Læsetid: 5 min.

Er Libyens oprørere parate til at regere?

Er de libyske oprøreres overgangsråd regeringsdueligt? Ja, lyder svaret fra insidere, men manglende vilje til kompromisser og ubetinget vestlig støtte betyder også, at en civil regering er et godt stykke væk, og at den politiske proces må vente på en militær sejr
En libysk oprører vogter ved frontlinjen i byen Ajdabiya i den østlige del af landet. Med et overgangsråd, der er ledet af kompromisløse oprørere, er der lagt op til en ikke helt fredelig proces mod en civil regering.

En libysk oprører vogter ved frontlinjen i byen Ajdabiya i den østlige del af landet. Med et overgangsråd, der er ledet af kompromisløse oprørere, er der lagt op til en ikke helt fredelig proces mod en civil regering.

SAEED KHAN

21. juni 2011

Mens situationen på slagmarken synes sandet til med fastlåste fronter og NATO-bombardementer, der ikke i fatal grad synes at svække Gaddafi-styret, har flere og flere lande i de sidste uger valgt at anerkende de libyske oprøreres overgangsråd som de officielle repræsentanter for det nordafrikanske land.

I sidste uge fulgte det ellers forsigtige Tyskland i hælene på lande som Frankrig, Italien, Canada, Kuwait og Storbritannien, der alle har anerkendt overgangsrådet som Libyens officielle stemme udadtil.

Positivt skudsmål

Hos lederne i den NATO-ledede alliance er det udbredte standpunkt, at der ikke er tvivl om, hvorvidt Gaddafi vil falde, men blot hvornår og flere har indikeret, at det kan ske når som helst. Og mens det synspunkt er omdiskuteret, skaber det til gengæld en anden akut udfordring for såvel Libyen som de vestlige lande, der har valgt at involvere sig i konflikten: Er oprørerne klar til at regere, hvis Gaddafis styre falder inden for en overskuelig fremtid? En række lande arbejder på de indre linjer intenst sammen med overgangsrådet, der har udgangspunkt i den østlibyske by Benghazi for at undgå kaos, når eller hvis Gaddafistyret falder. Og skudsmålet er hovedsaligt positivt, når det kommer til at vurdere, om oprørernes øverste organ er klar til opgaven:

»Det er en meget kompetent gruppe, og jeg tror i store træk, de er parate til at forme en teknokratisk overgangsregering. Det er indlysende at tænke, at Libyen er en ørken i forhold til kompetente politiske talenter, og selvfølgelig er der mangler. Men jeg mener egentlig, at man har mange, som suppleret med kapaciteter udefra og international støtte vil være i stand til at etablere en kompetent administration. Der er liberale og bureaukratiske principper, der er slået fast, og mit indtryk er, at der også er en upubliceret skitse parat i skuffen til, hvordan man vil håndtere en overgangsperiode,« siger Storbritanniens tidligere Libyen-ambassadør Richard Dalton, der i dag er tænketanken Chatham Houses Libyenekspert og har opholdt sig i Libyen under borgerkrigen.

Halve kompromisforslag

Han advarer imidlertid også om, at en politisk løsning ikke ligger lige for:

»Vi er temmelig langt derfra, i og med at en militærsejr ikke er i sigte, og der ikke er nogen vilje til at indgå kompromisser fra overgangsrådets side. Dets største problem lige nu er måske, at de mangler at overbevise magtapparatet bag Gaddafi om, at de ikke vil blive slået ihjel efter en sejr, men vil have en fremtid. Og at de mens de er meget vellidte og har opbakning i den østlige del af landet endnu mangler at overbevise den vestlige del af Libyen om, at de kan magte opgaven og samtidig også repræsentere dem.«

De seneste uger har budt på en række forhandlinger og halve kompromisforslag fra Gaddafistyret, som imidlertid er blevet afvist af oprørerne, og spørgsmålet er, om der overhovedet er nogen muligheder for forhandlingsløsninger, der ikke indeholder enten en død eller flygtet Gaddafifamilie?

»Overgangsrådet har vist sig kompetent, men de har også så meget tillid til sig selv, at man ikke vil indgå kompromisser. Samtidig bliver de støttet meget stærkt fra Vesten og NATO's side og bliver ikke presset til at indgå kompromisser. Sejren skal nok komme, men den manglende vilje til forhandling betyder nok, at det vil koste mange flere bomber, mange flere penge og flere måneder at indlede en egentlig politisk proces, end det kunne have gjort,« siger Libyen-analytikeren Shashank Joshi fra Royal United Services Institute, der også efterlyser mere transparens i forhold til, hvem medlemmerne af det 33-mand store overgangsråd rent faktisk er, ud over topfolk som Mahmoud Jibril, der er leder af de libyske oprøreres nationale råd, og Gaddafis tidligere justitsminister Mustafa Abdul Jellil.

Potentielle trusler

For nylig forpligtede en række vestlige og arabiske lande sig til at støtte det økonomisk pressede overgangsråd med en milliard dollar, som dog endnu har et stykke vej gennem det komplicerede juridiske setup omkring Libyen, før de kan nå frem.

Repræsentanter fra overgangsrådet har ført et ihærdigt lobbyarbejde uden for Libyen for at opnå støtte, og det har blandt andet resulteret i, at den britiske udenrigsminister, William Hague, tidligere på måneden besøgte oprørerne i Benghazi. Et besøg, der dog også førte til, at han efterfølgende efterlyste mere konkrete planer fra oprørerne om, hvordan de praktisk vil administrere en overgang.

Selv om både Dalton og Joshi fremhæver rådets pragmatisme, advarer de da også mod potentielle trusler efter en magtovertagelse.

Det åbenlyse skræmmeeksempel er den politiske overgangsregering, der blev udpeget af amerikanerne til at bestyre Irak efter den amerikanske invasion af landet i 2003 og fejlede katastrofalt i både at opnå kontrol og støtte fra menige irakere, mens debaathificeringen gjorde store dele af det eksisterende magtapparat fjendtligt indstillet over for det nye styre. Det er angiveligt en model, vestlige politikere er meget bevidste om ikke at gentage i Libyen.

Meget upopulær

»Jeg tror ikke, det vil blive som i Irak, hvor rådet bestod af udefrakommende charlataner og svindlere, og de eksisterende magtstrukturer med et blev fjernet, men der er en risiko. Rådet vil være nødt til at samarbejde med embedsmænd fra ministre og embedsmænd fra det nuværende regime og være pragmatiske i deres tilgang, og det er det også godt klar over. Og ellers ville de få det at vide af de vestlige regeringer, de er meget afhængige af,« siger Shashank Joshi.

Forhandling er dog også svært, understreger en af de diplomater, der arbejder tæt sammen med overgangsrådet:

»Man prøver at sende beskeder til folk i Tripoli om, at man ønsker at give dem en plads i fremtidens Libyen. Men de folk, man kunne forhandle med, er ofte isoleret, nogle gange i husarrest, og magten koncentreret i hænderne på en meget lille gruppe mennesker, der hovedsaligt er i familie med Gaddafi,« siger kilden, der på grund af forhandlingerne ønsker at være anonym.

Richard Dalton mener, at noget af det, der underminerede overgangsadministrationen i Irak, var, at så mange eksilirakere kaprede processen.

»Det er klart, at det også er et af de mest sensitive felter i en kommende overgangsproces. Hvis eksillibyere på en eller anden måde får overvægt, risikerer en overgangsregering hurtigt at blive meget upopulær,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Erik Blumensaat

Verdens største militæralliance, den mest moderne besider af masseødelægelses våben, efter 3 mdr, på røven, økonomisk bankrot.
ligesom i Iraq bomber de det samme igen og igen, og de Engelske piloter har også i denne krig nu sagt fra.