvis unge og veluddannede i deres bedste alder både i forhold til økonomisk aktivitet, men også i forhold til befolkningens reproduktion. Det har en enorm social og økonomisk påvirkning mange år frem,« advarer Novick i det argentinske dagblad La Nación.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I gamle dage løste man problemerne med krig og efterfølgende genopbygning => økonomisk vækst. I dag, hvor tesen snarere er at vi skal undgå at bekrige hinanden indbyrdes i den rige del af verden - hvad så nu?

Hvad er alternativet? Gøres der ikke noget drastisk, spreder den permanente krise sig som ringe i vandet og vil ramme alle og enhver og trække vores alle sammens levestandard voldsomt ned i faldet, og det vil da stå mere og mere klart at kapitalisme er et defekt og menneskefjendsk økonomisk system, der har brug for at blive afløst af et alternativ, men hvilket?

Den onde kommunisme blev udråbt til fjende af Vestens elite og bekæmpet til det yderste med udemokratiske interventioner i andre landes anliggender (CIA). Selve staten som bærende samfundsstruktur er i den grad truet som et levedygtig organ fremover. Nok vil kampen om magten ikke forsvinde foreløbigt, men den nuværende katastrofale situationer tvinger trængte regeringer til at overveje deres egen position med så synlig folkelig uvilje mod deres IMF-diktater.

Spanske borgere har i ugevis gennem maj og juni måned samledes på centrale pladser for at diskutere deres fælles fremtid uden om de etablerede politiske partier og fagforeninger. Samtidig har den eksplosive fremvækst af aggressive, lederløse hackerkollektiver som Anonymous og Lulz Security og deres angreb mod grådige firmaer og undertrykkende regimer varslet om en ny verdensorden, hvor intet længere er helligt, og hvor der stilles spørgsmålstegn ved alt lige fra krisestyring til fundamentale rettigheder sat over for absolutte dogmer som frihed, demokrati, velfærd og repræsentation.

Fremtiden og udfaldet af elendigheden bliver i den grad spændende at følge med i. Og det er bestyrkende ikke længere at blive anset som ekstremist, fordi man påpegede verdens indre modsætninger for år tilbage.

Nu er krise og mistro til systemet pludselig på alles læber, fordi det ikke længere kun er underklassen i samfundet der rammes af vilkårlige konjunkturudsving. Nu er stort set alle stater ramt og dybt forgældede, og EU som union er hvirvlet ind i sin største politiske krise nogensinde og på længere sigt truet af total opløsning, såfremt de forestående statsbankerotter får lov at eskalere.

Og alt sammen fordi nogle virkelighedsfjerne og kortsigtede politikere (SF-S-V-K-DF) besluttede at kaste alt vores overskud over bord for at redde en syg banksektor med behov for akut kapitalindsprøjtning. Må helvede blive hedt for dem, den dag det går op for flertallet af befolkningen at det var den største udløsende faktor for den globale statsgældskrise, vi alle befinder os i nu.