Læsetid: 5 min.

Lesbisk syrisk blogger nu blandt de forsvundne

Amina Abdallah Araf al Omari er blandt de mest kendte af tusindvis af syriske aktivister, som er blevet fængslet siden marts
Amina Abdallah Araf al Omari er blandt de mest kendte af tusindvis af syriske aktivister, som er blevet fængslet siden marts
Udland
9. juni 2011

Bloggeridentiteten Gay Girl in Damascus var ren fiktion, afslører bagmanden nu – til udelt forargelse og irritation for Syriens kæmpende oppositions- og homoaktivister. Læs mere...

»Hvis vi ønsker at leve i et frit land,« skrev Amina Abdallah Araf al Omari på sin blog 27. april, »må vi begynde med at leve, som om vi allerede var i et frit land.«

Og følgelig fortsatte den 35-årige syriske, erklæret lesbiske, feministiske og regimefjendtlige demonstrant med at skrive stærkt kritiske indlæg på bloggen, A Gay Girl in Damascus, uanset at sikkerhedssituationen i hendes hjemland blev stedse mere farlig og hendes egen position stedse mere udsat. Allerede under de første demonstrationer i marts og april blev hun udsat for tåregas, anholdt og tilbageholdt. Under en af protestaktionerne så hun ung mand blive skudt og dræbt lige foran sig.

Men »for os, der har deltaget i protesterne,« skrev hun, »er der ingen vej tilbage. I årtier var vi bange. For at være for kritiske over for regimet, for at træde ved siden af de officielle synspunkter, og, som man vil kunne forstå, for at få besøg af sikkerhedspolitiet eller ryge en tur i fængsel. At hæve stemmen og offentligt opfordre til at vælte regeringen, var den sikre opskrift på eksil eller døden. Vi, som kritiserede forholdene, var altid forsigtige med vores ordvalg og de fora, hvori vi rejste kritikken. Men nu er alt forandret, og alt for mange har krydset frygtens barriere, til at tiden kan skrues tilbage.«

Sidst i april ankom to mænd fra en syrisk sikkerhedstjeneste til hendes hjem sent om natten. Deres hensigt var at arrestere hende. Mirakuløst lykkedes det for hendes far at tale dem fra det. En uge senere følte hun og hendes far sig dog nødsaget til at flytte ind i hvert sit sikre hus og mødtes herefter kun i forklædning.

Hendes amerikanske mor (Araf har dobbelt statsborgerskab), og andre familiemedlemmer var for længst flygtet til Beirut, men hendes far, der er fra en gammel og respekteret familie, var fast besluttet på at forblive i Damaskus, så Araf fulgte hans eksempel.

»Vores revolution vil vinde, vi vil snart få et frit og demokratisk Syrien - det kan jeg mærke helt ind i marven.«

Bortført og tavs

Mandag aften blev Araf bragt til tavshed - i al fald indtil videre. Undervejs til et møde med andre koordinatorer af protestbevægelsen blev hun bortført på en gade i Damaskus af tre bevæbnede mænd og tvunget ind i en bil. Trods hektiske bestræbelser fra hendes familie har ingen siden hørt fra hende.

Arafs bortførelse, som blev gennemført af mænd, hendes familie tror, er medlemmer af Syriens sikkerhedstjeneste, gør hende til en af de bedst kendte af mange tusinde, der er blevet tilbageholdt, siden protester midt i marts begyndte at blusse op over hele landet for snart at udvikle sig til en af de blodigste og mest langvarige af Det Arabiske Forårs folkeopstande.

Ifølge Amnesty International er mindst 1.050 mennesker blevet dræbt af sikkerhedsstyrkerne, mens 10.000 er blevet interneret af landets forskellige sikkerhedstjenester, heraf mange i isolation. Mindst 12 mennesker har mistet livet i politiets varetægt, og der forlydender om udbredt tortur.

Selv om Syriens præsident, Bashar al-Assad, i sidste uge dekreterede amnesti for alle, som blev tilbageholdt før 31. maj, siger Amnesty, at de løsladelser, som er sket, har været selektive og tilfældige. Menneskeretsgruppen opfordrer samtidig til øjeblikkelig frigivelse af samtlige tilbageholdte.

Men selv før de seneste uroligheder blev bloggere og andre, som vovede at udfordre regimet, regelmæssigt interneret. Tal al-Mallouhi, en 20-årig palæstinensisk-syrisk blogger fra Homs, blev idømt fem års fængsel i februar, anklaget for spionage for USA. Andre bloggere og systemkritikere er blevet udsat for lignende straffe.

Råb om frihed

Selv om hun begyndte sin blog i februar primært for trodsigt at proklamere sin egen seksualitet og i udforske problematikker om kønsspørgsmål og om at være lesbisk i Syrien, blev Araf hurtigt grebet af de folkelige protester og begyndte at skrive glødende lidenskabelige og ofte meget bevægende indlæg om sit land og dets længsel efter en demokratisk fremtid.«

»Sikke en tid at være i Syrien på! Sikke en tid at være araber på! Sikke en tid at være i live på!«, skrev hun den 24. marts.

En uge senere udtrykte hun sin forfærdelse over Assads afslag på at åbne for de forventede reformer og skrev: »Kom fredag, når Jumaa-bønnerne er færdige. Så vil vi være ude i hver en by og hver en gade og råbe med én stemme: 'SOURIYA! AL HOURIYA! (FRIHED!)'«

Jævnligt indeholdt bloggen også uddrag fra en endnu upubliceret selvbiografi, hvori hun skildrer sine teenageår i USA, sin kærlighed til Gil Scott Heron, eller eksempler på erotisk lesbisk poesi.

Men Araf var også klar over de risici, hun løb og skrev isnende uhyggeligt om regimets brug af tortur i et indlæg med titlen: »Hvorfor vi kæmper? Tortur,« skrev hun, er »rutinemæssig og normal«.

»Det er det, vi alle forventer. Det er derfor, vi holder vores negle så korte som muligt, så de ikke kan trækkes af. Det er derfor, vi var så længe om at komme ud på gaderne ... Det er derfor, der ikke ses mange kvinder i protesterne. Hvad tror I, der sker med de kvinder, der bliver taget med?«

Hvor mange, der læste Arafs blog, blev tydeligt, for der gik blot få minutter fra meldingen om hendes forsvinden, til kampagner blev lanceret på Facebook og andre steder med krav om hendes løsladelse. Samtidig tweetede syriske aktivister uddrag fra hendes blog.

Nogle timer efter nyheden om hendes forsvinden, skrev Arafs kusine, Rania Ismail, som hun havde bedt om at videreføre hendes blog, hvis der skete hende noget, en kort opdatering.

»Jeg har været i telefonisk kontakt med begge hendes forældre og alt, vi kan sige lige nu, er, at hun er forsvundet ... Vi ved ikke, hvem der tog hende, så vi ikke ved, hvem vi skal bede om at få hende tilbage. Det er muligt, at de med magt vil deportere hende. Andre familiemedlemmer, som har prøvet at blive fængslet, mener, at hun sandsynligvis vil blive frigivet meget snart. Hvis de ønskede at dræbe hende, ville de have gjort det. Vi beder alle til, at hun bliver sat fri igen.«

Nidaa Hassan er pseudonymet for en journalist i Damaskus

© Guardian News and Media Limited 2011. Oversat af Niels Ivar Larsen

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bea Gustafson

Hvis altså Amina eksisterer?

Information trykker en artikel om at Amina er forsvundet, og så andetsteds i samme avis et link til en blog der netop handler om, hvorvidt Amina er en opdigtet person, en hoax, eller ej. Når nu Information ikke vil, så er der link her:

http://bookmaniac.org/painful-doubts-about-amina/